Fra Glemmebogen

Den nat kunne jeg ikke falde i søvn. 
Mit hoved lå på hans bryst og selvom hans åndedrag var langsomme og tunge efterhånden, kunne jeg ikke fokusere nok til at døse hen i hans rytme.Jeg lå i mørket med øjnene spæret op. Natten var tung og jeg var tom.

Mørket og min stirren blev brudt af en mandestemme, der som igennem en tåge sang en sekvens, der kunne have lydt som Mozarts requiem.

Han smilede. Jeg kunne mærke ham oppe i mig. Hans blå øjne var stadig formørket af liderligheden. Han trak mig ned til sig, kyssede mig og skubbede mig let op igen.
"Det er utroligt, normalt kan jeg ikke kigge folk i øjnene under sex så længe, men dig elsker jeg at se i øjnene." Jeg smilede. "Dine øjne er så smukke. Det bliver så intimt."
Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg forsøgte bare at føle efter, hvad ordene gjorde ved mig.
"Du kigger bare så intenst, og du slår ikke blikket ned."
Jeg var lige ved at sige det, men valgte, at lade være. Tænkte det i stedet i mit stille sind; At grunden til, at jeg kigger ham i øjnene, ikke er fordi jeg elsker hans smukke himmel- og havblå øjne, men fordi jeg ikke kan eller tør være ham hengiven. Og at jeg fastholder hans blik, for at fastholde kontrollen over mig selv.

Jeg mærkede endnu en gang efter i maven. Men der var intet. Jeg havde lukket af. Egentlig længe før ham.

Den dybe mandestemme, der havde trængt igennem natten fra et udefinerbart sted var forstummet hen, og det der var tilbage var næsten kun et ekko.

Han lå stadig ved siden af mig og trak vejret roligt.
Jeg lagde mig tættere ind til ham og stirrede fortsat ud i mørket.
Jeg kunne mærke hans hjerte og ønskede et øjeblik, at jeg vidste, hvad det følte - hvad det fik hans hjerne til at tænke. Om han var rædselsslagen, eller ligesom jeg, følte intet.

Han rørte lidt på sig og kyssede mig i håret, stadig sovende. Jeg lukkede mine øjne, snarere fordi de var begyndt at svie af at været spæret op, end af træthed, og døsede hen i mørket.

I en Nat

Jeg klapper min computer sammen, trækker stolen ud. Jeg rejser mig op og sætter stolen på plads igen.
Jeg kigger mig omkring. Slukker lyset i køkkenet og trækker i mit nattøj; Jeg foretrækker at sove i nattøj, når jeg sover alene.

Mørket folder sig, som en dyne, omkring mig og skærper mine fire resterende sanser, nu synssansen er mig frataget.
Jeg lukker øjnene, indsnuser duften af min egen parfume - den parfume jeg brugte, mens han stadig var der.

Jeg tænke sjældent på ham efterhånden. Jeg mindes stadig sjældnere hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig.
Sløjfen, der afsluttede "os" blev bundet med en stram knude og den kan ikke bindes op igen. Jeg vil ikke binde den op igen.

Og dog, i sådanne nætter, hvor mørket folder sig omkring mig som en dyne, så tænker jeg på ham, på hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig og så savner jeg ham...lidt og kun et kort øjeblik, men ikke desto mindre.

Skuffet

Mænd er røvhuller!
Lige nu generaliserer jeg tærkrummende meget. Men... mænd er røvhuller.

I den tid jeg har været single har jeg af fire omgange haft mit hjem åbnet for mennesker i længere eller kortere periode. Det har været venner som fremmede og jeg har gjort mit bedste for, at deres ophold i mit hjem var bekvemt, kærligt og rart.

Første gang jeg lod én låne min sofa er godt et år siden.
Jeg lod en næsten fremmed pige bo hos mig, fordi hun lige var flyttet til København, kendte ingen og stod pludselig i lort op til over begge øre. Jeg behøvede ikke, at gøre det, men jeg kunne ikke få ro, så jeg tilbød hende at crashe hos mig til det værste var overstået, og hun kunne stå på egne ben.

Knap tre måneder senere sagde jeg ikke farvel til en fremmed, men en pige, der var blevet en af mine bedste veninder.

At have hende boende var sådan en god oplevelse, at jeg naturligvis tilbød en af mine venner at låne min lejlighed, mens jeg var på ferie, da hans ex havde smidt ham på hoved og røv, lige efter at hun havde sagt, at han kunne blive boende i deres gamle lejlighed.
Så jeg aftalte med min ex-roomie, at de skulle mødes i lufthavnen så han kunne få nøglerne til mit hjem.

Da jeg kom hjem fra ferien var han stadig boligløs, så jeg krammede ham og lovede, at vi nok skulle finde ud af noget.
Han var egentlig hyggelig at have boende. Han var der, da jeg manglede trøst og grinede af mine jokes.
En eftermiddag knap tre måneder senere, da jeg sad midt i et stykke kage på min yndlingscafé, blev jeg ringet op af ham med ordene om, at han var i færd med at hente sine ting, for han havde fundet et sted han kunne bo.
Han var en ven i nød, han fik et hjem hos mig og efter at have boet hos mig gratis i knap tre måneder, flyttede han, og sagde ikke engang tak. Med mindre det, at han end ikke ønskede mig tillykke med fødselsdagen et par dage senere skulle tages som et tak. Jeg er jo så usikker, når det kommer til en masse ting, så jeg ved det faktisk ikke. Måske jeg skulle Google høflighedsbegrebet.

Flere måneder senere skrev han og spurgte om vi ikke skulle drikke kaffe sammen. Jeg hvinede glad "Ja". Men blev noget skuffet; den eneste grund til ,at han ville besøge mig, var for at hente de sidste ting han stadig havde haft liggende i min stue.

Da Hobbitten et par måneder senere begejstret ringede og foreslog, at hun da skulle låne min sofa i løbet af januar, havde jeg naturligvis mine betænkeligheder. Sådan en oplevelse som ovenover sætter sine ar, men mit gode hjerte løb af med mig og Hobbitten flyttede ind og gjorde mine betænkeligheder til skamme.

At have hende boende var næsten for godt til at være sandt. Ikke nok med, at hun tog sig af mig mens jeg læste til eksamen og købte mig både cola og frugt og slik, hun kvitterede også min gæstfrihed med det smukkeste køleskab jeg længe havde set. For hun havde nærvær nok til at se, at et køleskab; det var noget, der manglede i mit køkken.

De sidste ti dage har jeg haft besøg fra udlandet. En bekendt, Chärming, ham der kyssede mig, mens morgenen gryede over Donaufloden, skulle til Sverige, men før det, ville han tage en smuttur forbi København, for at besøge mig.
Jeg var himmelhenrykt, for jeg havde savnet ham og havde glædet mig til at se ham siden den morgen, hvor jeg i silende regn havde kysset ham farvel og bevæget mig mod lufthavnen med næsten et tungt hjerte.

Han kom og det var næsten som en drøm... Og så blev den drøm et mareridt, men det mareridt kan være jer til gode i første omgang.

Efter turen til Sverige sagde han, at han ville returnere til København og lod derfor sine ting stå.
Som det menneske jeg nu engang er, fik han lov til at blive hos mig resten af tiden.
Han skulle komme tilbage igår, tirsdag, og han ikke havde nøglerne til mit hjem, så jeg planlagde min aften så det passede med hans hjemkomst.

Kl midnat var han stadig ikke kommet og jeg havde ikke hørt fra ham.
Min træthed overmandede mig et par timer efter midnat, og jeg var døset hen.
Med et sæt vågnede. Jeg var stadig disorienterer og mit hjerte sank, da jeg indså, at jeg var faldet i søvn og Chärming stadig ikke var hjemme. Jeg stod op og kiggede udenfor, for min første tanke var at jeg ikke havde hørt dørklokken. Jeg tjekkede min telefon, men der var ingenting fra ham...og idet indså jeg, at mænd er røvhuller...

Selvom han var min gæst, så var det på intet tidspunkt faldet ham ind - om ikke andet, så af ren og skær respekt, at kontakte mig og sige, at han nok ikke kom hjem som aftalt, for han havde formegentlig andre forpligtelser. Det var ikke faldet ham ind, at jeg har andre ting, at tage mig til i løbet af min dag, end at vente på, at han kommer hjem.
Og jeg venter stadig...

Jeg bliver så skuffet over det modsatte køn. Ikke fordi de skuffet mig som mænd, men fordi de skuffer mig som mennesker.
At de kun tænker på en, når de har brug for noget, men derudover kunne man rådne op og de ville end ikke skæve til en.

Han havde på intet tidspunkt vist sig fra sin gode side. Men jeg tror på det bedste i alle mennesker og en nat så jeg ham dybt i øjnene og så et eller andet. Et skær.
Jeg håbede, at kærlighed og varme fra et menneske kunne tø ham op - bare en lille bitte smule. Og at det skær, der var i hans øjne den nat, måske var ensomhed, der bare skulle omfavnes, men nu ved jeg, at det jeg så i hans øjne var ligegyldighed og egoisme og det kan ikke kureres, ligegyldigt hvor meget kærlighed han var overøst med.


Derfor er mænd røvhuller; de vil tage selv den sidste dråbe liv, uden at overveje om der vil være mere tilbage.

20 År Siden

Idag er det præcis 20 år siden.
---

Vi sad i bussen som havde hentet os ved havnen. Idag kan jeg ikke huske, hvilken havn det har været, men korridoren vi langsomt bevægede os igennem, var fyldt med mennesker og var oplyst med stærkt og køligt lys.
Jeg kan huske, at vi blev modtaget af en masse politi med store hunde i snor. Med et barns nysgerrighed ville jeg gå over mod hundene, men min mor tiggede mig om at blive hos hende. Jeg stoppede op, for hendes stemme gennemborede mig som tusinde knive. Jeg vendte mig om og kunne se hendes blege ansigt og angsten, der tegnede sig i det, så jeg gik tilbage.

Vi blev standset. Vores pas blev taget fra os, og vi blev adskilt fra min far. Da de tog ham, blev jeg bange, jeg havde lige fået min far tilbage efter syv måneders adskillelse og havde svoret, at jeg aldrig ville skille mig fra ham igen og nu var han i en anden kø. Jeg holdt nu hårdere fast i min mors blusekant. Hun kiggede ned på mig og mumlede et eller andet, måske tyssede hun endda på mig. Jeg rystede og kunne nu igen mærke mit knæ gøre ondt - i al spændingen over, at det blev Danmark vi endte i, havde jeg helt glemt min smerte fra tidligere.
Min mor kiggede ned på mig igen og sagde, at vi næsten var der, og faktisk var vi.

Vi måtte have været noget af et syn; en flok trætte, forfrosne, pjaltede mennesker, der forgæves forsøgte at bibeholde en slags selvværd - og respekt, mens vi tiggede om frelse i et fremmed land. 
Og måske havde politimændende i virkeligheden ondt af os og var der kun, fordi det var deres pligt. Jeg ved det ikke.

Vi sad jo der i bussen som havde hentet os ved havnen. Vi var blevet forenet med min far og jeg sad ved siden af ham. Jeg beundrede bussens interiør, der både bestod af bløde sæder, fjernsyn og sågar et toilet. Den bus vi havde spenderet de sidste ni dage i havde end ikke haft varme, men det er en anden og noget længere historie.
 Jeg lod mig synke dybere ned i sædet og indsnusede duften, der omgav mig. "En bus med fjernsyn og toilet", tænkte jeg, "det er et land jeg gerne vil blive i.".

Jeg sad ved vinduet og kiggede på det, der skulle være mit nye hjem. Der var mørkt og vådt udenfor. Min far fortalte mig, at de havde en dronning her, og jeg blev henrykt. Jeg kiggede udenfor og blev igennem mørket mødt af et kæmpe rødt skilt af en enhjørning, da jeg pegede på det, fortalte min far mig, at det nok måtte være deres våbenskjold. Idet øjeblik elskede jeg dette, for mig stadig fremmede, land. Det var som var jeg trådt ind i et eventyr, og her ville jeg gerne bo, bekræftede jeg mig selv igen.

Bussen stoppede et sted, jeg kan ikke huske, hvad det var for et sted. Men vi kon ind i endnu et overbelyst rum, hvor bordene var sat i lange rækker. Vi fik lov til at sætte os. Jeg fik øje på en saftevandsmaskine og tiggede min mor om et glas saft, hun rejste sig, lidt tøvende, op og kom hurtigt tilbage ned et plastikkrus fyldt med lyserød saft til mig. Jeg snusede til indholdet, det duftede af sommer og jeg drak det grådigt op. Aldrig har saft smagt så godt som den gjorde i det øjeblik.

Mens vi ventede, på guderne ved hvad, fik vi serveret suppe. Jeg kan huske, at klokken var 21.20 og jeg undrede mig over, at vi fik serveret mad i tallerkner af papir, og kiggede op på min far, der naturligvis stod klar med et svar, selvom han nok selv i virkeligheden var ligeså uvidende som jeg var. "Det er fordi man ikke bruger porcelæn mere her. Det kan ikke betale sig." Jeg syntes det var smart, så den der svampesuppe smagte pludseligt langt bedre.

Efter aftensmaden fik vi udleveret en kasse, hvori der var sengetøj, håndklæder og andre nødvendigheder. Jeg stod ved siden af, mens min mor lagde rent på. Min mor havde bestemt, at både hun, min søster og jeg skulle sove i den samme seng. Jeg tror min mor var langt fra tryg og ville på ingen måde risikere noget i det her venlige, men dog stadig vidt fremmede land, så hun ville have os tæt på.
Jeg hoppede i sengen og lod mig omfavne af dynen. Jeg indsnusede duften af det helt nyåbnede sengetøj og mærkede roen falde over mig.

Min mor kyssede mig i panden og jeg døsede hen, formegentlig lykkelig og tryg.

Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

Ydmyg

Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg. Det har været sundt for mig.
Mine fingre er blevet brændt og lufttkasteller, så smukke som de kun ses i eventyr, fordampet.
Jeg har bygget murværker omkring mig, der er blevet brudt ned. Jeg har genopbygget murværker og sikret mig mod indtrængende, der ikke er blevet budt ind.

Vi sad i mit køkken. Han lænede sig ud af vinduet og røg. Jeg stod ved køkkenbordet og anrettede de syrener han havde stjålet til mig, fordi jeg på vores spadseretur havde afsløret, at syrener var min yndlingsblomst.
Det var lunt udenfor og duften af sommer og fugtigt græs var gennemtrængende og blandede sig med røgen fra hans cigaret.
Jeg indsnusede en enkel gang og ønskede, at øjeblikket aldrig ville ende.

Dagen efter strålede solen og jeg sad i vindueskarmen. Han kom over til mig og bøjede sig over mine ben og kiggede ud på den tomme gade.
"Det er utroligt, du fik din vilje."
Jeg smilede. "Det gør jeg som regel."
Jeg kyssede ham på skulderen. "Jeg får altid det jeg vil have, og hvis jeg ikke får det, så er det, fordi jeg ikke har villet det nok."
Han tog en slurk af min kaffe og sagde ikke noget.

Det øsregnede den aften vi stod på hjørnet og jeg spurgte ham, om jeg skulle holde op med at kunne lide ham.
Det øsregnede og mine fødder var gennemblødt den aften, han svarede, at det godt kunne synes således, men nej, det skulle jeg ikke.
Jeg kyssede ham farvel og trippede afsted i den mørke nat med et smil om munden.
Jeg vidste jeg ville savne ham, men det var ok, for han var min. 

Den nat jeg sad overfor ham i hans køkken var dagene blevet kortere og nætterne køligere. Jeg sad med min cigaret i hånden og sagde ikke noget. 
Han kiggede på mig og bad mig om at sige et eller andet. Hvad som helst. Men jeg kunne ikke. Jeg var tom. Bortset fra hans sidste sætning, der rungede som et ekko af tusinder klokker, "Til tider kan det bare være et blik eller dit smil, der kan få mig til at blive træt af dig." var jeg tom.
Mine arme hang slapt, da han krammende mig. Jeg lukkede døren efter mig, uden at kigge mig tilbage.

Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg var utrøstelig. Det gjorde ondt. 

Dagen efter og dagen der på, og jeg ved ikke, hvor mange dage derefter var jeg tom.
Jeg vandrede omkring som et genfærd.
Det gjorde end ikke ondt mere. Jeg holdt bare op med at smile.


Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg.
Jeg smiler igen, men jeg har lært, at selv små prinsesser ikke altid får det de vil have - hvor brændende de end ønsker sig det.

En aften sad jeg på en bænk og lyttede til menneskemylderet omkring mig, jeg blev prikket på skulderen. Jeg smilende op og han smilede igen. Et øjeblik kunne jeg ikke genkende ham. 
Jeg ved ikke hvorfor han smilede, men jeg gjorde, fordi jeg havde indset, at jeg endelig var blevet fri.

Guld og Grønne Ligusterhække

"Det kunne da være hyggeligt." svarede jeg med et smil. Han kiggede lidt panisk på mig. Jeg kunne se angsten tegne sig i hans drengede ansigt, og det morede mig.
Det eneste jeg havde foreslået var, at han skulle overnatte, af den simple grund, at jeg fandt vores lækre møder lige korte nok.
Han stod lettere rædselsslagen i døråbningen til soveværelset, hvor jeg stadig slangede mig halvpåklædt i sengen og kiggede på ham med et skævt smil på læberne.

Med store skrækslagne øjne og en, sikkert mere end planlagt, mekanisk stemme svarede han "Ja, øh ja...Ja, jeg må nok finde en dag så, hvor øh jeg kan overnatte."
Det morede mig endnu mere, men jeg sukkede alligevel opgivende.
Jeg rejste mig op og tog min kåbe på, for at følge ham ud.

Da jeg havde kysset ham farvel og lukkede døren bag ham, erstattede jeg kåben med min lyserøde pyjamas, slukkede lyset og kunne trods mørket, der omringede mig, ikke falde i søvn.

Mine tanker var i uro og et sted dybt inde rasede jeg.
Jeg rasede, fordi angsten netop havde været så tydelig i hans øjne.
Jeg rasede, fordi jeg som kvinde ikke kunne tillade mig at foreslå noget som enhver mand foreslår helt uden bagtanker om committment, og en fælles fremtid i et lille hus bag en velklippet ligusterhæk.

Efter et rum tid lukkede jeg øjnene og indså, at der ikke var noget at gøre, for når det kommer til sex, så er der bare forskellige forestillinger.
Mænd kan tillade sig at sige, hvad der faldt den ind, love guld og grønne ligusterhække. Kræve hvad de lyster: nærhed, tryghed og varme. Men hvis en kvinde efterspørger de samme ting, så er der stor sandsynlighed for, at man bliver mødt med mistanke om bagtanker, hemmelige agendaer og ønsker om et lykkeligt til kvælende og fælles dages ende.

Jeg indsnusede den kølige vinternat, der var trængt ind i mit soveværelse og så igen for mig hans ansigt, der var overmalet af angst, sidste gang jeg kyssede ham.