Næste morgen pakkede vi de mest nødvendige ting, og tog ud til min faster i indre Banjaluka. Jeg overhørte mine forældre snakke om, at der var tre soldater, som prøvede at bryde ind i vores hjem, og min far turde ikke at risikere noget. En eller anden spurgte ham: "Jamen hvad så hvis de tager jeres ting" og jeg kunne høre min far oprevet svare "Fuck tingene, jeg er ligeglad. De må tage alt hvad de vil, bare hovedet er i godt behold. Jeg tør ikke risikere, at vi ender med at sidde fast her og ikke kan komme hverken frem eller tilbage".
Den ukendte svarede "Vi har jo mobiliseret nabovagt. Du burde være med i stedet for at flygte som en kujon". Nu blev min far arrig og råbte og skreg og bandede. De bandeord kan end ikke forklares på dansk, og slet ikke oversætte.
Derefter fortsatte han - "hvad har i mobiliseret jer med? En pistol fra 2. verdens krig og tre jagtbøsser? Og så en håndfuld tandstikker? - De har hele JNA's militære styrke... og i har ti unge mænd, der er villige til miste hovedet for lidt stolthed?"
"Ved vor mors grav, hvis du forlader huset nu, så vil jeg ikke være din bror mere" hørte jeg den fremmede stemme true.. Min far svarede blot, at han ikke skulle bruge deres mor i sådanne situationer, da det var forkert, og at min far havde en familie han skulle tage sig af - deri lå hans stolthed, og hvis han derfor blev anset som en kujon.. jamen så måtte han være det.
- Min farbror døde 30.09.1995 - på min 11 års fødselsdag - ca 10 dage før Dayton aftalen blev underskrevet og freden i Bosnien-Hercegovina blev officiel. Han kæmpede og døde for landet og stolheden.
Sidste gang jeg besøgte hans grav, var græsset så højt, at man næsten ikke kunne komme til.
Det var hvad alle de unge mænd kæmpede og døde for... et gravsted som ingen tager sig af....
Vi tog ud til min faster og jeg syntes det var skønt. Jeg var et sorgløst barn og var kun glad for, at jeg kunne bo sammen med min kusine, og så i en lejlighed - (vi boede i hus i Bosnien og jeg havde to ønsker som lille: 1. af flyve i flyvemaskine og 2. at bo i lejlighed).
Jeg tror, at skoleåret var slut, for jeg kan ikke huske, at jeg gik der mere. Men min mor tvang mig til at terpe hver dag. Jeg skulle lære at regne udenad til 20. Det var hårdt, og jeg ville heller lege udenfor, for hos min faster var der sat en hvid rampe op, hvor min kusine og jeg plejede at lave akrobatik.
Først skulle jeg lære at regne, og derefter skulle jeg læse højt for min mor, så jeg kunne øve mig. En historie på kyrillisk og en på latin - for vi brugte begge alfabeter dengang. Jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet.
Om eftermiddagen, når vi havde spist og solen stadig bagte, fik Aida og jeg lov til at gå ud og lege. Vi hang på rampen og legede cirkus. Aida var altid bedre end jeg, da hun var en drengepige - jeg legede cirkusprinsesse eller balletdanserinde, så jeg gik på tær og hun lavede kolbøtter.
Solen stegte og flere ældre damer var gået forbi os, og skældte lidt ud på os, for tænk hvis vi faldt - og burde ikke sådanne to små piger sove til middag nu? Jeg sagde bare, at jeg ihvertfald ikke var en lille pige, og jeg sov ikke til middag mere, det gjorde kun min lillesøster. Aida sagde, at hun også ønskede sig en lillebror. Damerne rystede som regel på hovedet og gik deres vej.
En af dagene, midt i vores leg begyndte en luftalarm at hyle en dag. Der var menneskeforladt og jeg fik igen den samme følelse inden i. Som om jeg var ved at gøre noget forkert og forbudt. Vi stod egentlig bare og kiggede lidt på hinanden og ventede - vi var meget spændte. Pludselig kom min faster ned og hev os indenfor, vi løb hurtig ned i kælderen og blev der til luftalarmen var færdig med at hyle. Jeg synes, at det var så spændende og Aida og jeg talte længe om, hvor mon bomberne ville ramme, og hvad der ville ske, og tænk hvis dit hus blev ramt Erna, og alt dit legetøj blev ødelagt - sagde Aida.
Jeg kan huske, at jeg blev så sur, for hvorfor skulle mit hus blive ramt? Vi havde ikke gjort noget galt.
Det viste sig at angrebet var beregnet til byen ved siden af.
Vi boede hos min faster i to uger, men indså, at det ikke førte nogen vegne. Det var for farligt, usikkert og min livsvigtige medicin var ved at blive brugt op. Vi måtte ikke få mere af den, da vi var muslimer og var ikke berretiget. Min far arrangerede med nogle af vores mere velstående græskortodokse venner en transport ud af byen og ud af Bosnien for os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar