Første onsdag i maj kl. 12 - 4. del

Det var 20. eller 23 juli. Jeg ved ikke hvordan jeg kan huske det, men det kan jeg altså. Vi tog tidligt afsted i min fars Lada, og kørte ned til min fasters frisørsalon. Min faster fortalte mig om en ny biks, som lavede mini pizza, og jeg fik en. Jeg ønskede mig ferskner, men dem kunne min far ikke finde nogen steder. Han fortalte mig om nektariner og jeg spurgte hvad det var. Han svarede, at det næsten var det samme som ferskner, de var bare ikke behåret. Jeg var meget tom inden i da vi steg ind i bussen, og alligevel rolig. Vi satte os bagerst. Min far rakte mig den gennemsigtige pose med nektarinerne og kyssede os alle farvel. 

"Vi ses snart. Pas nu på jer selv, jeg skal nok klare mig, og finde en måde at komme ud på. Ring til mig ligeså snart i er i Beograd" sagde han.

 Jeg glædede mig egentlig bare til at se min moster og mine fætre. Men når jeg idag tænker tilbage, kan jeg kun prise mig lykkelig over, at jeg ikke var ældre, og ikke tog tingene så tungt, men blot var en lille sorgløs pige, der nu skulle spise sine nektariner. 

I bussen på vejen til Beograd hyggede jeg mig gevaldigt. Vi sad ved siden af et yngre par som også flygtede fra Banjaluka. Hun var græsk ortodoks og han muslim. De tog chancen for de vidste, at der ikke var nogen fremtid for dem i Bosnien, når de var af den blanding. Han hed Miki kan jeg huske, og jeg kunne lide ham, for han var sjov, og hed det samme som Mickey Mouse.

 

Husene vi kørte forbi, var tomme og mange af dem var brændt ned. Jeg kan huske, at jeg syntes, at det var så synd for de børn, som havde mistet deres legetøj og hjem. 

Vi stoppede midt på dagen ved en barrikade og jeg skulle sådan tisse, så min mor bad Miki og hans kæreste om at passe Emina, mens  hun tog mig ud på toilettet. På vejen op ad trappen i bussen igen, stod der en serbisk soldat og talte med chaufføren. Idet min mor og jeg træder op, spørger han chaufføren "Sig mig en gang broder, er der nogen muslimer eller kroater i bussen?"  Jeg kunne se, at min mor stivnede, jeg prøvede at trække hende til sædet, for jeg skulle vise hende noget. Heldigvis for os kendte vi chaufføren godt og han svarede "nej, nej broder, de er alle vores". Jeg overhørte senere min mor fortælle til en "hvis han havde taget passagerlisten og kigget på den, så ved jeg ikke, hvad der var sket med os"...

Det var allerede mørkt da bussen stoppede på Beograds busterminal. Vi blev hentet på stationen af min onkel og vi tog en taxa hjem. Jeg kan huske, at det var ved 22-tiden, at vi ankom hjem til min moster. Det var så anderledes at være i Beograd , der lagde man i hvertfald ikke mærke til krigen. De havde alt og mere til. Vi fik aftensmad - supper og en masse andet, som jeg ikke kunne lide, men blev tvunget til at spise, Min moster havde en frisk ananas - jeg kunne ikke lide den, den var for syrlig og prikkede på tungen. 

Vi fik også pandekager med chokoladesauce og ellers blev vi hurtigt lagt i seng. Min søster fik min lille fætters tremmeseng og jeg sov i min store fætters seng med min mor.  Vi var der kun i et par dage og så tog vi videre til Montenegro, ud til mine bedsteforældre.

Jeg husker ikke andet end, at vi fra gaden af blev modtaget af min mormor, som kyssede mig og tog min søster fra min mor. Hun havde pulversukker på sin finger og Emina fik det i panden - "Så hun bliver så sød som sukker" sagde hun til min mor....

Da jeg begyndte at skrive dette var det første onsdag i maj. På denne dag kl. 12 begynder luftsirenerne at hyle i Danmark. Det sker hvert år. I tilfælde af luftangreb skal man være sikker på, at de stadig dur. Jeg elsker den dag, og jeg elsker kl 12 den dag. Især når solen skinner og vejret er godt, så stopper jeg op og lytter. Alle disse billeder vælter op i mig. Jeg tænker tilbage. Jeg tænker på Sarajevo, på min barndom, på min lillesøsters fødsel og mine bedsteforældre. 

Jeg tænker på den dag jeg sagde farvel til min far og de dage han kørte med mig på cyklen, for benzinen ikke var til at få fat på. Jeg tænker på den dag min far røg kamillete, fordi man ikke kunne få cigaretter, og han blev så dårlig, at han stadig ikke kan fordrage det. 

Og den eftermiddag jeg blev fire timer ekstra på skolen, fordi jeg ikke turde tage hjem, fda mit viskelæder var blevet væk. Skovturene og markblomsterne jeg hver dag bragte min mor og kirsebærtræet i vores baghave.

Jeg tænker på den sommer hos mine bedsteforældre, hvor min mor hele sommeren tvang mig til at lære gangetabellen udenad, for jeg skulle op i anden klasse, og skulle være den dygtigste. 

De varme nætter og tusind andre ting...

Luftsirenen bliver anset som noget negativt, men for mig signalerer den en lykkelig barndom - trods en masse modgang, sorg og bekymring....