30.4.09

Mine kæledyr og jeg 3. del

Der gik mange år, hvor jeg ikke havde nogen dyr. Vi boede i en lejlighed på Frederiksberg, og det var udelukket. Min far gad ikke dyr i en lejlighed. 

I 1999 var jeg hos en veninde og min nabo kom med en lille bitte tigerstribet kattekilling. Den var så sød, og jeg tog den selvfølgelig med hjem. Han havde fundet den i en baggård, og den var ikke mere end 3-4 uger gammel. Jeg døde, da jeg så den, og kaldte den straks Macak - til tider Mimi - ikke fordi den lignede den gamle Hankat, men fordi, det skulle den bare hedde. 

Min mor var solgt. Min far sagde bare tørt "hvis katten ikke er ude i morgen, så ryger den ud igennem altanen". 

Mandag morgen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Min mor skulle i skole, og jeg skulle ligeså, så jeg tog Hankat med i en kurv på min cykel og tog hende med i skole. 

Hankat lå det meste af dagen på skolebiblioteket og sov i sin kurv, og jeg var skolens mest populære pige - Jeg tror også, at det var der, det blev konstateret, at jeg ikke var som alle andre. 

I to uger skiftedes min mor og jeg om at tage katten med i skole. For vi var virkelig bange for, hvad min far kunne finde på - han havde jo sådan set tryllet et par kaniner væk, og fået et hamster til at begå selvmord. 


Jeg vil gætte på, at der var gået et par måneder, måske mindre. Mine forældre var taget i Frederiksberg Have, jeg var blevet hjemme, da jeg skulle til bosnisk folkedans. 

Lige pludselig træder min far ind ad døren og siger "Giv mig Macak"

Erna: "Nej, hvorfor?"

Far: "Jeg har fundet et sted til den."

Erna: "Hvor?"

Far: "Jeg har fundet en gammel dame ved Domus Vista, som gerne vil have katten."  

Erna: "Ved mor godt, at du har fundet en?"

Far: "Jaja, hun taler med hende lige nu."

Erna: "Okay, så fanger jeg hende lige."

Far: "Tag lige maden også med. Og en skål med vand."

Erna: "Hvorfor det?"

Far: "Jamen damen har ikke mulighed for at købe det idag, hende hjemmehjælper kommer først imorgen."

Erna: "Okay."


Han fik katten og maden og vandet, og jeg tog til min træning.


Et par timer efter kom jeg hjem med et par veninder. Vi havde ikke engang lavet the, før døren til lejligheden bliver revet op, og min grædfærdig mor kommer ind med ordene 

"Hvorfor ved guds navn har du givet ham katten?"

Erna: "Hvad mener du?"

Mor: "Hvorfor har du givet far Macak?"

Erna: "Jamen han sagde, at han havde fundet en dame, som ville have den?"

Mor: "Åh Erna, du er så naiv."

Min far blander sig og siger med et gnæk . "Jaja jeg fandt ikke kun een dame til den. Fandt et helt pleje hjem."


Mor: "Han har bare smidt den i en busk foran et plejehjem, Erna."

Erna: "Jamen...han sagde jo..." 

Mor: "suk..."

Erna: "Men hvad så nu?"

Mor: "Vi har ledt efter den over det hele. Jeg tvang ham til det, men vi kunne ikke finde den nogen steder."

Far: "Ja, den skøre kone fik mig til at lede i to timer, og jeg var endda nødt til at lyve. En af vore bekendte så mig din skøre hulkende mor, mens vi ledte efter katten. Jeg var nødt til at fortælle ham, at katten var sprunget ud af altanen og løbet væk." (Vi boede godt 2 km fra Domus Vista dengang).


Vi var ude og lede efter Hankat i over en uge, men til sidst var vi nødt til at opgive. Vi fandt hende aldrig. 


Jeg tog til Sverige på ferie hos min faster den sommer. Et par uger efter kom mine forældre på besøg, og min far sagde glad "Jeg har noget at fortælle dig".

Jeg kiggede på ham, og ventede spændt. 


Far: "Jeg blev ringet op af en kvinde, her den anden dag, og hun spurgte om vi havde mistet en kat. Jeg fortalte, at ja det havde vi. Hendes søn havde fundet en stribet kat for et par uger siden, og de havde hørt, at vi manglede en af slagsen, og at denne måske var vores. Jeg spurgte hende hvordan den så ud, og hun svarede at den var stribet. Så jeg afsluttede samtalen ved at sige "nej, nej, vores er sort med en hvid prik i panden." - Ha ha ha. Så nu ved vi i det mindste at den ikke er ude på gaden" afsluttede han kækt. Jeg havde bare lyst til at slå ham.


Konklusionen er vist, at min far ikke er dyreelsker... og at jeg er utrolig naiv, eftersom jeg stadig blindt stoler på min far.

Ingen kommentarer: