Også Denne Morgen Var Det Lyden af Mit Hjerte, Der Vækkede Mig

Jeg kiggede ud over søen og Københavns mangefarvede huse. Og sukkede så stille som muligt i håb om, at han ikke ville høre det. 

Vi sad skræmmende tæt på hinanden og et øjeblik aede han min kind smilende, men kun et øjeblik. 

Jeg kiggede på ham i håb om at læse noget i hans blik, finde noget i hans øjne. Noget han måske havde undladt at fortælle mig. Men der var ikke intet at se. 

Forårssolen var ved at gå ned og det stadigt fugtige græs føltes kølig under mig, jeg skuttede mig, men ville ikke væk. Jeg ville have det sidste med. Et sidste blik, berøring, suk. Jeg forsøgte at indsnuse det hele, måske som et sidste desperat forsøg på beholde ham inde i mig.

Solen gled over horisonten- om bag Københavns mangefarvede huse, og vi lå tæt sammen, der på det stadigt fugtige græs. 

Og alligevel var noget forkert ved dette billede, for vi var ikke ment for hinanden og dette billede burde have været i et andet liv, i en anden skæbne.