Året, der alligevel blev lysegrønt

For mig repræsenterer nytår en ny begyndelse, et nyt håb om noget bedre. Derfor elsker jeg nytårsaften så meget. Det er som at annullere stopuret og begynder forfra. Eller måske bare fortsætte samme sted, men på en ny måde.

Jeg sidder lidt for mig selv her, dagen før det nye år viser sin lysegrønne snude frem. Da jeg for et år siden sad ved en ældre og mere slidt computer i en anden fremmed seng, noget højere oppe, var udsigten andet, end det jeg har nu.
Udsigten er altid så smuk fra en trettende sal, men guderne skal vide, hvor træt jeg er efterhånden af at se ud af det vindue. Jeg glædes over en udsigt - tro det eller ej, men faktisk lidt tættere på jorden.
Ikke helt nede i stuen, det ønsker jeg ikke, jeg er jo en drømmer og sådan en har brug for højden. Men her, hvor jeg er lige nu har jeg det godt.

Det blev en hård afslutning på 2009. Men begyndelsen på 2010 blev tusinde gange værre. Hvem kunne have forestillet sig, at det ikke ville stoppe ved en juleaften på hospitalet og en afstødt nyre, jeg lige havde fået.
Året der kom var alt andet end lysegrønt. Mit syn, mine øjne blev taget fra mig, og jeg vidste ikke jeg havde styrken til at fortsætte. Hvor var det forfærdeligt at stå foran et spejl og ikke kunne se sig selv - bogstaveligt talt, mere.
Syv uger senere blev jeg sluppet fri. Det var som om jeg havde været en fange, der fejlagtigt var blevet dømt til livslang kamp mod mørket. Mit syn bedre, jeg kunne se bedre, men det føltes som om nogen havde lagt et slør mellem verdenen og mig. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner og de dæmoner, der angreb mig udefra. Jeg håbede sådan, at foråret ville blive mit.

Men foråret kom og forsvandt, jeg ænsede det ikke. Hvordan kan man også det, når man ikke tør lade kroppen føle en blid brise eller forårssolens strejf. Når man skutter sig ved et blik og en berøring føles som varm ildtang. Jeg forsvandt og jeg forsvandt. Dybere og dybere.
Alle stod omkring mig og rakte hænder ud, men jeg havde ikke kræfter, måske heller ikke lyst, til at tage imod dem.
Min trods, styrke, min stædighed… jeg var ikke at finde mere. Det var som om jeg var et tomt hylster. En skygge af mig selv.

Mange måneders terapi, snak, angst, sorger, raserianfald og alt andet derimellem hjalp ikke, men sommeren kom.
En dag silede regnen ned. Vinden var væk, og ruderne i det lyse kælderværelse var dugget til. Inden havde jeg siddet ved et bord og kigget på et stykke brød og noget salat. Jeg turde ikke spise, for jeg var bange for, at mennesker omkring mig så på mig. Jeg blev sendt til psyk og nu sad jeg i sofaen med tårer ned af kinderne og min røde læbestift over det hele, nej når sorgen kvæler, så er der ikke meget graciøsitet .
Han sad overfor mig og kiggede på mig. Tog et par noter, og fortalte mig, at det altså var ok, at have lidt ondt af sig selv, når man havde været igennem alt det jeg havde været igennem.
Jeg kiggede stumt op fra mit krøllede lommetørklæde og kiggede ud i luften. Det var, hvad jeg havde brug for. Alt vågnede op i mig. Alt, der havde ligget i dvale i det, der føltes som et århundrede.
Jeg vågnede, for nej det var ikke ok, at have ondt af sig selv. Det var faktisk utrolig klamt og pinligt. Jeg kom hjem og kiggede på mig selv. Jeg kunne se mig selv og det var faktisk ikke så gråt udenfor som jeg havde gået og troet, Regnen var varm og vinden var blid. Så jeg tog til Istambul. Jeg kom hjem, fik fjernet den gamle nyre, blev skrevet på transplantationslisten, overnattede på selvsamme slot, hvor jeg skal holde nytår i aften.
Tog tilbage til det lyse kælderværelse og for første gang, svarede jeg ikke "det ved jeg ikke" til spørgsmålet "hvordan har du det". Jeg svarede, at jeg ikke følte mig som et åbent sår mere.

Sommeren gik. Jeg var en nyre fattigere, men til trods for endnu et kæmpe ar på min mave, følte jeg mig noget mere helet.

Efteråret var så lyst, at jeg kunne ikke forstå, at det ikke var sommer mere. Efteråret var fyldt af glædelige gensyn, kærlige blikke, af varme og kram. Fyldt af stressende og korte, men stadig solbeskinnede dage.  Af spadserture og grin til langt ud på natten af te og chokolade, af silke. Af røde kinder og gummistøvler.
En dag gik jeg iført mine gummistøvler og en sløjfebesmykket paraply og hoppede i vandpytterne. Jeg tænkte for mig selv, at sommeren umuligt kunne være slut, for jo måske var regnen kold, men hvor var dagen dog lys. Da jeg kiggede op under min paraply blev jeg ramt af de første snefnug.
Sommeren var væk, vi var i december, men jeg havde sommer og fuglesang stadig inde i mig.

Jeg sidder idag lidt for mig selv, og kigger tilbage på det år jeg har passeret. Det blev ikke som jeg havde håbet, da jeg for et år siden skrev på 13.ende sal, men alligevel blev det som jeg håbede - lysegrønt. For håbet er lysegrønt.
Jeg sidder idag lidt for mig selv og kigger ud af vinduet. Jeg kan ikke se hele København som for et år siden, men det jeg ser, ser jeg klart og tydeligt.

Godt Nytår alle sammen. Må jeres nat være lang og smuk og må i alle føle det samme hele næste år, som jeg gør lige nu.