25.11.09

Faglig formidlingsartikel om O's HIstorie

I forbindelse med min BA. projekt, som omhandler O's Historie af "Pauline Réage", valgte jeg at slå to fluer med et smæk og skrev opgaven til min fag i kulturjournalisme om selvsamme bog.


"Perversiteter eller frigørelsen af kvinden som reproduktivt væsen?

I 1954 rystede en bog på knap 200 sider de franske litterære kredse. Bogen, der var på alles læber hed O's Historie. I denne artikel søger jeg at formidle, at O's Historie kan og skal læses som andet og mere end erotisk eller pornografisk litteratur. Navnlig skal den ses i et sexualpolitisk- og kvindemagts lys.

O´s Historie udkom under pseudonymet "Pauline Réage" og både frastødte og fascinerede modtagerne.

I den danske udgave kalder Erik Thygesen i forordet bogen for en besættelsesroman og sammenligner den med James Joyces Ulysses, af den simple grund, at den kan fremprovokere meget forskellige reaktioner, afhængig af læseren.

Da bogen udkom i Frankrig blev der taget meget pænt imod den. Enten var det fordi den meget berømte kritiker Jean Paulhan havde skrevet et efterskift til den, eller fordi kritikerne i bund og grund ikke vidste, hvad de skulle stille op med den. Den vandt endda Prix des Deuc Magots for værende et eksperimenterende værk.

Grunden prisen kom den frem i pressen og ud til den menige franskmand. Dette skabte uro, for folk kunne ikke se igennem de perversiteter som bogen indeholder.

Efter et par mislykkedes forsøg på at forbyde bogen, blev den dog alment tilgængelig i Frankrig.


Den danske reaktion

I Danmark udkom bogen i 1965, før pornografiparagrafloven var ophævet. I første omgang blev den forbudt ved landsretten, men dommen blev omstødt, da den kom for højesteret.

Siden da har den været gentrykt flere gange, og er blevet et debatemne endnu flere.

I Danmark er man siden pornografiens frigivelse kommer langt i den branche. Der er udgivet mange bøger og film siden, men "O's Historie" har altid forarget folk. Det der er så farligt ved O's Historie er, at den er reaktionær. Den piller ved forestillingen om den frigjorte kvinde og mennesket, der higer efter et liv med mindst muligt smerte, og mest mulig lykke. Erik Thygesen fastslår, at man som menneske idag bliver mest lykkelig, des behageligere man går igennem livet.

O's Historie modarbejder netop denne kendsgerning, da den vælger at fortælle om en kvinde, der fravælger sin egen frihed og bekvemmelighed i livet, for igennem smerten og underkastelsen at tilfredsstille den mand hun elsker.

Pauline Réage vælger bevidst at pille ved de grundlæggende synspunkter, det moderne menneske har: at ethvert menneske har en medfødt trang til at være et selvstændigt og medbestemmende individ.

Det, der for mange læsere har gjort O's Historie så forargende er hele den perverse fortælling om en, ifølge normen, forvrænget seksualitet.

Det er som om bogens erotiske del sætter en stopper for læserens refleksion, og fastholder den på det pornografiske niveau, så man ikke kan komme videre i analysen.

Flere har udtalt: "Jeg kan bedst huske den første del af bogen, hvor hun er på Rossy." Hvilket netop et et bevis på at man fastholdes i den meget fascinerende pornografiske del, og ikke kommer videre i bogen, hvor den store menneskelige og eksistentielle udvikling sker.

Jeg tror næppe, at der er noget enestående ved disse tilfælde. Vi som læsere ønsker at blive forarget. Vi bliver tiltrukket af det, der er forbudt, og O's Historie fortæller netop om den forbudte seksualitet i den demokratiske og frigjorte verden. Den fortæller om en moderne og selvstændig kvinde, der vælger sin medfødte ret til at bestemme fra.


Kvinde eller avlsmaskine

Allerede i det 18. århundrede skriver Marquis de Sade om fryden ved smerte og underkastelse. Med bøger som 120 Dage i Sodoma, Justine og Juliette forarger han sin samtid med perverse fortællinger om de franske libertinere, der udnytter andre mennesker til egen seksuel tilfredsstillelse. Men endnu vigtigere manifesterer han, at kvinden har en seksualitet, og at den ikke kun er forbundet med reproduktion.

Pauline Réage tage denne tese op igen i 50'erne. Her er det kvinden, der fravælger sin egen frihed til fordel for lysten. Spørsmålet er blot om det er hendes egen lyst, eller hendes elskers lyst hun ønsker at tilfredsstille. Og om hendes lyst i bund og grund ikke bare bunder i, at hun higer efter at tilfredsstille.

Igennem kristendommens historien, bliver kvinden omtalt som værende en skabning, der ikke har en seksualitet, og at lysten kun findes hos hende, for at kunne reproducere.

Selv idag bliver der stillet spørgsmålstegn ved kvindens lyst. Idag raser debatten om "den lykkelige luder", og både mænd og kvinder spørger sig selv, om hun virkelig findes, eller om hun blot er en myte. Man formoder idag, at hvis man vælger en form for seksualitet, der falder uden for normen - hvad end den er, så er der noget galt, og derfor har man brug for hjælp.

Når der er nogen, som Pauline Réage, der går ind og roder ved de forestillinger man i samfundet har opbygget, bliver man som modtager forvirret og kan reagere på en voldsom måde.

Det som Marquis de Sade og Réage prøver at vise i et vist omfang er, at man ikke kan fastsætte en opfattelse af "det rigtige" menneskes liv eller seksualitet. Kvinden er hverken en avlemaskine, men heller ikke en slave af sin seksualitet eller af andet for den sags skyld. Kvinden er som alle andre et lystvæsen, der prøver, at efterfølge det, der føles rigtigt for hende.


O's Historie

Hvad er det præcis Pauline Réage ønsker at vise, ved at skrive denne bog? Idag ved vi, at bogen er skrevet, af en kvinde, som breve til forfatterens elsker. Dels som et væddemål om, at en kvinde kunne skrive lige så god pornografi som en mand kan, og dels for at holde fast i sin elsker.

Da bogen udkom i 1954, var der en stor debat om hvorvidt bogen var skrevet af en kvinde eller en mand. Man mente dengang, at en kvinde umuligt kunne skrive så pornografisk en bog, hvilket kun kunne pege på, at det var en mand, med et ønske om at underkue det kvindelige væsen, der havde skrevet den.

Samtidigt var der i bogen så stor en indsigt i et kvindes sind, at man ikke var i tvivl om at det var en kvinde, der stod bag den.

Ligeledes skriver Jean Paulhan i efterskriften: "Jeg tvivler ikke på, at det er en kvinde. Ikke så meget på grund af detaljer, som glæder sig over i de grønne silkekjoler med hvepsetaljer og skørter hæftet op i flere lag (som en hårlok i en curler), men af følgende grund: Den dag, René overlader O til nye trængsler, er hun åndsnærværende nok til at bemærke, at hendes elskers morgentøfler er slidte /.../ ".

Han skriver også direkte, at O's historie er den mest brændende kærlighedserklæring en mand nogen sinde har fået. Idag ved vi, at Réage var Paulhans elskerinde igennem 30 år, og at denne bog netop er skrevet til ham. Hele tematikken bliver ligeledes redegjort for i fortsættelsen "En Forelsket Pige", der udkom 15 år efter at O's Historie var skrevet.


O

Når man læser bogen finder man meget hurtigt ud af, at O - med mindre det er hendes egene tanker, der bliver skrevet om, altid bliver omtalt som "hun". I sin elskers øjne er hun blevet et objekt. Hun er umenneskeliggjort og i bund og grund blot en krop, der er til for at tilfredsstille.

Det bliver i bogen meget fint beskrevet, hvor hun allerede ved sin ankomst til slottet får at vide, at hun ikke må tilfredsstille sig selv. De fratager hende hendes hænder, ved at lænke hende til sengen, når hun er alene, og ligeledes fratager de hende talens gave, samt hendes taske (identiteten). Hun må ikke tale med mindre hun bliver talt til.

Ellers bliver der gentagende gange i bogen talt over hovedet på hende, som om hun slet ikke er til stede. Hun bliver reduceret til et laverstående væsen.

O har opgivet sig selv - sin frihed. Det som i vores moderne verden er essensen af det at være menneske. Bogen er meget kompleks og indeholder flere niveauer. Den forsøger at vise, hvad der sker med et menneske, når det mister sin frie vilje. Hvordan ville et menneske reagere?

O går til den yderste grænse for at fastholde sin elskers kærlighed. Hendes måde at vise sin hengivenhed på, er netop at lystre sin elsker. Han får lov til at bestemme alt. Selv den måde hun klæder sig på, bliver bestemt for hende.

Bogen slutter ligeledes med højdepunktet af degradering, hvor O, efter at være blevet brændemærket på den ene balle og piercet i kønnet, bliver ført, nøgen kun iført en uglemaske til en fest, hvor hun bliver stillet til offentligt skue for festens gæster.

Hun skal sidde stille og lade sig betragte som en statue eller en præmiehund

Festens gæster reagerer naturligvis meget voldsomt på denne levende statue. Nogen med foragt og andre med et ønske om at forstå, hvad der har fået denne kvinde til at lade sig degradere i så voldsom en grad.

Som læser er man heldig, at man også får kendskab til O's tanker, der netop bekræfter, at hun gør dette frivilligt, og fordi hun gerne vil beholde sin elskede.


Udviklingsromanen?

Det, der er spændende ved O's karakter, er at hun gennemgår en transformation. Fra at være en arbejdende kvinde med homofile tendenser, der blot bruger de unge mænd til leg og higer efter kvinder, der kan opfylde hendes kærlighedsbehov, til kun at kunne blive tilfredsstillet af mænd og endda forråde kvinder, og på den måde sit eget køn.

I den sidste del af bogen er hun på ferie med sin elsker og en kvinde, Jacqueline, som hun har et seksuelt forhold til. Inde på O's værelse er den ene væg anrettet således, at hendes elsker kan se på dem, uden selv at blive opdaget. O kender til vægen.

O ved også, at Jacqueline vil blive degraderet på samme måde som hun selv, hvilket fryder hende, for hun mener, at kvinder har deres naturlige plads som underdanige væsner.

I bogen er der er ikke brugt vulgære ord på noget tidspunkt. Det hele er skrevet i et meget sobert sprog, så hvad er det præcis, der forarger læseren?

Rent sprogligt kunne man forære bogen til en teenager, men det er fortællingen og billederne, der giver læseren åndenød.

I en af sekvenserne hører man om O, der efter at have vasket sig, tørrer sig med et hvidt håndklæde bagi, og da hun kigger på det, er der små røde pletter. Selvom overgrebet ikke er beskrevet, kan man som læser forestille sig, at der er foregået noget voldsomt.

Sagt på en anden måde, så spiller sproget meget på associationer, og dermed snydes læseren til at forestille sig det værst tænkelige.

Maria Marcus, der i 70'erne udgav en analyse af bogen, kalder "O's Historie" for en udviklingsroman, hvor man følger et menneske, hvis personlighed gradvis ændres. Det er ikke helt klart i bogen om O gennemgår en transformation, eller om det blot er en side af hende, der har slumret og nu er blevet trukket frem. Men det er tydeligt flere steder i bogen at se, at der sker en udvikling. Den bliver både fysisk og psykisk manifesteret.


Den moderne kvindes forbandelse

I et vist omfang prøver Réage at vise en "naturlig" kvinde. En kvinde i et mandsdomineret samfund. Hun sætte endda spørgsmålstegn ved hele den moderne kvinde.

Da O kommer tilbage fra sit ophold på slottet lægger hendes kollegaer mærke til, at hun er mere rank, og at der er en ro over hende.

Det, at hun har opgivet sig selv, og ladet et andet menneske bestemme over sig, har givet hende en ro og gjort hende, måske, mere overlegen.

Hele singlekulturen kan til dels tillægges den moderne, arbejdende kvinde. Det, at kvinden har frigjort sig økonomisk fra manden, har gjort, at hun ikke behøver at være afhængig af ham. Hun kan forlade ham, når hun lyster, og søge det, der giver hende en større tilfredsstillelse. Men hvorfor er der så så mange single mennesker idag, mennesker, der søger tosomheden og kvinder, der søger en mand, der er en rigtigt mand? - (Hvordan end sådan en er).

Selvom Pauline Réage forarger læseren og samfundet med sin fortælling, om en degradering af kvindefrigørelsen, så ender hendes heltinde med at opnå det, som de fleste mennesker higer efter. Hun opnår den fulde frihed, ved at overgive sig selv.

6 kommentarer:

kyllyan sagde ...

laekker laekker analyse af en bog jeg elsker hoejt. Kudos, og tak =).
K

Erna Lola sagde ...

:) Glæder mig, at kunne bidrage med lidt.
Jeg synes også, at det er en fantastisk bog, der alt for ofte bliver overset, og kun bliver forbundet til visse kredse af samfundet. Hvilket er så synd, for den indeholder meget mere.

kyllyan sagde ...

enig - den er overset, og naar den bliver set er det ofte paa en meget en-oejet maade og med sex-skyklapperne paa. Saadan har jeg det faktisk osse med Henry Miller. Mange mennesker tror hsn handler om sex, men sex er bare èn broekdel af de maader han udtrykker *saa meget mere* paa. Synd ja.

Erna Lola sagde ...

Jeg kan godt forstå, hvorfor det er let at læse både Miller og Réage med sex-skyklapper (fedt udtryk) på.
Man bliver draget af sex, og man kommer aldrig til et niveau længere nede.

Første gang jeg læste den, slugte jeg den på to dage. Og var også en af dem, som i bund og grund kun kunne huske besøget på Rossy, men det er også et stærkt kapitel, som er meget visuelt og skaber grundlaget for historien.

Jeg tror, at de fleste mennesker tager erotisk (pornografisk) litteratur for det, den står under - erotik og pornografi. De vil underholdes og ønsker et hurtigt kick, og så glemmer de måske, at se ind under de nøgne kroppe og seksualakten.

kyllyan sagde ...

Du skriver " Man bliver draget af sex, og man kommer aldrig til et niveau længere nede." - dèt tror jeg du har fuldstaendigt ret i. Eller, de fleste kommer ikke til niveauet laengere nede fordi sex er det foerste som falder i oejnene. Saa kan man jo diskutere om baade Reage og Miller vidste lige praecist hvad de gjorde naar de brugte sex som blikfang og dermed risikerede at det overskyggede alt andet, eller om de i virkeligheden hellere ville have sendt en anden "message". Jeg kan lide det praecist som det er. Du kan laese dem begge en enkelt gang som underholdning og letlegende erotik - eller man kan laese dem igen og igen og finde nye vinkler og nye twists.

Jeg elsker understated hvor jeg selv skal goere det meste af arbejdet =).

Erna Lola sagde ...

Sex er frygteligt dragende og især sex, man anser for moralsk stødende.
Mennesker elsker at blive forarget. Derfor ser vi også nyheder. Det er bevist, at man får et kick ved at se ting, der forarger eller chokerer en.

Jeg så filmen om Henry VII i mandags, vi er forarget idag over den måde folk stimlede sammen, når forbryderen skulle halshugges, men vi har ikke rykket os en cm siden dengang.
Vi stimler også sammen idag på sammen måde.

Og jeg tror at både Réage og Miller var klar over det, da de skrev deres bøger. "Tiltræk pøblen med det banale og slår dem i hovedet med kendsgerningerne."

Desuden ved jeg via min research, at Réage meget bevidst skrev pornografisk, da hun netop prøvede at bevise over for sin elsker, at en kvinde kunne skrive ligeså pornografisk som en mand -- i dette tilfælde Marquis de Sade.