Jeg har aldrig brudt mig om natur, og de mennesker som kender mig godt, ved efterhånden udmærket godt, hvad jeg synes om det. Det er meget hyggeligt og fint i begrænsede og kontrolerede mængder og områder, men vildere skal det heller ikke være.
I Bosnien boede vi i udkanten af byen og jeg havde adgang til en stor mark og lige bag ved den var der en skov, med bakker og de smukkeste blomster og mulighed for de sjoveste lege. Der var masser af plads og muligheder - sagt med andre ord et hvert barns drømsted. Jeg elskede blomsterne og vilde -og markblomster er stadig mine yndlings. Men natur... Det har jeg aldrig kunne lide.
Kongens Have og Frederiksberg Have kan være hyggeligt. Botanisk have kan være dejligt et par gange hver 10. år. Min baggård og haven i sommerhuset er også dejligt afslappende, men så har jeg heller ikke behov for mere... Natur resulterer bare tit i klamme kryb og alt for meget frisk luft.
Selv som lille pige brokkede jeg mig over, at vi skulle bo i hus - jeg ville heller bo i lejlighed og i byen.
Da jeg i 1996 blev interviewet til tv3 nyhederne (det var der faktisk engang, nyheder på tv3), var det en meget tilfreds 11-årig pige, der plaprede løs om, hvor skønt Danmark, for Danmark havde opfylde to af mine største ønsker - jeg kom op at flyve i flyvemaskine og jeg fik mulighed for at bo i lejlighed og i byen.
So lets face it - jeg har altid været en bytøs.
Natur kan være smukt og overvældende og alt det der, og jeg kan også se pointen og hvad det prøver at bevise - men jeg vil heller have bilos og brosten, larmen og tosserne.
Det jeg faktisk vil frem til er... at ligegyldigt, hvad jeg gør så forfølger naturen mig. Den er farlig og den overtager det hele - selv mit soveværelse...
Eftersom vi om sommeren sover med åbent vindue, og der i gården er en slyngplante har den bestemt sig for....
at invadere mit soveværelse!
For et par dage så det sådan her ud:
Idag ser det så sådan her ud!!!
ARGH!! Og Hjælp???
