Leoparddrengen vender tilbage...

I et par måneder har jeg fulgt med på bloggen: "Leoparddrengen vender tilbage", og har længe ønsket at oplevet dette fænomen i form af en mand, der iført stramtsiddende leopardtøj, danser på Amigo.

Efter et godt stykke tid, nossede jeg mig selv sammen til at overveje, at dukke op på Amigo uset, og blot betragte dette fænomen af et mennesker, for i min verden var han blevet til det ultimative.

Sidste weekend, befandt jeg mig pludselig på Studiestræde og i en dejligt beruset tilstand, prøvede at finde Cozy.

Det kom som en åbenbaring... Der, på et skilt, som for mig mest af alt lignede af guld. Et skilt, der i mine øjne lyste af uforklarligt skær, stod der med store sorte bogstaver "AMIGO". Jeg lokkede Katten ind i noget der mindede om en baggård, for som jeg forklarede hende: "Jeg tror, at det er her Leoparddrengen plejer at hænge ud, det kan jo være at han er der, og vi kan se ham danse".

Katten var mildere skeptisk. Det så lidt snusket ud, og mindede mest af alt om en opgang. - Det var faktisk en opgang.

Jeg gik først op af trappen, og så ned igen. For det var nu lidt mærkeligt, selv for mig. På vejen ned så jeg et A4 størrelse skilt, hvor der stod: "GAY GAY GAY; only tonight for men" - men frk. Ahmetspahic tænker - "det må da være en fejl. Jeg ved, for Leoparddrengen har skrevet i sin blog, at Amigo er både for kvinder og mænd"

Jeg gik op af trappen igen, men bliver standset af en mand, der siger, at dette sted altså er kun for mænd. Så overbevist som jeg er, prøver jeg at forklare ham, at jeg har hørt, at dette sted både er åbent for kvinder og mænd.

Efter et par minutters hakken frem og tilbage opgiver jeg, og hopper ned ad trappen. Går ind på Cozy, og fortæller mit homoseksuelle selskab, der endelig er ankommet, at jeg simpelthen ikke kunne forstår, hvorfor jeg ikke kunne komme ind på Amigo.

Mit homoseksuelle selskab griner med hovedrysten og spørger: "Taler du om Amigo på Studiestræde, altså Amigo Sauna?"

Erna: "Øh, det ved jeg ikke. Leoparddrengen snakker hele tiden om Amigo, og god musik."

Mit homoseksuele selskab: "Haha du tænker på Amigo Bar, på Frederiksberg. Amigo på Studiestræde er Amigo Sauna"

Erna: "Hvad er forskellen?"

Mit homoseksuelle selskab: "Jo ser du, Amigo Sauna er et sted, hvor bøsser kan betale 100 kr, får udleveret et håndklæde, hvorpå lyset bliver slukket, og så går de ellers igang."

Erna: "Aha... som en form for darkroom?"

Mit homoseksuelle selskab: "Ja, darkroom for bøsser"

Erna: "Men jeg kan jo godt lide darkroom"

Mit homoseksuelle selskab: "Hvor er du genial Erna.."

Erna: "Kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte komme ind".

Efter en grundig samtale med Leoparddrengen, og op til flere kraklinks, fandt jeg sammen med min Companion In Crime frem til Amigo Bar (!!), på Gl. Kongevej, i lørdags.

Selvom Leoparddrengen havde annonceret sin ankomst ved 2 tiden, var vi der allerede lidt efter 00.

Vi kommer ind. Et af gammelt røg ildelugtende, mørkt lokale, fem mænd i baren og to bagved kommer os i møde. Min første tanke: "Åh nej, hvad har du nu rodet jer ind i søde, lille Erna?" - Companion in crime er total klar, og efter et par udvekslede blikke finder vi et bord.

Jeg skulle til at sætte mig på en stol, med ryggen til baren, men en pludselig væltet barstol og to mænd på gulvet overbeviser mig om, at det nok er smartest, at jeg sætter mig ved siden af companion in crime med ryggen mod muren og øjnene godt fæstnet mod eventuelle flyvende mænd og barstole.

Tiden flyver, til trods for et fantastisk selskab, uendeligt langsomt. Der bliver røget og drukket, snakket og grinet. Companion In Crime, skal bl.a redes fra en farlig middelaldrende mand og ven. Lebben Lola træder frem, og forklarer, at tøsen altså er hendes i nat, og mænd ikke er velkomne.

Et par dårlige undskyldninger, et par drinks og et par historier senere, er de væk og pladserne er atter kun optaget af Companion In Crime og andet godt selskab.

Halvdelen af Amigos gæster, der sidder omkring os, venter med stor spænding på nattens helt. Manden som jeg har sat på en absolut piedestal.

Jeg gruer for, at fænomenet ikke kan leve op til mine livlige fantasier. Endnu værre jeg gruer for, at han slet ikke dukker op.

Hver gang døren går op, håber jeg, at det er ham, men hver gang er det en skuffelse. Ingen mand iført leopardtøj.

Pludselig, som fra en tåge er han der, som om han har sneget sig ind, uden at blive opdaget, allerede dansende - solo i sin egen verden. Jeg kigger og beundrer. Resten af selskabet er solgt - jeg var det allerede, nu har jeg blot kvitteret.

Companion In Crime og jeg løber op, fordi jeg ikke tør gøre det alene. Vi løber og siger hej. En måske lidt overvældet eller retter overrasket Leoparddreng hilser på os, ved ikke, hvad han skal sige, men rækker mig hånden - "åh gud tænker jeg", selv hans hænder er iført et par leopardhandsker. Fantastisk...Fabelagtigt - gift dig med mig du forunderlige mand...

En dans begynder og forvandler sig til flere. Natten er skøn og våd. Før jeg ved af det er klokken knap fem, regnet er stilnet af, og jeg er på vej hjem med Companion In Crime. Fuglene synger og tågen er ved at lette.

Jeg er høj, og på vej mod Rådhuspladsen. Jeg er høj på oplevelser og fantastisk dans.

Leoparddrengen har fyldt mit hoved og sind, og forløst mig i en ekstase af lykke, der spreder sig som varme igennem min krop. :)

De første tegn på alderdom

Da jeg var 15 var mit højeste ønske en piercing i tungen. Da jeg gik til min mor med forslaget, fik jeg at vide, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville med min krop, når jeg blev 18. Men sålænge jeg var under 18, tilhørte jeg i bund og grund hende, og hun bestemte.

Da jeg blev 18, fortalte jeg min mor, at nu skulle jeg have piercing i tungen, hun kiggede på mig og fortalte mig, at sålænge jeg boede under hendes tag, var det hendes regler jeg skulle følge. Eftersom min mor til tider kan forvandle sig til et rødhåret monster (lidt a la mig), valgte jeg at følge hendes lov. Min far blandede sig pænt udenom.

På vej mod de 19 og en veloverstået studentereksamen, så jeg i Kroatien en lille, lidt skummel butik, hvor de lavede piercinger. Jeg tog mod til mig, og på vej fra en cembalokoncert, gik jeg derind og satte mig i stolen. De hverken brugte handsker eller sprit. De var tre gutter, ingen af dem kunne hverken kroatisk, engelsk, tysk, eller andet der kunne minde om de tre sprog. Så min tunge blev hevet ud, sprøjtet med noget mærkeligt væske, og ellers gik det stærkt. Før jeg vidste af det, var jeg den stolte ejer af en tungepiercing.

Jeg gik lykkelig og stolt over mig selv hjem til hotellet. Da mine forældre kom tilbage, spurgte de til koncerten, jeg fortalte, at den var fantastisk, og at jeg endelig havde købt min studentergave. Min mor ville lige vide, hvad det var, da jeg rakte tungen ud, røg hun bogstaveligt bagover, heldigvis var der en lænestol bag hende. Min far kom ind, fordi han hørte påstyr, og da han så hvad jeg havde gjort, åbnede han blot sin øl og uden ord satte sig på altanen. (Siden den dag, har jeg ifølge ham haft skidt i munden).

Siden da er det blevet til en del piercinger, diverse steder på min kroppen. Men idag, godt på vej mod de 25, går det op for mig, at den eneste piercing jeg idag har tilbage er den i tungen. Alle de andre piercinger er taget ud, og den sidste tog jeg frivilligt selv ud for et par måneder siden, fordi jeg ikke syntes, at den klædte mig mere. De fleste har ikke lagt mærke til, at den er væk, men idag gik det op for mig, at det vel er de første tegn mo alderdom og modenhed. Mon ikke jeg skal have brugt de gavekort jeg har samlet i årenes løb, og får mig et par mere diskrete piercinger.

Uden labret

Med Labret

Emina ... min Emina del 2.

En gang sidste år skrev jeg et indlæg om digtet "Emina", som er skrevet a Aleksa Santic, og oversatte det til dansk, da jeg finder digtet utrolig smukt.

En dukkes fortælling: Emina ... min Emina

Idag kiggede jeg i mine gamle indlæg, og faldt over en overset kommentar til dette indlæg, og nogle meget gode rettelser, som ville gøre digtet meget mere harmonisk .

Jeg ville derfor takke den anonyme engel, der underskriver sig GP, som hjalp mig på vej i min færden af de bosniske digte jeg ønsker, at oversætte til dansk, ved at udgive et indlæg med digtet, hvori hans hjælpsomme kommentar er inkluderet.

Tusind tak for hjælpen

Emina

I aftes, på vej tilbage, fra den varme kro,

Gik jeg forbi haven af den gamle imam;

Og der i haven, i skyggen af jasminer, 

med kanden i hånden stod Emina.

Så ydmyg hun er! Ved alt der' mig helligt,

Hun vil end ikke skamme sig, selv hos sultanen!

Og når hun går og sine skulde bevæger...

End Imamens amulet ville ikke hjælpe mig mere!...

Jeg kaldte hende en hilsen. Ved alt der'  mig helligt,

Ville end ikke lytte, den smukke Emina,

Med sølvkanden i hånden, greb hun noget vand

og i haven gik hun, blomsterne at vande;

Fra grenen et vindpust fløj ned af hendes ydmyg bryst

Optrævlede hendes tykke fletninger,

Håret begynde at dufte som blå syrener,

Og jeg blev omtumlet i hovedet!

Jeg troede jeg skulle dåne, ved alt der' mig helligt,

Men til mig kom aldrig smukke Emina

Hun så blot på mig, med et mørkt blik

Hun tog sig ej af, at jeg efter hende dør.

Desuden tager jeg mig den frihed, at gengive en del af den originale kommentar, da det tilføjer information - som selv jeg ikke kendte ti.

"Hvorfor har du ikke omkvædet med i oversættelsen? Som i en dansk middelaldervise eller en græsk tragedie, er det hér, koret
fortæller rammen for handlingen.

"Ajsik, ajsa
konja jase subasa"

Aysik ved jeg ikke sikkert hvad betyder. Gør du? Kunne være fra tyrkisk "ay" = "måne". Aysha betyder "i fred, velbeholdent, etc." En "subasi" er overhovedet for en vilayet - en borgmester. Javas er tyrkist "langsomt". Så altså:

"I måneskin, fredeligt, til hest, red borgmesteren langsomt"

Eller noget i den stil. Det slår altså digtets handling og sted an."

Min sofa

Jeg havde en gang en sofa. Den havde min kæreste valgt. Den var så grim, og jeg må have været meget forelsket, eller havde haft en midlertidig hjerneblødning, da jeg sagde ja til den. (Jeg tror på det sidste)

I mange, mange år kæmpede jeg for at få en ny sofa, men det måtte jeg ikke, fordi min kæreste var dum. 

En dag kom min far hjem og fortalte, at nu syntes han, at vores gamle sofa var så grim, at han gerne ville forære mig en ny, fordi han syntes, at det var så synd for mig.

D. 23.12.08 fik jeg min nye sofa, og hvor var den dog fin, og hvor jeg dog elskede den.

Nu har jeg haft den i flere måneder, og jeg elsker den stadig. 

Den er blevet min bedste ven, og jeg ville bytte Troels til fordel for min fine sofa.

Hurra for min nye sofa :)

En ægte Lommer

For et par år siden, eller er det 5 efterhånden, ringede T til mig og fortalte, at han var til en Lommer fernisering. Jeg vidste ikke hvem Lommer var, men efter lidt research, og efter at min tilsyneladende yndlingsprogram, Go' morgen Danmark sendte et indslag om ham, fandt jeg ud af, at han var en af dem, der stod for side 9 pige, før hun blev opdateret til foto of farver. 

Det har siden vist sig, at det var en enestående udstilling. Hans billeder var altid udstillet før, og så vidt jeg ved heller ikke siden.

Vi fik fat i et af dem - Lommer 200 - Hvor pigen leger kaptajn og en lille dreng står ved siden af og ser lidt utilfreds ud. 

Det er tegnet i sort tus, og linjen er formidabel.

 

Lommer #200

Her kan man virkelig se hans streg, fejlene og rettelserne 

Detlje

I

Blod og guld - på én gang. 
Som et skud uden varsel, regn  
fra en skyfri himmel. 
Kun i et øjeblik, duften af ambrosia. 
I vandpytterne frøernes sang. 
Stilhed kommer nærmere 
de flettede slottes bjerge. 
I Solskin er al fattigdom forklædt. 
Dog er himlens herskab  
kommet til Jorden. 

Nattens tårer

Den gamle by, hver vej

forekommer mere ukendt.

Genkendelige gader

svinder oftere inde i mig.

Mens tiden går udenom, længes jeg

efter at omfavne dagen i min

hånd.

Min nats tårer,

tomme skridt høres på fortovet...

Mine gader er tabt i

interheden.