Den skøre dame fra to etager under

For efterhånden fem måneder siden flyttede jeg fra min kæreste. 
Efter otte år i forhold, efter seks år som samboende og efter fem år på Amagerbrogade flyttede jeg for mig selv. 
Jeg fik en lejlighed i Sydhavn - på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej og jeg flyttede ind på tredje sal. 
Jeg var lykkelig, for jeg havde endelig fået mit eget sted at bo, og endelig kunne jeg fortsætte mit liv på en anden måde end hidtil. Jeg var lykkelig, fordi jeg kunne have mine hvide gardiner i fred og fordi mine puder ikke mere blev mast og krøllet. Jeg var lykkelig, for jeg skulle bo i en hel ny del af København, som jeg ikke havde udforsket før.


Min nye opgang er farverig; På en etage bor der en dame med en masse orkideer i vindueskarmen. Hun kigger tit ud ad vinduet, men jeg ved faktisk ikke, hvor ofte hun kommer ud. Hendes dørskilt siger, at hun hedder Vivi. Jeg kan godt lide hendes navn og hendes vindueskarm. Hun har gråt hår. 
Øverst bor der en ung gut, der lidt for ofte spiller musik, som jeg vist altid har været lidt for gammel til at kunne nyde. Han har en knallert og sidst jeg så ham havde han et par hvide Filabukser på og en Netto-pose fyldt med tomme flasker i hånden. Jeg tror ikke han har en lys fremtid i sigte.


Der er også et ældre ægtepar, de bor i stuen og har en lille have. De får tit besøg af en yngre pige, der godt kunne ligne deres datter. Jeg har holdt døren for dem et par gange.  
En af beboerne har en amerikansk cykel - sådan en, der er farvet guld og med fartstriber på. Den er mere lang end høj og jeg forsøger tit at regne ud hvem, der ejer netop den cykel.


Der er flere. Der er en, der efterlader sit skrald i opgangen, og det ret tit. 
Der er en der lukker vinduer og ryger i opgangen - jeg åbner dem, hver gang jeg går op eller ned ad trappen og sådan har vi en kamp kørende, nu på femte måned. 
Den unge blonde studine er der også. Hun har pagehår og er tit iført en mangefarvet strikhue. Hun smiler til mig og siger "hej", når vi mødes på trappen eller ved postkassen. 
Min egen nabo er en lille spinkel og genert ung mand, han smiler akavet til mig, når vor blikke mødes. Men det er nok fordi han engang så mig støvsuge min blå måtte i opgangen iført en top og uden bh. 


Og så er der den skøre dame fra to etager under. 


Første gang jeg stødte ind i hende, stod hun i sin døråbning og snakkede - vist med sig selv. Jeg smilede og sagde "hej". Men i stedet for en hilsen retur, begyndte hun at skælde mig ud. Hun skældte ud på et sprog, der for mig var fremmed, blandet med få ord af dansk. Jeg er sikker på, at hun skældte mig ud, fordi jeg havde stjålet hende navn. Den dag gik jeg videre op og lod som om intet var hændt. 
Derefter har jeg set hende både på gaden og i opgangen. Oftest står hun i ensfarvet tøj fra top til tå. Ellers så går hun rundt og klunser. 
Til tider bliver hun vred, og så kan man, selv to etager over, høre hende smække med dørene. 
Jeg har efter fem måneder lært at ignorere hendes lyde. Hendes bank og hendes stank. 
Til idag. 


På vej ned ad trappen kunne jeg høre lyde fra den skøre dame fra to etager under. Men det var ikke de vante lyde. Der var hverken smækken med døre eller snakken med sig selv. 
Hun sang. 
Hun sang højt og hun sang så smukt, at jeg stoppede op. 
Hun sang på et for mig fremmed sprog, men sang så sørgemodigt og klartklingende, at min hals snørede sig en smule sammen. 
Hendes sang fik mig til at tænke på, hvem mon hun sang til, og hvad mon hun sang om. 
Hvorfor hun var så alene, og hvorfor hun så tit smækkede med døre og skældte ud på alle, der gik forbi hendes etage. 
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, to etager under, men jeg fangede mig selv i at have holdt vejret, for jeg ville opfange enhver tone, der undslap hendes strube. 
Da jeg indså, at jeg havde holdt vejret, åndede jeg ud igen og begav mig de sidste trin ned og udenfor, hvor sneen hurtigt malede min brune frakke hvid.


Hun var holdt op, da jeg kom tilbage.

Skæbnens Ironi

Jeg var otte år gammel, da jeg i sin tid kom til Danmark.
De første par år fik de bosniske flygtninge ikke mulighed for at integrere sig i det danske samfund, så det danske sprog var ikke noget man fik lov til at arbejde meget med.


Jeg var dog noget heldigere end den gennemsnitlige bosnier i Danmark.
Qua min sygdom og de mange ophold på hospitalet (ja, jeg er nok det man kalder en optimist) fik jeg ret hurtigt fat i sproget og inden jeg var 10 år gammel, blev jeg af mine forældre og til tider andre tilfældige mennesker, brugt til at tolke og oversætte.
Jeg kan bosnisk flydende og kan både læse og skrive det, jeg har også arbejdet som tolk, men når nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke har specialiseret mig indenfor oversættelse, får jeg myrekryb over det hele.
Det er nok spor fra dengang.
Ih guder, hvor jeg husker, hvad jeg skulle oversætte for underlige mennesker, stuegange, samtaler med sociale rådgivere, banker og alt derefter. Selv fars elektronik-lektier skulle jeg oversætte. Og hvis jeg ikke kunne oversætte eller forstå, så kunne de endda blive vrede på mig. 10 år!


Selvom jeg var rigtig dygtig til dansk mundtligt haltede jeg rigtig meget skriftligt. Som 10-årig begyndte jeg i dansk skole, men rent sprogligt hørte jeg til i 2. klasse. Jeg var dog så god, at jeg hurtigt rykkede op i 3. klasse (klassetrinnene blev i dette tilfælde bestemt af stavning og diktater).
Hvad mine klasselærer ikke vidste var, at jeg hver gang, vi havde diktat for, sad med ordene og øvede mig i at stave dem i timevis. Jeg memorerede dem, for ellers kunne jeg ikke høre, hvad der blev sagt. Jeg kom fra et helt andet fonetisk system, hvor alle bogstaverne altid blev udtalt. Hvilket gjorde dansk uforståeligt for mig.


Anyways, long story short. Da jeg var færdig med 3. klasse kom jeg op i fjerde og inden for et halvt år flyttede jeg skole og rykkede igen et klassetrin op. Så man kan sige sig, at første halvdel af min folkeskole tid mildest talt var hullet.


Det er dog først her i 6. klasse på Lindevangsskolen på Frederiksberg jeg for alvor oplever, lad os kalde det, sære fænomener.
Bortset fra, at min matematiklærer tit fortalte mig, at jeg ikke måtte række hånden op så meget i timerne, da de andre børn så ville blive jaloux og misunderlige, så havde jeg denne *host* dejlige *host* dansklærer, der gik rundt i fodformede sko og runde briller. Denne dansklærer, der havde en meget skinger stemme og pagehår, der endte ud i tynde tjavser hed Jane.
Hun var noget for sig selv, i mere end en forstand.


Op igennem folkeskolen havde vi fortsat diktater, men jo højere op i klassetrin vi kom, des svære blev ordene vi skulle stave. Og selvom jeg forsøgte at lære det hele udenad, så kunne det ikke lykkes. Jeg har ikke fotografisk hukommelse, jeg er bare stædig.


Hver gang jeg i en diktat havde mere end en eller nul fejl var jeg knust. Jeg var ked af det og jeg kunne nærmest tude over det.
Men heldigvis var min dansklærer der altid med den samme kommentar. "Du skal ikke være ked af det Erna. Du kan jo ikke gøre for det, du har jo trods alt et handikap."


Jeg hadede fredage, for det var om fredagen at vi havde diktat. Jeg begyndte at hade mit yndlingsfag, dansk, og holdt op med at interessere mig for det.
Jane, hun blev ved i samme dur og jeg lod hende fortsætte. Indtil en dag,  hvor jeg fik nok og holdt op med at lytte til hvad der blev sagt til mig.
Jeg begyndte i trods at række hånden op, endnu mere end før. Jeg begyndte at memorere ordene og lære dem udenad og jeg begyndte at læse rigtig meget på dansk. Jeg læste nok hele skolebiblioteket forfra og bagfra i de sidste par år af min folkeskolekarriere.


Det er vel 15 år siden, at jeg fik at vide, at jeg ikke kunne blive bedre til dansk, fordi jeg havde et handikap. Det ironiske i netop denne historie er, at jeg idag begynder på mit nye semester. Jo, bevares jeg læser overbygning i kønsforskning, men når jeg engang om halvandet år er færdig, så bliver jeg  cand.Mag i Dansk og Kønsforskning.


På sin vis burde jeg takke min dansklærer fra Lindevangsskolen. Jeg sender hende da også en tanke i ny og næ, for hvis det ikke havde været for hende og de groteske udtalelser, så var jeg nok aldrig kommet så lang.

At skrive om ikke at kunne skrive. Og så lidt om mænd, naturligvis

Jeg kigger lidt tilbage på, hvad det er jeg egentlig plejede at skrive om. Og jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i det. 
Jeg forsøger at finde de gode ideer frem. Forsøger at være kvik og vittig og sjov, men der er bare stille inde i mit hoved.
Joh jeg kunne fortælle om alle mine udskejelser de sidste måneder. Alle mine eskapader med diverse af Hovedstadens mandspersoner, men der er to årsager til, at jeg ikke gør det. 1. der er ikke plads på hele internettet, 2. jeg skal helst værne om mit rygte som pæn pige.

Så dem får i ikke.
Det er også alligevel så rodet, at selv jeg kan ikke finde hoved og hale i det.

Jeg kan kaste en opskrift i hovedet på jer?

Mit liv føles bare på så mange punkter så stabilt, at jeg nærmest kunne være i zen.
Ellers også er det bare så kaotisk, at manglende indsigt blot er en forsvarsmekanisme, så jeg ikke går i spåner over at være single, gammel og stadig studerende.

Forleden var jeg hos Hjerning, min hjernevrider. Vi snakkede om mine mænd. Ja, noget skal vi jo tale om, nu jeg ikke er syg mere, og jeg stadig har timer tilbage.
Og efter to års terapi kom det endelig - "Det virker som om du finder mænd, der minder meget om din far."
Jeg var ved at få min tung galt i halsen. "Undskyld hvad?"
"Jo det ser ud til, at du vælger mænd, der ikke hører efter, hvad du siger. Du fortæller udtrykkeligt, hvad du vil have, og alligevel er det som om de ignorerer dine ønske."
"Undskyld hvabehar?"
"Jo f.eks, selvom du beder din far om ikke at købe frugt til dig, så gør han det alligevel. Han lytter ikke til dine ønsker."
Jeg sad bare i hans lyse sofa og blev stille og roligt kvalt i min egen tunge.


Et gennembrud uden lige. Og et noget bedre udgangspunkt for min fremtidige mandesøgen end min første ide - at ignorere alle de mænd jeg bliver tiltrukket af.






(Til alle dem, som tror, at jeg bruger tid på at blogge i stedet for min opgave, så er dette skrevet i sidste uge. )