At skrive om ikke at kunne skrive. Og så lidt om mænd, naturligvis

Jeg kigger lidt tilbage på, hvad det er jeg egentlig plejede at skrive om. Og jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i det. 
Jeg forsøger at finde de gode ideer frem. Forsøger at være kvik og vittig og sjov, men der er bare stille inde i mit hoved.
Joh jeg kunne fortælle om alle mine udskejelser de sidste måneder. Alle mine eskapader med diverse af Hovedstadens mandspersoner, men der er to årsager til, at jeg ikke gør det. 1. der er ikke plads på hele internettet, 2. jeg skal helst værne om mit rygte som pæn pige.

Så dem får i ikke.
Det er også alligevel så rodet, at selv jeg kan ikke finde hoved og hale i det.

Jeg kan kaste en opskrift i hovedet på jer?

Mit liv føles bare på så mange punkter så stabilt, at jeg nærmest kunne være i zen.
Ellers også er det bare så kaotisk, at manglende indsigt blot er en forsvarsmekanisme, så jeg ikke går i spåner over at være single, gammel og stadig studerende.

Forleden var jeg hos Hjerning, min hjernevrider. Vi snakkede om mine mænd. Ja, noget skal vi jo tale om, nu jeg ikke er syg mere, og jeg stadig har timer tilbage.
Og efter to års terapi kom det endelig - "Det virker som om du finder mænd, der minder meget om din far."
Jeg var ved at få min tung galt i halsen. "Undskyld hvad?"
"Jo det ser ud til, at du vælger mænd, der ikke hører efter, hvad du siger. Du fortæller udtrykkeligt, hvad du vil have, og alligevel er det som om de ignorerer dine ønske."
"Undskyld hvabehar?"
"Jo f.eks, selvom du beder din far om ikke at købe frugt til dig, så gør han det alligevel. Han lytter ikke til dine ønsker."
Jeg sad bare i hans lyse sofa og blev stille og roligt kvalt i min egen tunge.


Et gennembrud uden lige. Og et noget bedre udgangspunkt for min fremtidige mandesøgen end min første ide - at ignorere alle de mænd jeg bliver tiltrukket af.






(Til alle dem, som tror, at jeg bruger tid på at blogge i stedet for min opgave, så er dette skrevet i sidste uge. )

Om at blive væk og blive tvunget tilbage igen

Der er tilsyneladende stor enighed rundt omkring, både på nettet og irl, at jeg skal skrive igen.
Jeg må indrømme, at jeg troede, at de fleste havde glemt, at Dukken eksisterede efterhånden. Jeg har jo været alt andet end flittig til at skrive de efterhånden *host* sidste to *host* år. Men tilsynelandende har jeg troet fejl.
Flere har bedt om, at jeg kaster mig ud i skriverier om min stil og mit tøj, og alt det ander som jeg kommer ud for af tosserier.
Jo, hvis jeg bare vælger at beskrive hvert enkelt stykke tøj jeg har, så har jeg da nok til et par års blogging, og jeg vil slet ikke åbne op for mine undertøjs - og strømpeskuffer, men hvor sjovt er det?


Jeg havde egentlig overvejet i mange måneder at lukke dukkebloggen ned. Jeg følte at Dukken havde udtjent sit formål, og med alle de ting, der er mig hændt den sidste tid, havde jeg brug for forandring. Men pudsigt nok lever hun videre,  derude i det uendelige internet, ellers også er det bare fordi jeg fortsat betaler for domænet. Jeg har for nyligt betalt for et nyt år, hvilket bringer mig til det nye punkt; Jeg lover, at jeg vil tage mig sammen og skrive mere, men i må væbne jer med tålmodighed, for jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal skrive om. Og for guds skyld bær over mig, jeg er både løbet tør for ord (ja, hvem skulle have troet det) og har lidt glemt, hvordan man skriver, så et røvsygt liv som mit fremstår som glamorøst, fabelagtigt og total misundelses- og læseværdigt.


Det bliver svært, for mit liv er alt andet end det.


Jeg har forladt min kæreste. Jeg bor i Sydhavn. Forførerens Dagbog kigger stadig på mig over fra reolen, og giver mig dårlig samvittighed over en ufærdig eksamensopgave. Og ja, så har jeg pr. fredag nat total opgivet mænd.
Som sagt bær over med mig.
Hvis jeg endelig kommer til at skrive, så kommer det til at være noget med galde, kastration og deslige.
Og nej, jeg er ikke ved at forvandle mig til lesbisk (af to årssager; Hvis jeg blev lebbe så vil mandedrømmen gå i opfyldelse. Og så har jeg hørt, at kvinder er mindst ligeså kompliceret som mænd, hvis ikke mere.) Så om noget, så bliver jeg nonne i de Montenegrinske bjerge.


Byd mig velkommen ...tilbage. 

Single

Klokken er ikke bestemmelig ud fra lysets fald. Nu går det hurtigt? Men solen og larmen fra gaden har vækket mig.
Måske er det bare min mave, der er ved at vende sig tre gange om sig selv, der vækkede mig denne morgen.

I 6 år har jeg ligget og hørt ham trække vejret, mens han sover ved siden af. Jeg kender hans åndedræt, og hans regelmæsssige suk. I 6 år har jeg kysset ham på ryggen, en enkel gang stadig imens mine øjne havde været lukket, og nu er det slut.

Jeg er ikke engang ked af det, tror jeg.
8 år og nu, slut.

Så enkelt er det?

Pljevlja

Jeg tog afsted fra Sarajevo uden at fortælle Morfar at jeg var på vej. Egentlig havde jeg regnet med, at min mor ville ringe og fortælle ham, at jeg ville komme i lørdags, men det skulle vise sig at være anderledes. 

Jeg skulle have været hoppet af ved bageren kl 20.30, men vi blev holdt ved den montenegrinske grænse i en halv time, og fanget af regn på toppen af bjerget, så jeg var der først over en time senere. 

Jeg hoppede ud af den lille bus og direkte ned i en vandpyt. Mine sko var drivvåde og mine bare fødder sjappede i mine ballerinasko. Så jeg tog dem af og begav mig i mørket igennem gaden IV Sandzacke Brigade (Sandzaks IV Brigade) over mod morfars hus. 

Regnen silede ned og småstenene prikkede under minde fødder, men jeg indsnusede luften og tænkte,  "jeg er hjemme."  Der duftede af kul, af regn og minder. 

Jeg åbnede lågen og så, at fjernsynet var tændt ovenpå, så jeg gik ned til døren og ringede på. Ingen åbnede døren. Jeg tænkte, at Morfar måske ikke kunne høre mig, fordi han havde slukket for sit høreapparat, så jeg ringede på en gang til. Da der heller ikke denne gang var noget svar, blev jeg bekymret og tænkte straks, at der var sket noget, så jeg gik rundt om huset og kiggede op mod vinduet, hvor fjernsynet nu var slukket. Min Morfar lurede igennem gardinet og da han så mig hoppe op og ned og vinke, tændte han lyset og løb ned af trappen for at åbne døren. 

Hans første ord var "Hvad laver du her, du er jo drivvåd." Jeg tænkte kun, godt han ikke så at jeg gik de 200 meter i bare tær. 

Så jeg blev lukket ind. Skældt ud over ikke at lade høre fra mig. Fik skænket et glas hjemmelavet rosensaft og fik at vide, at "Det var heldigt, at jeg var hans yndlingsbarnebarn", for ellers havde jeg fået lov til at sove på bænken ude foran. 

Han blev glad. Han blev så glad, og jeg kiggede mig rundt om i huset og fik en klump i halsen. 

Mormors gamle brændekomfur var erstattet af en lækker brændeovn. Det gamle køleskab var ikke at finde i huset mere og der var så stille. Så stille, så stille. 

 Så jeg smilede og snakkede med morfar til min seng var redt. Da jeg slukkede lyset, græd jeg til gråden fik mig til falde i søvn.

Jeg græd over det hele. At min mormor var død alt, alt for tidligt. At min morfar var gammel og sær og skubbede stort set alle menneske, der elsker ham, væk fra mig. At det regnede udenfor og at jeg var alene. 

Jeg vågnede mange gange den nat og ønskede kun at solen skulle komme op. Da den endelig gjorde det. Gik jeg ned i køkkenet og lavede myntethe og kaffe. Ligesom min mormor plejede at gøre. 

Jeg satte mig på den hjemmelavede bænk, som min far lavede ud af et gammelt turkis skab og kiggede på gaden, mens blomsterne duftede kvælende sødt efter nattens regnskyl. 

Men solen skinnede og jeg var lykkelig.

Roser

De kaldte dem roser.

Da hun fortalte mig det tænkte jeg, hvordan kunne man finde på at give så smukt et navn til noget så forfærdeligt. "De kaldte dem roser", sagde hun og grinede lettere sarkastisk, og pegede på asfalten. "Nu er det for nyligt blevet renoveret, men alt dette var udhulet af granaterne." 

"De smed en granat, og halvdelen af min generation døde lige der. Han døde i mine hænder, og jeg var stadig kun et barn. Vandpytter, men af blod… Er du klar over, hvordan blod lugter på en hed sommerdag?" Hendes ansigtsudtryk sagde mere end tusind ord. Hun så ud som om hun stadig, her 17 år efter, kunne lugte stanken af menneskeblod og lemlæstede kroppe.

Hvad skulle jeg sige? Hvad skulle jeg gøre, andet end at skutte mig, for at få min gåsehud til at forsvinde.

Jeg var jo heldig. Jo, jeg havde min egen personlige krig at udkæmpe, men i det mindste udkæmpede jeg den uden at skulle passe på snigskytterne, der havde placeret sig i de omkringliggende bjerge og kun stod parate for at skyde uskyldige forbipasserende civile - børn, kvinder og gamle mennesker, ned… Hvorfor? Fordi de - vi, havde en forkert tro.

Jeg ved nu, hvad mit eventyr i Sarajevo især skal handle om. Det skal handle om det, der skete og om det, der sker. Jeg har brug for at vide det, men endnu mere har jeg brug for at formidle det.

Velkommen til Helvedet.

Velkommen til Sarajevo. 

Rapport fra Sarajevo

Jeg landede igår og blev taget imod. Med kram og kys og hund og kat og aftensmad og kærlighed til den store guldmedalje. 

Ismeta som er værtinden har mødt mig en enkel gang, da jeg var meget lille.  Hendes datter, Amela, tror jeg, at jeg aldrig har mødt før, men ikke destomindre gik der ikke mere end 10 minutter før jeg blev "deres", og endda fik tilbudt at bo hos dem, da den lejlighed jeg oprindeligt skulle bo i åbenbart befinder sig i et skidt kvarter. 

Så her sidder jeg nu, på altanen med Franz, der slikker mine fødder mens Hankat sover i min seng og jeg drikker urtethe og spiser hjemmelavet mad, som Ismeta har lavet til mig før hun tog på arbejde. 

Sarajevo for mig har altid været; Hovedbanegården, hvor vi ankom og min kuffert blev taget fra mig og ført igennem en luge. Nefrologisk afdeling på hospitalet. Milkshake i et for stort glas, sporvogne med mangefarvede sæder. Det lille krystalskrin som altid var fyldt med skumbananer, eller anden slik, som jeg elsker. Og høje grå huse. Gråt vejr og tåge. 

Det lille krystalskrin er der ikke mere, men Sarajevo er stadig gråt. Stadig omgivet af bjerge og høje, grå og efterhånden slidte højhuse. Men jeg ved at Sarajevo også er andet og så meget mere. 

Så jeg vil kaste mig ud i eventyr og se, hvad jeg falder over.

Men først vil jeg spise den fantastiske mad, som jeg bliver fodret med. 

Om seks uger skal i regne med at se mig 60 kg tungere. Men også 60 kg lykkeligere! 

Længsel efter efterår

Egentlig er det lidt pudsigt, for jeg elsker sen-foråret og sommer. Når alt blomstrer og syrenerne dufter. Og når hylden så kommer og nærmest beruser mig, når jeg går forbi buskene. 

Jeg elsker at have bare ben, gå med ballerinasko, hver dag og iføre mig lange smukke sommerkjoler, der slæber lidt efter mig, fordi jeg jo ikke er særlig høj. 

At tag på stranden og suge solen til mig. Nyde varmen og den milde brise. Og så mærke den der fornemmelse i kroppen, som jeg før har snakke om, men aldrig helt har kunnet beskrive præcist. 

Den der fornemmelse af stilhed og knastør sommereftermiddag. Når alt stilner af og kun en enkel brumbasse kan høres, fordi den er lidt forsinket i dagens gerninger.  

Når man sidder i sin morfars have, eller ved den Blå Moske i Istanbul og det stadig er varmt, men fordi man har fundet en plet i skyggen, så er det rart, og når man så pludselig hører imamen kalde til bøn, og bliver overvældet af hvor mægtigt det egentlig er. 

Den der fornemmelse af, når man som lille legede og gravede i baghaven med sin fætter, fordi man forsøgte at finde Aladdins magiske lampe. Og når det så var hedest, blev man vasket, sat til at spise frokost og blev lagt i seng, fordi det var tid til eftermiddagslur. Den der følelser, der dukker op omkring kl 17, i min mave. Af minder, ro, sjælefred.

Ja den følelse elsker jeg.

Jeg elsker sommeren og ligeså snart den er slut, så kan jeg næste ikke vente til det bliver sen-forår igen, for så er der ikke langt til sommer igen.

Jeg elsker solen. Jeg nyder solen. Jeg kan blive helt liderlig af solen. Af varmen, der tænger helt ind til og igennem marv og ben, og nærmest fraspalter og opløser min krop til atomer. Når jeg med lukkede øjne kan mærke hver eneste celle i kroppen bevæge sig og summe.  

Jeg elsker solen og jeg elsker varmen og sommeren mit  yndlings tidspunkt på året. 

Og alligevel, midt i denne kl 17-følelse og solen og liderligheden og varmen og brisen, så kan jeg fange mig selv i at se på billeder fra året forinden. Billeder af kølige oktobermorgener, hvor solens stråler ikke varmer mere, men stadig lyse op. 

Morgener, hvor jeg iført min turkisblå frakke begiver mig på eventyr, på Uni, ud i livet og verdenen. Pakket lidt dybere ind i mit store tørklæde. 

Morgener hvor jeg tager kjole på og gummistøvler, for det må man jo godt.

Og når det så bliver lunt hen ad dagen, sidde pakket ind i tæpper og frakke og nyde en kop varm the på Kongens Nytorv, betragte byen gemt bag et par store solbriller, for i efteråret må man også have solbriller på, det er der nok solskinstimer til.

Dette glæder eg mig til. 

Jeg glæder mig til efteråret oftest, når jeg længes.