Flapper, jazz n' godt selskab

Imorgen er planerne atter sat op omkring den efterhånden lille trio som består af "Companion in Crime", moi og den kære mand, som vi slæber med på vores udskejelser. (Jeg er dog ved at være ret godt overbevist om, at vi slæber ham frivilligt med.) 

Planen for imorgen er, at CiC og jeg mødes på Amager, fingerwave hår og duller os op til en rigtig jazzaften ude i byen.
Vi taler bobs, strømper med søm, cigaretter, lange tynde øjenvipper og cupids bow læber og naturligvis gin og dekadence i laaaage baner.
Det bliver spændende at se, hvad det bliver til. Men jeg melder naturligivs tilbage, når planerne er sat helt på plads.

Til da smider jeg lidt billeder som inspiration og for at sætte stemningen i det rette ger ;)

And now dance...on a top of a car ... just to show how decadente you are....

Katyusha

Det er hvad jeg mener med røde vanter og en hue med katteører på toppen...

Det handlede om fred og lykke... Børnene og ungdommen var fremtiden...Børnene hyldede lederen, og landet hyldede børnene...

Red Army Choir

Jeg ved, at diktatur er forkert - og USSR var et diktaturregime, der dræbte en masse uskyldige mennesker. Men grundet min fortid og barndom, og en morfar, der var medlem af partiet,  bliver jeg lidt lykkelig, når jeg som igår ser MGP semifinaler, der i år bliver holdt i Rusland, og de i deres pause vælger at vise et indslag med "Red Army Choir" og naturligvis "Kalinka". 

Der er to pointer med denne tekst. 

1. Disse russiske sange vækker lykkelig minder hos mig om sne og røde vanter og en hue med katteører på toppen. En varm sommer og min gule kjole med seler og min mormors smukke tulipaner og liljer. 

Mit hjerte knuger sig sammen, og jeg kan ikke andet end at smile og svælge i mine minder og følelser.

Det er syret, at man kan føle lykke og se skønheden i en gruppe stive gamle mænd. Men det kan jeg. Og jeg følger så meget lykke, at jeg får lyst til at hoppe - burst in to colors .

2. Diktatur er forkert, men en ting må man give dem - hvis man ved, at ens liv står på spil, så opbygger man perfektionisme og det medfører, at man bare kan sit shit til fingerspidserne... (samme tanke slog mig sidste år, da jeg så åbningen af OL i Kina - jeg kan virkelig ikke andet end at være imponeret, selvom jeg ved, at der bagved er en meget mørk og ubehagelig side).

Jeg er bare vokset op med glansbilledet og har aldrig set bagsiden.

Men det her er bare storslået! Og det kan man ikke komme udenom... Der er bare power og stolthed bagved - de tror fuldt og fast på det... som kun en kommunist kan gøre det!

Hvor modsætninger mødes (?)

Jeg ved godt, at det er frygteligt irriterende, at de ødelægger byen og begår hærværk, men gud hvor er jeg dog træt af denne normalisering, der er ved at ske i København og resten af Danmark. Hvorfor skal autonome smides ud af byen og kun burde feste på en mark (??) -var der vist en der nævnte i morges? 

Jeg troede ellers, at hele den demokratiske proces handlede om, at der var plads til alle, ligegyldigt hvor forskellige de er. Men det er bare ikke tilfældet mere. Vi tror vi ved bedre, klogere og mere fremme i skoene end andre lande, fordi vi "giver plads" til alle. Men gang på gang bliver det bevist, at selvfølgelig er der plads til alle i et demokratisk samfund, bare de ikke adskiller sig for meget ud af den grå mængde.

Alle der kender mig, ved at jeg elsker tegnefilm, og alle der kender mig rigtig godt, ved at jeg forguder "The Fairly OddParents", som er tegnefilmen om Timmy Turner og hans fe gudforældre. 

I et afsnit ønsker Timmy, at alle var ens, for han har ikke lyst til at adskille sig fra andre. 

Det medfører, at hele verden bliver grå og at alle menneskene bliver til øhh.. ender med at ligne...øhh... grå spøgelseslignende kondomer. Ingen kan kende hinanden mere og alle hedder "Grå" - Fantasien er væk og feerne begynder at springe i luften, fordi de ikke kan finde deres gudbørn mere - alle er ens. 

Denne tegnefilm er fantastisk god til at illustrere, hvad der vil ske hvis normaliseringen fortsætter. Ikke at vi bliver forvandlet til grå spøgelseslignende kondomer - men at det hele ville blive gråt og kedeligt...

Så sent som igår cyklede jeg mod "Det Hvide Lam" på kultorvet, for at høre jazz. To sætninger rungede i mit hoved.

"Hvad skal du dog på "Det Hvide Lam". Det er jo en rigtigt knejpe" og "Der kommer kun gamle tykke mænd, der ryger majspiber" . Det er jo et par lidt sjove kommentar. Ydermere fik jeg en sms - ved godt, at den var ment godt, men deri stod: "Det er en bodega, bare så du ikke overdresser" - dette var svar på en tidligere sms, hvori jeg skrev, at jeg ikke kunne komme før tiden, da jeg var ved at fingerwave mit hår til lejligheden. 

Et eller andet sted raser jeg på min cykel mod Amagerbro metrostation, for jeg synes efterhånden, at vi alle prøver at individualisere os og være os selv. Vi vil gerne være anderledes og individuelle - men kun sålænge vi hører under en gruppe. - Og guderne forbyde, hvis man krydsede grænsen mellem to grupper. (Jeg tager da smukt tøj på på en bodega og drikker endda Tuborg i mit smukke tøj, hvis jeg har lyst til det).

I påskeferien var jeg ude at spise morgenmad med en ven og snakken faldt på Amager. Da han lige var flyttet til byen fik han en lejlighed på Amager, han vidste ikke bedre, så han var glad og tilfreds... 

"Vi var på skiferie, for at fejre min nye CEO-stilling, da drengene spurgte mig, hvor jeg boede. Da jeg svarede Amager, blev der kun udvekslet blikke. Heldigvis for mig, var jeg sindssygt god til at stå på ski. Ellers var jeg røget godt ned i den sociale rang blandt dem."

Hvad er der galt med Amager?

Det er et af de få steder, der er tilbage, hvor der er plads til alle. Hvor du på den ene side af dig selv kan se en håndfuld gamle drankere og på den anden  den nye generation af yuppier. (Yuppierne er der stadig, de har bare forklædt sig selv idag). 

Amager er et sted, hvor der stadig er en håndfuld bodegaer tilbage. Hvor de skæve eksistenser stadig har plads. 

Der er smukke bygninger fra begyndelsen af d 20. århundrede. Der var en smuk havn med betoncharmen fra 30'erne - nu er det erstattet af et glasinspireret ghetto for de rige (Ikke fordi jeg ville sige nej tak til en af de lejligheder på Islands Brygge) - men come on, hvorfor skulle Siloen rives ned. Den gav Bryggen sådan en charme og var et fedt event-sted. Det passede bare ikke ind i resten af arkitekturen.

Jeg bor på Amager og jeg nyder det hvert sekund. Amager er som en tidslomme på så mange punkter. Der er stadig mange gamle butikker på Amager, som har eksisteret siden 90'erne og før. 

Når man cykler eller går igennem de små gader på Amager er det næsten som at rejse 20-30 år tilbage i tiden - Dengang Amager var en lorteø og dengang 5øren holdt koncerter hele sommeren. Jeg elsker det og jeg nyder det. Jeg elsker det spektre af muligheder og hele den modsætning af klasser og typer der er på Amager. Her er alt, hvad hjertet begærer. Strand, by land, metro, bus... Hvor mange andre kan prale af det?

Alligevel har folk en aversion over for øen.

Jeg bor overfor Marcells Bodega, og jeg har på vejen hjem fra byen set den ene taxa efter den anden stoppe op foran Marcells i de tidlige morgener, fordi slipseknuderne lige skulle ud og have en sidste øl. 

Amager er vel ligesom pølsemanden - alle, der går forbi den midt på dagen skæver og rynker på næsen af den, men efter en hed nat i byen står alle klasselag og spiser hos pølsemanden.

Jeg skal på "det hvide lam", og høre jazz og hvorfor er det lige, at jeg ikke må gøre mig lækker, bare fordi det er et bodega. Jeg er en pige, der elsker klasse og luksus, lækre klubber og dyre cocktails i lange baner. Men ligeså meget elsker jeg at sidde med de gamle tykke mænd, der ryger majspibe. Det er livsbekræftende og hvis der er nogen, der har spændende historier at berette, er det de gamle tykke mænd med majspiben. Jeg nyder deres selskab og al den visdom de indeholder - man lærer hele livet og det er ligegyldigt, om man gør det på et bodega eller på et universitet.

Igår blev Jon og M venner med Erik, mens de ventede på mig. Erik bliver 89 d. 30. maj. Erik er stamgæst på "Det Hvide lam" og han er ved at være lidt senildement, dog er han meget klar og velartikuleret. Erik inviterede os tre til hans fødselsdag. Erik kiggede på min lange hvide perlekæde og nikkede anerkendende "Det er jo en rigtigt Charlston perlekæde" sagde han. "Min mor havde en magen til. Da hun var ung og var ude at danse, svingede hun med den". Erik er 89 år gammel. Han var hverken tyk eller røg majspibe. Erik var et livsbekræftende fænomen og Erik fortalte mig, at det, der holdt ham ung var jazzen. 

Jeg er mig. Jeg er Erna. Jeg er Lola.. Jeg er tøsen og stodderen. Jeg er dukken og akademikersnobben. Jeg er prinsessen.

Jeg bliver liderlig af jazz og lykkelig af Diskofil.

Der er ikke noget galt i at elske Abba, svæve til Beethoven  eller svinge til "Hvor som helst" af Sukkerchock, som jeg gør nu, mens jeg skriver dette indlæg.

Europæisk melodi grandprix underholder mig hvert år. Klassikerne står og slås på min boghylde og alligevel ejer jeg "The Wild World of Russ Meyer" som læner sig op ad "Hellraiser" på den ene side og "Den Søde Kløe" på den anden. 

For mig handler det om at give slip og nyder det, der gør mig lykkelig og så er det ligegyldigt om andre mennesker synes, at det er modstridende. 

Min individualiseringsprocess har aldrig være bevidst. Tvært imod har jeg kun bevidst prøvet at passe ind i forskellige grupper og passe mig selv ind under normen. Men jeg blev ulykkelig af det. Jeg stoppede og fandt mig selv.

For visse over the top og måske falsk. For andre pinlig og barnlig... 

For mig selv.... perfekt! 

For at runde af - "Jeg tænder nonstop - du mit sukker chock"

Og lige for at understrege:

Første onsdag i maj kl. 12 - 3. del

Næste morgen pakkede vi de mest nødvendige ting, og tog ud til min faster i indre Banjaluka. Jeg overhørte mine forældre snakke om, at der var tre soldater, som prøvede at bryde ind i vores hjem, og min far turde ikke at risikere noget. En eller anden spurgte ham: "Jamen hvad så hvis de tager jeres ting" og jeg kunne høre min far oprevet svare "Fuck tingene, jeg er ligeglad. De må tage alt hvad de vil, bare hovedet er i godt behold. Jeg tør ikke risikere, at vi ender med at sidde fast her og ikke kan komme hverken frem eller tilbage". 

Den ukendte svarede "Vi har jo mobiliseret nabovagt. Du burde være med i stedet for at flygte som en kujon". Nu blev min far arrig og råbte og skreg og bandede. De bandeord kan end ikke forklares på dansk, og slet ikke oversætte. 

Derefter fortsatte han - "hvad har i mobiliseret jer med? En pistol fra 2. verdens krig og tre jagtbøsser? Og så en håndfuld tandstikker? - De har hele JNA's militære styrke... og i har ti unge mænd, der er villige til miste  hovedet for lidt stolthed?"

"Ved vor mors grav, hvis du forlader huset nu, så vil jeg ikke være din bror mere" hørte jeg den fremmede stemme true.. Min far svarede blot, at han ikke skulle bruge deres mor i sådanne situationer, da det var forkert, og at min far havde en familie han skulle tage sig af - deri lå hans stolthed, og hvis han derfor blev anset som en kujon.. jamen så måtte han være det. 

- Min farbror døde 30.09.1995 - på min 11 års fødselsdag - ca 10 dage før Dayton aftalen blev underskrevet og freden i Bosnien-Hercegovina blev officiel. Han kæmpede og døde for landet og stolheden. 

Sidste gang jeg besøgte hans grav, var græsset så højt, at man næsten ikke kunne komme til. 

Det var hvad alle de unge mænd kæmpede og døde for... et gravsted som ingen tager sig af....

Vi tog ud til min faster og jeg syntes det var skønt. Jeg var et sorgløst barn og var kun glad for, at jeg kunne bo sammen med min kusine, og så i en lejlighed - (vi boede i hus i Bosnien og jeg havde to ønsker som lille: 1. af flyve i flyvemaskine og 2. at bo i lejlighed). 

Jeg tror, at skoleåret var slut, for jeg kan ikke huske, at jeg gik der mere. Men min mor tvang mig til at terpe hver dag. Jeg skulle lære at regne udenad til 20. Det var hårdt, og jeg ville heller lege udenfor, for hos min faster var der sat en hvid rampe op, hvor min kusine og jeg plejede at lave akrobatik. 

Først skulle jeg lære at regne, og derefter skulle jeg læse højt for min mor, så jeg kunne øve mig. En historie på kyrillisk og en på latin - for vi brugte begge alfabeter dengang. Jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet. 

Om eftermiddagen, når vi havde spist og solen stadig bagte, fik Aida og jeg lov til at gå ud og lege. Vi hang på rampen og legede cirkus. Aida var altid bedre end jeg, da hun var en drengepige - jeg legede cirkusprinsesse eller balletdanserinde, så jeg gik på tær og hun lavede kolbøtter.  

Solen stegte og flere ældre damer var gået forbi os, og skældte lidt ud på os, for tænk hvis vi faldt - og burde ikke sådanne to små piger sove til middag nu? Jeg sagde bare, at jeg ihvertfald ikke var en lille pige, og jeg sov ikke til middag mere, det gjorde kun min lillesøster. Aida sagde, at hun også ønskede sig en lillebror. Damerne rystede som regel på hovedet og gik deres vej.

En af dagene, midt i vores leg begyndte en luftalarm at hyle en dag. Der var menneskeforladt og jeg fik igen den samme følelse inden i. Som om jeg var ved at gøre noget forkert og forbudt. Vi stod egentlig bare og kiggede lidt på hinanden og ventede - vi var meget spændte. Pludselig kom min faster ned og hev os indenfor, vi løb hurtig ned i kælderen og blev der til luftalarmen var færdig med at hyle. Jeg synes, at det var så spændende og Aida og jeg talte længe om, hvor mon bomberne ville ramme, og hvad der ville ske, og tænk hvis dit hus blev ramt Erna, og alt dit legetøj blev ødelagt - sagde Aida. 

Jeg kan huske, at jeg blev så sur, for hvorfor skulle mit hus blive ramt? Vi havde ikke gjort noget galt.

Det viste sig at angrebet var beregnet til byen ved siden af. 

Vi boede hos min faster i to uger, men indså, at det ikke førte nogen vegne. Det var for farligt, usikkert og min livsvigtige medicin var ved at blive brugt op. Vi måtte ikke få mere af den, da vi var muslimer og var ikke berretiget. Min far arrangerede med nogle af vores mere velstående græskortodokse venner en transport ud af byen og ud af Bosnien for os. 

Glædelig Stor Badedag

Som de fleste af mine læsere efterhånden ved, så er jeg langt fra dansk, til trods for mit meget danske fornavn, danske studie, danske pas og danske kæreste. Jeg er vel bekvemlighedsdansker, lidt ligesom mange muslimer idag også er bekvemlighedsmuslimer. Jeg har det danske pas og statsborgerskab, fordi det er nemmere at rejse. Jeg har den danske kæreste, fordi danskere er nemmere at håndtere (fnis) og mit danske navn... tja det var nu mest en tilfældighed. Vi kendte knap nok til Danmark, dengang jeg blev navngivet og min far troede sådan set, at det var et jødisk navn. Jeg har boet i Danmark i 16 år efterhånden. Faktisk har jeg boet mere i Danmark end i Bosnien,  men stadig idag føler jeg mig ikke dansk. Ikke fordi jeg føler mig særlig bosnisk. Men jeg kan heller ikke få mig selv til at omtale mig selv som dansker. Hvis jeg er noget, og hvis jeg hører til et sted, må det være København(er). Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at det idag er stor bededag. Jeg aner faktisk stadig ikke, hvad det lige præcis indebærer, når det er stor bededag, bortset fra, at man spiser hveder og hygger med stearinlys. Jeg tror dog, at hele historien bagved er noget mere religiøs end hygge og mad.  Første gang jeg hørte om stor bededag var jeg ikke så gammel. Nok omkring de 10-11 år, og jeg forstod det som værende "stor badedag" - altså en dag hvor alle kollektivt gik i bad. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, og hvordan man kollektivt skulle i bad... men til mit forsvar, så er der faktisk en helligdag på Balkan som hedder "Djurdjevdan" (Djurdjes dag). Det er d. 6 maj, og er en helligdag for de græskortodokse kristne på Balkan. Den dag står man tidligt op og vasker ansigtet i dug, så man er frisk og smuk til den næste Djurdjevdan.  Min morfar fortalte mig idag, at man også kan gøre det på en anden måde, hvor man går til kilden ( På Balkan er der mange naturlige kilder og floder) dagen før og tager vandet med hjem. I en skål kommer man vandet fra kilden sammen med blomster (såvidt jeg husker jasminblomster), bestemte urter og et rødt æg man har gemt fra påsken (dernede farver man æg til påske i forskellige farver, og påsken er en uges tid efter i forhold til den katolske kalender). Om morgenen d. 6 maj vasker man sig i vandet, så man er skarp (klar) som vandet fra kilden, duftende som blomsterne og rød som ægget (underforstået har røde kinder). Selvom Djurdjevdan i princippet er en græskortodoks helligdag og tradition, så var det noget både muslimer, katolikker og græskortodokse praktiserede. Så vidt jeg husker er der også en flod i Makedonien(?), hvor man smider en masse blomster ned i og bader.  Jeg har kun prøvet at vaske mig i dug tidligt om morgenen. I år glemte jeg det og det ærger mig så meget. For det er sådan en smuk tradition.... Når man kender til denne historie er det vel ikke så mærkeligt, at end til for et par år siden troede, at stor bededag faktisk var stor badedag. :) 

Første onsdag i maj kl. 12 - 2. del

6. april 1992, begyndte krigen i Bosnien-Hervegovina. Sarajevo var omringet og hele Bosniens styrke var sat i beredskab - for hvis Sarajevo faldt, ville hele Bosnien falde. 

Over i nordvest Bosnien - i byen Banjaluka, var jeg bare sur over, at der var kommet et nyt barn til familien og tog al opmærksomheden fra mig. Min søster var blevet født og jeg... jeg var ambivalent over for hende og hendes fødsel. 

Jeg var glad for, at hun smilede til mig, mens sygeplejersken holdt hende oppe. Men jeg var absolut ikke glad for, at alle de mennesker, der kom for at besøge os, kom for at se Emina og ikke mig. 

Jeg havde været enebarn i 7 år, og ville gerne have fortsat med det, for jeg elskede, at alting skulle dreje sig om mig. Jeg var yndlingen, jeg var det ældste barnebarn og niece og så var jeg pige. Jeg var nuttet, syg og et overintelligent barn - blev der sagt. Der skulle ikke komme en eller anden skaldet grim baby, og tage den titel  fra mig. Jeg var den alle elskede...

Det forår husker jeg som meget varmt og tørt. Solen skinnede stort set hverdag. Og jeg var ved at afslutte 1. klasse. 

En dag mødte vi tidligt om morgenen og vores klasselære stod ved kateteret. Hun kiggede på os, og spurgte om vi kunne se noget anderledes ved klassen. 

Vi kiggede rundt, men kunne ikke se noget. Så pegede min læreinden op over tavlen. Og der stod det - en top kvadrat - farven var stærkere, der hvor billedet af ham havde været. Nu var det bare en gul kvadrat omkranset af en falmende gul vægmaling. 

De havde taget Titos billede væk. Vi skulle ikke være pionerer og drømmen om  fremtiden og sammenholdet var falmet - ligesom klasseværelsets farve de steder, hvor billedet ikke havde bevaret det. 

Jeg husker, at vinduerne til klasseværelset var åbne og jeg kiggede ud. Græsset udenfor var afsvedet og jeg blev helt ør i hovedet. Hvad betød det så - at vi ikke kunne lide Tito mere? Men han var jo manden, som slog tyskerne ihjel, og som hjalp de små piger ind i en fremtid, hvor vi kunne blve rigtige kvinder og kunne tjene vores land. Men hvis Tito ikke var der mere, betød det så, at landet også var forsvundet? 

Jeg holdt mig i skindet og prøvede at være modig hele dagen - det gjorde rigtige pionerer . Jeg bed mig selv i læben flere gange i løbet af timerne den dag, og jeg fik endda en lavere karakter for noget oplæsning i timen, for jeg kunne ikke tænke på andet, end det billede som ikke var der mere. Til da havde jeg kun fået 5-talller - (som er den højeste karakter) - den dag fik jeg 3. Heldigvis var det den sidste time, og kuet af min dårlige præstation og billedet, som var væk - gik jeg med min lyserøde Barbie-skoletake i hånden og græd. 

Jeg var i mine egne tanker, og anede slet ikke, at jeg havde været længe om at komme hjem. Jeg blev mødt af min far på cyklen halvvejs hjemme, og han spurgte hvad der var galt. "De har fjernet Tito fra skolen" fortalte jeg ham hulkende og med øjne fyldte med tårer." 

Han kiggede på mig kun - jeg kan ikke huske hvad han sagde. Han trøstede mig, satte mig foran sig på cyklen og vi cyklede sammen hjem. 

Derhjemme havde han en overraskelse - en budding... Til mig.... Det hjalp på det, men jeg var stadig utrøstelig. (I 92 var budding et sjældent syn. Der var allerede kommet restrektioner og luksusvarer som cigaretter, is, kaffe, mælkeprodukter og slev brød til tider, var svære at få fat på). Min far arbejdede dog på byens mejeri som tekniker, og han fik sig byttet til en budding til mig. 

Hen ved skoleårets afslutning, blev der ved med at køre flere og flere serbiske soldater forbi vores hus. Et par kilometer væk fra os var der en kaserne, og de samlede sig åbenbart der. 

Al færden efter mørkets frembrud var forbudt og det var for længst blevet en del af vores hverdag. 

Vi havde et par naboer længere oppe ad vejen, som havde et sommerkøkken med et brændekomfur, så vi tog tit ud til dem hen mod aftenen, for at bage brød og lave noget mad, da vi selv kun havde et elkomfur. 

En aften hyggede vi og uden, at vi opdagede det var natten kommet og det var blevet mørkt. 

Vi sad der længe, jeg kan huske, at nabokonen havde bagt et majsbrød, og selvom jeg som lille aldrig ville spise noget, så spiste jeg den dag - Jeg blev ved med at tage og jeg kan huske min mor smilede tilfreds (for mine spisevaner var altid hendes største problem) "ja sultne munde vælger og vrager ikke". Jeg kiggede på hende med munden fuld af majsbrød og mumlede et eller andet - men jeg kan huske, at jeg var ved at blive kvalt, da jeg havde proppet mig.

Da vi skulle hjem var det blevet meget sent. Min mor holdt min søster i armene, og far bar mig på skulderne, og selvom vi kun skulle gå knap 300 meter, så var jeg så spændt. Der var helt stille på gaden, men man kunne høre latter og snak i haverne, og se skygger bevæge sig bag gardinerne. Stadig idag får jeg denne følelse af spænding, når jeg går rundt en varm sommernat alene på gaden, eller andre menneskeforladte steder - en følelse af, at jeg gør noget forbudt, men ikke kan lade være, for det er alt for spændende. 

Vi kom hjem uskadte, selvom det føltes som om vi havde gået i flere timer. Jeg fik et bad og blev lagt til at sove.