Fighter

For otte uger siden faldt min verden fra hinanden. Det jeg havde troet på, håbet på, arbejdet på, viste sig at være et spindelvæv vævet af en syg mands hjerne. 

For seks uger siden lagde jeg mig ned. Flad. Mast som en pandekage. Udmattet, udtømt, udslukt. Jeg vidste ikke noget mere, så jeg ringede til min far, der tog mig hjem til Frederiksberg. 

Min mor redte min seng den aften og jeg blev der. Jeg blev der så længe, at edderkopper har spundet spindelvæv på mine vinduer. 

Hver morgen vågnede jeg mere og mere tom. Jeg stod op, tog en pæn kjole på og bevægede mig ud mod øen og biblioteket hvor hver lille detalje mindede om ham. Hvor hver lille detalje skar så dybt som de barberblade jeg hver anden morgen så ham brugte til at barber sin hud

.

Hver morgen åbnede jeg min computer og kiggede på en skærm, der burde være mit speciale, men forblev tom.

For en uge siden talte jeg; 33 rettede sider.

Imorgen skal jeg aflevere. Imorgen afleverer jeg.

Idag, lige nu og i skrivende stund mærker jeg mig selv. Mærker den jeg var før min Ridder, min Mørkets Fyrste bad sig fast og gjorde sit bedste for at slå mig ud.

Det er så nemt at glemme, når livet kommer i vejen, men midt i livet er der små bobler, små og store sejre, der minder mig om, at jeg altid har været og altid vil forblive en fighter.

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?

Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.

Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.

Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.

Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.

Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.

Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.

Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.

Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.

Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.

Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….