Postkort fra Mallorca - eller hilsner fra helvedet

Min far var så skøn at invitere mig på ferie i år - vi har kun en enkel gang været på charterrejser og det passer mig fint. Men sidste år tog far og mor på sådan en færd og nu pappi inviterede med ordene "Du skal se -det hele er organiseret! Man behøver slet ikke at tænke, der er styr åå det hele" og en begejstring, der kunne smelte Antarktis, kunne jeg ikke få mig selv til at sige ham imod. Så far fik lov til at tage ind i SPIES.

Da jeg i sidste uge kom hjem til far og mor, stod der en billet på bordet - frk. Erna Ahmetspahic, Mallorca 27/7-10, uspeciferet destination. Pust! tænkte jeg, men ok, hvor galt kan det være? "10 millioner mennesker kan umuligt tage fejl", som "Turen gå til Mallorca skriver". Det værste, der kunne ske er vel en grissefest i ny og næ.

Min far var med på hele charterkarusellen - forudbestilt mad på flyet og fælles bus med guid til hotellet. Jeg smilede og tog det som en oplevelse. På Mallorca blev vi mødt af svenske guides - det var ligesom den reklame fra TV2 - undgå misforståelser på ferien - well her kunne det let komme til misforståelser. Vi blev sendt til bus 73, for at blive ganet til bus 81.
Da vi i bus 81 blev modtaget af en svensk bebumset Allan med ordene "alå alå, välkåmen til Majårrrca" stod jeg af.

Vi skulle bo i Playa de Palma, der i følge guidbogen også bliver kaldt for "Mini München". Yay, idet mindste skal jeg ikke trækkes med Allan.

Jeg tror det hedder kulturchok. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg har så heller ikke været på charterferie i dette årtusinde. Det tætteste er nok turen til Tenerife med Den Gode Veninde, midt i januar for et par år siden.

Blonde og solbrune mænd og kvinder i alle aldre og rynkestadier. Russere og andre østeuropæerer, der knap kan gå oprejst for deres tykke guldsmykker - jeg tror de har en intern konkurrence kørende om, hvem der har den krummeste ryg. Jo mere krum man er, des større et kors og tykkere kæde hænger om halse. Gadesælgere, der har fået alt for lang snor.

Heldigvis er stranden tæt på, de lokale er imødekommende og til trods for skummel brun hotel i en sidegade er service i top.

Havet er forklædt i tre nuancer azurblåt, himlen spejler sig i den og bortset fra kinesere, der lader deres børn skide i en plastikposer syv meter væk fra mig, så er her roligt og overraskende rart.
Jeg tror, at 30 år med turister fra Norden har smittet af på de lokale, der absolut ikke er anmasende, men tværtimod tilbageholdende og lettere reserveret.

Aftenen iaften byder på Palma by, der er knap 20 km væk herfra og jeg går ud fra endnu mere sangria og flere østers.

Desuden er planen at leje cykler og tage en tur til det lokale område og måske længere ind på øen, men nu må vi se om jeg kan lade mig skille fra strandstolen, for jeg nyder nu den rolige og drævne atmosfære tyskerne skaber.

Værelset

Det er lang tid siden, at jeg har sovet hos mine forældre. Og endnu længere tid siden, at jeg har sovet hos dem i to hele nætter.

Dengang vi fik permanent opholds tilladelse i Danmark fik vi tilbudt en treværelses lejlighed på Frederiksberg. Min far takkede ja med det samme, for før det boede vi alle fire i et enkelt værelse på knap 18 kvm. Tre værelser var et helt slot.

På et tidspunkt blev jeg teenager og min syv år yngre søster en uudholdelig plage, så mine forældre satte deres dobbeltsenge op på lofter, købte en sovesofa til stuen og gav mig deres eget soveværelse.
Jeg satte ikke... Nej lad mig omformulere. Jeg var så lykkelig for at få mit eget værelse, men jeg kunne dengag ikke se, hvor stor en gestus dette faktisk var.

Jeg gemte mig på det værelse i fem år. Alle de store beslutninger blev taget der. Mine egne og mine veninders kærestesorger blev slikket der og begejstrede hop over nye forelskelser runger stadig i væggene.
Idag er det værelse min lillesøsters, der er et par enkelte ting tilbage fra min tid, men det meste er ændret.

Jeg lå i hendes seng og kunne ikke sove, for så mange minder og så mange tanker vågnede inde i mig sidste nat.

Fuglene var allerede begyndt at kvidre udefor, og jeg blev overvældet af mindet om de sene nætter, hvor jeg skrev, til min hånd gik i krampe. De lyse sommermorgener, hvor jeg, overbevist om, at mine forældre sov, satte mig i vindueskarmen for at ryge i det skjulte og de kolde dage, hvor jeg kunne gemme mig fra verden, når livet gik skævt, i srearinlysetsskær.
Jeg mindes Mirso, Carlos Tarik, Mahir og T, der alle kærtegnede og kyssede mig på min røde futon.
Jeg mindes....
Det er så lang tid siden, jeg har sovet i det værelse.

Den totale ydmygelse

På tirsdag skal jeg til Mallorca med min far, så i to dage skulle jeg være alene hjemme, for T skred allerede igår -noget med kano og Sverige og drengene og manddomsprøve og 12 rammer øl og en ukendt mængde sprut.

Jeg var hos far og mor for at vaske tøj før ferien- de betaler 7 kr pr. maskine, jeg betaler 24 kr pr. maskine.

Da mine forældre smed mig af på øen ved nitiden, glædede jeg mig til at være alene og kigge mit skab igennem for det tøj, som de frække spanier på Mallorca (er der overhovedet spanier på Mallorca??) skulle have æren af at kigge på.

Normalt pakker jeg i sidste øjeblik. Jeg tager den største kuffert jeg har og smider hele skabet og mit chatol ned i kufferten (vandretur ville være en tung affære for mig). Derfor tænkte jeg igår, at nu jeg var alene og havde en masse tid, så kunne jeg lege voksen, planlæggende og pakke i en kuffert af normal størrelse, bare for at prøve noget nyt.

Enhver anden aften elsker jeg at være alene i min lejlighed, at tulle rundt, høre min yndlingsmusik på repeat og jah... bare være mig selv. Men idag gik jrg rundt og kunne ikke andet end føle mig begloet af et eller andet usynligt. Jeg gjorde alt for at blokere den satans film ude, men lidt nyttede det. Stadig så jeg Katie foran kameraet og havde en følelse af at noget stod bag mig - bullshit!

Jeg stod og så ind i spejlet og tænkte, "Tag dig sammen skøre kælling. D E R E R I K K E S P Ø G E L S ER E L L E R D Æ M O N E R T I L!!", mens jeg tog telefonen og trykkede "Tata m" (far mobil) med ordene "Henter du mig ved metroen om en halv time, jeg tør ikke sove alene hjemme?
Jo det ville han gerne, men hvorfor var jeg bange?
Jeg sukkede og mumlede pga en film.

Jeg tog den første kjole på, smed min tandbørste ned i tasken og tog den første metro ud til far og moar.

Da jeg var ankommet, sad jeg og fortalte min far, hvad jeg var bange for. Så kiggede han på mig og grinede "Er du sikker på du ikke skal sove hos mor, jeg kan godt sove i din seng?"
Jeg grinede nervøst tilbage og takkede nej.

Det mest ydmygende er ikke, at han foreslog det, men at jeg rent faktisk i 04, efter en tur med "Dawn of the Dead" smed min far ud af dobbeltsenge midt om natten på en B&B i Slovenien - "Jeg var bange for den lille pige for enden af fodenden".

"Paranormal Activity"

Den første gyser nogensinde jeg så var filmatiseringen af Stephen Kings "Dyre Kirkegården". Jeg så den i Bosnien og jeg var ikke særlig gammel. Jeg ved stadig ikke, hvad mine forældre tænkte, da de gav mig lov til at se den film. Jeg kan huske, at jeg sad i sofaen og troede jeg skulle dø. Jeg var så bange, at jeg tændte for min walkman og hørte børnehistorier for fuld skrue, mens jeg med lukkede øjne holdt hovedet vendt væk fra tv'et. Hele natten vågnede jeg med billeder af den lille onde dreng, og senere hen den lille onde drengens onde mor, svævende over mig. Jeg var så bange.

Siden hen har jeg set mange gysere, eller det er nok ikke det rette udtryk at bruge, for som regel sidder jeg med lukkede øjne, mens jeg holder mig selv for ørerne, så jeg hverken kan se eller høre noget, sådan ca. halvdelen af filmen.

Nogle film kan jeg klare bedre end andre. Vampyrer, monstre, død osv. har jeg intet problem med. Mordere og psykopater kan jeg også lige klare.
Zombier har i mange år været min store nemesis, men jeg er simpelthen blevet hjernevasket til at kunne holde dem ud - noget med kærester med dårlig filmsmag og forhold og kompromiser.
Derimod er dæmoner og "onde magter" bare ikke noget jeg har lyst til at lege med. Jeg har set en del gyserr til trods for, for.. jeg ikke nogen god grund - (måske er jeg bare masochist), og efterhånden kan jeg som regel abstrahere fra gyset, når filmen er slut. Men visse af disse film er så skrækkelige, at jeg bare dør, mens jeg ser dem og bliver decideret bange efter.

Jeg så "The Blairwitch Project" i sin tid og døde, skovtur var udelukket i flere år.
Et par år efter var jeg inde og se "The Ring" og jeg sov med lyset tændt i flere uger. Hver gang telefonen ringede, overvejede jeg en ekstra gang om jeg skulle tage den eller ej (jeg kan faktisk ikke huske, om det var pga. filmen, eller min crazy stalker ex, der yndede at ringe et par gange dagligt til mig, fra hemmeligt nummer, fordi jeg sagde "vi godt kunne være venner", da jeg slog op med ham).

Derfor, da "Paranormal Activity" blev massivt promoveret sidste år, valgte jeg pænt ikke at se- hverken traileren eller filmen.

I onsdags kom Ems på besøg og hun elsker at se gysere med T, for han kommenterer undervejs, og på den måde er gyserne til at holde ud.
Jeg havde opdaget, at "House on Hunted Hill" fra 1999 var efterfuldt af en 2'er fra 2007, og den ville vi se. ("House on Hunted Hill" er en film for sig. Da jeg så den første gang hos min overbo, gik jeg hjem med en hammer i hånden - just in case. Jeg tør stadig ikke se den alene).
Nede i Blockbuster var "Return to The House on Hunted Hill" ikke at finde, så et eller andet lysende hoved foreslog "Hvad med "Paranormal Activity"?" - af gode grunde vil dét lysende hoved forblive anonymt. To andre lysende hoveder nikkede ivrigt, for ingen af os havde set den.

Filmen blev sat på, og jo længere vi kom ind i den, des dybere gled jeg ned i dynen. Ems grinede af mig, da hun så mig midt i filmen siddende med dynen over hovedet med kun et lille hul til mit ene øje. T sad helt stille og var paralyseret - så ingen sjove kommentar kom fra ham. Ems skreg i ny og næ og mine "Hvad sker der nu?" blev kun afløst af "Hvor meget af filmen har vi tilbage?"

Føj for helvede, hvor var det bare klamt og underspillet og uhyggeligt. De uhyggeligste scener var dem, hvor man intet hørte og der intet skete, for de fik mig til at slappe af. Hvert øjeblik forventede jeg et kæmpe brag. De kom naturligivs kun, når jeg tog dynen ned, så jeg kunne se med begge øjne.
De hjemmelige kulisser som filmen er optaget under, hjalp heller ikke på nerverne. Selvom spøgelser og onde dæmoner ikke findes, kunne jeg ikke andet end spjætte ved hver uvant lyd efter filmen.

Da jeg sendte selskabet hjem og gik ind i mit overophedede værelse for at sove, kunne jeg alt andet, end lige netop dét. Spøgelser og dæmoner findes ikke. Jeg prøvede at tænke på chokolade og solskinsdage, men som var jeg besat, så jeg Katie stå og stene ind i kameraet hver gang jeg lukkede øjnene. Den første halvdel af natte moslede jeg rundt og vækkede T - "Jeg er bange" mumlede jeg under dynen, hver gang han spurgte, hvad der var galt. Selvom det var 150 grader den nat, havde jeg gemt mig under dynen - for tænk, hvis sådan noget paranormalt halløj også sker i vores hjem, mens vi sover. Eller tænk, hvis jeg også blev hevet ud af sengen og bidt og besat, ligesom Katie blev?

I det mindste opererer onde magter og spøgelser ikke ved højlys dag... vel?

Blond eller ej?

Jeg stillede læserne et enkelt spørgsmål en gang i tidernes morgen - "skulle jeg farve mit hår blond, eller skulle jeg fortsat være den sorte ravn som jeg er."

Læserne talte, og det blev faktisk til blond. Tak for jeres meninger.

Men er det ikke pudsigt... midt i hele mit ønske om action og behov for forandring, dukkede mit eget hår frem for første gang i måske 10 år efterhånden. Det blev bleget af solen, og jeg syntes faktisk om det.

Så på nuværende tidspunkt bliver det ej. Det er lidt sjovt at se sin egen hårfarve igen. Jeg mindes dog mit hår mørkere.

Hjælp!

Til trods for mine mor-og rengøringsskills, så er jeg lige nu på herrens mark.

Min elskede sofa er blevet udsat for en plet, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er denne plet brud på første af Sofaens 10 Bud. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op.

Derfor spørger jeg jer kære læsere, hvordan fan' fjerner jeg sæd fra min sofa? Den er af uld og jeg tør ikke rigtig kaste mig over min tro følgesvend - Vanish.

"Summernails"

Til trods for manglende SU og kun minuspenge på kontoen de næste mange uger, kunne jeg ikke dy mig da jeg så denne lille pakke idag.

Fire forskellige sommerfarver til kun 24.95,- i H&M.

Jeg er generelt ikke så god til neglelak, men denne er fin i kvalitet -selv den gule farve dækker udmærket efter to lag.

Sommerens absolutte must!