15.12.09

I dag er det Ernas nye nyres fødselsdag....


(Billedet blev taget 4 timer efter, at jeg var kommet ud af operationsstuen. Nej, jeg er ikke af denne verden. Og jeg takker guderne for det, hver evig eneste dag!)




For præcis et år siden, lå jeg i sengen på Riget, vrøvlede, pga stezolid og samlede en vifte med Katten, mens jeg ventede på, at min faster skulle blive færdig, så jeg kunne komme ind på operationsbordet, og modtage hendes nyre.

I tre år var min gamle transplanterede nyre godt i gang med at blive kronisk afstødt, efter ca. 15 års trofast tjeneste.
Jeg havde klaret mig godt. Jeg havde i godt et halvt år narret, både min psyke, lægerne og alle andre omkring mig. "Det var jo slet ikke så slemt". Jeg havde det fint - mine daglige 2-3 timer lange lure var jo bare dovenskab". (Det er utroligt, hvad og hvor meget man kan bilde sig selv ind).

Selvom jeg vidste, at der ikke var så meget tid tilbage for den lille nyre, blev jeg ved med at håbe. Desværre kunne jeg en uge efter, at min sprogopgave var blevet afleveret konstatere, at noget var som det ikke burde være. Typisk mig, turde jeg ikke ringe til Riget, for jeg var bange for, at de vil tro, at jeg var hypokonder (WTF !?) - T ringede til dem, og forklarede, at jeg havde åndedrætsbesvær og uregelmæssig hjerterytme - som sagt total denial.
Jeg blev naturligvis hasteindlagt, og relativ hurtigt blev jeg mod min vilje tvunget i dialyse. Det efterfølgende halve år blev en tidslomme af afventning. Idag kan jeg ikke huske noget fra den tid. Det hele er simpelthen blokeret ud. Der er enkelte episoder som jeg kan huske.

- F.x da jeg i august fik et sammenbrud, fordi de først ville fortsætte med udredningen af min faster en gang i oktober. Der overvejede jeg, om jeg skulle sprænge hospitalet i luften, eller om jeg selv skulle springe ned fra det.
- En gang i begyndelsen af september, hvor jeg trodsede min sygdom og tog til Helsingør for at høre Bedsteveninde spille med sit band.
- Da jeg fik charmeret lægerne til at lade mig tage 5 dage til London, og derefter overbeviste dem om, at jeg sagtens kunne nøjes med 3x3 timer dialyse, i stedet for 4x3 timer.
- Da Katten og jeg opfandt "Toblerone-prøven". Og vi fnisende blev enige om, at det måtte da være synd for manden, der kunne passe ind 50 grams pakken.
- Da jeg, dagen efter min fødselsdag, og 10 dage før London-turen blev indlagt, og skulle skifte mit dialysekaterer, fordi det ikke sad rigtigt.
Hvor jeg stadig halvbedøvet skrålede: "Nu skal jeg synge om en meget mærkelig mand. Han døbtes Plante Pikhoved egentlig dog hvordan..." på gangen, ragede på portøren og fortalte ham, at han var lækker, og at jeg håbede, at han ikke ville anmelde mig for sexchikane, mens jeg blev kørt tilbage til min stue. Og hvor jeg efter 4 timer med smerter, og kun tilbud om panodil blev så vred, at jeg rejste mig op og ville hjem. Jeg kom dog aldrig hjem, for Katten og min mor holdt fast i mig og ville ikke give mig min BH, omend jeg råbte og skreg og græd: "Hvor er min BH? Giv mig min BH! Jeg vil hjem, jeg gider ikke være her mere. Men jeg kan jo ikke tage hjem uden min BH."
- Og naturligvis, da jeg med Ems tog på The Office og drak mig pikke-beruset i cocktails, 36 timer før selve operationen. Den gamle nyre skulle dræbes med maner, eller var der ingen pointe i at være til.

Et halvt år, hvis ikke mere er reduceret til dette. Jeg kan ikke huske mere end det. Jeg kan genkalde mig visse oplevelser, hvis folk fortæller mig om dem, men for mig er det hele en sløret masse af gråt. En tidslomme, hvor dagene kun blev delt op i dialyse - og ikkedialysedage.

Idag er det så 1 år siden, at jeg fik min nyre. Vi skålede på det efter filmen igår. Sidste efterår føles så langt væk nu. Sidste efterår føles som et andet liv. Sidste efterår var et andet liv.

Jeg har været syg før, og jeg er blevet transplanteret een gang før, i 1994 (hvor jeg fik lever- og nyretransplantation). Men den gang var jeg kun 9 år, og kunne slet ikke værdsætte og nyde livet som jeg gør nu.
Jo, jeg tager det hele stadig for givet. Det kommer man til. Det er menneskeligt (jeg ønsker heller ikke at leve i en bobbel af frygt), men jeg har stadig mine øjeblikke, hvor det pludseligt går op for mig, hvad jeg kan idag, som jeg ikke kunne for halvandet år siden. For eksempel, noget så simpelt som at cykle over Langebro, uden at skulle stige af cyklen.
Hver gang jeg krydser den bro, føles det som en lille sejr indeni... Den var blevet min nemesis. Men nu er den en tegn på min styrke. Og at jeg faktisk kan alt det, jeg sætter mig for. Jeg er for stædig til at give op. Ingen skal fortælle mig, hvordan tingene står. Kun jeg bestemmer hvilken vej floden flyder.

Livet er skønt....

(Mig idag - et år efter :))

36 kommentarer:

Niels sagde ...

Ja, jeg kan kun sige stort tillykke, og ja, med dig i livet, er det endnu mere vidunderligt.

Leoparddrengen sagde ...

Til lykke til din nyre. Godt at høre den er skytte, ligesom jeg :)

Erna sagde ...

Tak dejlige Leo, omend jeg ville i sin tid have foretrukket, at den var krebs, eller det, der kommer før, så passer jeg bedst med skytter :)

Niels, tak for det :)

Cosmocph sagde ...

Det er vist én heldig nyre, der har fået dig doneret - du er FOR sej;-)

Erna sagde ...

Ih Cosmo, nu rødmer jeg... :)

Cosmocph sagde ...

Jeg har prøvet at sende dig en mail med dette link http://cosmocph.blogspot.com/2009/04/stille-flyder-tiden-ligesom-floden-don.html
men kan ikke finde ud af det der med outlook og den slags, jep jeg er over 40;-)
Jeg håber at du vil se igennem fingre med den dårlige stil, at henvise til egne indlæg på andres blogge... Jeg bilder mig ind at du vil synes om dette lille digt;-)

Erna sagde ...

Tak for digtet.. Det er nogen pudsige, men dejlige hverdagsbilleder.

Og det gør ikke noget, at du poster links til din blog. Der er meget få ting, jeg tager tungt, efterhånden.

Cosmocph sagde ...

Hey du er ved at blive ældre, he he:-)

Erna sagde ...

Kære Cosmo,

Godt nok er jeg en gammel mand, og godt nok var jeg ca. 50 år, da jeg blev født.

Men jeg kan love dig for, at jeg ikke har fyldt mere end 20 år, siden 2004.
Det er som om tiden går, jeg følger bare ikke med. :)

Cosmocph sagde ...

Det er vist en kvindeting, det der med at fryse alderen på et fordelagtigt tidspunkt;-)

Erna sagde ...

Hva' siger De?
Siger De, at jeg ikke kan gå for en 20 årig?

Faktisk er det noget jeg har arvet efter min far.
Han frøs sin alder, da jeg blev født. Var 24 til til han blev genuddannet.
Blev 27 da jeg flyttede hjemmefra, og blev slået ned med de 50, da han fik blodprop i hjertet sidste år.

Måske skal man bare følge med. Og gå tidligt i seng, hvis man skal op kl kolort dagen efter. Og huske de forbandede termoruder (!!)

Cosmocph sagde ...

Det er sgu´nok for sent for mig... Som du sikkert kan tyde ud fra min blog er jeg allerede "old at heart";-)

Erna sagde ...

Det er da meget fint. Så kan vi to gå hånd i hånd, som to gamle mænd.. og være gamle.

Se, det er en plan, der vil noget.

Cosmocph sagde ...

Så længe vi også husker de sjove shoppingture;-)

Forøvrigt kunne jeg ikke lade være med at smile da jeg læste et af de foregående indlæg, hvor du skriver;

"Vi har jo i Danmark længe troet, at trussen mod danskheden kom fra Mellemøsten, men det viser sig faktisk, at truslen slet ikke er fra Mellemøsten."

Ak ja, hvad hjertet er fuldt af...

Erna sagde ...

Jesus Christ... Jeg troede fandme, at jeg har rettet det....

Den trusse forfølger mig bare...
Men trussen kommer sikkert også fra vesten - ligesom al anden ondskab i denne verden...

Nu retter jeg trussen, og så taler vi ikke mere om den...

Cosmocph sagde ...

Hvis du får brug for hjælp med den lille sag, melder jeg mig gerne frivilligt... Sådan nogle trusser kan være afsindigt tunge... har jeg hørt:-)

Erna sagde ...

Jeg går kun ind for hofteholdere ...

Trussen er jo ond ;)

Cosmocph sagde ...

Med ondt skal ondt bekæmpes, og... hov vent... nævnte du noget med hofteholdere?

Erna sagde ...

Ja - hofteholder, enhver kvindes bedste ven... Hvordan skal man ellers holde strømper oppe?

Silkebånd er yderst upraktiske.

Cosmocph sagde ...

Nogle af de kvinder jeg har kendt, har holdt deres strømper oppe med elastikker - der var syet ind i det hvide bomuldsstof. Føtex længe leve;-)

Jeg har vist en del tide gove hva´ba`?

Erna sagde ...

Kvindeligheden døde i 70'erne sammen med strømpebuksen (omend den er god nok, når man vil kaste sig ud i noget kort) og den fodformede sko.

Derfor lever jeg i 50'erne. ;)

Cosmocph sagde ...

Ta´mig med... Ta mig med til Erna Lola;-)

Erna sagde ...

Er den sang ikke fra 70'erne?

Cosmocph sagde ...

Jo, og jeg var der:-)

Erna sagde ...

Hvor i Joanna eller i 70'erne? Sikkert begge steder. ;)

Cosmocph sagde ...

Jep, allerede dengang var jeg fremme i skoene, og sagde aldrig nej til et godt tilbud:-) Visse ting ændrer sig aldrig....

Erna sagde ...

Orv hvad mand...

Jeg er jo slet ikke sej nok til tid...

Cosmocph sagde ...

Tid er en (relativ) underlig størrelse:-)

Erna sagde ...

Og nu går jeg og drikker en stor kop kaffe, for jeg vrøvler igen...

Erna sagde ...

Og nu går jeg og drikker en stor kop kaffe, for jeg vrøvler igen...

Cosmocph sagde ...

Har du tænkt dig at drikke to kopper, eller var det en fejl at du sendte den dér i stereo?;-)

Erna sagde ...

Dét var ikke mig!
Men jeg holder mig til en kop, sålænge den er 0,33 som minimum.

Cosmocph sagde ...

Tag 0,66 og skriv de sidste cl på min regning.

De kender mig i baren, jeg har kørt på klods i mange år - de siger at jeg er god nok, da jeg skylder alle steder...

Erna sagde ...

0,66 lyder liige voldsomt nok for en lille pige... jeg mener en gammel mand som mig..

Jeg laver det jo bare herhjemme.. Jeg er så priviligeret, at jeg kan holde mig indedøre og slippe for kulden. (Jeg øver mig i at være trofækone).

Sommerherren sagde ...

Kære Erna

Jeg er bagud med bloglæsningen, men vil da gerne sige tillykke med fødselsdagen til din nyre. Og selvfølgelig et forsinket tillykke til dig for at have fået den.

Knus, Soher

P.S. Jeg er sikker på at kan blive en god trofækone. ;-)

Erna sagde ...

Kære Soher,

Tak for det, og det er ok, at du er bagud med bloglæsningen, du har jo travlt her op til jul :)


Kh E