Inspireret af Leos blogindlæg om dårlig stavning, kom jeg til at tænke på, at Femme F. i lørdags skrev til mig på fjæsen: "Hvad fanden tøsen, troede du læste dansk". Jeg havde åbenbart i mit indlæg om "Pornokagen" simpelthen bedt den vordene kok om at "skralde" sine æbler.
Nu er det sådan, at jeg er en perle-høne. Jeg har været i Danmark i hmm... godt 16 år efterhånden, men tro det eller ej, man skal være yderst stædig og have et godt sprogøre for at kunne opnå et nogen lunde fornuftigt niveau i dansk sprog.
Jeg har to metoder. Den ene er, at jeg simpelthen har lært udenad, hvordan ord staves. For jeg kan ikke høre det. Min opfattelse af alfabet og fonetikken er meget anderledes, end den danske. På Bosnisk har man "e" - det udtales som et lidt fladt "æ"- ALTID.
Altså, når jeg så bliver kastet ud i et dansk ord - kan jeg sagtens høre "a", "e" eller "æ".
Hos mig er folk fra Jylland både "jøder" og "jyder".
Jeg foretrækker ligeledes en g-punktsorgasme, da jeg ellers ender ud i noget a la "skide-orgasme" og det lyder ikke videre sexet..
Alle mine udtaler har også ødelagt en masse skænderier med T. Min tunge slår knuder, når jeg bliver meget oprevet, og så udtaler jeg tit ord forkert, T synes det er sjovt, begynder at grine, og så falder det hele lidt til jorden.
Jeg var 8 da jeg kom til Danmark.
Jeg var 10, da jeg begyndte i en dansk skole, men det var en meget skummel skole, her ude på Øen, og jeg følte mig absolut ikke tilpas i den, især fordi de sprogligt havde, ud fra en gammel prøve, bedømt mig til at passe ind i en 2. klasse. Jeg rykkede så i løbet af året op i 3 klasse, men manglede stadig udfordringer, så jeg valgte at flytte skole.
Mine sproglige mangler havde allerede da givet mig komplekser, og jeg bad dem om at sætte mig ind i 4. klasse trods min alder, for jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne følge med.
Der gik jeg i godt et halvt år, fik ekstraundervisning, og udviklede mig ret godt.
Jeg blev taget ud af den skole, fordi vi skulle flytte til Frederiksberg, og min far til tider har mærkelige ideer (denne gang i form af, at Amager var for langt væk, og jeg burde finde en skole tættere på.
Jeg elskede den klasse og jeg græd som pisket, da jeg skulle sige farvel til min lærer, Mikkel kaldte vi hende, og hun var den sejeste klasselærer ever).
På Frederiksberg mente det, at jeg var for moden til 4. klasse, så jeg blev smidt op i 5., hvor jeg fik 3 måneder og så var der sommerferie.
Man kan nok sige, at jeg var lettere forvirret. På det tidspunkt havde vi været i Danmark i tre år, og jeg havde allerede, skiftet tre skoler og rykket tre klassetrin ned og op igen.
Efter sommerferien skulle jeg så pludselig begynde i 6. klasse.
Jeg var forvirret, jeg var nervøs, men jeg prøvede stadig så godt jeg kunne.
Og så kom den første diktat. Og nej jeg fik ikke nogen stjerne, men jeg fik en hånd på min skulder, mens min nu nye klasselærer Jane, med sine fodformede sko, kiggede ned på mig, og sagde "Erna, det er ok. Du kan ikke gøre for det, du har jo et handikap".
Jeg tror ikke helt jeg forstod det dengang. Jeg var trods alt stadig kun 11.
Jeg hader at være dårlig, så jeg sad med min mor i timevis og øvede ordene, hver uge. Jeg sov endda med listen ved hovedpuden, så jeg lige kunne læse det igennem, hvis jeg nu vågnede i løbet af natten.
I guder, jeg får stadig gåsehud, bare jeg tænker på de onsdagaftenener , og torsdagmorgener.
Jeg plejede at cykle i skole med den mest ubehagelige knude i maven, og jeg havde kvalme hver gang jeg trådt ind i klassen.
Jeg fik færre og færre fejl, langsomt begyndte det at gå bedre. Men det kunne aldrig blive godt nok.
Det pudsige var, at mine stile - ligegyldigt, hvor gode de var, blev ved med at blive dømt lavere, end de andres. Ligegyldigt, hvor godt rette igennem de var, blev de bedømt lavere.
Først, da jeg begyndte på gymnasiet, og min karakter i dansk steg med to, forstod jeg hvad Jane med de fodformede sko havde ment. - Ligegyldigt, hvor umage jeg ville gøre mig, så ville jeg altid blive bedømt lavere af hende, for jeg havde et handikap. Det havde hun jo bestemt sig for. Det ironiske er, jeg fik klassens højeste karakter i mundtligt dansk. Og idag læser jeg dansk på KU.
Jeg kæmper stadig. Idag husker jeg ikke kun ordene, jeg associere dem også (metode 2). Derfor kan jeg stadig efter næsten 17 år i Danmark komme til at skrive: "Og mens kagen bager, skal du skralde dine æbler", da jeg forbinder det, der bliver fjernet, med skrald.
Ligeledes asker jeg ned i mit askebærer. (Det er vel en ting, der bærer asken?).
Jeg er pr. definition bedre til at stave end ca. 15% af mine medstuderende, for som danskstuderede skal man igennem en normprøve, som man skal bestå. Jeg bestod første gang, mange gjorde ikke.
Men please - lad være med at bede mig om at stave ord for dig.
7 kommentarer:
Jeg synes du er den sejeste perle-høne i hele verden og jeg kender rigtig, rigtig mange der ville stave "skralde" som dig.
Pudsigt nok bliver der lagt mere mærke til det, når det er en med anden end dansk baggrund, der gør det.
Ellers så er jeg bare hyperopmærksom på det.
Eller muligvis tør man ikke kommentere det, hvis det er en indfødt.
Sådan har jeg det, som regel. I forhold til jer perlehøns er det okay, for I kan lære af det og tager det som regel positivt; hvor en indfødt bliver ret fornærmet hvis man påpeger den slags fejl.
(Min ex er jo iøvrigt også fra et slavisk land, og den med vokalerne kan jeg i den grad genkende.)
Leo, det har du nok ret i. Men jeg synes, at det er mærkeligt og ærgerligt, for hvis danskere rettede andre danskere, så ville man jo netop undgå, at så mange stavede så dårligt.
Der er selvfølgelig ordblinde, som kæmper med en større udfordring. Men det handler simpelthen om at gøre sig umage og tænke sig om.
Det får mig tit til at tænke på det, min matematiklære plejede at sige til os, som ikke var danskere - "I skal være dobbelt så gode, for at kunne opnå de samme resultater som danskerne."
Man kan godt føle sig prikket til, på den ufede måde.
Kære Erna
Det er ikke nemt. Og det er bestemt ikke en let skolestart du har haft i Danmark. Men det er helt sikkert at der er mange danskere der skriver ringere end dig.
Du fik mig til at tænke på at jeg også altid fik dårlige karakterer i dansk stil. Først mange år senere er det gået op for mig, at jeg faktisk godt kan skrive. Problemet dengang var at jeg ikke havde noget fornuftigt at skrive om. Hvordan skal man kunne skrive noget konstruktivt og godt, om ob emne hvor man ikke har noget på hjerte? Nå, det var et sidespring.
Hilsen Soher
P.S. Udover at du ikke kan stave, så kan du heller ikke regne. Du er 20 år og kom til Danmark for 15 år siden. Og da var du 8? *griner*
Kære Soher...
Det er kvindematematik og kvindefysik :) - det er mere kompliceret end kvantefysik, og jeg ville være nødt til at slå dig ihjel, hvis jeg fortalte dig hemmeligheden... ;)
Og mht skrivning, jeg tror, at det helt klart har noget at gøre med temaer og emner. Men jeg tror også, og det er især i folkeskolen, at læreren spiller en stor rolle. Jeg har altid haft en skør fantasi, den blev bare kuet ned af en lærerinde, der ikke roste mig.
Send en kommentar