Noget om søstre, sofaer og drømme

Lejligheden var anderledes og vist noget større, end jeg huskede den, sofaen lignede sig selv. 

Min søster havde lånt lejligheden, mens vi var væk. Kusinen og jeg væltede bogstaveligt talt ind ad døren i en rus af tøsepjatteri. Min søster hilste på os overdrevet som hun altid gør - med højlydte kys og kram. Hun skulle videre, sagde hun. Men jeg stoppede hende for at høre, hvordan det var gået med at bo i min lejlighed, mens jeg ryddede lidt op. "Jo tak det gik fint" sagde hun med et smil. Jeg fjernede et tæppe fra sofaen og blev stum, der var en kæmpe orange plet på min elskede sofa, min sofa, som jeg ville vælge frem for alle - selv T. Min sofa som jeg ville slå ihjel for.Dén sofa var der en kæmpe orange plet på.

Jeg kiggede på min søster og så på sofaen og på hende igen. Hun reagerede som om hun også havde set det for første gang, selvom hun tilsyneladende havde boet i min lejlighed i en længere periode. Et øjeblik troede jeg, at jeg var skyld i den kæmpe plet, men jo mere jeg kiggede på sofaen, des større blev pletten og des mindre lignede sofaen sig selv. 

Jeg kiggede på min søster og trængte hende ind i en krog, nu kunne jeg se at sofaen slet ikke var min, men en billig Bilka-sofa i orange læder og med denim-betræk - for at beskytte læderet.

Mine forældre kom og jeg var hysterisk. Jeg var helt i det røde felt. Jeg græd af bare arrigskab. 

Til sidst indrømmede den lille møgunge, at hun havde brugt 15.000 kroner på et eller andet spil online og det eneste hun kunne huske, der var så mange penge værd, var min sofa så den solgte hun.

Jeg kunne se mig selv gå imod hende med udstrakte arme og nej det var ikke for at kramme hende, men for at kvæle hende "din lille møgunge" råbte jeg. Men min hals var for tør, jeg skulle hoste, Men jeg kunne ikke.

Jeg kunne nærke smerte i mit arm og at min ene hånd sov. 

Jeg lukkede øjnene op og kiggede op i loftet, det var morgen og mit hjerte hamrede derud af som om jeg lige havde haft det ubehageligste mareridt. For normale mennesker ville dette bare være en drøm, men for mig var det et mareridt, der stadig ryster mig, når jeg tænker tilbage.