Jimmy Choo for H&M

Jeg har i de sidste par år stort set droppet at købe tøj i H&M, ikke grundet snobberi, men af den simple årsag, at jeg synes, at priserne er stedet, men kvaliteten ikke har fulgt med.

Jeg synes, at tøjet meget hurtigt bliver slidt, samt farve -og formløst.

Til gengæld elsker jeg deres kampagner. De har igennem de sidste 5-7 år haft forskellige haute couture designere, til at designe kollektioner for sig, og jeg må sige, at de var gode, omend nogen var bedre end andre.

F.x kunne jeg rigtig godt lide Karl Lagerfelds kollektion fra 2004.

Madonnas 07 kollektion var dog mindre heldig i mine øjne. Faktisk kunne jeg ikke døje den, og så vidt jeg husker, blev den heller ikke udsolgt så hurtigt, som Lagerfeld gjorde. Hvorfor mon.

Jeg synes , at det er et fedt koncept de har kørende, - tøj designet af de store kendte designere, til priser, som almindelige mennesker kan overkomme.

I år har de valgt at lege med Jimmy Choo.

Jeg havde hørt en lille fugl synge om det for et par måneder siden, men nu er det fremme, - også på H&Ms hjemmeside.

D 14. november i år kommer kollektionen ud i butikkerne, naturligvis kun i begrænset antal.

Jeg har ikke tænkt mig at stå i kø, men mon ikke jeg kigger lige forbi og ser, om der ikke er noget tilbage, for jeg synes, at Jimmy Choo laver formidable sko og tasker. Jeg vil bare heller undvære end at slås om et par sko.

Til de tøser som tager chancen - good luck! - Det sker i H&M i K-Gallery

Jeg tager mig en latte i stedet. ;)

René

Dengang jeg var en 16 år gammel, min bedste veninde havde valgt at gå bag om min ryg og blive kærester med den fyr, jeg var forelsket i, og gymnasiet bare trykkede hårdt, oprettede jeg min første profil online. Egentlig ikke for at finde mig en kæreste, men af ren og skær nysgerrighed - den ene ting, som aldrig har svigtet mig, og altid har været en stor del af min drivkraft.

Den vinter loggede jeg på dating.dk for første gang som "Freak of Nature", men foråret efter ændrede jeg dette navn til "Bella_Kiss", mest fordi jeg ønskede at transformere mig selv fra kejtet lille pige til noget mere feminint.

Åh... mange skrev til mig - og det var også der jeg mødte T - et par år senere.

De fleste af dem har jeg glemt, men et menneske står stadig printet i min bevidsthed.

Han skrev en mail til mig, og jeg ved ikke om det var fordi foråret var kommet, eller om det var grundet hans mail, men jeg kan huske, at jeg pludselig vågnede fra en døs, som jeg havde været omslynget af i alt, alt for lang tid. Det virkede pludselig, som om dagene var lysere, og selv de grå skyer, var ved at åbne sig, for solen og lyset.

Vi skrev sammen om alt mellem himmel og jord. Jeg fortalte om mine tanker, om mit liv, og alt det, der kredsede rundt omkring og inde i mig.

Han sagde, at han hed René, han var 34 år (så vidt jeg husker), og han arbejdede på Det Kongelige Bibliotek, med oversættelser af Biblen.

Jeg drømte om ham. Jeg drømte om, hvordan han så ud, hvad han tænkte, og ville.

Han syntes, at jeg var fantastisk, og kunne slet ikke forstå, at jeg blot var 16 år. - Jeg tænkte aldrig på aldersforskellen. Jeg har aldrig kunne forstå, at jeg ikke var ældre end jeg var.

René, der var 34 år og forskede i oversættelser af Biblen på Det Kongelige Bibliotek.

René... hvor ville jeg ønske, at jeg kendte hans efternavn, så jeg kunne spore ham. Ham som vækkede mig af min døs.

René, som fortalte mig historier. Manden jeg i timevis kunne analysere Frankenstein med.

René arbejdede på det Kongelige Bibliotek - det vidste jeg. I min verden, lå det Kongelige Bibliotek lige over for café Paludan.

En forårsdag i 2001, mens jeg stadig kun var 16, gik jer derind i min blomstrede sigøjnernederdel, og håbede sådan, at jeg ville støde ind i ham. Men hvad vidste jeg. Hos mig var der et Kongeligt Bibliotek, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at når man forskede og var ansat på Det Kongelige Bibliotek, at man ikke gjorde det lige der - midt i biblioteket. Jeg gik rundt og håbede, at han måske ville genkende mig, eller at jeg vil kunne se, at det var ham, når jeg stod foran ham.... René var der ikke.

René, som ikke engang forsvandt, men troligt skrev.

René, som blot blev efterladt på nettet, fordi jeg fandt styrken inde i mig selv.

René, som blev efterladt, fordi Cedric og Tarik og Carlos og alle de andre pludselig trådte frem i lyset.

Da Cedric, Tarik, Carlos og alle de andre atter var forsvundet, loggede jeg på som Bella_Kiss igen, og René var der stadig.

René skrev stadig, og jeg følte det, som om mit indre brændte op af lykke for hver mail, der blev længere og længere.

Han skrev og skrev, og jeg slugte alt råt... Til en dag, jeg kan ikke huske, hvad der var sket. Om det var mig, der var holdt op med at svare, eller om det var ham, som var forsvundet.

Pludselig var han væk. Jeg tog det ikke så tungt. Først langt senere, gik det op for mig, hvor stort tab det var for mig, og at jeg aldrig nogen sinde vil få mulighed for at møde René, eller tale med René, da jeg i bund og grund ikke anede, hvem han var.

Idag ønsker jeg sådan at finde ham, og lære ham at kende, som han lærte mig at kende - dengang.

Jeg ved den dag idag ikke, hvordan han ser ud. Hvordan hans stemme er, eller om han overhoved var det, han udgav sig for. Men stadig idag, og sålænge jeg lever vil René, der arbejdede med oversættelserne af Biblen på Det Kongelige Bibliotek, spøge i mit indre.

"Tuna Tuna Tun"

Jeg bliver bare aldrig træt af det her... ja, hvad skal jeg kalde det... vanvid.

Det er indisk, når det virkelig er indisk.

Jeg giver det 6 ud af 6 dukker!

Jaja jeg ved godt, at jeg ikke er særlig kritisk. Men jeg viser også kun det vanvid på bloggen, jeg synes er fedt.

"'Allo 'Allo"

Dengang jeg var en lille pige i Bosnien, havde vi en kanal kaldet "Dag og Nat" - det begyndte klokken 16 om eftermiddagen, hvori der blev sendt en masse pudsige fremmedesprogede serier - blandt dem var der Star Treck og "'Allo 'Allo" to af mine yndlingsserier i tv'et. Jeg skulle altid skændes med mine forældre, om at få lov til at se dem.

Af en eller anden grund fik jeg oftere lov til at se Star Treck, end "'Allo 'Allo". Hvilket naturligvis gjorde "'Allo 'Allo" noget mere spændende i mine øjne.

Da jeg va kommet til Danmark, og var blevet voksen nok til selv at bestemme, fandt jeg ud af, at "'Allo 'Allo" også blev sendt her, desværre igen så sent, at jeg nu ikke orkede at vente på det.

I mange år ønskede jeg mig serien, men ligegyldigt, hvor jeg kiggede, kunne jeg ikke finde alle afsnit på dvd. Jeg fik set enkelte afsnit i løbet af årene, men aldrig det hele.

Det nagede mig, for jeg ville så gerne vide, hvad der skete med "the fallen Madonna, with the big boobies", hvilken af pølserne, det kom til Hitler og om René nogen sinde fik sine piger, eller om han rent faktisk endte med at blive hos Edith.

Oh well...

Denne historie bringer mig frem til en fredag eftermiddag for godt 3 uger siden, hvor jeg tullede rundt i Amagercentret, og da jeg egentlig var på vej ud, faldt jeg over standen foran Fona, som pænt havde samlet alle 85 afsnit og solgte dem til 350,-. Jeg kunne ikke dy mig, og da jeg havde betalt, kom jeg ud med 12 dvd'er under armen og verdens største smil i ansigtet. Det var lige før jeg havde droppet nattens planer til fordel for "'Allo 'Allo". Jeg tog mig dog lidt sammen, lod dvd'erne pænt stå ved tv'et og gik ud.

Først søndag fik jeg mulighed for at påbegynde mit projekt. Jeg var alene, det regnede udenfor, og jeg havde stadig en halv skål romkugler tilbage fra dagen forinden. Tøjet var strøget, lejligheden var ren og pæn, så jeg kunne tillade mig at ligge under dynen en hel dag med det jeg havde ventet så mange år på.

Jeg satte dvd'en på, og "'Allo 'Allo" er naturligvis mindst ligeså fantastisk som jeg husker det.

Idag er jeg kommet halvvejs i sæson 2, og det bliver bare ikke dårligere. Jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor serien kørte i 10 år. Og jeg kan også forstå, hvorfor mine forældre ikke ville lade mig se serien.

Jeg kan huske enkelte scener som igennem tåge. Hvor Helga og Herr. Flick er i hans kælder. Hvor Rene kysser med kvinder, som ikke er hans kone. Jeg kan huske, hvor de gemmer sig i en grav. (Lige præcis den detalje, fik mig til at tro i mange år, at "når man gik under jorden", så gik man bogstaveligt talt under jorden, og gemte sig i et evt. hul eller grav).

En enkel detalje mere kunne jeg huske, hvor Helga retter på sin strømpe. (Der kunne jeg pludselig lave en forbindelse til de mærkelige "tingester", som min mor have i sin undertøjsskuffe, som lignede BH'er, men ikke var det. Med Helga fandt jeg ud af, at det skulle ikke på brysterne, men længere nede.

Derfor blev jeg så frygteligt overrasket og glad, over "piloten", hvor de alle bliver introduceret.

Den fedeste introduktion er, der hvor man møder Otto Flick og Helga. Meget hurtigt er deres roller fordelt, og jeg elsker det. Han er laver end hende, han halter lidt, men han oser af overlegenhed i den scene. Ikke en eneste følelse bliver vist fra hans side, bortset fra et lille skævt smil og glimt i øjet, når Helga løfter nederdelen lidt for højt op.

Hans perfektionisme, hans sans for detaljer, og øjet, der ser alt.

Helga elsker det, og jeg elsker det mindst ligeså meget. Jeg kan se den scene om og om igen. For det viser bare forskellen på manden og kvinden som intet andet....

Lige en opdatering...

...på et af de 10 svar om mig i "Awsom Girl Award".

Punkt nummer 5 i min "AGA" var ". "I min familie har vi haft lidt sjove måder, at skræmme børn på. F.x må man ikke gå i bad om tirsdagen, ellers bliver man aldrig rask. Man må ikke gå på toilettet med mad i munden, ellers vil gud forvandle en til en bjørn. Pengene skal helst overnatte på kontoen til dagen efter de er blevet overfør, ellers bliver de brugt meget hurtigt. Man må ikke klippe negle om aftenen - fordi... tja det må man bare ikke." - jeg bliver simpelthen nødt til at tilføje et par ting til, til det mine forældre plejede at "opdrage mig med":

1. Hvis man efterlod opvasken uvasket natten over, så dansede djævlene på det hele natten, og så ville det være meget svære at vaske rent dagen efter.

2. Hvis man trådte på brødkrummerne, så græd de så højt, at de nåede gud, derfor skulle man altid samle krummer op fra gulvet.(Jeg kan huske, da vi lige var ankommet til Danmark i 1993, og jeg var indlagt på Skejby Hospital, var der en sygeplejerske, der smed et stykke meget hårdt brød på gulvet. Jeg fik det så dårligt over det, for jeg tænkte, hvor højt dette stykke brød skreg, men jeg kunne ikke et eneste ord dansk på daværende tidspunkt, så jeg samlede det bare op, og puttede det tilbage på madvognen.)

3. Ens arm ville visne, hvis man slog sine forældre.

4. Man måtte ikke synge ved bordet, ellers inviterede man djævlene med til middag.

5. Man måtte ikke fløjte efter mørkets frembrud, da man så lokkede musene til sig.

6. Man måtte ikke gå i små gyder efter mørkets frembrud, for så kunne man træde forkert og blive forbandet, så man blev skør.

Det er nok mest min mormor og mor, som prædikede disse ting. Som regel rullede min morfar og far med øjnene, når de opdrog mig på den måde...

Samlede misforståede sangtekster med tilhørende originale tekster

Mere introduktion har denne collage ikke behov for :)

Jeg giver den 5 ud af 6 dukker! Den sidste dukke bliver nok nærmere en torso, da de ikke alle er liiige sjove!

UP

Leoparddrengen skrev til mig for et par uger, at jeg skulle ind og se Disney/Pixars nye animationsfilm "UP". Han mente, at der var to grunde til det: 1. Det var en fantastisk film og 2. den nok ville være en god inspirationskilde til hele mit "sur gammel mand trip".

Jeg havde allerede bestemt mig for at se den, til trods for, at jeg for lang tid siden havde besluttet mig for at boykotte Disneys animationsfilm.

I sidste uge bestemte T og jeg, at vi skulle se den lørdag, det blev ikke til noget, så vores lille udflugt blev rykket til søndag. Den aftale blev også droppet, da Rolf kom med en hel fasan, han selv havde skudt, som han mente, vi var bedst egent til at tilberede.

Fasanen blev en success, og til trods for, at vi troede, at den var blevet skamskudt (tre gange) fandt vi ikke nogen hagl i kødet. Rolf er åbenbart en bedre skytte, end man skulle tro.

Nå men idag blev det så UP's tur. T og jeg mødtes i byen, hentede mine HAY-kopper og gik ned til Palads.

Det blev til den danske udgave i 3D.

Vi gik ind i salen og vi var simpelthen de eneste derinde. Skærmen var slukket selvom klokken var 16.50.

16.55 er vi så 12 mennesker i salen og filmen begynder.

Mine forventninger til UP var meget høje, for jeg havde kun hørt gode ting om den.

Da det lille flashback rullede over skærmen var jeg allerede solgt, og halvvejs i den stortudede jeg. Da flashback'en sluttede, løb der mascara ned af mine kinder, men jeg var fuldstændigt ligeglad.

Jeg må nok sige, at den indfriede alle mere forventninger og mere til. Det var vildt fedt at se den i 3D, og jeg synes, at det fungerede udmærket rigtig mange steder. Det gav filmen en hel anden dybde at se den i 3D.

Jeg er ret imponeret over udviklingen (ikke, at jeg har fulgt med i den, qua min boykot). Men man må sige, at der er sket lidt siden "det store" computeranimerede gennembrud, de havde i 1995 med Løvernes Konge, hvor bøflerne løber, og hvor Scar angriber Simba i flammehavet.

Derudover hang historien fantastisk sammen. De har virkelig vovet meget denne gang. Det er ret store emner, de tager op. Alt fra tab, afsavn grådighed og død til venskab, kærlighed og drømme.

Jeg synes, at det er fedt, at de har vovet sig på så dybt vand. Det er en ret barsk film, hvis man skulle se den med et par barneøjne. Det gør så også, at filmen bliver meget bedre og får mange flere lag. I modsætning til de sidste mange års film de har spyttet ud.

Jeg syntes, at alle de scener højt oppe var vildt skræmmende, da jeg hader højder, og lider meget af højdeskræk, men det gav mig et rush.

Det eneste, der nager mig er, at deres budskab om, at Roberts far er død, ikke rigtig går igennem. Jeg synes, at de godt kunne have gjort det lidt mere tydeligt, for man kan godt blive forvirret. Min første tanke var, at faderen var forretningsmanden, der ville have hr. Frederiksen væk fra grunden. Først efter, at man har hørt et par af historierne om faderen, kan man fornemme, at det nok er noget andet.

Alt i alt en skøn film.

Jeg giver den 6 ud af 6 dukker!!