Til tider undres jeg over hvordan det lige er, at mænd fungerer. Hvad er det, der foregår i deres hoveder og hvilken slags logik det lige er, de benytter.
***
Jeg havde det her…forhold er nok lidt for meget at kalde det, men ikke desto mindre, så er forhold nok den eneste betegnelse, der kan bruges.
Manden jeg havde forholdet til var denne pæne mand fra den rigtige side af København. Han gjorde de rigtige ting, plejede sit rygte, sin krop og sin økonomi. Han var så korrekt, og jeg kunne ikke lade være med at grine, når han så alligevel kaldte sig selv "familiens sorte får." - For hvis han var familiens sorte får, så ville jeg nødig møde resten af familien.
Men ikke desto mindre, vi havde dette forhold. Det strakte sig fra foråret, hen over sommeren og ind i efteråret.
Jeg forholdt mig yderst neutral i forhold til ham, og besluttede mig at spejle - altså at give lige præcis så meget tilbage som jeg modtog, den anden vej.
Så jeg spejlede og vores…forhold udviklede sig… faktisk overhoved ikke. Flere gange talte jeg med Bedsteveninderne om, at jeg nok skulle gøre det forbi med ham, for han var da røvkedelig og allerede efter fjerde date, vidste jeg næsten på minuttet, hvad der ville ske.
Men samtidig blev jeg draget af ham, på en sær måde. Jeg tror jeg ikke ville gøre det forbi, fordi jeg ville se om næsten gang også ville være en kopi af forrige gang.
Det var den.
Sommeren gik, jeg fulgte med og troligt tog jeg cyklen ud til den kunstige ø, for at besøge ham. Jeg tog elevatoren op på tredje sal, trådte ind i hans lejlighed, fik et kys, fik stukket et glas vin i hånden og så på ham lave maden færdig.
Så satte vi os ved bordet. Når vi havde spist op, gik vi ud på altanen og røg til vinflasken var tom. I mellemtiden fik jeg et kys eller tre.
Ved det tredje kys trak han mig oftest op af stolen, førte mig ind i det altid mørke soveværelse, (en gang tjekkede jeg rent faktisk, om der var pærer i hans lampe. Det var der.) lagde mig på sengen, trak mine trusser af og gik ned på mig. Så tog han sit tøj af, lagde sig oven på mig og gik ellers igang.
Første gang var egentlig meget rar… Efterhånden begyndte jeg at digte historier i mit hoved, de blev kun afbrudt af strategisk placerede støn og hvin, så han vidste, at jeg stadig var til stede. En anden gang var jeg overbevist om, at jeg fik øjnekontakt med naboen i bygningen overfor.
Når han var færdig, lagde han sig tæt ind til mig og faldt i søvn. Jeg digtede selv videre til jeg døsede hen.
Når morgenen var ved at gry, vågnede han som oftest før uret ringede og begyndte at kysse mig i nakken…. Kl. 7 stod han op og bryggede kaffe til mig.
Kl. 8 fik han lov til at kramme mig farvel, for jeg havde ingen interesse i at få ødelagt min nyanlagte læbestift med et kys.
Se… jeg kan godt være tålmodig. Og give mennesker chance.
Det var ved at blive efterår og vi kunne ikke sidde på altanen mere. Endnu engang gentog vi rutinen frem til det tredje kys, og dér, ved det tredje kys ødelagde han det hele…
Vi gik ind i soveværelset, men i stedet for at gå ned på mig, gik han ud på toilettet. Jeg ventede og begyndte at tage mit tøj af… jeg kunne jo rutinen udenad efterhånden. Midt i at jeg var ved at folde min venstre strømpe sammen, trådte han ud af badeværelset med det bredeste smil jeg længe havde set. Han havde noget i hånden, "Det her er til dig." … en lyserød tandbørste… Jeg smilede og gjorde mit ypperste for at virke glad. "Nææææææh…tak" sagde jeg måske lidt for skingert.
Lidt panisk blev jeg, men bestemte mig for at se, hvad denne nye drejning ville gøre ved vores…forhold.
På vejen hjem bestemte jeg mig for ikke at droppe ham foreløbigt, men i stedet vise mig fra min sødere side og invitere ham med til min fødselsdagsfest. Noget for noget, tænkte jeg.
Han kunne ikke komme med til min fødselsdag - noget med familiebesøg. Men i stedet ville han gerne spise græskarsuppe med mig.
Jeg tog det ikke så tungt.
Dagen hvor vi skulle spise græskarsuppe nærmede sig og jeg forberedte mig på, hvordan jeg denne gang skulle virke overbevisende. Men det viste sig at være unødvendigt.
I stedet for at spise græskarsuppe sammen, udskyd han vores aftale til ugen efter, fordi han var blevet syg. Jeg ønskede ham god bedring, gav ham et par husmodertips med på vejen og indskød, at han bare skulle sige til, hvis jeg kunne gøre noget.
Og så hørte jeg ikke mere fra ham. Altså...overhoved ikke. Han kunne ligeså godt være blevet slugt af et hul i jorden.
Idag er det en måned siden. Og jeg er begyndt at overveje, om det græskar mon skal bruges på anden vis.
***
You see my point?
Det er netop sådan noget, der gør at jeg bliver dybt mystificeret over mænd. Hvor er det lige, at sikringen går?
Er der rent faktisk mulighed for, at sådan en slags kortslutning sker i dem, hvor de tænker "U-uh, nu gør hun jo noget, så må jeg hellere enten løbe skrigende bort, eller lægge mig i fosterstilling, og hvis jeg ligger hernede længe nok, så er jeg måske heldig, at hun går sin vej og ikke opdager mig."?
Med mindre han selvfølgelig er død, (og det kan jo ske. Jeg har ladet mig fortælle af sådan en omgang manflu kan være dødelig) så er der ikke nogen undskyldning for sådan en opførsel….
Eller er jeg helt gal på den?
