Jeg have aldrig hørt om dem, men ok i 90'erne kørte jeg Kim Larsen og Backstreet Boys, til tider erstattet af bosnisk musik og Peter Andre på mit anlæg og var 12-13 år. Jeg forvandlede mig til mig selv først to år efter.
Bedsteveninde og band (fanside og musik kan ses her: Minor Place ) var som altid supermeget på, fantastiske og spillede mit yndlingsnummer af alle. Det er fedt, at følge et band helt fra begyndelsen af og se hvordan de udvikler sig og bliver federe og federe..
Men Baal blew my mind, som de selv udtrykker det i en af deres sange.
Der var så meget power i forsangeren og hans kropssprog var formidabelt. Han skiftede mellem at være edderkoppe-agtig og crawly til at hoppe rundt og nærmest grynte, mens han grinede. Scenelyset var sat, så det til tider så ud som om han havde et helgenaura omkring sig. Og det der bare fik mig op at stå var hans kontakt til publikum og den måde han interagerede med dem på - Jeg kunne så også forstå både på ham og situationen, at de 60 mennesker der var, var noget af en fast skare, der har fulgt dem side 90'erne.
Teksterne vækkede noget i mig, som kun meget lidt rockmusik kan gøre.
Jeg er solgt...
Jeg er meget kræsen omkring det musik jeg gider høre til hverdag, meget få kunstnere får en plads i min hverdag på anlægget, men Baal er hermed tilføjet...
Update - Nu har jeg endelig placeret Baal - hele aftenen igår prøvede jeg at placere dem, for de minder om noget andet musik jeg engang har hørt, og nu faldt det på plads. Deres musik minder mig om musikken fra musical'en "Hedwing and the Angry Inch" - især denne sang minder mig om Hedwig: Teatralsk og tragikomisk og og jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine.
Og her er Hedwig and the angry Inch - hvilket let kan anbefales og falder under et af mine yndlingsfilm - Især "origin of love" er en sang, som giver mig gåsehud selv efter tre år på repeat.
Hedwig and the Angry Inch handler om Hansel, der bor i Østtyskland i 80'erne, han bliver forelsket i en udstationeret amerikansk soldat, men for at de kan være sammen skal Hansel komme ud af Østtyskland. Og for at komme ud bliver han nødt til at foretage en kønsskifteoperation og blive gift med soldaten. Dette går naturligvis lidt galt, og efter operationen står han tilbage med to centimeter af sit køn tilbage. Han er hverken det ene eller det andet. Alt dette sker i 1988.
I 1989 bliver Hedwig forladt af sin amerikanske soldat og sidder alene tilbage i en lille by i USA.
Hedwig har talent som sanger og sangskriver, og derfor spiller hun og hendes band i en fiskerestaurentkæde rundt omkring i USA.
Hele filmen (musical'en er en blanding af nutid og flashbacks i Hedwigs liv). En tragikomisk fortælling om kærlighed, liv og identitet. Det handler atter igen om at acceptere sig selv som man er.
Sangteksterne er formidable og hjertegribende.
Musical'en blev vist i København for at par år siden, men jeg valgte ikke at se det, da jeg har svært ved at fordøje de danske oversættelser af engelske tekster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar