25.1.15

Det kunne være så nemt

Det kunne være så nemt at sige: Jeg hader mænd. Jeg er træt af dem og jeg ønsker, at de aldrig krydsede min vej igen. 

Det kunne være så nemt, hvis bare jeg kunne pakke dem af vejen. Kigge væk; fløjtende gå fobi med næsen i sky. Gå uden om i store cirkulære linier. Fnyse måske let og aldrig kigge tilbage. Det er bare ikke så nemt: For de krydser ens vej om man vil det eller ej, og de efterlader spor. 
Smertende og dybe spor. Spor der brænder som syre, oser som svovl og æder som fosfor. Spor, der får tvivlen frem.


Det kunne være så nemt, og dog er det ikke. For der findes også ham Ole, med de kærlige ord og ham Emir, der har båret mig siden jeg var spæd. Der er Jon, hvis kram ikke kan måles. Og Troels, selvom vor tid er ovre. Og så er der dem jeg ikke nævner ved navn. Dem der lytter og kigger på mig med øjne fulde af lyst og beundring. Dem der ser op til mig og ned på mig. Dem der har stirret ind i mig og igennem mig. Der har set arene, skavankerne, de skæve fødder og tanker og kysset dem blidt og inderligt. 

Alle, der på hver sin facon har gjort sit for, at jeg er blevet den jeg er. 
Dem, der har set mig, før end jeg selv gjorde. Dem der har holdt fast og tålmodigt ventet på, at jeg selv skulle vågne til dåd og indse, hvad jeg altid har været.

Det kunne være så nemt, og dog gør jeg det ikke. Tvært imod er jeg taknemlig og jeg elsker en og hver af jer. 

22.1.15

Villa - Vila

Når jeg fortæller, at jeg kom til Danmark som otteårig uden at kunne et eneste ord dansk (obviously), eller andet fremmedsprog, bliver folk altid forundret over, hvor god jeg er blevet til sproget sidenhen.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt.  Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.

Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.

Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.

En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.

Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.

Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen  var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.

Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.

21.1.15

Redefinere

Jeg har de sidste måneder haft en masse tid til at tænke og overveje mit liv, og hovedsageligt min fremtid. Der er sket meget og jeg står    ved et vejkryds.

Jeg har engang haft en plan. Jeg skulle være akademiker, have en mand og børn. Jeg skulle bo et sted i København, og have et roligt og stabilt liv uden for mange svingninger. 

Jeg ved ikke mere om det er sandt mere. Jeg kunne vælge det, men spørgsmålet om disse ønsker er mine egne, eller blot min evige drøm om at passe ind.


Der har altid været en spire af rebel i mig. Jeg har aldrig fulgt normen, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at tilpasse mig mængden, har der altid været en indre uro og impulsivitet, der har ødelagt dette for mig så snart jeg troede jeg var ved at være der.
Der er altid blevet kæmpet en indre kamp i mig: Mellem rationalet og lysten. Mellem den pæne pige og furien. Altid to yderliggående paradokser. Og selvom jeg har trukket mod rationalet og den pæne pige, så har det indre altid trukket i den modsatte retning. 

Jeg tror, at det handler om at acceptere ens skæbne og nyde den i stedet for at ønske det, der ikke er eller kan være.

Jeg er igang med at redefinere mig selv, for selvom jeg er ved at få en kandidatgrad, så er jeg inderst inde en kunstner, en rebel, et seksuelt væsen, en furie. 

At min fremtid ikke byder på et stabilt arbejde og en mand samt børn, der render rundt i en have med en æblepresser, men på kunstprojekter, avantgardisme og excentriske eventyr, gør mig faktisk ikke noget mere. Tvært imod så tror jeg det vil gavne redefinere mig.

16.1.15

Far vel, Ridder

Jeg fanger stadig mig selv i at kigge efter små gaver til din lille pige, når jeg befinder mig i stormagasinernes børneafdelinger. Men det er så også det eneste tidspunkt, hvor jeg sån' for alvor kommer til at tænke på dig - med mindre jeg skal fortælle om, hvorfor jeg ikke stoler på mænd mere, og hvorfor jeg har svært ved at åbne mit hjerte op igen. 

Denne morgen stod jeg så, sån' lidt forvildet i mine egne tanker, på Kongens Nytorv og ventede på elevatoren, der skulle køre mig op. For jeg er jo lidt doven om morgenen og har aldrig brudt mig særligt om Metroens trapper. 
Der stod jeg så; ved siden af en pige, der i sin cykelkurv havde en lille hvid hund, som hun hviskede noget til, da elevatordørene gled  op og jeg så dig, igennem mine store sorte solbriller, stige ud i dit stiveste puds. Dog med en rynket pande og en let odeur af det du elsker, begive dig mod metrotoget, der skulle føre dig i retningen af, hvor dit hjem er. 

Jeg ved ikke om du så mig. Jeg ved ikke, om du genkendte mig. Egentlig håber jeg, at du ikke gjorde. Og alligevel så du i min retning, og selvom jeg havde mørke solbriller på, kiggede jeg væk, og lod mit hjerte synke ned, mens jeg lidt rystet gik ind i elevatoren, forbi dig. 

Jeg havde forestillet mig dette møde mange gange. Jeg havde håbet og gruet for det i månederne efter dig. Jeg forestillede mig, at jeg ville slå dig, eller spytte på dig, eller råbe af dig, eller bare fnyse, men sådan hér havde jeg ikke forestillet mig det. 

Klokken var lidt i 10, og din rutine har tilsyneladende ikke ændret sig sønderligt meget. 
Jeg satte mig i bussen, og kiggede mod stationen et kort stund, og det eneste jeg kunne mærke jeg have til overs for dig var medlidenhed. 

Så far vel, min Ridder, jeg håber Gudernes vil se med milde øjne på dig.

8.1.15

Je suis Charlie

Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at kommentere på denne sag, men jeg tror det er nødvendigt at andre end blot de to yderligliggende sider tager bladet fra munden. Verdenen er noget mere broget en blot sort/hvidt.
---

Jeg bryder mig ikke om politik. Jeg byder mig ikke om nyheder eller medier, for hovedsageligt vinkler medier information således, at det passer bedst til det billede de ønsker at vise. Og det synes jeg kan virke hyklerisk.

I de seks år jeg har skrevet på denne blog, har jeg aldrig blandet politik ind, bortset fra mit første indlæg, hvor jeg forsøgte at gøre mig klog på noget jeg hverken havde forstand på eller mening om. Men dukken.com er mit fristed, mit lokum, hvor jeg kan ørle løs i fred og mag, og jeg har så forfærdelig brug for at sige noget om terrorangrebet på Charlie Hebdo igår.

Jeg har siden, jeg hørte den grusomme nyhed, dvælet ved; om jeg skulle udtale mig om sagen eller ej. Jeg har på forskellige måder forsøgt at tænke, føle efter og rationalisere over det der er sket. Og stadig ved jeg ikke om jeg har lyst eller tør udtale mig om det. Måske fordi jeg altid kommer til at placere mig selv mellem to stole, fordi jeg gerne vil se sagen fra alt for mange vinkler.

Først og fremmest vil jeg sige, at det der er sket i Paris er helt igennem forfærdeligt. Intet kan retfærdiggøre, at nogen mennesker mener, at de kan tillade sig at tage andre menneskers liv. INTET! ALDRIG!
Men ikke destomindre er der bare noget i mig som gør oprør mod hele denne internationale (kollektive) sorg over 12 mennesker, der døde en tirsdag i januar.

Jeg mangler stadig de rette ord, men det jeg får lyst til at sige er: Hvorfor er det, at visse menneskeliv har mere værdi end andres? Måske tager jeg fejl, men sådan kan det virke når man (jeg) træde et skridt tilbage. Hvorfor er det, at hele Europa skal være i dybt sorg over 12 menneskers liv, når der dør så mange ligeså uskyldige mennesker rundt omkring som vi ikke engang gider tænke på.
I sidste uge styrtede et fly ned i Asien; en masse mennesker mistede livet. Dér var da ikke meget sorg at spore andre steder end fra de mennesker, der mistede deres nære og kære. For hvert minut jeg skriver disse ord er der et barn et eller andet sted, der dør af sult. En hjemløs, der dør af kulde. En soldat, der bliver skudt. But who cares... Er det mon fordi disse mennesker ikke har den store betydning for det hele store, eller er det fordi deres død ikke kan politiseres på samme måde?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de terrorister, der tog 12 liv igår netop har opnået det de ønskede - at fremmedgøre en gruppe mennesker, og jeg tror også at jo større sorg dette terrorangreb kommer til yde, des mere vil Europa blive skilt, hvilket kun giver mere benzin på de rabiates ild. Selvfølgelig skal vi sørge over tabt liv, men i stedet for at begrænse det til 12 mennesker bosat i Europa, hvorfor så ikke begræde alle de tabte liv.

Jeg er pacifist, jeg er humanist, jeg sørger over alt tabt liv, men jeg er ikke Charlie og jeg er sikker på at jeg ikke er alene.