Jeg, en Case

Remember Kaninkuren fra sidste år? Remember, da jeg blev blind og en tosset rød/grøn kaninlignende figur hoppede foran mine øjne, og ville bare ikke gå væk? 

Da jeg begyndte at gå på øjenafdelingen og da de konkluderede, at de ikke rigtigt vidste, hvad det var, og at de nok ikke kunne gøre noget for mig?

Well, jeg husker det, og jeg husker, hvor mange nætter jeg græd mig selv i søvne, og hvor mange gange jeg var ved at opgive det hele, for hvad skulle jeg stille op med et liv, hvor jeg ikke kunne se?

Jeg husker også Ølgaard og Schwartz, der reagerede med det samme og sendte mig afsted på Glostrups forskningsenhed. 

Jeg husker, at de heller ikke kunne gøre noget, men de fulgte mig grundigt og kiggede mig dybt i øjnene hver anden uge. Jeg husker også, hvor søde og imødekommende de var. 

Og professor Larsen, der gjorde sit ypperste ikke kun med at trøste og opmuntre mig, men også kontakte alverdens øjenafdelinger, der eksisterer, så de kunne finde ud af, hvad der var galt. 

Og den søde islænding, der brugte timer på at undersøge mine øjne, der tog billeder af mine øjne, og endda sendte mig billederne i stor kvalitet, så jeg kunne hænge dem op på vægen her hjemme. 

Jeg husker dem alle. 

Igår var jeg inde og besøge dem til mit halvårlige tjek. De kiggede mig i øjnene. Undersøgte mit synsfelt. Tog et par billeder og afsluttede det hele med at udvide min pupiller og blitze mig i øjnene med meget skarpt blåt lys, der flimrer. 

Ja det er en hel fest at gå på Glostrups Øjen-forskningsenhed.

Mens jet sad der på 4. sal og ventede på, at det blev min tur, kom frk. Læge, i modsætning til professor Larsen til mig og vi snakkede lidt om løst og fast. Jeg spurgte hende lidt ind til sagen, og så grinede hun og fortalte mig, næsten lidt generet "Jamen jeg har jo skrevet om dig."

"Hvad har du?" spurgte jeg hende. 
Hun fortalte mig så, at hun havde lavet en case ud af mig, fordi de aldrig har set sådan et tilfælde før. Jeg var den første.

De har enkelte gange set noge lignende, men aldrig på den måde, som jeg fik det på.
Hun fortalte mig, at hendes tese var følgende; Efter at jeg havde fået kaninkuren - Thymoglobulinen, så var alle mine T-celler (en del af immunsystemet) slået helt ned, derfor gik kroppen igang med at producere en masse nye T-celler, for at sikre kroppen mod sygdomme, og hvad sådan et immunsystem ellers bruger sin tid på. Desværre kom der en overproduktion af T-cellerne, der gjorde at der kom ubalance i og det skabte åbenbart ubalance i mine øje. (Professionelle, ret mig, hvis jeg tager fejl!!) 

               

Jeg, en case. En hel artikel, hvori min sygdom bliver beskrevet. Det er da lidt cool. Nej? 

Nå, det synes jeg at det er, men jeg er også lettere tosset. 

Jeg synes da også, at det er lidt sejt at have en lidelse som ingen rigtigt har haft før (nu hvor den, naturligvis er i bedring.)

Jeg, en case. Jeg, et mennesker med "Acute Macular Neuroretinopathy presenting after anti-tymocyte globulin infusion", 

På dansk "Akut Makulær Neuroretinopati, indtraf efter behandling med Tymocyte globulin.

Og oversat til almindeligt sprog: En sjælden nethindesygdom, der oftest indtræder efter voldsom influenza, hos unge kvinder mellem 25-35 år.

I gennemsnit er der mindre, end et tilfælde AMN i Danmark, hvilket gør det til en relativ sjælden sygdom. 

Men for at gøre det endnu mere specielt, for det er jo trods alt mig, vi har at gøre med. Indtraf min AMN ikke efter en influenza, som det normalt gør. Min kanin (AMN) dukkede op, efter at jeg fik thymo-globulinen, altså kaninkuren. 

Jeg gyser helt, mens jeg skriver, for normalt glemmer jeg, hvordan det var ikke at kunne se. Men mens jeg skriver, så husker jeg hvert lille øjeblik. 

Hvor var det dog forfærdeligt… Ikke at være i mørke, men bare ikke kunne se. At der hele tiden var en plet på øjet, og ligegyldigt, hvad man gjorde, så ville den bare ikke gå væk. Nogen gange kunne jeg finde på at blive ved med at gnide mine øjne, i håb om at det ville forsvinde. Bare gnide til tårerne igen blev fremprovokeret.  

Hver morgen vågne i vintermørket og et øjeblik tro, at det var væk, for at tænde lyset og så finde ud af, at pletten var præcis det samme sted som da man gik i seng. 

Ikke at kunne se de mennesker man elsker og værst af alt, ikke kunne læse. 
Aldrig var jeg så lykkelig for at min gamle data-lærer, Lene, tvang os til først og fremmest at lære blindskrift på computeren og dernæst trak mig i hestehalen, hver gang jeg kiggede ned. For nej, jeg kunne ikke læse, men jeg kunne i det mindste skrive, og jeg skrev, så var jeg besat. Jeg skrev og der var næsten ikke ord nok i verden til at udfylde alt det jeg havde brug for at skrive. 

Alt det er er forbi nu. Det er som om der er gået tusind år siden alt det skete. Og undersøgelserne viste endda, at mit syn er bedre siden sidst. Der er kun enkelte pletter tilbage på øjnene og de kompenserer ret godt for hinanden. 
Jeg kan ikke klage, og så er jeg edda en case. En case der er sjældent nok, at læger gerne vil skrive om den og medicin-aviser gerne vil udgive den. 

Hvis noget er sejt, det er det da at være en case. Og endda en særlig case.