Hvor modsætninger mødes (?)

Jeg ved godt, at det er frygteligt irriterende, at de ødelægger byen og begår hærværk, men gud hvor er jeg dog træt af denne normalisering, der er ved at ske i København og resten af Danmark. Hvorfor skal autonome smides ud af byen og kun burde feste på en mark (??) -var der vist en der nævnte i morges? 

Jeg troede ellers, at hele den demokratiske proces handlede om, at der var plads til alle, ligegyldigt hvor forskellige de er. Men det er bare ikke tilfældet mere. Vi tror vi ved bedre, klogere og mere fremme i skoene end andre lande, fordi vi "giver plads" til alle. Men gang på gang bliver det bevist, at selvfølgelig er der plads til alle i et demokratisk samfund, bare de ikke adskiller sig for meget ud af den grå mængde.

Alle der kender mig, ved at jeg elsker tegnefilm, og alle der kender mig rigtig godt, ved at jeg forguder "The Fairly OddParents", som er tegnefilmen om Timmy Turner og hans fe gudforældre. 

I et afsnit ønsker Timmy, at alle var ens, for han har ikke lyst til at adskille sig fra andre. 

Det medfører, at hele verden bliver grå og at alle menneskene bliver til øhh.. ender med at ligne...øhh... grå spøgelseslignende kondomer. Ingen kan kende hinanden mere og alle hedder "Grå" - Fantasien er væk og feerne begynder at springe i luften, fordi de ikke kan finde deres gudbørn mere - alle er ens. 

Denne tegnefilm er fantastisk god til at illustrere, hvad der vil ske hvis normaliseringen fortsætter. Ikke at vi bliver forvandlet til grå spøgelseslignende kondomer - men at det hele ville blive gråt og kedeligt...

Så sent som igår cyklede jeg mod "Det Hvide Lam" på kultorvet, for at høre jazz. To sætninger rungede i mit hoved.

"Hvad skal du dog på "Det Hvide Lam". Det er jo en rigtigt knejpe" og "Der kommer kun gamle tykke mænd, der ryger majspiber" . Det er jo et par lidt sjove kommentar. Ydermere fik jeg en sms - ved godt, at den var ment godt, men deri stod: "Det er en bodega, bare så du ikke overdresser" - dette var svar på en tidligere sms, hvori jeg skrev, at jeg ikke kunne komme før tiden, da jeg var ved at fingerwave mit hår til lejligheden. 

Et eller andet sted raser jeg på min cykel mod Amagerbro metrostation, for jeg synes efterhånden, at vi alle prøver at individualisere os og være os selv. Vi vil gerne være anderledes og individuelle - men kun sålænge vi hører under en gruppe. - Og guderne forbyde, hvis man krydsede grænsen mellem to grupper. (Jeg tager da smukt tøj på på en bodega og drikker endda Tuborg i mit smukke tøj, hvis jeg har lyst til det).

I påskeferien var jeg ude at spise morgenmad med en ven og snakken faldt på Amager. Da han lige var flyttet til byen fik han en lejlighed på Amager, han vidste ikke bedre, så han var glad og tilfreds... 

"Vi var på skiferie, for at fejre min nye CEO-stilling, da drengene spurgte mig, hvor jeg boede. Da jeg svarede Amager, blev der kun udvekslet blikke. Heldigvis for mig, var jeg sindssygt god til at stå på ski. Ellers var jeg røget godt ned i den sociale rang blandt dem."

Hvad er der galt med Amager?

Det er et af de få steder, der er tilbage, hvor der er plads til alle. Hvor du på den ene side af dig selv kan se en håndfuld gamle drankere og på den anden  den nye generation af yuppier. (Yuppierne er der stadig, de har bare forklædt sig selv idag). 

Amager er et sted, hvor der stadig er en håndfuld bodegaer tilbage. Hvor de skæve eksistenser stadig har plads. 

Der er smukke bygninger fra begyndelsen af d 20. århundrede. Der var en smuk havn med betoncharmen fra 30'erne - nu er det erstattet af et glasinspireret ghetto for de rige (Ikke fordi jeg ville sige nej tak til en af de lejligheder på Islands Brygge) - men come on, hvorfor skulle Siloen rives ned. Den gav Bryggen sådan en charme og var et fedt event-sted. Det passede bare ikke ind i resten af arkitekturen.

Jeg bor på Amager og jeg nyder det hvert sekund. Amager er som en tidslomme på så mange punkter. Der er stadig mange gamle butikker på Amager, som har eksisteret siden 90'erne og før. 

Når man cykler eller går igennem de små gader på Amager er det næsten som at rejse 20-30 år tilbage i tiden - Dengang Amager var en lorteø og dengang 5øren holdt koncerter hele sommeren. Jeg elsker det og jeg nyder det. Jeg elsker det spektre af muligheder og hele den modsætning af klasser og typer der er på Amager. Her er alt, hvad hjertet begærer. Strand, by land, metro, bus... Hvor mange andre kan prale af det?

Alligevel har folk en aversion over for øen.

Jeg bor overfor Marcells Bodega, og jeg har på vejen hjem fra byen set den ene taxa efter den anden stoppe op foran Marcells i de tidlige morgener, fordi slipseknuderne lige skulle ud og have en sidste øl. 

Amager er vel ligesom pølsemanden - alle, der går forbi den midt på dagen skæver og rynker på næsen af den, men efter en hed nat i byen står alle klasselag og spiser hos pølsemanden.

Jeg skal på "det hvide lam", og høre jazz og hvorfor er det lige, at jeg ikke må gøre mig lækker, bare fordi det er et bodega. Jeg er en pige, der elsker klasse og luksus, lækre klubber og dyre cocktails i lange baner. Men ligeså meget elsker jeg at sidde med de gamle tykke mænd, der ryger majspibe. Det er livsbekræftende og hvis der er nogen, der har spændende historier at berette, er det de gamle tykke mænd med majspiben. Jeg nyder deres selskab og al den visdom de indeholder - man lærer hele livet og det er ligegyldigt, om man gør det på et bodega eller på et universitet.

Igår blev Jon og M venner med Erik, mens de ventede på mig. Erik bliver 89 d. 30. maj. Erik er stamgæst på "Det Hvide lam" og han er ved at være lidt senildement, dog er han meget klar og velartikuleret. Erik inviterede os tre til hans fødselsdag. Erik kiggede på min lange hvide perlekæde og nikkede anerkendende "Det er jo en rigtigt Charlston perlekæde" sagde han. "Min mor havde en magen til. Da hun var ung og var ude at danse, svingede hun med den". Erik er 89 år gammel. Han var hverken tyk eller røg majspibe. Erik var et livsbekræftende fænomen og Erik fortalte mig, at det, der holdt ham ung var jazzen. 

Jeg er mig. Jeg er Erna. Jeg er Lola.. Jeg er tøsen og stodderen. Jeg er dukken og akademikersnobben. Jeg er prinsessen.

Jeg bliver liderlig af jazz og lykkelig af Diskofil.

Der er ikke noget galt i at elske Abba, svæve til Beethoven  eller svinge til "Hvor som helst" af Sukkerchock, som jeg gør nu, mens jeg skriver dette indlæg.

Europæisk melodi grandprix underholder mig hvert år. Klassikerne står og slås på min boghylde og alligevel ejer jeg "The Wild World of Russ Meyer" som læner sig op ad "Hellraiser" på den ene side og "Den Søde Kløe" på den anden. 

For mig handler det om at give slip og nyder det, der gør mig lykkelig og så er det ligegyldigt om andre mennesker synes, at det er modstridende. 

Min individualiseringsprocess har aldrig være bevidst. Tvært imod har jeg kun bevidst prøvet at passe ind i forskellige grupper og passe mig selv ind under normen. Men jeg blev ulykkelig af det. Jeg stoppede og fandt mig selv.

For visse over the top og måske falsk. For andre pinlig og barnlig... 

For mig selv.... perfekt! 

For at runde af - "Jeg tænder nonstop - du mit sukker chock"

Og lige for at understrege: