Jeg ved, at diktatur er forkert - og USSR var et diktaturregime, der dræbte en masse uskyldige mennesker. Men grundet min fortid og barndom, og en morfar, der var medlem af partiet, bliver jeg lidt lykkelig, når jeg som igår ser MGP semifinaler, der i år bliver holdt i Rusland, og de i deres pause vælger at vise et indslag med "Red Army Choir" og naturligvis "Kalinka".
Der er to pointer med denne tekst.
1. Disse russiske sange vækker lykkelig minder hos mig om sne og røde vanter og en hue med katteører på toppen. En varm sommer og min gule kjole med seler og min mormors smukke tulipaner og liljer.
Mit hjerte knuger sig sammen, og jeg kan ikke andet end at smile og svælge i mine minder og følelser.
Det er syret, at man kan føle lykke og se skønheden i en gruppe stive gamle mænd. Men det kan jeg. Og jeg følger så meget lykke, at jeg får lyst til at hoppe - burst in to colors .
2. Diktatur er forkert, men en ting må man give dem - hvis man ved, at ens liv står på spil, så opbygger man perfektionisme og det medfører, at man bare kan sit shit til fingerspidserne... (samme tanke slog mig sidste år, da jeg så åbningen af OL i Kina - jeg kan virkelig ikke andet end at være imponeret, selvom jeg ved, at der bagved er en meget mørk og ubehagelig side).
Jeg er bare vokset op med glansbilledet og har aldrig set bagsiden.
Men det her er bare storslået! Og det kan man ikke komme udenom... Der er bare power og stolthed bagved - de tror fuldt og fast på det... som kun en kommunist kan gøre det!
3 kommentarer:
Lidt i stilen husker jeg billeder af en overvældet Madeleine Albright (Bill Clinton's udenrigsminister) der var til show på stadion i Nordkorea. Og meget kan man sige om den kære leder, men masseopvisninger er han god til.
(Hendes familie flygtede fra Tjekkiet i '48.)
Og ærlig talt, når vi ser film af Leni Rifenstahl fra det tredje Rige, er det da svært ikke at se storheden.
Vi må bare håbe vi har lært nok til ikke at lade os forføre. (Det er ihvertfald bedre, end at lukke øjnene, og påstå at vi ikke kan blive forført.)
Det er utrolig svært at overse storheden, men i vinters så jeg en dokumentar om Ceauşescu - hvor man gennem årene kunne se, hvor meget storheden falmede, og det til sidst blev en farse - de kaldte det "historiens største skuespil - og hele nationen var med".
Visse af disse mennesker, der var med til disse optog mistede gejsten. De fortalte at de i begyndelsen hyldede og sang og til sidst gik de bare rundt på gaden med flagene - fordi de var tvunget til det.
Alligevel tænkte en stor del af dem (den almindelige bonde arbejder) tilbage på den tid som en lykkelig tid.
Ligesom at mine forældre stadig siger, at de havde det bedst under Tito...
Lidt skræmmende, hvor forført man kan blive.
p.s
Som mennesker kan vi godt lide harmoni, også selvom det bare er et skuespil.
Send en kommentar