Sidste Tango i Paris

Jeg tørrer de sidste tårer væk fra kinden, og prøver at trække vejret dybere, i håb om at knuden i brystet vil forsvinde.

"Sidste Tango i Paris" fra 1972, instrueret af Bernardo Bertolucci, med Marlon Brando og Maria Schneider i hovedrollerne er lige sluttet.

En film, der skildrer et seksuelt forhold mellem en 20 årig kvinde og en dobbelt så gammel mand. En mand, hvis kone lige har begået selvmord. En mand, som har tabt troen på menneskeheden og kærligheden. En mand som er bange for minder og for at give slip på sig selv.

Pludselig er jeg fem år tilbage i tiden.

Jeg var lige blevet 20 og havde indled et forhold til en 25 år ældre mand. Jeg var ung og var lige flyttet hjemmefra. Min daværende kæreste var ikke nok, og jeg havde forladt ham. Jeg var forvirret og et eller andet sted også fortabt.

Min flamme åbnede sine arme for mig og viste mig kærlighed i alle dets afskygninger. 

Tiden gik og jeg blev forelsket. Jeg ville have ham med krop og sjæl. Han ville også have mig - bare ikke nok. 

Han sad vist fast og var bange for, hvad et alvorligt forhold til ham ville bringe mig. Så han gik sin vej. 

Jeg græd som pisket den dag han fortalte mig, at han ikke mente, han kunne give mig det jeg havde behov for. Stilheden rungede i mit hoved den nat. Jeg prøvede at rationalisere og forstå - uden held.  

Sidste gang jeg så ham lå vi hjemme hos ham. Det var ved at blive sommer, og han prøvede at åbne min skjorte. Men jeg ville ikke. Det gjorde for ondt og jeg hadede ham. Solen bagte igennem vinduet og jeg missede med øjnene da tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. "Han savnede mig og ville have mig igen". 

Jeg kunne ikke forstå, at denne mand var 25 år ældre end mig. Hvorfor kunne han ikke bestemme sig? Jeg havde troet, at en mand på 45 år netop ville kunne bestemme sig, og stå ved sin beslutning. Han skulle støtte mig og vise mig vejen. Ikke forvirre mig endnu mere. 

Jeg græd og jeg slog ham, for det gjorde så ondt. Jeg ville have, at det skulle gøre ligeså ondt på ham, som det gjorde inde i mig. 

Scenen i filmen, der ramt mig idag var en grædfærdig Schneider, der ligger på gulvet i den lejlighed hun og hendes fremmede elsker havde lejet sammen - alle møblerne er væk, og hun ved end ikke hvad han hedder.

Dagen før fortalte hun ham, at hun havde mødt en mand og hun var forelsket i ham. Da han får at vide, at han er manden, går han åbenbart i panik og kan ikke klare det press ægte kærlighed kan give. 

Igennem mit liv har jeg haft forhold til en del ældre mænd, og idag sidder jeg tilbage og undrer mig over, om de ældre mænd er klar over, hvor farligt det er at indlede et kærligheds eller seksuelt forhold til så ung en pige?

Hun ser voksen ud. Hun taler og tænker som en voksen, men unge piger har stadig den naive tilgang til kærligheden og følelserne. De binder ikke følelserne, men lader dem farer ud og udfolde sig. 

Men uhæmmede følelser er vel det farligste for mænd, der igennem et helt liv har lært kun at bruge deres rationalle sans.