13.12.14

Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 
I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 
Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 


Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

29.9.14

Fighter

For otte uger siden faldt min verden fra hinanden. Det jeg havde troet på, håbet på, arbejdet på, viste sig at være et spindelvæv vævet af en syg mands hjerne. 

For seks uger siden lagde jeg mig ned. Flad. Mast som en pandekage. Udmattet, udtømt, udslukt. Jeg vidste ikke noget mere, så jeg ringede til min far, der tog mig hjem til Frederiksberg. 
Min mor redte min seng den aften og jeg blev der. Jeg blev der så længe, at edderkopper har spundet spindelvæv på mine vinduer. 
Hver morgen vågnede jeg mere og mere tom. Jeg stod op, tog en pæn kjole på og bevægede mig ud mod øen og biblioteket hvor hver lille detalje mindede om ham. Hvor hver lille detalje skar så dybt som de barberblade jeg hver anden morgen så ham brugte til at barber sin hud
.
Hver morgen åbnede jeg min computer og kiggede på en skærm, der burde være mit speciale, men forblev tom.

For en uge siden talte jeg; 33 rettede sider.

Imorgen skal jeg aflevere. Imorgen afleverer jeg.

Idag, lige nu og i skrivende stund mærker jeg mig selv. Mærker den jeg var før min Ridder, min Mørkets Fyrste bad sig fast og gjorde sit bedste for at slå mig ud.

Det er så nemt at glemme, når livet kommer i vejen, men midt i livet er der små bobler, små og store sejre, der minder mig om, at jeg altid har været og altid vil forblive en fighter.

24.9.14

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?
Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.
Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.
Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.
Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.
Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.


Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

22.9.14

Min Mørkets Fyrste

Da jeg var barn var jeg skrækslagen for vampyrer. Jeg ville drømme om dem jævnligt, og vågne om natten helt stiv og badet i koldsved. Da jeg fortalte dette til mine forældre lærte de mig en remse fra Koranen, og lærte mig at bede gud om gode og lette drømme. Med tiden begyndte denne remse at hjælpe og en nat, faktisk 48 timer efter, at vi var ankommet til Danmark, drømte jeg en sidste gang om vampyrer. Jeg drømte, at der var to – en sortklædt og en der var klædt i hvidt. Jeg stolede på den hvide, for han udgav sig for at være god, i sidste ende var det den sorte, der var den gode. Han viste sig at have været læge før han blev vampyr og gjorde mig rask lige inden jeg vågnede. Da jeg vågnede efter denne drøm, vidste jeg to ting: 
1. At jeg ikke var bange for vampyrer mere. 
2. At jeg meget snart ville blive rask.

Som teenager blev det, der engang var angst til fascination af selvsamme skabninger og jeg læste alt det jeg kunne komme i nærheden af. En dag læste jeg om virkelighedens vampyrer. 
Egentlig var jeg skuffet, for jeg havde forventet en bog om den mytiske skabning, i stedet fik jeg en fortælling om almindelige mennesker.
Ikke disse enere, der decideret tror, at de er vampyrer og må drikke andres menneskers blod, for at holde sig i live. Her var der tale om almindelige mennesker, der efterligner en vampyrs adfærd. Mennesker, der indfanger ofrer ved at spejle dem og hypnotisere og indfange dem i deres spindelvæv, for derefter at dræne dem for alt liv og energi, for at kunne ernære deres eget ego.

Sådan en vampyr mødte jeg dette forår. Han udgav sig for at være min Ridder, i den lysende rustning, der malede de smukkeste billeder af en fremtid for os to sammen. Men min Ridder viste sig at være en af denne verdens mørke fyrster. En vampyr, der er nødt til at tage fra andre for at kunne fylde sig selv ud.

Jeg faldt i kløerne på ham, og det krævede hele min sjæls styrke at slippe ud. Jeg fandt mig selv i et spindelvæv af løgne og luftkasteller, og ligegyldigt hvilken retning jeg bevægede mig i, bevægede jeg mig kun dybere og dybere ind i mørket.

Skylden er dog ikke alene hans. Jeg bærer min del af skylden også; for jeg troede jo på ham. Jeg troede, at han var det han udgav sig for. Men hvad skal man tro, hvis man ikke kan tro på et menneskes ord?
Under den lyse rustning og ord som fik mig til at falde i svime, gemte der sig en mørke som jeg var alt for længe om at se.

Min Ridder, min Mørkets Fyrste følger med i alt det jeg skriver, og som en vampyr forsøger han at hvæse ad mig gennem tænderne. Med stoisk ro at true mig til at stoppe.


Men min Ridder, min Mørkets Fyrste glemmer blot, at jeg allerede som en lille pige holdt op med at have mareridt, og holdt op med at være bange for vampyrer. 
Ordet er mit...

18.9.14

Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.
Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.
Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.
Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.
Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.
Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….


17.9.14

Tilgiv ham

Nogen ville nok sige, at det er normalt efter det jeg har været ud for denne sommer. Andre vil sige, at det hele nok er forstærket af den stress som specialet har skabt omkring mig, men jeg ved det ikke…

Jeg har altid været et meget følelsesladet menneske; ladet mig selv være i mine følelser vold, men jeg har altid kunne trække vejret dybt, tælle til ti og skubbe de negative følelser væk fra mig. For jeg søger altid mod det positive, og selv, når livet virkelig bliver surt, så forsøger jeg at bruge det sure som en smagsforstærker til resten af nuancerne.
Harmoni og balance er hvad jeg altid har stræbt efter. Eller i hvert fald de sidste 5 år, da jeg begyndte at løsne de knuder inde i mig selv som var blevet bundet igennem en barndom fyldt med smerte og angstprovokerende oplevelser.

Det er derfor disse følelser skræmmer mig. Det er  brutale følelser, der af sig selv bliver fysiske og jeg kan ikke styre dem. Hver gang jeg skal forholde mig til ham på den ene eller den anden måde, og det skal jeg desværre stadig, så er der en bølge af vrede, foragt og had, der strømmer igennem mig. Det er så intenst, at det næsten slynger mig bagover. Som et slag i mellemgulvet, tager det pusten fra mig og blodet stiger mig til hoved mens mit hjerte slår så hårdt over, at jeg næsten skal snappe efter vejret for at finde tilbage fra dybet.
Jeg bliver svimmel. Jeg får ondt i maven, og angsten sætter ind.

Jeg har aldrig oplevet et så voldsom had inde i mig selv før. Så voldsomt, at trangen til at skrige af mine lungers fulde kraft blander sig med trangen til at sparke og slå ud efter noget mens jeg hulker. Jeg føler mig forrådt. Trådt på... Mishandlet, bedraget og jeg er rasende! 

Det skræmmer mig og vreden og hadet opsluger mig. Slynger sig omkring mig, og kvæler mig. For jeg er ikke sådan et menneske. Og alligevel er jeg?
Jeg er ikke et menneske, der hader. Jeg er anstændig og kærlig og givende. Jeg er balance, lys og skabelse. Kærlighed og tilgivelse.
Det skræmmer mig, for han tog lyset fra mig og erstattede det med så dybt en mørke, at jeg stadig famler rundt for at finde frem til overfladen.

---
Tilgiv ham, thi han har syndet. Tilgiv ham, for han ved ikke bedre. Tilgiv ham... ikke for hans, men for din egen sjælefreds skyld.

Jeg ved ikke om jeg er stærk nok til at tilgive. Nogensinde…

15.9.14

Når ens kerne bliver væk

Det er jo et stykke tid siden, at jeg har skrevet. Men det har også været et af de mere turbulente perioder, som man så moderne kalder det, når ens liv mere eller mindre falder fra hinanden.

Jeg har været væk... Først begravede jeg mig selv i mit speciale, i mig selv og satte alle sejl mod den længe ventede cand.mag. Det kørte for mig. Jeg var som en dampmaskine, og jeg var ikke til at stoppe. Jeg havde en retning og det var fremad. Jeg var klar, bestemt og stærkere, end jeg nogen sinde har været før...Og så kom Han... Jeg bearbejder ham stadig og han bliver beskrevet mere nøje en dag, når tiden er ret. Men idag handler det om mig.

Han kom som et lyn fra en åbent himmel, han var alt det jeg aldrig nogen sinde havde troet, jeg ville have, men inden ugen var omme var alle mine parader nede, for han forgav at være alt det jeg altid har ønsket mig.
Han var som en spejling af mig. Han forstod, for han havde ligesom jeg hele sit liv været en outsider. Et sammensat menneske, der ikke passede i kasser. En der søgte noget andet og mere, end livet lige havde budt på. Han ikke kun accepterede, men fortalte at han elskede mig.
Jeg blev forelsket. For første gang i årevis blev jeg forelsket. Det var som om solen skinnede på mig og selvom det var en isnende kold april, så havde jeg ikke brug for noget, for jeg havde ham. Han holdt mig varm. Han var den sjæleven jeg havde søgt efter.

Han var drømmen, der skulle vise sig at være et mareridt. Et af de rigtig slemme, der ridder en længe efter man er vågnet. Et af de mareridt, der trækker en ned i så dybt en mørke, at selv de lyseste stråler ikke kan trænge igennem.
Han var alkoholiker. Han er alkoholiker. Kvartalsalkoholiker ved jeg idag, at det hedder. Han var egoist, narcissist og så dybt manipulerende, at jeg trods min bevidsthed om problemets omfang blev ved med at håbe. Han fik mig til at håbe. De løfter han gav fik mig til at håbe, så jeg blev. Med angst i maven, men hans løfter i hånden blev jeg.

Det var en kort affære. Men ikke desto mindre var det en intens affære.
En dag i juli gjorde han det igen. Han drak så meget, at han endnu en gang var endt på hospitalet med en, for normale mennesker, dødelig promille. Den aften sagde jeg stop. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke mere, men guderne skal vide, at jeg ønskede så meget mere, kun med ham. Jeg ønskede et liv med ham og ingen andre.

Næste morgen vågnede jeg rasende. Jeg var rasende på livet og på mig selv. Men mest på ham. På at jeg og livet ikke havde mere værdi i hans øjne, end at han kunne smide det væk i løbet af en stund. Næste uge faldt jeg fra hinanden. Ugen efter det vågnede jeg tom. Jeg var en skald. Et hylster og jeg havde mistet mig selv.
Jeg var intet uden ham, for han blev ved med at sværge, at han var min drøm. Og jeg blev ved med at håbe og tro på ham.

Jeg græd. Længe og utrøsteligt. Jeg græder stadig til tider, både privat og offentligt.

En tirsdag eftermiddag i august ringede jeg til mig far, fordi jeg havde grædt så længe, at jeg ikke kunne stoppe.
Han hentede mig på Kongens Nytorv og sagde: "Du flytter ind til os, til du er færdig med specialet.". Jeg hverken modsagde ham eller accepterede. Jeg fulgte blot i hans fodspor op ad Strøget og over mod Vesterport Station, for min vilje var væk. Min kerne som jeg have brugt år på at bygge op var forsvundet fra mit indre og havde efterladt et gabende sort hul som ikke kunne erstattes med noget andet. ... end ham.

Jeg græd stadig. Men jeg græd ikke mere over ham. Jeg græd over det svigt jeg var blevet udsat for. Over den brudte tillid, og over alle de løfter, der viste sig at være tomme luftkasteller. Over endnu engang at være blevet bekræftet i at mænd ikke er til at stole på.
Svigt er ikke en ny oplevelse for mig, men han lagde alle mine parader ned og jeg stod blottet for ham. Jeg var nøgen, hudløs og åbnet ind til min inderste kerne. Den kerne som de færreste får lov til end at se, fik han lov til at omfavne. Jeg overdrog det til ham fordi jeg stolede, og i stedet for at passe og pleje det mest dyrebare jeg har, brugte han det imod mig.

Jeg blev et spøgelse. Et hylster. Et par læber, der automatisk trækker op i et smil, for det er det, der forventes af mig. Jeg vandrede rundt i Københavns gader i angst og håb om måske at støde ind i ham.

---

Jeg sad i går i mit køkken med min nabo. Vi talte over en kop the som vi så ofte gør. Jeg sagde en masse. Uden at tænke over det, sagde jeg en masse.
Det er først idag, midt i min tredje kop kaffe, at det slår mig, at det jeg sagde igår ikke bare var tomme ord. Det var ikke et tomt hylster, et spøgelse, der talte mere. Det var mig. Det var min gejst, der sagde de ord. De ord, der er den Erna jeg kender. Den Erna som jeg har brugt årevist på at skabe og pleje. Den Erna som ikke er til at slå ud, for den Erna er langt mere værd.
Den ægte Erna, hende som er den sande mig, hun har sneget sig tilbage og ind i mig, og det tomme hylster er ikke så tomt mere.