Noget om måger og ironi. Eller er det noget om ironi og racisme?

Jeg er jo fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer og hvad man nu ellers kalder dem med en anden etnisk baggrund end dansk, og med en anden trosretning end kristen. (Nu er jeg jo ikke religiøs, men jeg vil ikke ødelægge mit ellers så fantastiske indlæg med detaljer.)

Anyways. Jeg er en af dem, der kommer og tager danskernes kvin... jeg mener mænd, uddannelse, kontanthjælp og arbejde.
Ja, jeg er jo en af dem. Desværre er jeg bare en af de der kedelige "dem".
Jeg arbejder hårdt, for at klare mig i det danske samfund. Og både mine forældre og jeg gjorde vores bedste for at integrere os i det, der skulle blive vores hjemland.
Idag knokler jeg min røv (mere eller mindre) i laser, for at blive færdig med min uddannelse, trods en kronisk sygdom og en nyre, der nyde at tage mig hårdt bagi med jævne mellemrum, kun fordi den vel synes det er sjovt.

Jeg satser på at få et job, hvor jeg kan bidrage til den danske kultur og historie, når jeg engang er færdig med min uddannelse.
Jeg læser om kulturhistorien og samfundshistorien, fordi jeg godt kan lide Danmark, og det danske.
Jeg interesserer mig for den danske mentalitet, fordi jeg både synes, det er vigtigt at kende det sted man lever, men også fordi jeg synes, at Danmark er et utrolig farverigt og spændende land, som alt for ofte bliver undervurderet af sine egne borgere.
Politik går jeg så ikke så meget op i pt, men mest fordi det er svært at tage et cirkus seriøst.

Jeg gør mit bedste for at integrere mig, at forstå den danske kultur, mentalitet, humor og ikke mindst ironi og sarkasme, som danskerne af en eller anden årsag har taget patent på.

Og det er faktisk det, jeg gerne vil tale om. Det der sarkasme og ironi.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke forstår det hver gang. Faktisk langt fra hver gang. Jeg misser de små nuancer, og så kan jeg egentlig ikke se det sjove i, at man siger noget man alligevel ikke mener.

Heldigvis kan jeg da grine af mig selv, og tager det ikke så tungt, hver gang, hvis jeg misser pointen. Men nogen gange så går pointen for alvor over mit hoved. Jeg kan ikke se det sjove i det, og kan ikke kvæle den lille nagende følelse af, at det slet, slet ikke er sjovt og ironisk, men at det rent faktisk er dødelig alvor, der bare bliver dækket af at: "danskere bare er så gode til ironi, og kan ikke gøre for, at i andre ikke-danskere ikke forstår det." 

Jeg har mange gange studset over dette fænomen, der florerer i den danske kultur. Men det, der for alvor fik mig til at stoppe op foran fjernsynet, er Scandlines aller-nyeste reklame, den med de to måger.

Den første de viste, fik mig til at standse op, studse og så ignorere det, da jeg jo ikke er deres målgruppe. Men den nyeste, hvor Kaj siger til den polske måge, Piotr; hvis den ikke kan tale sproget ordentligt, så må den jo skride ud af landet igen, rystede mig.

Er det bare mig, eller tager Scandlines sig lige lovlig store friheder, om hvordan man kan tillade sig at tale til måger (læs: mennesker), der søger til Danmark, men ikke kan udtale "rød grød med fløde" flydende?

En ting ville jo være, hvis Danmark var et åbent land, hvor alle kulturer og samfundslag var velkomne, men en anden ting er, at lave denne reklame, nu hvor den danske situation decideret er betændt og på vej mod koldbrand.
Hvor vi sender flygtninge hjem til krigshærgede lande og gå mod resten af Europa og verden, der åbner grænser, med det nye påfund; forøget grænsekontrol.

Måske er det bare mig, der er en sart indvandre. Der mener, at jeg har ret til særbehandling, fordi jeg er... Øh...menneske.
Men jeg synes nu bare ikke, at jeg falder under kategorien "sart indvandre".
Tværtimod ser jeg mig selv om noget, så velintegreret, og hvis mit danske pas, danske sprog og danske kæreste ikke kan bekræfte dette. Så kan det faktum, at jeg er BA i Dansk.

Men hvad ved jeg, jeg er jo bare en fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer, og hvad man nu ellers kalder os med en anden etnisk baggrund, end dansk, og med en anden trosretning end kristen.