René

Dengang jeg var en 16 år gammel, min bedste veninde havde valgt at gå bag om min ryg og blive kærester med den fyr, jeg var forelsket i, og gymnasiet bare trykkede hårdt, oprettede jeg min første profil online. Egentlig ikke for at finde mig en kæreste, men af ren og skær nysgerrighed - den ene ting, som aldrig har svigtet mig, og altid har været en stor del af min drivkraft.

Den vinter loggede jeg på dating.dk for første gang som "Freak of Nature", men foråret efter ændrede jeg dette navn til "Bella_Kiss", mest fordi jeg ønskede at transformere mig selv fra kejtet lille pige til noget mere feminint.

Åh... mange skrev til mig - og det var også der jeg mødte T - et par år senere.

De fleste af dem har jeg glemt, men et menneske står stadig printet i min bevidsthed.

Han skrev en mail til mig, og jeg ved ikke om det var fordi foråret var kommet, eller om det var grundet hans mail, men jeg kan huske, at jeg pludselig vågnede fra en døs, som jeg havde været omslynget af i alt, alt for lang tid. Det virkede pludselig, som om dagene var lysere, og selv de grå skyer, var ved at åbne sig, for solen og lyset.

Vi skrev sammen om alt mellem himmel og jord. Jeg fortalte om mine tanker, om mit liv, og alt det, der kredsede rundt omkring og inde i mig.

Han sagde, at han hed René, han var 34 år (så vidt jeg husker), og han arbejdede på Det Kongelige Bibliotek, med oversættelser af Biblen.

Jeg drømte om ham. Jeg drømte om, hvordan han så ud, hvad han tænkte, og ville.

Han syntes, at jeg var fantastisk, og kunne slet ikke forstå, at jeg blot var 16 år. - Jeg tænkte aldrig på aldersforskellen. Jeg har aldrig kunne forstå, at jeg ikke var ældre end jeg var.

René, der var 34 år og forskede i oversættelser af Biblen på Det Kongelige Bibliotek.

René... hvor ville jeg ønske, at jeg kendte hans efternavn, så jeg kunne spore ham. Ham som vækkede mig af min døs.

René, som fortalte mig historier. Manden jeg i timevis kunne analysere Frankenstein med.

René arbejdede på det Kongelige Bibliotek - det vidste jeg. I min verden, lå det Kongelige Bibliotek lige over for café Paludan.

En forårsdag i 2001, mens jeg stadig kun var 16, gik jer derind i min blomstrede sigøjnernederdel, og håbede sådan, at jeg ville støde ind i ham. Men hvad vidste jeg. Hos mig var der et Kongeligt Bibliotek, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at når man forskede og var ansat på Det Kongelige Bibliotek, at man ikke gjorde det lige der - midt i biblioteket. Jeg gik rundt og håbede, at han måske ville genkende mig, eller at jeg vil kunne se, at det var ham, når jeg stod foran ham.... René var der ikke.

René, som ikke engang forsvandt, men troligt skrev.

René, som blot blev efterladt på nettet, fordi jeg fandt styrken inde i mig selv.

René, som blev efterladt, fordi Cedric og Tarik og Carlos og alle de andre pludselig trådte frem i lyset.

Da Cedric, Tarik, Carlos og alle de andre atter var forsvundet, loggede jeg på som Bella_Kiss igen, og René var der stadig.

René skrev stadig, og jeg følte det, som om mit indre brændte op af lykke for hver mail, der blev længere og længere.

Han skrev og skrev, og jeg slugte alt råt... Til en dag, jeg kan ikke huske, hvad der var sket. Om det var mig, der var holdt op med at svare, eller om det var ham, som var forsvundet.

Pludselig var han væk. Jeg tog det ikke så tungt. Først langt senere, gik det op for mig, hvor stort tab det var for mig, og at jeg aldrig nogen sinde vil få mulighed for at møde René, eller tale med René, da jeg i bund og grund ikke anede, hvem han var.

Idag ønsker jeg sådan at finde ham, og lære ham at kende, som han lærte mig at kende - dengang.

Jeg ved den dag idag ikke, hvordan han ser ud. Hvordan hans stemme er, eller om han overhoved var det, han udgav sig for. Men stadig idag, og sålænge jeg lever vil René, der arbejdede med oversættelserne af Biblen på Det Kongelige Bibliotek, spøge i mit indre.