I dag er det Ernas nye nyres fødselsdag....

(Billedet blev taget 4 timer efter, at jeg var kommet ud af operationsstuen. Nej, jeg er ikke af denne verden. Og jeg takker guderne for det, hver evig eneste dag!)

For præcis et år siden, lå jeg i sengen på Riget, vrøvlede, pga stezolid og samlede en vifte med Katten, mens jeg ventede på, at min faster skulle blive færdig, så jeg kunne komme ind på operationsbordet, og modtage hendes nyre.

I tre år var min gamle transplanterede nyre godt i gang med at blive kronisk afstødt, efter ca. 15 års trofast tjeneste.

Jeg havde klaret mig godt. Jeg havde i godt et halvt år narret, både min psyke, lægerne og alle andre omkring mig. "Det var jo slet ikke så slemt". Jeg havde det fint - mine daglige 2-3 timer lange lure var jo bare dovenskab". (Det er utroligt, hvad og hvor meget man kan bilde sig selv ind).

Selvom jeg vidste, at der ikke var så meget tid tilbage for den lille nyre, blev jeg ved med at håbe. Desværre kunne jeg en uge efter, at min sprogopgave var blevet afleveret konstatere, at noget var som det ikke burde være. Typisk mig, turde jeg ikke ringe til Riget, for jeg var bange for, at de vil tro, at jeg var hypokonder (WTF !?) - T ringede til dem, og forklarede, at jeg havde åndedrætsbesvær og uregelmæssig hjerterytme - som sagt total denial.

Jeg blev naturligvis hasteindlagt, og relativ hurtigt blev jeg mod min vilje tvunget i dialyse. Det efterfølgende halve år blev en tidslomme af afventning. Idag kan jeg ikke huske noget fra den tid. Det hele er simpelthen blokeret ud. Der er enkelte episoder som jeg kan huske.

- F.x da jeg i august fik et sammenbrud, fordi de først ville fortsætte med udredningen af min faster en gang i oktober. Der overvejede jeg, om jeg skulle sprænge hospitalet i luften, eller om jeg selv skulle springe ned fra det.

- En gang i begyndelsen af september, hvor jeg trodsede min sygdom og tog til Helsingør for at høre Bedsteveninde spille med sit band.

- Da jeg fik charmeret lægerne til at lade mig tage 5 dage til London, og derefter overbeviste dem om, at jeg sagtens kunne nøjes med 3x3 timer dialyse, i stedet for 4x3 timer.

- Da Katten og jeg opfandt "Toblerone-prøven". Og vi fnisende blev enige om, at det måtte da være synd for manden, der kunne passe ind 50 grams pakken.

- Da jeg, dagen efter min fødselsdag, og 10 dage før London-turen blev indlagt, og skulle skifte mit dialysekaterer, fordi det ikke sad rigtigt.

Hvor jeg stadig halvbedøvet skrålede: "Nu skal jeg synge om en meget mærkelig mand. Han døbtes Plante Pikhoved egentlig dog hvordan..." på gangen, ragede på portøren og fortalte ham, at han var lækker, og at jeg håbede, at han ikke ville anmelde mig for sexchikane, mens jeg blev kørt tilbage til min stue. Og hvor jeg efter 4 timer med smerter, og kun tilbud om panodil blev så vred, at jeg rejste mig op og ville hjem. Jeg kom dog aldrig hjem, for Katten og min mor holdt fast i mig og ville ikke give mig min BH, omend jeg råbte og skreg og græd: "Hvor er min BH? Giv mig min BH! Jeg vil hjem, jeg gider ikke være her mere. Men jeg kan jo ikke tage hjem uden min BH."

- Og naturligvis, da jeg med Ems tog på The Office og drak mig pikke-beruset i cocktails, 36 timer før selve operationen. Den gamle nyre skulle dræbes med maner, eller var der ingen pointe i at være til.

Et halvt år, hvis ikke mere er reduceret til dette. Jeg kan ikke huske mere end det. Jeg kan genkalde mig visse oplevelser, hvis folk fortæller mig om dem, men for mig er det hele en sløret masse af gråt. En tidslomme, hvor dagene kun blev delt op i dialyse - og ikkedialysedage.

Idag er det så 1 år siden, at jeg fik min nyre. Vi skålede på det efter filmen igår. Sidste efterår føles så langt væk nu. Sidste efterår føles som et andet liv. Sidste efterår var et andet liv.

Jeg har været syg før, og jeg er blevet transplanteret een gang før, i 1994 (hvor jeg fik lever- og nyretransplantation). Men den gang var jeg kun 9 år, og kunne slet ikke værdsætte og nyde livet som jeg gør nu.

Jo, jeg tager det hele stadig for givet. Det kommer man til. Det er menneskeligt (jeg ønsker heller ikke at leve i en bobbel af frygt), men jeg har stadig mine øjeblikke, hvor det pludseligt går op for mig, hvad jeg kan idag, som jeg ikke kunne for halvandet år siden. For eksempel, noget så simpelt som at cykle over Langebro, uden at skulle stige af cyklen.

Hver gang jeg krydser den bro, føles det som en lille sejr indeni... Den var blevet min nemesis. Men nu er den en tegn på min styrke. Og at jeg faktisk kan alt det, jeg sætter mig for. Jeg er for stædig til at give op. Ingen skal fortælle mig, hvordan tingene står. Kun jeg bestemmer hvilken vej floden flyder.

Livet er skønt....

(Mig idag - et år efter :))