Mine kæledyr og jeg 1. del

Jeg sidder idag og tænker tilbage. Det er ca 1 måned siden, jeg afleverede mine katte på kattehjem. Da jeg ikke kunne tage mig af dem mere, på den måde jeg syntes (åh gud, nu er jeg ligesom en af de gamle mænd fra mit liv) de fortjente, gjorde jeg mig hård, og tog dem ned til et eller andet sted uden for City. Og mens jeg græd snot i en time, overgav jeg dem til den rare mand, som lige gav mig et klem på skulderen mens han sagde "Vi skal nok finde en god familie til dem".  

Jeg kan nu ikke andet end at tænke på, at det er mine forældres skyld, at jeg ikke magtede de små nuttede katte mere. De har aldrig lært mig den der kæledyrs-kultur. Især er det min far som bærer skylden. 

Sålænge jeg kan huske har jeg haft dyr. I Bosnien boede vi lidt uden for byen - og det betyder, at man ca 10 min på cykel fra vores hus allerede kunne falde over marker og bondehuse. Det resulterede i en masse vilde katte, som jeg naturligvis altid prøvede at gøre tamme. Til tider lykkedes det, men jeg måtte ikke tage dem med ind i vores hjem. Så jeg kravlede på tagene med mælk i små skåle, for at lokke dem til mig.  

En gang var der en stribet, meget fin og slank kat, der var blevet min ven. Hver morgen kl 9 stod den foran vores dør og ventede på mig og den mælk jeg tog med ud til den. En dag holdt hun bare op med at komme.  

Vi havde også en nabo, som havde købt en hund. Den var utrolig grim og sølle. Den var tynd og hang altid med hovedet. Jeg hadede den, den var grim og stor, og jeg ville heller have en pekingeser. 

Denne hund hed Kuso (jeg aner ikke, hvad det betyder, men så vidt jeg husker, var det min autistiske kusine, som havde givet den navnet). Ret hurtigt blev ejeren træt af den, og den blev hurtigt nabolagets hund. Alle hadede den, men alle gav den også mad og vand, for alle syntes, at det var så synd for den.  

Jeg passede den også, for selvom den ikke var det jeg ville have, var den stadig en hund.  

Sålænge jeg kan huske, var den med jævne mellemrum i vores have, og da vi flygtede fra Bosnien, sad den på en afsvedet græsplæne og kiggede på min mor, søster og mig. Da min far 8 måneder efter kom til Montenegro, fortalte han mig, at han havde hørt, at nogle serbiske soldater havde slået den med geværskaftet (ligesom de slog min farfar, inden de gik deres vej). 

Kuso døde af slagene, min farfar døde også kort tid efter. 

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg have været indlagt på hospitalet i Beograd, og for at være lidt sød ved mig, købte min mor (eller var det min moster) to små skildpadder til mig; en pige og en dreng.  

Jeg ønskede mig vist en pekingeser, men nu fik jeg dem i stedet. Vi kørte i bus i jeg ved ikke, hvor mange timer med de to små skildpadder i en skål med vand og et par sten. Min far kaldte drengen Kroki, og jeg kaldte pigen Krokica (C'et udtales som det danske "Te"). Jeg var måske fem, og ikke særlig klog. Jeg ved ikke hvor længe vi havde disse to skildpadder derhjemme, jeg ved bare, at en solskinsdag, da jeg var alene på mit værelse, tog jeg dem ud af skålen og så skulle de løbe om kamp mod hinanden.  

Kroki var meget hurtigere end Krokica, og det irriterede mig grænseløst. For selvfølgelig skulle pigen vinde - drenge var jo også bare dumme (undtagen Sinisha, som var sygeplejer fra et hospital i Sarajevo, og som var min kæreste og jeg naturligvis skulle kysse med på kinden og giftes med, når jeg var voksen, altså 12 år.) Jeg tog Krokica op og trykkede på hende, for det var da noget pjat, at drengen skulle vinde. Pludselig ville Krokica ikke bevæge sig mere. Jeg blev bange, og satte begge padder tilbage i skålen, som de boede i.  

Min mor syntes, at jeg var for stille, så hun kom ind på mit værelse, for at se hvad jeg lavede - jeg legede med mine dukker. Næste gang hun skulle give skildpadderne mad, så hun, at det kun var Kroki, der bevægede sig, hun tog Krokica op, men den var stendød. Min mor blev helt ked af det og med ordene: "Åh nej, det kan være den er druknet" tog hun den ud foran døren og satte den ned i en af hendes potteplanter - "det kan jo bare være, at den har brug for lidt sol og varme" sagde hun til mig. Kroki levede længe og godt - min far gav ham til en af nabodrengene inden han selv flygtede ud af landet.  

En anden gang kom min far med to hvide kaniner til mig. Det blev jeg glad for. Jeg elskede dem i de to uger de var hos os. Pludselig en morgen kunne jeg ikke finde dem i den lille indhegning jeg havde lavet til dem. - "De må være løbet væk" sagde min far til mig, mens jeg med gråd i stemmen kom over til ham og fortalte, at kaninerne var væk. "De var sikkert tryllekaniner, og har tryllet sig selv væk", sagde han overbærende, mens jeg hev ham ud til indhegningen og viste, at der ikke var noget hul, de kunne have kravlet ud af.  

Ca 5-10 år efter fortalte min far mig, at de kaniner, de lugtede og mor gad ikke have noget med dem at gøre, så han leverede dem tilbage til bonden han havde købt dem af. Iøvrigt, var de egentlig købt, så vi kunne slagte og spise dem, afsluttede han den samtale.  

Jeg havde også fugle. - En undulat og en hvid pipfugle, som jeg ikke aner, hvad hedder på dansk. Undulaten kaldte jeg Chiro og pipfuglen hed Bruden. 

Vi købte undulaten i den lokale videoudlejningsbiks. Og byttede den til Bruden, da mine forældre fandt ud af, at undulater sviner meget, og at de kunne medføre bronkitis. 

Da vi tog den ud til den nye ejer sagde min far, mens vi gik på gaden: "hvor er det frygteligt, det er som om den næsten ved, at der sker noget." Pipfuglen forsvandt bare.  

Lige inden krigen - jeg må vel have været seks eller knap syv, fik jeg en lille sort hamster. Hende kaldte jeg Mimi, og hende elskede jeg. 

Hun fik lov til at bo i Chiro og Brudens gamle bur med halm og tæpper og løbehjul og det hele. Mimi var sindsygt intelligent, hun kunne åbne døren til buret, og hun kom også, når man kaldte - ihærdigt nok.  

Eftersom hun kunne åbne sin egen dør, løb hun også tit ud af buret, og elskede at bide i min mors fine dyre tæpper og gardiner.  

En dag kom jeg hjem fra skolen, og døren til buret var åbent og Mimi var væk. Jeg sad på trappen til huset og græd til mine forældre kom hjem. Jeg var utrøstelig. Mimi var væk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.  

Et af modulerne i vores køkken havde et lille bitte hul i siden, og til tider (når vores komfur var tændt), kunne jeg høre en kradse-lignende lyd bag ved køkkenmodulet. Jeg troede, at det var Mimi, der havde gemt sig der, og nu sad fast og ikke kunne komme ud. Tænk, hvis Mimi døde af sult. Det ville jeg ikke kunne klare, så jeg blev ved med at skubbe brødkrummer derind, så hun ikke skulle sulte ihjel.  

Mange år senere - da vi allerede havde boet i Danmark i et par år, og jeg gik i dialyse, var vi blevet ringet op af hospitalet med en besked om, at nu var der kommet en lever og en nyre til mig, og at vi skulle melde os på afdelingen.  

Min far og jeg gik på gangen og talte. Pludselig kom jeg til at tale om Mimi og fortalte, at jeg altid havde troet, at hun havde gemt sig bag køkkenmodulet, og at jeg altid skubbede krummer derind, så hun ikke skulle sulte. Min far kiggede på mig med en lidt skæv mund, og et halvtpanisk udtryk i øjnene. "Tja Erna, du er vel voksen nok nu (Jeg var 9) til at vide, at Mimi ikke løb væk. Jeg gav hende faktisk til en af mine kollegaer, da vi simpelthen ikke kunne holde det ud mere". Jeg var chokeret. Tænk, at han havde gjort det mod mig. Tænk, at jeg i alle disse år troede, at Mimi var væk, eller endnu værre sad fast og ikke kunne komme ud.  

Han fortsatte i samme dur - "Men hvis det kan trøste dig, så døde den to måneder efter". Han fortalte, at hun var sluppet ud af sit nye bur, og var sprunget fra anden sal. "Hun begik selvmord, fordi hun savnede dig Erna" - WTF og det skulle gøre det bedre for mig???  

Jeg havde også fisk. Dem dræbte min mor.  

En dag skulle hun skifte vandet i akvariet og tænkte - det kan være at de vil have godt af at komme ned i noget vand som stadig indholder klor, så kan de også blive rene... De døde 40. Både store og små...  

Jeg tror faktisk, at det var efter denne episode, at jeg fik Kroki og Krokica.