Visse...

Jeg smiler hver gang jeg husker, hvorfor jeg i sin tid fandt ham uimodståelig; Bortset fra hans pudsige smil, blå øjne, stemme, milde sind og duft, så var det hans venstre øre. Det strittede lige tilpas til at ødelægge glansbilledet, og dermed gøre ham perfekt i mine øjne. 

Og så var det, at den skæbnesvanger fredag ville komme. Den dag, hvor jeg vidste, at mit hjerte ville springe et slag over, idet mit blik møder hans. Og omend jeg sjældent tænker på ham mere, så spøger han. Han spørger i mit indre som en næsten uhørlig røst, der nok aldrig forsvinder.

Og så var det, at den skæbnesvangre fredag kom og jeg trådte igennem glasdøren stadig iført mine sorte solbriller, som jeg bevidst havde beholdt på, selvom solen næsten var sunket bag horisonten, men allerede for længes var forsvundet bag byens høje bygninger, for netop de sorte solbriller fuldendte mit look.

Jeg trådte ind og idet jeg tog mine briller af, spottede jeg ham i menneskemængden. Hans blå øjne, mørke hår og hans altid stylede to-dag-gamle-skægstubbe. Jeg smilede for mig selv i den dunkle belysning, selvfølgelig har han sit ungdomstøj på – casual, som man nu engang skal være på en fredag, ifølge hans eget udsagn. Men jeg ved, at hver fold i hans outfit er der, fordi den skal være der. Jeg smiler for mig selv igen, mens jeg bevæger mig mod ham, han er så lapset*, at jeg næsten bliver blød i knæene.

Stedet er overfyldt og alligevel bevæger jeg mig let igennem menneskemylderet, for jeg har kun et for øje -og det er ham. Et par enkelte mennesker tager fat i mig og giver mig et klem, et kys på kinden og et par smil. Jeg besvarer deres gestus lettere flygtigt. Ikke fordi de ikke interesserer mig, men fordi jeg ikke har set ham i flere måneder og fordi alt andet end ham eksisterer ikke i dette øjeblik. Jeg har ikke set ham i flere måneder og det går op for mig, at jeg faktisk har savnet ham.

Endelig står jeg foran ham, han ser mig og smiler, giver mig et kram og et kys på kinden. Han dufter som altid. Jeg holder om ham og indsnuser ham.
Det er så længe siden. Og jeg har faktisk ikke lyst til at slippe ham.

Drillende kigger jeg op, han er højere end jeg husker. Jeg aer ham let på kinden og tvinger mig selv til at give slip med et suk, der forhåbentligt blev overdøvet af menneskemylderets summen.

Da den skæbnesvangre fredag oprandt tog jeg hjem...

Visse mennesker indprenter sig i ens indre og de er umulige at viske ud. Han er vist et af de mennesker.

Jeg savner ham, det indrømmer jeg blankt –dog ikke i hans påhør.

*Laps: En overdrevent velklædt mand.