28.1.10

Lola in the Zombieland

Imellem sammenbrud over Prednisolonkinder, tanker om burka som eneste mulige beklædningsgenstand de næste 5 måneder, et grineflip midt på afdelingens gang så stor, at jeg var nødt til at sætte mig på hug, over erkendelsen af, at jeg nu hermed er sindssyg og har fået mit meltdown, fik jeg igår set "Zombieland".

Normalt er jeg ikke så meget til zombiefilm. Jo jeg elsker dem, men jeg tør ikke se dem. Jeg bliver simpelthen for bange. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men jeg ser faktisk zombier lidt som en plausibel trussel - (især med de nyere generationer af zombiefilm, hvor det som regel er en virus, der er skyld i "sygdommen").

Da jeg så "Dawn of the Dead" i 2004, skulle jeg dagen efter med bil til Kroatien med mine forældre. Vi overnattede på en B&B, et eller andet sted i Slovenien. Hele natten vågnede jeg, og troede, at den lille nabopige med blod ud af munden og ned ad natkjolen, fra filmen, stod ved fodenden og gabte af mig.
Det resulterede i, at jeg smed min far ud af dobbeltsengen og krøb op til min mor.

REC blev jeg også overtalt til at se, og jeg fortryder det stadig den dag idag. Hen mod slutningen af filmen, fangede jeg mig selv i at sidde og pulsere løs uden hænder, for dem brugte jeg til at holde mig selv for ørerne med. Og ende hele seancen med at hoppe og skrige så højt, at resten af selskabet blev bange.

Jeg har mareridt flere dage i træk efter sådan en film, og overvejer inden jeg falder i søvn, hvad der ville være nemmest og smartest; At barikere sig. At flygte, men hvor? At ende lidelsen selv, eller bare at overgive sig. Som regel ender jeg med ikke at kunne overskue at skulle tage stilling til det.
Og så er der alle de andre tanker, der flyver igennem hovedet; hvor-længe-bliver-de-ved?-På-et-tidspunkt-må-de-vel-dø.-Men-de-er-vel-døde-i-forvejen,-men-ikke,-hivs-det-er-en-virus,-der-gør-mennesker-aggressive-og-upålidelige-og-spiser-andre-mennesker.-For-hvis-man-skyder-dem-i-hovedet,-så-dør-det,-altså-må-de-også-dø-af-noget-der ligner-sult-på-et-tidspunkt???
Og så er der tanken om smerten, mens man bliver spist levende, hvilket fører mig til den næste tanke; hvis der er mange zombier, der spiser af en på een gang, så kan man da umuligt selv forvandles til en zombie, eftersom der skal være en vis mængde kadaver tilbage, for at man kan kunne holde sig oprejst.
Oftest falder jeg lettere udmattet i søvn, og drømmer, at min dør ikke er stærk nok, at de står udenfor på trappen, og er lige ved at slå den ned m.m.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så traileren for Zombieland - endelig en zombiefilm, lige efter mit hoved - en zombiefilm, stort set uden zombier.
Igår smed vi den på og satte os i sengen med høretelefoner i ørene.
Aldrig har jeg grinet så meget. Jeg ved ikke om det er Prednisolonen, der sammen med filmen fik mig til at grine, men flere sygeplejersker var inde og tjekke, om jeg var ok, og om jeg grinede eller græd.

Zombieland er ikke en film, der har den vildeste plot, men den er humoristisk og fyldt med overraskelser. Den er superfedt skudt og så er Woody Harrelson MOFO-sej!
Selvom jeg er mest til Klåge-Åger og nørder, så kan jeg simpelthen ikke stå for en stor mand, med en endnu større gun i hånden, der bare hopper rundt og skyder vildt omkring sig.(Jeg bliver næsten opstemt af det).

Karaktererne er lettere overfladiske og relativ flade, men der er alligevel flere dybder i dem. Igen er det især Harrelsons karakter; Tallahassee, der svinger meget og giver hele filmen dybde. Harrelson er nærmest født til denne rolle og hans one-liners er lige på.
Dialogerne er fede og humorfyldte. Og man kan mildest talt sige, at Zombieland bryder alle normer og regler, der nogensinde er sat op for zombiefilm.

Man bliver smidt ned i "Zombieland" fra himlen og møder den ene af de 4 hovedpersoner - Columbus, der fortæller om grundreglerne for overlevelse i Zombieland. På sin flugt møder han Tallahassee og der begynder filmen for alvor.
Gys er der ikke så meget af, men blod, splat og humor mangler absolut ikke.



Sjovhedsgaranti loves, og jeg giver den 6 ud af 6 dukker!

Og husk, hvis det nogen sinde ender så grelt - Cardio!: "The first rule of Zombieland: Cardio. When the zombie outbreak first hit, the first to go, for obvious reasons... were the fatties."

4 kommentarer:

Stine sagde ...

Jeg har det på PRÆCIST samme måde med uhyggelige film. Oftest er det egentlig angsten for angsten, der fylder mest. TÆNK på hvor bange, man ville blive, hvis der kom en zombie/spøgelse/indbrudstyv/Freddie Kruger (ham er jeg af en eller anden grund mest bange for i elevatorer, når det er mørkt?)... Godt at vide, at der er andre bangebukse til...

Erna Lola sagde ...

Du har så meget ret!
Men TÆNK hvis det skete! Altså! Hvad skulle man gøre.. hehe

Jeg er glad for høre, at du også er derude. De fleste omkring mig synes jeg er fjollet. :)

Leoparddrengen sagde ...

Jeg ved jo godt du kender den - men ville lige minde om denne sang.

Erna Lola sagde ...

@Leo og jeg elsker den stadig!! Just my kind of zombies!