Friis & co.

Jeg har haft denne slags indlæg før...denne pærevælling af følelser og uforståelighed og rødmen og skæve smil og, og alt muligt ander, der gør, at jeg mest af alt minder om en lille 5 årig pige.

Men jeg bliver så rørt, at jeg ikke kan lade være. Jeg bliver nok rørt, fordi jeg ikke altid selv kan få øje på dét som mennesker som Friis og Co. faktisk kan. 


I morges da jeg stod op, tikkede en mail ind. Den var fra en vis Friis, der fortalte mig, at hun havde en kroatisk ven, der sidder inde med en kopi af min yndlingstegnefilm , "Cudesna Suma". Hun syntes, at jeg var sej, og fordi jeg havde været så meget igennem den sidste tid, ville hun gøre noget for mig. Derfor har hun lavet en kopi af tegnefilmen, som hun vil forære mig.  Hvad skal man sige til det? Hvordan skal jeg reagere på sådan en fantastisk gerning?
Det er et tilfældigt mennesker, der ikke kender mig. Et menneske, der blot har fulgt med her, og en dag har bestemt sig for at gøre mig lykkelig. 


Jeg bliver så mærkelig, når sådan noget sker. Jeg har aldrig været god til at tage imod gaver, med mindre det er min fødselsdag eller jul. Men sådan tilfældige gaver... nop.. Det er lidt ligesom med ros og komplimenter. Jeg bliver så forfjamsket og ender altid med at føle, at jeg ikke har vist taknemlighed nok over for giveren. 
Men tak og et smil er vel det eneste jeg kan give retur, omend det blot er et fattig ord. 

Villa-Salò V - Fucking Frustration

"Mens forestillingen lanceres som en kritik af grusomhed og objektgørelse af mennesket, lokker selv samme temaer masser af tilskuere til. SM-butik takkede nej til sponsoraftale." Skrev Anton Geist på Information.dk igår om Villa-Salò. Jeg spørger - hvor er den røde tråd?

Jeg fik tilsendt linket af en bekendt, og jeg kogte mens jeg læste artiklen i bussen. Ikke så meget fordi Geist vrøvler og kommer med halvanklager, men fordi han udtaler sig uden grundig nok research. Geist har valgt at skrive sin artikel baseret på interviews med mennesker, der indrømmer, at de ikke har været inde og se forestillingen. 

Den manglende refleksion i artiklen får mig ligeledes til at tvivle på, om han selv overhovedet har givet Villa-Salò en chance, hvilket jeg finder uetisk og som værende dårlig journalistisk research. 

Dette er i mine øjne en artikel baseret på fordomme; En form for sensationsartikel, der munder ud i ingenting.

Jeg er jo en bitch til tider, så jeg trak vejret dybt, talte til 10 og skrev et brev til ham, i håb om, at han vil forklare mig, hvor og hvad han vil med sin artikel. For i mine øjne er der ikke nogen rød tråd, der kan føre mig som læser fra A til B. (Jeg venter stadig på svar)

Artiklen kan læses her, og mit lille brev vil naturligvis være åbent, så kom med jeres meninger. Er jeg total på vildspor, eller ej?

"Kære Anton Geist, 

Jeg må indrømme, at jeg er meget skuffet over din artikel og vinklingen om stykket Villa-Salò.

Jeg synes, at du burde udføre dit journalistiske arbejde og research bedre, især når du skriver om så følsomme emner som "afvigende" sex og vold.

For det første har du talt med meget få mennesker, der faktisk har været inde og se stykket, og for det andet så kommer du ikke med andet, end halvanklager. 

Der er ikke nogen konklusion eller nogen statement. 

Har du selv overhovedet været inde og se stykket, før du kastede dig over din artikel? Jeg får indtryk af, at du ikke har besøgt Villa-Salò.

Prøv at gå ind på www.dukken.com og læs lidt om, hvad der faktisk skete derinde. Vi er en del gæster, der blev ved med at vende tilbage, fordi vi så igennem volden og ondskaben. 

Villa-Salò var ikke et bordel og det handlede ikke om s/m. Villa-Salò var en lille døråbning til helvedet som vi kalder vores samfund. 

Jeg mener, at det eneste "seksuelle" i Villa-Salò var den seksuelle vold.

Desuden er jeg meget interesseret i at høre, hvad du faktisk vil med artiklen? Det virker ikke som om der er nogen konklusion på den, og at den bare skulle ud, for at forarge og fordømme. 

Venligst, Erna"

Villa-Salò IV - Franchinos Koncert

Efter at jeg havde opgivet at lyve for mig selv og alle andre omkring mig, og havde accepteret, at jeg bare havde gravet mig selv så langt ned i det hul, der hedder Villa-Salò, besluttede jeg mig for at overnatte derinde de sidste tre dage af forestillingen.


Så godt pakket med romkugler, begav jeg mig atter engang mod Krausesvej 3 og den villa som nærmest har været mit hjem den sidste måneds tid.
Ja, jeg havde hjemmelavede romkugler med. Nok så alle kunne spise så mange de lystede.
Selv Masterne komplimenterede mine hjemmelavede romkugler, der var en sag for sig. Dem tog jeg med i første omgang, fordi jeg ugen forinden havde lavet en portion som eksamensafstresning. The Magistrate forelskede sig i dem, og lavede en regel om, at jeg kun måtte komme ind i villaen, hvis jeg havde romkugler med. Så naturligvis havde jeg romkugler med også den fredag.


Det mest fantastiske ved Villa-Salò  har været, at man som publikum fik lov til at være med og leve sig ind i det. Hvis man ønskede det, kunne man være på samme fod som skuespillerne. Man fik lov til at deltage og man fik mulighed for en smule at påvirke stykkets gang. Jeg gav mig selv lov til at leve mig ind. Jeg gjorde mig selv meget til grin. Jeg vil aldrig turde se disse mennesker i øjnene igen... Måske var det min søvnmangel og træthed. Eller måske har villaen virkelig den virkning på mennesker, at alle hæmninger bliver sluppet, og alle ens inderste tabuer får lov til at flyde frit. Jeg ved det ikke. Men jeg ved een ting, og det er, at jeg aldrig i hele mit liv har handlet så meget, som jeg har handlet i den villa. Helt impulsivt og efter den første instinkt, der dukkede op. Uden at tænke - blot følge mine følelser og instinkter.


Fredag nat... åh det er klamt... jeg hader hellige mennesker, men fredag nat blev jeg ændret. Jeg gik fra at være passiv til aktiv. Jeg gik fra at se til at handle.


Franchino, et af børnene. Et af de smukke, dejlige, talentfulde, børn havde deltaget i dagens tableau vivante og Masterne valgte at afslutte hele ceremonien med at injektere ham med gift.


Jeg sad i sofaen i hall'en og slappede af, for klokken var allerede ved at være efter 4.
Jeg sad og talte med dr. Mjavmjav, som troligt er trådt ind og ud af villaen sammen med mig i de sidste tre cirkler.
Vi så fire gæster bære Franchino slynget ind i et tæppe og sætte ham på gulvet ved trappen. Jeg bliver altid så handlingslammet, når jeg ser børnene går i krampe over injektionerne. Jeg går ind i mig selv og ønsker at handle, men jeg sidder bare passiv med rædsel tegnet i ansigtet.
Jeg gik over til Ming Yi, en af stuepigerne og bad om et blåt bånd, fuckernes farve, fordi jeg den nat skulle sove hos dem. (En af fuckerne var død i sidste uge, og jeg fik hans seng, heldige lille mig).


Da jeg vendte tilbage til sofaen lå Franchino i den og to gæster tog sig af ham. Jeg tror han så mig, og kaldte mig ved navn. Jeg satte mig på gulvet, tæt på ham og begyndte at ae hans arm, der hang slapt mod mig. Han åbnede øjnene let med ordene "Erna...Erna... is that you?" Jeg svarede, at det var mig. Han lukkede øjnene igen og sukkede dybt. "Erna you stroke my hand." "Yes I do Franchino", svarede jeg. "Erna, you stroke my hand, like my mother did."
Jeg kunne mærke at mit hjerte blev knust i det øjeblik. Jeg var ligeglad om det var et skuespil eller ej. Jeg var ligeglad med, om det var sandt eller ej. Klumpen i min hals blev så stor, at jeg ikke kunne andet er at lade tårerne få frit løb.


En af stuepigerne kom ind med Franchinos violin, for han måtte ikke falde i søvn. Hans sengetid er først kl. 7, og vi skulle holde ham oppe.
Jeg talte med ham og stuepigen talte med ham. Jeg fortalte at publikumet ventede på førsteviolinisten og at han ikke bare kunne falde i søvn. Jeg fortalte ham, at der var så mange, der ventede på ham, og at hele orkestret var klar, kun han manglede.


Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad sådan, men på et tidspunkt skiftede jeg plads med en af gæsterne og Franchino fik lov til at læne sig op ad mig, mens jeg hold en pose med is mod hans pande og talte med ham. Min arm gjorde ondt, men jeg var ligeglad.
Han fik sin violin i hånden og pludselig, mens vi sad der, alene, begyndte han at spille for mig. Vaklende, men han spillede.
Han fortalte mig en historie om et folk, der aldrig har ændret deres adfærd. Om et folk, der stadig levede som dyrene... oppe nordpå i bjergene.


Jeg kiggede på uret med jævne mellemrum og håbede kun på at klokken snart ville være 7, så Franchino kunne komme i seng.
Pludselig stod han der, The Magistrate, med en flaske brandy i den ene hånd. Jeg vidste, at det ikke ville ende godt.
Han tog de to skridt hen mod os og hev Franchino i håret og ud af min favn. Jeg sad lammet tilbage og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. For hvis jeg har lært noget, så er det ikke at prøve at afværge   masternes handlinger, for det vil kun bringe mere ballade.


Franchino blev slæbt ud foran huset. Jeg kunne høre grin, og ikke kun The Magistrates og Fabrizios, men også fremmed latter. "Gudhjælpemig, der er stadig mennesker udenfor og venter på at komme ind." tænkte jeg for mig selv.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men jeg kunne høre døren åbne. The Magistrate kom ind igen og bad mig følge med ham. Jeg kom ud foran døren. Fabrizio stod på den ene side og talte med et par kvindelige gæster, The Magistrate stod på den anden side med hånden om mig. Franchino lå nøgen på jorden og spillede på violinen.
"He wanted to play, so he got his chance" sagde The Magistrate til mig. Efterfuld med ordene. "Look this is one of the natures freaks" sagde han mens han kiggede ned på mig. "Not only does she have 4 kidneys, she also feels pitty.". 
Jeg kiggede op på ham, og selvom han føltes mindst to meter høj og jeg som en lille bitte pige, svarede jeg blot, at jeg aldrig ville have ondt af Franchino, men at jeg blot har medfølelse. Han sendte mig et smil og sagde "Well if you don't feel pitty, than go and help him if you want to.".


Jeg løb først ned af de to trin og så op igen, for jeg vidste at det vil kræve tid og kræfter at få Franchino ind i huset. Så jeg løb tilbage og hentede det tæppe han havde omkring sig, før han blev slæbt udenfor. Da jeg skulle til at lægge tæppe omkring Franchino kunne jeg høre The Magistrate sige "Oh by the way be careful, he is all cowered ind piss." Et øjeblik. Et splitsekund tænkte jeg... "fuck, hvad gør jeg". Men min  krop handlede for mig og lagde tæppet omkring Franchino.
Han var tung. Han er mindst halvandet hoved højere end mig og ret muskuløs. Jeg følte mig magtesløs, også fordi jeg skulle passe på hans forbandede violin.
Så jeg tog den ud af hans hånd og løb ind. På min vej faldt jeg over en gæst. Jeg hev ham i trøjen og fik ham med udenfor. Jeg kunne høre de ventende gæster fnise, men jeg registrerede intet. Med stort besvær fik vi Franchino ind og lagde ham igen ved trappen, dækket ind i tæppet. Jeg gik frem og tilbage og overvejede mine muligheder, da jeg rørte min lomme, kunne jeg mærke noget hårdt. Jeg tog det ud og gudhjælpemig om det ikke var en golden rock. Jeg begyndte næsten at grine, gik over til Ming Yi og fik byttet mit blå bånd ud med et sort - masternes farve.


I mellemtiden var The Magistrate kommer ind og sad ved spisebordet. Jeg gik over til ham, og spurgte, at hvis jeg nu havde et golden rock, om han ville tillade Franchino at tage et bad. "Sure if you have one, but all the madames are asleep.". The golden rock kan man kun købe hos Madammerne.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg tog hånden ud af min lomme.


Vi fik bakset Franchino ned i kælderen og gav ham et bad. Dr. Mjavmjav og gæsten slæbte ham ind i stuepigernes stue og jeg pakkede ham ind i et tæppe. Virkelighed eller ej - han var iskold. Vi blev efterladt alene, og han bad mig om at blive. Jeg lovede, at jeg ville vente og sikre mig, at han lå i sin seng, før  jeg forlod ham. Jeg græd og græd og græd... og jeg kunne ikke stoppe. Jeg ved ikke, hvorfor jeg græd. Det hele kollapsede for mig og jeg kunne ikke stoppe.


Det efterfølgende er sløret.. Jeg kan huske, at jeg vakler ned til fuckernes værelse, efter at have været oppe i godt 23 timer. Jeg kan kun huske lyden af dæmpet musik, og at jeg lige før jeg faldt i søvn, så en solstråle lyse et tilfældigt sted på gulvet op...

Villa Salò III - "Maurizio-Hunt"

Der er ikke så meget, der kan overraske mig i det hus mere.

Jeg har valgt at tage det i stiv arm, og tage hele oplevelsen med, her i den sidste cirkel - "The Circle of Blood". Og tage ud til Villa-Salò så ofte jeg kan. 

De har allerede voldtaget, slået, misbrugt, skudt, truet, grædt og myrdet så mange gange før, at intet er nyt for mig at se. 

Jeg har læst 120 Dage i Sodoma for mange år siden, og jeg ved, hvad det ender med. - "Dying of your passions", som en af Masterne fortalte mig, første gang jeg var derinde, og jeg spurgte ham, hvordan han ville tilfredsstille sine lyster, når der ikke var mere tilbage. 

Jeg er allerede blevet slået hårdt i hovedet af den åbenbaring om, at villaen er et udpluk af virkeligheden, af samfundet. Den er et mikro-kosmos, hvor al dårligdom er koncentreret og intensificeret.

Jeg er efter noget tid holdt op med at se de forskellige ceremonier. Den tilfældige vold, der sker omkring i villaens små hjørner, er mere end nok til at få mig ud på randen af vanviddet. Jeg har ikke behov for mere, og som regel gemmer jeg mig i de mest afsides dele af villaen, når de har gang i ceremonierne. 

Maurizio er en af vagterne, fuckerne - kald dem, hvad du vil - Deres første regel siger "I am here to please and protect my Masters" - altså er det derfor de går under begge navne. De skal beskytte og tilfredsstille deres arbejdsgivere, på alle tænkelige måder. 

Igår sad jeg i vagternes rum nede i kælderen, mens blodets symfoni blev sunget i spisestuen. Jeg bliver ved med at kigge nervøst på uret, for Maurizio - "The crazy Arab" som han også bliver kaldt, var den eneste i rummet ud over mig. Jeg bryder mig ikke om ham, han kigger på mig som om han vil fortære mig og han er så brutal mod børnene. Han er ond og jeg får gåsehud af ham.

Jeg ånder lettet op da Biskoppen, en af de fire Masters, kommer ind efterfuldt af et par mennesker. 

"Maurizio fuck me" siger Biskoppen, jeg sidder lidt uforstående tilbage i min evige naivitet og undrer mig over, hvorfor Biskoppen siger det. Der går lige to sekunder, før jeg indser, hvad han præcis mener. Han vil kneppes. Maurizio er ikke så villig, for han er åbenbart træt. Så han tager imod sin straf i form af to slag med bæltet over ryggen. 

Biskoppen forsvinder og idet kommer Franchino, et af børnene ind, med en gruppe mennesker, han sniger sig forbi og går ind i rummet ved siden af. Jeg sidder stum og venter på det næste skridt. Jeg ved, at det bliver fælt. 

Maurizio rejser sig op fra gulvet og tager sin skjorte på igen. Han er rasende. Han flår døren op til værelset, hvor Franchino sidder og fortæller en historie, hiver ham ind ved siden af, slår ham og tvinger ham til at synge. Franchino synger i et kvarters tid, han sidder næsten nøgen på gulvet med Maurizios ben på ryggen.

Jeg har ondt af Maurizio. Han er så... ja hvad er han? Hvis man er ond ved ham, er han ond ved andre. Det er bare så simpelt. Det er så ligetil. Det er så let at se, hvorfor så jeg det ikke før? Han er den misbrugte dreng, der ikke kender til andre mekanismer end, at gøre det som man gør ved ham.

Jeg har ondt af ham. 

Franchino formår at komme væk efter 3 sange, men hans tøj ligger på gulvet. Vi er tre mennesker derinde og alle tre stumme. Jeg kigger på Maurizio og gyser. 

Jeg hader at have ondt af mennesker - det er det værste man kan gøre mod andre, men i det øjeblik har jeg ondt af ham, for han er så fortabt. Der er intet at gøre. 

Jeg rejser mig og tager Franchinos tøj op med ordene: "I'm sorry Maurizio", før jeg forlader ham. Jeg ved ikke om han forstår, hvad jeg mener. 

Jeg går op i huset og finder Franchino og han er lykkelig for at få sit tøj igen. Han fortæller mig, at jeg er sød, og at han lover, at han vil invitere mig til sit hus i Wien, når alt det her er færdigt. Jeg svarer blot, at det vil jeg glæde mig til, og at jeg er ked af, at jeg ikke kan gøre andet - men i baghovedet har jeg altid Marquis de Sade som en påmindelse om, at alt er ligegyldigt. Og at alt vil ende i blod.

Jeg sætter mig på en sofa i gangen med en kop te. Maurizio kommer ned ad trappen og sætter sig ved siden af mig, og nusser mig i håret. Jeg skutter mig lidt, for jeg kan stadig ikke lide ham. Han er stadig for brutal for mig. Han hiver mig ind til sig i det de tre af Masterne kommer forbi os. Jeg gør mig selv så lille som mulig i håb om at de overseer mig, men det er naturligvis ikke tilfældet. De hiver Maurizio op og Biskoppen siger noget jeg ikke kan høre, mens han smiler. 

Maurizio vender sig om og siger - "There will be blood. There will be a Maurizio-hunt". 

De maner ham ud til køkkenet og jeg kan se at de tager pistoler frem. Jeg sidder tilbage, fordi jeg ikke gider se henrettelser. 

Han opfører sig umenneskeligt, men han er stadig en levende skabning. Måske er det selvretfærdigt fra min side, men jeg er imod drab, for man er ikke selv bedre, hvis man bruge vold som straf og som et middel til at opnå retfærdighed. 

En hel anden side af sagen er, at jeg stadig er bange for skud, så jeg holder mig langt væk fra våben og mennesker, der bruger våben - selvom det er løse skud. 

Midt i min te kommer Tonino, et af de andre børn, og siger, at the Magistrate har spurgt efter mig. Jeg spøger ham om han nu er sikker på, at det er mig, og om han spurgte efter "the Bitch" - som er The Magistrates "kælenavn" for mig, (jeg er lidt mere opfindsom med mine kælenavne for ham). 

"Yes" svarer Tonino, mens han tager mig i hånden og hiver mig ud til baghaven. 

Det undrer mig, hvorfor jeg skal hives derud, for Dommeren kender til min holdning og er meget bevidst om min modvilje mod Maurizio. 

Jeg bliver manet ud, og Dommeren sætter en arm om mig, mens han taler til Maurizio, The President kaster småsten efter Maurizio og The Bishop fylder sin pistol med patroner. 

"Look Maurizio, this is what happens, when you use more time on the guests, than your Masters" råber The Magistrate, mens han spadserer rundt og hiver mig med.

"Say goodbye to your friend. Kiss her goodbye." 

Han stiller mig der midt i skudlinjen og jeg står lammet tilbage. Jeg kan ikke bevæge mig. 

De vender Maurizio med ansigtet mod muren, det eneste jeg kan tænke er, at de 4 Masters er de største kujoner. De tør end ikke skyde ham, mens de ser ham i øjnene.

En af de andre vagter maner mig tilbage, så jeg ikke står i vejen. Der er så mange mennesker, og jeg kan se dem smile. 

En prøver at blande sig og sige - hvis i dræber alle jeres vagter, er der ingen til at passe på jer. Dommeren råber tilbage - "He is just a fucker. We can always get a new one." - Brug-og-smid-væk, slår det mig i et sekund. Hvis den ene går i stykker, kan vi jo altid købe en ny.

Jeg står og kigger på den menneskeskare og kan ikke andet, end at føle, at jeg er blevet ført tilbage i tiden - tilbage til middelalderen, til de offentlige henrettelser. 

Folk omkring mig smiler og jeg kan høre en sige "He deserves it. He is just an animal". Jeg kan høre mig selv forsvare ham med ordene "Even though he acts inhumane, he still is a living creature."

Jeg hører skud og mærker min krop regere. Jeg ved ikke, hvor mange gange de skyder, men ved hvert skud ryster jeg. 

Da det sidste skud er affyret kigger jeg op. Folk omkring mig griner, og jeg er chokeret. 

Maurizio er naturligvis ikke død. De slår ikke folk ihjel i de "offentlige" uger. Det "dør" kun i pauseugerne, og som regel virker det som om, de er "døde", fordi de ikke kunne holde til mere. Hvilket er forståeligt. Det er nok det hårdeste job de bliver udsat for i deres karriere. 

Selvom vi alle er klar over, at det er skuespil og at det bare er forestillinger og illusioner, så bliver det svært at skelne. Det er så totalt og naturtro, og især bliver det hårdt, når man indser, at stykket er et udpluk af virkeligheden.

Mennesker omkring mig smiler og griner. Manden som mente, at Maurizio havde fortjent sin straf siger til mig "Jeg viste, at de ikke ville slå ham rigtigt ihjel, derfor jeg sagde det før." Jeg når kun at sige ... "jeg var udmærket klar over det også. Jeg har overværet henrettelserne før, men det som skræmmer mig, er din og de andres reaktion.". Han vil sige noget, men jeg er allerede på vej væk. 

Jeg tager min te og sætter mig i en sofa. Fabrizio kommer over til mig og roder mig i håret "you are angry?" 

Jeg svarer ikke. "Maurizio is ok, listen he is molesting Augustine right now." 

"Fabrizio, that is the worst part. The more you molest Maurizio, the more he molests the children..."

Jeg ved ikke, om han hørte mig, for han var allerede på vej væk fra mig. 

Jeg går ikke hjem endnu. Jeg ved, at det hele er en forestilling, men jeg kan ikke få mig selv til at gå, for jeg ville føle mig som en kujon, hvis jeg gik. Det ville være, ligesom hvis jeg lukkede øjnene for virkeligheden i det macrokosmos som vi kalder vores samfund. 

Villa-Salò II - "Totalteater om manglende medmenneskelighed totalt flop?"

Efter den første cirkel i den avantgardistiske totalteaterforestilling Villa-Salò, baseret på Pasolinis film fra 1975 af samme navn, var afsluttet, stod instruktøren Signa Köstler chokeret tilbage. Hun var chokeret over den manglende indgriben i volden fra publikums side, der for det meste passivt observerede uden at reagere. 

 
Systematisk misbrug, tilfældig vold, perversioner og sex på tværs af alder og køn er, hvad man kan opleve, hvis man går ind i den kommunalt ejede herskabsvilla på Krausesvej 3, på Østerbro. Frem til den 15. marts er den hjem for 32 skuespillere fra teatertruppen SIGNA, der har lavet huset om til et bordel, hvor fire libertinske såkaldte Masters, udlever alle deres lyster.

Ifølge instruktøren Signa Sørensen har hun netop valgt Salò som tema, fordi hun ville sætte fokus på det systematiske misbrug af mennesker, og især kvinder, der dagligt foregår i vores samfund. Et misbrug, som vi ikke ser, da det typisk sker i et parallelsamfund både tæt på og langt fra det, vi selv bebor.   

Villa-Salò som belærende teater?

Man kan fristes til at tro, grundet instruktørens kritik af de manglende reaktioner fra publikum, at Signa Köstler forsøger at fremføre en form for belærende teater. Jeg ville dog nærmere mene, at hun forsøger at få os til at interagere og reflektere. Signa Köstler ønsker ikke at belære os; hun ønsker blot at vise os et udpluk af, hvad der foregår omkring i samfundet, som vi lukker øjnene for. 

Som Signa Sørensen fortæller i et interview med Politikens egen Torben Benner:

"Når en ung pige sidder grædende på trappen med blødende knæ, er hun der ganske rigtigt frivilligt i egenskab af skuespiller, men når hun mødes af gæster med et: »Det er godt med dig. Hvor sker der noget?« og et hundeklap på hovedet, er det stadig en kynisk indifference over for den smerte, vi skildrer – og som altså findes«. 

Jeg tror netop, at fordi det er totalteater, fordi det er sværere at distancere sig fra noget man er midt i, så er den måde at opføre sig på overfor den grædende skuespillerinde et tegn på, at mennesker i dag er blevet for gode til ikke at føle. Implikationerne er, at vi potentielt kan distancere os fra alt det dårlige, der foregår omkring os.

Den tavse masse

Det er mit indtryk, at vi som mennesker i dag lader os bombardere med lidelse fra forskellige medier, og vi sluger det, nærmest som underholdning. Selvom Danmark er i krig i Afghanistan, så tænker vi ikke over, at alle de afghanske soldater, der er døde, har efterladte, der græder over dem. Ligeledes kan vi i dag se et program som "Chicken Ranch -I lystens hule", en såkaldt dokumentar, hvor man følger en gruppe prostituerede, der bor på bordel, på Tv2, og føle os underholdt, til trods for, at det er prostitution vi underholder os ved, og at de kvinder, der portrætteres, for det meste har ulykkelige skæbner. De er dog langt bedre stillet end mange andre prostituerede. 

Man skal ikke langt for at opleve det ægte Villa-Salò. De ulovlige bordeller, der er skyld i trafficking findes også i Danmark. Unge kvinder fra Østeuropa, vores egen baghave, bliver narret til Danmark med drømmen om en bedre fremtid, men ender med at sælge deres krop, altid bange for misbrug fra både kunden og "ejeren".

Kunsten som det afsøgende rum

Signa Köstler prøver netop at portrættere disse komplekse forhold - blot igennem kunsten, for som hun videre fortæller til Torben Benner:

»Kunsten er det rum, hvor vi kan afsøge, hvad det kan og bør betyde at være menneske. Vi kan inden for fiktive rammer begive os steder hen, hvor vi ellers ikke kommer, og således tænke tanker til ende, som vores privilegerede hverdag sjældent stiller os overfor."(...)

 
Spørgsmålet er så, om Signa Köstlers forestilling og eksperiment er et flop på grund af de manglende reaktioner, eller om vi som mennesker efterhånden er så afstumpede, at det blot er nemmest at lukke øjnene - det være sig for forestilling såvel som virkelighed.

Langt fra et flop

Jeg mener, at Villa-Salò er en af de bedste avantgardistiske totalforestillinger, jeg har berørt i mit liv, både som menneske, men også som skribent. Jeg synes, at det er problematisk, at der har været så stor kritik af Villa-Salò, men måske er det nemmest at kritisere og blot tænke på det som "teater", når nogen prøver at vise os sandheden.

Da jeg forlod villaen, kunne jeg ikke ryste oplevelserne af mig. For mig var totalteatret en totaloplevelse. Og det er netop, hvad Signa Köstler efterlyser hos publikummet.  

Tankestreger fra en drøm

Til tider er det som om det runger i mit indre. Et echo fra mørket, der bliver højere og højere og til sidst overdøver alt omkring mig.
Det må vel være savnet.

Omend jeg har overbevist både mig selv og alle omkring mig, at jeg ikke savner mere...