24.1.10

Dukken og Fjæsen

Jeg har længe overvejet at promovere min blog lidt bedre. Nu skriver jeg på den noget mere, end jeg har gjort længe. Jeg har endda haft hemmelige læsere, der har afsløret sig selv (hvilket var yderst hyggeligt, og dejligt bekræftende i en grå tid).

Jeg har set, at flere bloggere har lavet fansider på facebook, for at promovere sig selv. De har dog været fornuftige og fra begyndelsen oprettet hemmelige og seje identiteter, som de kunne gemme sig bag ved og lade folk blive fans af.
Jeg var ikke så smart i sin tid, og valgte at skrive åbent og kedeligt under mit eget efternavn. Bloggen blev kaldt dog "Dukken" - men næh, se hvor opfindsomt mor var: http://ahmetspahic.blogspot.com.

Da jeg så overvejede at oprette en fanside, for at være sej med de seje, blev jeg ligesom stoppet af min, i sin tid, manglende fantasi. Hvad skulle jeg gøre - skulle jeg lade folk blive fan af Erna Ahmetspahic - ja hurra hvor helteagtigt og spændende.

Det er ligesom med mine kæledyr - alle mennesker giver deres kæledyr seje navne - mine har heddet Kiki, Mimi, Kat, Hankat, Kylling osv.
Fantasi, der siger spar to.

Idag tog jeg så en beslutning - jeg valgte at stige op på toppen af selvfedheden og oprette en fanside for mig selv, egentlig fordi jeg kunne - Du kan nu forgude mig under "Dukken".

For, som Leo sagde igår - "Fan af sig selv er vel meget fint at være - hvis man ikke er det, hvem fa'en sgu så?"

Tag den Jante!

4 kommentarer:

StineStregen sagde ...

Man skal altid huske at være fan af sig selv!!! Især når man er sej som dig. Jeg fandt din blog i arbejdstiden (sschh), og har siddet og småtudet lidt over den. Ih altså.

Erna sagde ...

Kære Stine,

Tusind tak for din dejlige kommentar.
Jeg gør mit bedste, men det er ikke min mening, at læserne skal tude - med mindre det er af grin.

Håber du finder noget lidt mere opmuntrende iblandt.

E

P.s man må gerne lege lidt, også i arbejdstiden. ;)

StineStregen sagde ...

Det var ikke fordi, din blog er sådan en trist tåreperser, jeg tror bare, jeg blev rørt over dit livssyn (jeg elsker lidt al den overtro fra din barndom, selvom jeg ville være dobbeltneurotiker af den, hvis det var mig) og så væltede min egen angst om en masse ting samtidig frem. Det var ment som ros, men kom måske til at lyde bebrejdende. Ikke min mening. Du er sej.

Erna sagde ...

Jeg tog det absolut som komplimenter, hele vejen igennem. (Jeg har det bare med at blive forlegen - selv over nettet, og så vrøvler jeg).

Overtroen fra min barndom har gjort mig til en neurotiker, jeg fanger mig selv stadig i at tænke en ekstra gang, over at gå i bad om tirsdagen.


:) Tak for den store ros, det er vel bare det, jeg prøver at sige.

E