Den Bror Jeg Aldrig Havde Ønsket Mig

Nogen gange så mødes man og så klikker man bare.

D. 7 februar overlevede og afleverede, jeg med nød og næppe, og med stor hjælp og støtte, en opgave om Søren Kierkegaards kvindesyn i "Forførerens Dagbog". 
Lykkelig over, at jeg overlevede, og det uden nogen grå hår på hovedet, tog jeg på Studenterhuset for at tage en svingom og fejre, at jeg aldrig mere skulle i nærheden af Kierkegaard igen.

Jeg var stadig helt ny og kendte få dansere og endnu færre leads den dag. Ex-roomie M gad ikke med, så jeg satte mig pænt på en sofa i hjørnet og ventede på at blive budt op.
I min døs af beundring fik jeg så øje på ham. 
Bortset fra den meget gule poloshirt, lignede han Ritchie Valens på en prik og hans dansestil adskilte sig radikalt fra de andres på dansegulvet. Han gav den så meget mere gas og jeg tænkte - "Gid han ville byde mig op".
Knap tænkte jeg tanken til ende og så stod han lige foran mig og ville høre om jeg ville danse.
Efter en dans eller to tog vi en pause og en sludder. Jeg fortalte ham, at jeg lige var begyndt at danse, at jeg lige havde afleveret en opgave om Kierkegaard. Han spurgte om jeg ville øve aerials og i min naivitet sagde jeg, at det ville jeg elske.
Han gav mig sit visitkort.
"Det er skæbnen sagde han." jeg forstod først, hvad han mente, da jeg så hans efternavn. 
Med fine små bogstaver stod der "P. Kierkegaard" på det hvide, kvadratiske stykke papir.
Jeg kiggede på ham, himlede og spurgte om han tog pis på mig. Nænæ, han hed skam Kierkegaard til efternavn.

Et par uger efter vores første møde, tog jeg til ekstratræning og ved Gud om Kierkegaard ikke stod  der. Et par danse senere kiggede han på mig og sagde "Hvad med de aerials."
Jeg stod og gloede vantro på ham. "Aerials?! Men jeg har kun danset i en måned! Jeg troede vi skulle begynde om et halvt år eller noget."
Uden ord hev han mig op og svingede mig fra hofte til hofte. Jeg var høj på adrenalin, da jeg atter kunne mærke jorden under mine fødder.

Fra da af blev tirsdag vores dag. Vores lille puppe, hvor vi dansede, øvede og fjollede. Den dag hvor vi snakkede og kom ind under huden på hinanden.
Den akavede periode kom vi hurtigt over. Som jeg fortalte Ex-roomie M, da hun stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, så bliver man noget så familiær, efter, at man har haft sit skridt faretruende tæt på sin dansepartnets ansigt op til flere gange i løbet af en dansesession.

Og det var netop hvad vi blev - familiære.
Vi havde udviklet en kommunikation og humor, som var så indforstået, at ingen anden kunne følge med. Og der kunne vi så stå, midt imellem et mylder af mennesker, tale sort, grine, og fjolle så ingen udenforstående kunne forstå.

Efter et halvt år så tæt på hinanden, sad vi i flyet hjem fra London. Han havde overtale mig til at deltage i dansekonkurrencen i under swingfestivalen i London og selvom jeg i løbet af festivalen havde lyst til at slå ham, for at have overtalt mig, og mig selv, for at have ladet ham overtale mig, så sad jeg der mandag morgen i flyet hjem, tilfreds, overtræt, fnisende, lykkelig, modigere og et helt eventyr rigere ved siden af ham.
Han mobbede mig.
Jeg grinede til ham, slog min arm om ham og himlede, for jeg ved ikke hvilken gang og fortalte ham, at han var den bror, som jeg aldrig havde ønsket mig.
Som en rigtig bror, kom han med en åndssvag kommentar mere som jeg besvarede med et prik i siden.

I onsdags dansede vi et par danse. 
Da han skulle hjem sagde han, at det nok var sidste gang vi fik set hinanden inden han rejser til NYC. Jeg var ved at tude, for jeg havde, for jeg ved ikke hvilken gang fortrængt, at han skulle være væk i et år, eller mere fra Danmark. 
Indsigten om hans kommende fravær gjorde ondt.
Jeg krammede ham længe og hård og bad ham om at holde kontakten, det lovede han.
For; for mig var han var levet den bror jeg aldrig havde haft, men faktisk altid havde ønsket mig.

Going Steady

Det øsregnede udenfor og mørket havde lagt sig tungt og vådt over byen for mange timer og glas vin siden.
Vi sad i hans brune sofa og han havde lige trukket lidt i min storetå.
Jeg kiggede på ham og rystede på hovedet grinende.
Han sagde alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og omend jeg fandt ham lettere forfængelig, så var der noget ved ham, der fængede mig. Måske hans brune øjne, eller hans kølige distance, der i korte øjeblikke blev aflyst af drenget usikkerhed.
Han kiggede på mig idet vores dialog havde udviklet sig til ungdommelig fjolleri.
"I want to go steady."
Jeg kiggede på ham uforstående. "Yeah, I want all phases.".
"Ok", tænkte jeg i mit stille sind, men eftersom jeg var villig til at gå igennem Månens ørkenlandskab for ham og måske endda vælge hund frem for kat som husdyr, så var det at "go steady", nok det mindste af det.
"Fint" svarede jeg og grinede videre.

Nu er det jo sådan, at jeg aldrig har prøvet at "go steady" med nogen, så for mig var det en helt ny oplevelse.
Jeg kender ikke reglerne og ved ikke præcis, hvad det indebærer, men jeg er jo eventyrlysten og villig til at lege.

Idag er det 22 dage siden min kære skotte og jeg begyndte at "go steady", eller som det på dansk hedder - at komme sammen og jeg må da indrømme, at det er et af det noget mere særprægede bekendskaber, jeg har haft.

Sidst vi sås var for ca. 21 dage siden, men jeg er jo en forstårende pige; han har jo også været ude at rejse i en hel uge og der var noget med arbejde og børn osv.

Men fordi jeg var usikker på, hvad det præcis indebar at komme sammen, gik jeg på nettet for at rådføre mig, og ifølge flere forskellige kilder betyder det såre simpelt, at man er "eksklusiv".
Bevares, jeg har altid godt vidst, at det at være eksklusiv indebar, at man ikke ser andre, men jeg må da indrømme, at jeg ikke vidste, at det indebar, at man heller ikke så hinanden.

Den Pæne Pige

Jeg iklæder mig min stramme sorte nederdel, der altid går under knæet, en skjorte med høj udskæring, og lynlås i ryggen. Jeg elsker den pacificering tøj med lukninger i ryggen symboliserer.

Øreringene matcher skjortens mørke bordeaux nuance.
Frakken er stor og tyk og gør mig anonym. Og alligevel ved jeg, at jeg ikke er til at overse i gadebilledet, for den karakter jeg vælger at virkeliggøre er ikke til at tage fejl af - med sort hår, hvid hud og røde læber - repræsenterer jeg indbegrebet af uskyld.

Den hvide alpehue med perlerne er som prikken over i'et sammen med de hvide hansker. Jeg er den pæne pige, der kigger på dig og smiler.

Jeg begiver mig udenfor, tænder for musikken og kan næsten ikke undertrykke et skævt smil ved de første toner, der gennemborer min hjerne i morgenstundens tidlige timer.

Det giver mig en umådelig tilfredshed at gå igennem den kolde morgen helt stram, med perfektionistens detaljerigdom malet i mit ansigt, og for tilfældige forbipasserende lignende en kold isdronning. Altimens en rå mandestemme, i al hemmelighed, fortæller mig, at jeg skal slikke den op fra slap.

Idet jeg stiger af toget ser jeg op på en mand. Vores øjne mødes og jeg smiler skævt til ham. Jeg er i legehumør, så jeg fastholder hans blik.
Han synker en enkel gang, smiler og går forhastet i toget som jeg selv forlader.

Jeg bider mig smilende i læben på min videre færden og kan ikke lade være med at more mig over det paradox jeg ikke kan lade være med at være.

Suspekt

Jeg har aldrig været særlig meget til hiphop og den slags musik, der var dog engang, da jeg kom sammen med Carlos, min egen rod, at jeg hørte det en del.

Det er længe siden, at Carlos og jeg har været kærester. Det endte heller ikke godt mellem ham og jeg.
Han ville og jeg nægtede ham dét. Mine principper blev dengang stadfæstet af stædighed og det min mor havde lært mig.
Han gik og jeg forblev uberørt og ren.

Det er længe siden, og jeg har forkastet det min mor har lært mig.
Og det er længe siden, jeg har været forbi den musikgenre, der altid minder mig om et koldt, gråt efterår, et grønt hæfte jeg skrev i og de grå højhuse ved Søndermarken.

Og alligevel har jeg gang på gang i den seneste tid fanget mig selv i at bevæge min krop til den tunge beat som kun hiphop kan fremtrylle. Og det jeg har lytter til, har været Suspekt.
Jeg begyndte at lytte til dem, fordi de blandt en masse følelsespornografi, der er at finde i hiphop-musikken, er et lettere perverst og meget mere råt og afstumpet bekendtskab.


Så da jeg igår blev hjemme på grund af tømmermænd, ugidelighed og dovenskab, bestemte jeg mig for at høre alle deres plader igennem.

Et par timer inde i projektet, greb jeg febrilsk ud efter min telefon og skrev til M, at jeg blev underlig af at høre Suspekts musik; Jeg blev liderlig.

De rå, usødede, groteske og mandschauvenistiske billeder vækkede noget i mig.

Jeg gider end ikke forsvare det, for dyrisk urinstinkt skal ikke forsvares.
Men ikke destomindre, når jeg lytter til deres tekster, deres stemmer, skabes der billeder i mit indre, der bare giver mig lyst til at give mig hen til hver og en af dem og lade mig blive opslugt, taget...brugt.
Intet mere, intet mindre.
Råt for usødet.

Billeder af mørke, uvished, ekstravagance. Billeder skabt af et ubevidst id som normen, samfundet og jeg selv undertrykker... giver mig lyst til at reduceres til et objekt, der eksisterer kun for at tilfredsstille deres lyster.
Det min mor forkastede og lærte mig var forkert, vækkes ved stemmen, der gentager "Jeg' din doktor nu. Ja jeg er din doktor, for du er en freak.
[...]
Men det' mennesker gennem slægter, der dræber og knepper Elektra."

Det taler til min egen indre freak, der altid bliver holdt i skak af selvkontrol, gemt bag et flirtende smil og et pænt ydre.

Jeg er ligeglad med Suspekt, ligeglad med mændene bag, men universet de skaber, vækker i mit indre, får mig til at ændre karakter. Et øjeblik kun, men nok til at jeg mister kontrolen og tænker, hvad jeg tænker.