6. april 1992, begyndte krigen i Bosnien-Hervegovina. Sarajevo var omringet og hele Bosniens styrke var sat i beredskab - for hvis Sarajevo faldt, ville hele Bosnien falde.
Over i nordvest Bosnien - i byen Banjaluka, var jeg bare sur over, at der var kommet et nyt barn til familien og tog al opmærksomheden fra mig. Min søster var blevet født og jeg... jeg var ambivalent over for hende og hendes fødsel.
Jeg var glad for, at hun smilede til mig, mens sygeplejersken holdt hende oppe. Men jeg var absolut ikke glad for, at alle de mennesker, der kom for at besøge os, kom for at se Emina og ikke mig.
Jeg havde været enebarn i 7 år, og ville gerne have fortsat med det, for jeg elskede, at alting skulle dreje sig om mig. Jeg var yndlingen, jeg var det ældste barnebarn og niece og så var jeg pige. Jeg var nuttet, syg og et overintelligent barn - blev der sagt. Der skulle ikke komme en eller anden skaldet grim baby, og tage den titel fra mig. Jeg var den alle elskede...
Det forår husker jeg som meget varmt og tørt. Solen skinnede stort set hverdag. Og jeg var ved at afslutte 1. klasse.
En dag mødte vi tidligt om morgenen og vores klasselære stod ved kateteret. Hun kiggede på os, og spurgte om vi kunne se noget anderledes ved klassen.
Vi kiggede rundt, men kunne ikke se noget. Så pegede min læreinden op over tavlen. Og der stod det - en top kvadrat - farven var stærkere, der hvor billedet af ham havde været. Nu var det bare en gul kvadrat omkranset af en falmende gul vægmaling.
De havde taget Titos billede væk. Vi skulle ikke være pionerer og drømmen om fremtiden og sammenholdet var falmet - ligesom klasseværelsets farve de steder, hvor billedet ikke havde bevaret det.
Jeg husker, at vinduerne til klasseværelset var åbne og jeg kiggede ud. Græsset udenfor var afsvedet og jeg blev helt ør i hovedet. Hvad betød det så - at vi ikke kunne lide Tito mere? Men han var jo manden, som slog tyskerne ihjel, og som hjalp de små piger ind i en fremtid, hvor vi kunne blve rigtige kvinder og kunne tjene vores land. Men hvis Tito ikke var der mere, betød det så, at landet også var forsvundet?
Jeg holdt mig i skindet og prøvede at være modig hele dagen - det gjorde rigtige pionerer . Jeg bed mig selv i læben flere gange i løbet af timerne den dag, og jeg fik endda en lavere karakter for noget oplæsning i timen, for jeg kunne ikke tænke på andet, end det billede som ikke var der mere. Til da havde jeg kun fået 5-talller - (som er den højeste karakter) - den dag fik jeg 3. Heldigvis var det den sidste time, og kuet af min dårlige præstation og billedet, som var væk - gik jeg med min lyserøde Barbie-skoletake i hånden og græd.
Jeg var i mine egne tanker, og anede slet ikke, at jeg havde været længe om at komme hjem. Jeg blev mødt af min far på cyklen halvvejs hjemme, og han spurgte hvad der var galt. "De har fjernet Tito fra skolen" fortalte jeg ham hulkende og med øjne fyldte med tårer."
Han kiggede på mig kun - jeg kan ikke huske hvad han sagde. Han trøstede mig, satte mig foran sig på cyklen og vi cyklede sammen hjem.
Derhjemme havde han en overraskelse - en budding... Til mig.... Det hjalp på det, men jeg var stadig utrøstelig. (I 92 var budding et sjældent syn. Der var allerede kommet restrektioner og luksusvarer som cigaretter, is, kaffe, mælkeprodukter og slev brød til tider, var svære at få fat på). Min far arbejdede dog på byens mejeri som tekniker, og han fik sig byttet til en budding til mig.
Hen ved skoleårets afslutning, blev der ved med at køre flere og flere serbiske soldater forbi vores hus. Et par kilometer væk fra os var der en kaserne, og de samlede sig åbenbart der.
Al færden efter mørkets frembrud var forbudt og det var for længst blevet en del af vores hverdag.
Vi havde et par naboer længere oppe ad vejen, som havde et sommerkøkken med et brændekomfur, så vi tog tit ud til dem hen mod aftenen, for at bage brød og lave noget mad, da vi selv kun havde et elkomfur.
En aften hyggede vi og uden, at vi opdagede det var natten kommet og det var blevet mørkt.
Vi sad der længe, jeg kan huske, at nabokonen havde bagt et majsbrød, og selvom jeg som lille aldrig ville spise noget, så spiste jeg den dag - Jeg blev ved med at tage og jeg kan huske min mor smilede tilfreds (for mine spisevaner var altid hendes største problem) "ja sultne munde vælger og vrager ikke". Jeg kiggede på hende med munden fuld af majsbrød og mumlede et eller andet - men jeg kan huske, at jeg var ved at blive kvalt, da jeg havde proppet mig.
Da vi skulle hjem var det blevet meget sent. Min mor holdt min søster i armene, og far bar mig på skulderne, og selvom vi kun skulle gå knap 300 meter, så var jeg så spændt. Der var helt stille på gaden, men man kunne høre latter og snak i haverne, og se skygger bevæge sig bag gardinerne. Stadig idag får jeg denne følelse af spænding, når jeg går rundt en varm sommernat alene på gaden, eller andre menneskeforladte steder - en følelse af, at jeg gør noget forbudt, men ikke kan lade være, for det er alt for spændende.
Vi kom hjem uskadte, selvom det føltes som om vi havde gået i flere timer. Jeg fik et bad og blev lagt til at sove.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar