29.9.10

Christ, Helvede og Damn it også!

Min lille Mac er død. Eller mac'er lever stadig, ihvertfald lidt endnu, men strømforsyningen har fået vist et spark for meget, og gider ikke mere.

Det har resulteret i et par ting:
1. Lige nu, hvor jeg er fyldt med sjove bemærkninger, lange fotællinger om romantik og filosofiske tanker, har jeg ikke mulighed for at skrive og dele det med jer. "Men du blogger jo nu", ville nogen fristes til at sige. Og ja det gør jeg, takket være min lille iPhøn, men at blogge herfra hverdag... Arghh..,hvad tror du selv?
2. Jeg mangler en ny computer.

Nu er jeg en udpræget Mac-pige. Jeg ville ønske jeg ikke var, men det er jeg.
Jeg ville ønske at jeg idag kunne gå ned i Fona og smide 3000 kr på bordet og sige "dæn dær, tak". Men det kan jeg ikke. Ikke fordi jeg et snobbet, jo lidt, men fordi jeg er så goddamn stereotyp og lagde mig under den der ramse - Once you go mac, you never go back, sådan ca. tre dage efter jeg lagde mine små fedtede fingre på den. Og nej jeg er ikke stolt af det, men vi har alle laster, og jeg har som regel dyre laster.

Nå nok brok, det jeg egentlig ville frem til er - hvis du kender nogen, der kender nogen, der er mega rig, til at stole på og gerne vil af med en Mac til ikke alt for mange penge (den nye hvide, der) så send dem lige min vej, eller til denne adresse luscious1(at)gmail.com

Jeg vil elske dig rigtig meget for det.

15.9.10

Kom stress, du søde, milde!

ARGH!


Jeg sidder jo i disse dage med det sidste af den første del af min uddannelse. Jeg har på nuværende tidspunkt brugt fire år på det andre normalt bruger tre og andre igen søger dispensation for at bruge seks. Jeg er igang med mit femte år, og mangler tre eksaminer - Mit BA-projekt, en medieopgave, som har hjemsøgt mig siden tredje semester og et fag som jeg er ved at tage nu. Alt i alt mangler jeg 35 ECTS-point, og normale mennesker vil ikke have nogen problemer med at tage 35 ECTS-point på et halvt år. Men jeg er jo ikke normal, jeg har efterhånden brug for den der daglige eftermiddagslur for at holde sammen på mig selv og jeg skal den der tur til Riget noget oftere end normalt. Og min koncentrationsevne er efterhånden lavere end hos et dampbarn, på grund af manglende energi.


Igår gik jeg i spåner over at skulle skrive en side til på fredag. En enkel fucking side!

Jeg fryser og når jeg får besked på "Skriv om Russ Meyer" så kigger jeg blankt ud i luften som en eller anden gås og siger, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive.

Jeg ved en masse om Russ Meyer, elsker jo mandens film, men når jeg skal præstere så bliver jeg lammet.

Jeg tror det er et udtryk for stress.


Jeg skal have afsluttet to ret store ting, og nej jeg kan ikke bare "bestå". Så sent som igår skældte T mig ud og sagde, "vil du ikke hellere have 02 end at fejle", kom det meget prompte ud af mig, at jeg hellere vil fejle. Jeg ville dø, hvis jeg fik en dårlig karakter. Det er min ære, der står på spil. (Ved godt at det absolut ikke giver mening).


Bedsteveninden sagde, at jeg bare skulle udskyde mit BA-projekt til næste semester og det ville jeg helt klart gøre under normale omstændigheder, men sagen er den, at jeg kun får SU til og med december og hvis jeg ikke begynder på en kandidat til februar så står jeg uden nogen indtægter overhoved! Jeg kan søge om tre klip ekstra, men det giver mig SU til marts og så kan jeg gå og glo de sidste tre måneder af min uddannelse.


Argh!

Hvis jeg bare vidste, hvad fanden jeg vil læse på kandidaten så ville det hele være nemmere, så ville jeg glemme livet og omverdenen, skrive de satans opgave og begynde på kandidaten til februar, men jeg aner jo ikke, hvad fanden jeg vil! Goddamn it, altså!


Og nej det nytter heller ikke noget ikke at tænke på det, for jeg skal tilmelde mig eksaminer i næste uge og søge om optagelse på kandidaten inden 15. oktober. Og jeg sidder her og hyperventilerer.

Goddamn it, altså!


Ville ønske at jeg for een gangs skyld kunne nyde efteråret, min egen fødselsdag og de smukke farver uden dårlig samvittighed og ondt i maven!

13.9.10

Eid Mubarak, siger jeg bare!



Jeg er jo sådan en af de dersens muhamedaner, en satans terrorist, der råber yallah og alt muligt andet.

Jeg stjæler de danske jobs og knepper de danske kvind...jeg mener mænd. Knepper de danske mænd!

Og fordi jeg nu er en af de dersens muhamedaner holdt jeg fest i torsdags, for at fejre at Muhammed .. gjorde et eller andet. Ja vi holdt Eid i torsdags, for vi bosniere holder ædegildedagen (Eid/Bajram) en dag før araberne, for vi kan lide at være anderledes, og ja, det er vi jo også. Vi kalder jo trods alt, som det eneste Europæiske land, "Wien" for Bech. Hvorfor ved jeg ikke.


Nå men det var den der fest vi kom fra.

Jeg lovede jo at gennemgå det mad vi kom igennem i torsdag, og nu er det vel på tide (for jeg skal jo trods alt læse lektier).


Anyways vi kan jo begynde fra en ende af.

Tættest på os er der verdens kedeligste salt bestående af min fars valg af grøn salat og tomat - Hvis man bare tager en noget mere spændende grøn salat, så har man en af de bedste og enkeleste salater - Tomat, salat, salt, olie og lagereddike. Yumyum!


Ved siden af er der kartofler, der er stegt i stegens marinade, der består af rødvin, soya, hvidløg og salt og peber.

Hvilket fører mig til kødet og ædegildens absolutte midtpunkt.

Denne er lavet af T.

2,2 kilo dansk oksefilet (ja ok, ikke så meget traditionelt bosnisk over det, men fuck det smager bare godt...mmh..meat..).

Marineret dagen inden og stegt i ovnen i 15 min på 225 grader og 50 min på 160 grader. Suk jeg kunne godt spise en lille steg lige nu.


Det grønne ved siden af kødet er min famøse kartoffelsalat, hvor hovedingridiensen er, ja bortset fra kartofler - mynte og persille og igen mine bedste venner - salt, olie og lageredikke. (Jeg bruger dog også Hhvidvinseddike, for lidt dansk er man da efter 17 år).


Og så kommer vi til det spændende eksotiske og skræmmende, dét der invaderer og knepper de danske kvi..jeg mener mænd.


I den fine hvide gryde er der en ret som vi anser som bosnisk, men er helt sikkert tyrkiskinspireret. Det er bamija. Og på forståeligt sprog er det tørrede ocrabønner med kalvekødsstykker. I modsætning til den ocra som man normalt ser i gadebilledet, er disse tørrede og meget små (I Bosnien har man et eller andet med, at jo mindre ting er lavet, des smukkere er de og des bedre er kokken til at kokkerere - kun bønder og plebejere laver stor og kluntet mad). Min mor er bamija-mesteren, ingen laver bamija som hun gør, selv min far kan lide det.

Grunden til at hendes bamija er så god er, at hendes mor, altså min mormor, altid har lært hende: "At bamija skal vaskes i syv vande", altså man skal skylle det syv gange.


Det grågrønne miskmask er sarma - på dansk dolma, men altså hos os hedder det sarma. Hos os er dolma - peberfrugter, løg og squash fyldt med hakket oksekød og ris.

Sarma er nok min yndlingsret. Vi bruger hakket oksekød og så eddikesyltet kål, altså sauerkraut. Ligeledes kommer min mor små stykker røget kød ovenpå, for at give det en skøn aroma. Ingen laver sarma som min mor, og hendes sarma'er er så små og fine...


Skråt over for sarma'en er der pita. Det er nok sammen med cevapcici Bosniens nationalret.

Tynd, tynd filodej fyldes med alt det fyld man begærer.

Burek = hakket oksekød og kartoffler. Sirnica= fåreost. Krompirusa= kartofler. Zeljanica som den vi valgte at lave, er af spinat. Normalt bliver pita'en rullet og bagt, men lige præcis denne med spinat er perfekt, hvis man laver den i lag. Pita kan sammenlignes måske med samosa, men pita bliver bagt i ovnen og er ikke ligeså fed som samosaen.


Ved siden af pitaen er der den anden "salat". Røde peberfrugter, bagt i ovnen.

Da de skal skraldes sættes de i en frysepose og køles ned - det gør processen nemmere. Når de er skraldet sættes de i lag og så marineres de i en lage af af ja gæt - De var jo rigtig gættet - salt, olie og lagereddike, men her tilføjer vi også presset hvidløg.


Vi er der næsten. De sidste tre fade består af to slags panerede snitzchle - ja lidt ligesom en wiener snietchzel (Hos hos Bech snitzchel) og paneret eggplant. Kalvesnitzghel og kalkunznitzchel.

Man finder noget godt kød. Skærer det i tynde filet'er, banker det sønder og sammen med en kødhammer, salter det, ruller det i mel og så i pisket æg. Steges på en pande med masse olie før de spises... Tit laver vi dem i min familie som tilbehør til vegetariske gryderetter.

Eggplanten skæres i skiver eller cirkler, saltes. Derefter skal de stå i en halv time og øhm trække. Nå de har trukket (??) færdigt, rulles de i mel og i pisket æg. De steges på samme måde som snitzchlerne.


Det var hovedretterne.



I år valgte vi ikke at lave så mange desserter som normalt, da vi simpelthen ikke kan spise det hele.


Den første dessert er ruzice - roser. De er lavet efter samme princip som baklava af filodej og hakkede valnødder. Men i stedet for at lave det i lag som baklava bliver lavet, så rulles disse og skæres så de ligner små roser. Ja næsten da.

Når de er skåret, sættes de i et fad og bages. Når de er kolde hælder man en sukkerlage over dem, og serverer dem, når de er kolde.


Den smukke hvide kage er reformtorta. Ja aner ikke, hvorfor den hedder det. Den består af ladyfingers, og et ordentligt lag kaffecreme hvori der også er hakket gelekonfekt. Den minder lidt om tiramisu. Det hvide er ikke piskefløde, men shlag - en bosnisk slags pulveflødeskum. Man kan også bruge alm flødeskum, men shlag er bare langt mere holdbar og smager langt bedre.


Ved siden af reformkagen er der tufahije. Denne er også en traditionel bosnisk dessert. som består af udhulede kogte æbler, der er fyldt med valnøddecreme og med flødeskum på toppen.

I Bosnien er de bedste og fineste kager, dem der indeholder mest valnødder. Jeg ved ikke hvorfor, men går ud fra, at valnødder engang var dyre, og deraf kommer det, at kager ved Eid skal indeholde mange valnødder. Personligt foretrækker jeg, at det smager godt.


Og sidst, men ikke mindst min af 600 gram flødeost og 300 gram 38% creme fraishe og med hjemmelavet brombær sirup, cheesecake...



Pyh det var en hård omgang.

Vi var 12 mennesker og nej det hele blev ikke spist. Jeg fik en stor skål kartofler og kartoffelsalat med hjem. En halv steg og 5 stykker pita. Et halvt fad snitzchle og ca. 1/4 af hver kage.


En overflod, nogen ville sige.

Eid Mubarak, siger jeg bare!

Og nu er jeg sulten!

7.9.10

Det føles som stress, men det er nok en eksistentiel krise

Allerede i sidste uge sad jeg på Snorregade 17 og gloede på 30 fremmede ansigter.

Jeg er ved at være færdig med min bachelor og skal snart på kandidaten. I den anledning er jeg ved at tage mit sidste fag og dette fag holder til et helt andet sted, end det jeg er vant til.

Jeg kan allerede mærke, at jeg savner Nordisk. Jeg savner kantinen, kaffebaren og Lis. Jeg savner at kende alle og møde alle. Nu er jeg ikke sådan en sky type, men for første gang i mit liv var jeg faktisk liiiidt nervøs, da jeg trådte ind i klasselokalet. De er sikkert harmløse, selvom de alle er fra etnologi og antropologi.

Min underviser hedder dog Trans til efternavn. Hvor mange kan bryste sig af det? At have en Trans som underviser.


Allerede i sidste uge påbegyndte jeg dette semester. For mit vedkommende er det fjerde... gudhjælpemig, nej femte år på studiet og dette er mit sjette semester...


Jeg vil gøre mit ypperste for at afslutte BA-delen inden for et halvt år, så jeg ikke som en eller anden taber bruger hele 5 år på min BA.

(Det skal lige siges: andre, der bruger 5 år på BA'en er ikke tabere i mine øjne. Det er kun mig, for jeg skal kunne alt det som alle andre kan, bare dobbelt så hurtigt og dobbelt så godt på dobbelt så kort tid - tid trods for jeg sådan ca. bruger 1/3 del af mit liv på at være syg. (Kan vi høre VKO i baggrunden? Nej det er bare "the bosnian way". )).



Anyhow, lige inden jeg blev blind i januar - remember? Ja det var sjovt.. haha, videre - havde jeg planlagt at afslutte hele min BA-del i løbet af sidste semester. Da jeg satte mig ned og regnede ects point ud - gav det 70. Altså mere end et årsværk. "Hvor svært kan det være?" tænkte jeg.


Da jeg så blev blind, kunne jeg se (høh!), at 70 ects point nok ikke kunne lade sig gøre, især, nu hvor jeg ikke kunne læse, så jeg skulle måske også lige skrue ned.

Ok jeg kunne ikke se det, men alle omkring mig kommenterede ikke og prøvede hellere ikke at tale mig til fornuft, så jeg tænkte bare "nå, er jeg så galt afmarcheret", og droppede tanken. Selv Mit Livs Højeste Mand kiggede kun på mig fra sin stol og ventede på, jeg selv fattede, hvad det var jeg sad og sagde.


Skuffet var jeg stadig i juni, da jeg kun havde afsluttet 30 ects point. For guderne forbyde, at jeg var ligesom normale mennesker.


Lige nu sidder jeg og burde læse lektier til imorgen, men bliver ved med at overspringshandle.

Det er f.x lykkedes mig at prøve samtlige hofteholdere og strømper, der findes i min lejlighed.

Jeg har skrevet til min medieopgavevejleder og BA-vejleder, jeg har bestil tid hos gynækologen ( har jeg udskudt i to år nu). Jeg har skrevet i detaljer en men-plan til min fødselsdagsfest, jeg har gjort rent, kommenteret samtlige steder, der kan kommenteres og så har jeg lige genlæst næste hele StineStregens blog...


Jeg har stadig 70 sider for til imorgen, hvoraf der stadig manger 60.

Jeg ved ikke, hvad min mundtlige eksamen skal handle om. Snart skal jeg vælge eksamens form. Og inden d. 15 oktober skal jeg bestemme mig for hvad og hvor jeg vil læse på overbygningen.


Jeg står og tripper mellem to emner i medie og ved ikke om jeg har viden nok til min BA-projekt.


...Jeg tror jeg går ud og bager en kage eller panikshopper eller noget...

3.9.10

Paradoxal

Igår skulle jeg ud til mine forældre. Jeg skulle høre det nyeste sladder om hvad min lillesøster havde rodet sig ud i af ballade de sidste to uger. Der var nok til 5 timers (!!) snak.

Jeg kan til tider blive helt storsøsterharm over hende og den måde, hvorpå hun kører rundt med vores forældre.

F.x igår kunne hun fortælle mig, at hun har mistet kørekortet, fordi hun skulle skynde sig ud til en veninde, hvis kæreste havde droppet hende, og derfor kørte hun 90, et sted, hvor det kun er tilladt at køre 50. Hun kvittede med ordene - "Men det er fordi, der var razzia, at jeg blev stoppet, jeg har kørt før dér.... Men der var bare aldrig politi før...".
Da jeg spørger, "så du har kørt før så hurtigt?", indrømmer hun blankt, "at jada, for hun kan ikke gøre for det. Sådan er hendes temperement bare". Øhm, what the fuck? (Det skal lige siges, at hun har haft kørekort i knap 4 måneder).
Da jeg så spørger, hvad mor og far sagde til det og også til dét faktum, at hun holdt det skjult for dem i over en uge, kigger hun på mig med ordene - "vi snakker ikke rigtig om det, vi er begyndt på en frisk, men jeg skal selv betale bøden."
Wtf??? Selvfølgelig skal du selv betale, din lille forkælede pestilens! Ikke nok med, at du kører 90 i timen, slipper og slap for samtlige pligter derhjemme, på bekostning af at du var lille og ikke kunne gøre for det, og at du hele min ungdom har braset ind på mit værelse, mens jeg havde venner og kærester på besøg, så har du også den frækhed ikke at tage det som en selvfølge, at du selv skal betale, når det er dig, der har lavet rav i den!

Hvis det havde været mig, så skulle jeg både have betalt bøden og gjort bod for det i flere måneder efter.

Efter den og flere andre historier, trængte jeg så forfærdeligt til at være god ved mig selv. Så idag gik jeg en lille tur forbi Magasin og købte to dejskrabere. For til trods for alle de kager jeg har bagt igennem mit liv, så har jeg aldrig investeret i en dejskraber.

På vejen videre, ud til en session med Mit Livs Højeste Mand, kom jeg lidt tilfældigvis med vilje forbi min last - Chanel. Jeg syntes faktisk, det var lidt tid siden, jeg sidst har købt noget der, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte vise min hengivenhed og køre dankortet igennem- bare en enkel gang for dem.

Det blev til den mærkeligste neglelak jeg til dato har tilføjet min samling.
Den hedder "Paradoxal" og er ved første øjekast brun, men afhængigt af lyset, så bliver den også lilla. Den er skummel, men jeg kan faktisk godt lide den.
Den er let, afdæmpet og ikke så prangende som de røde jeg ellers render rundt med.
(T mener, at det ligner, at jeg har smurt mudder på neglene. Men hvad ved han, han er bare en mand).


Chanel, 509 Pardoxal
175,- i Magasin



Den er altså brun, i sollys. Og måske ligner det lidt en mudderbrun, men en meget, meget smuk mudderbrun farve.