Villa-Salò II - "Totalteater om manglende medmenneskelighed totalt flop?"

Efter den første cirkel i den avantgardistiske totalteaterforestilling Villa-Salò, baseret på Pasolinis film fra 1975 af samme navn, var afsluttet, stod instruktøren Signa Köstler chokeret tilbage. Hun var chokeret over den manglende indgriben i volden fra publikums side, der for det meste passivt observerede uden at reagere. 

 
Systematisk misbrug, tilfældig vold, perversioner og sex på tværs af alder og køn er, hvad man kan opleve, hvis man går ind i den kommunalt ejede herskabsvilla på Krausesvej 3, på Østerbro. Frem til den 15. marts er den hjem for 32 skuespillere fra teatertruppen SIGNA, der har lavet huset om til et bordel, hvor fire libertinske såkaldte Masters, udlever alle deres lyster.

Ifølge instruktøren Signa Sørensen har hun netop valgt Salò som tema, fordi hun ville sætte fokus på det systematiske misbrug af mennesker, og især kvinder, der dagligt foregår i vores samfund. Et misbrug, som vi ikke ser, da det typisk sker i et parallelsamfund både tæt på og langt fra det, vi selv bebor.   

Villa-Salò som belærende teater?

Man kan fristes til at tro, grundet instruktørens kritik af de manglende reaktioner fra publikum, at Signa Köstler forsøger at fremføre en form for belærende teater. Jeg ville dog nærmere mene, at hun forsøger at få os til at interagere og reflektere. Signa Köstler ønsker ikke at belære os; hun ønsker blot at vise os et udpluk af, hvad der foregår omkring i samfundet, som vi lukker øjnene for. 

Som Signa Sørensen fortæller i et interview med Politikens egen Torben Benner:

"Når en ung pige sidder grædende på trappen med blødende knæ, er hun der ganske rigtigt frivilligt i egenskab af skuespiller, men når hun mødes af gæster med et: »Det er godt med dig. Hvor sker der noget?« og et hundeklap på hovedet, er det stadig en kynisk indifference over for den smerte, vi skildrer – og som altså findes«. 

Jeg tror netop, at fordi det er totalteater, fordi det er sværere at distancere sig fra noget man er midt i, så er den måde at opføre sig på overfor den grædende skuespillerinde et tegn på, at mennesker i dag er blevet for gode til ikke at føle. Implikationerne er, at vi potentielt kan distancere os fra alt det dårlige, der foregår omkring os.

Den tavse masse

Det er mit indtryk, at vi som mennesker i dag lader os bombardere med lidelse fra forskellige medier, og vi sluger det, nærmest som underholdning. Selvom Danmark er i krig i Afghanistan, så tænker vi ikke over, at alle de afghanske soldater, der er døde, har efterladte, der græder over dem. Ligeledes kan vi i dag se et program som "Chicken Ranch -I lystens hule", en såkaldt dokumentar, hvor man følger en gruppe prostituerede, der bor på bordel, på Tv2, og føle os underholdt, til trods for, at det er prostitution vi underholder os ved, og at de kvinder, der portrætteres, for det meste har ulykkelige skæbner. De er dog langt bedre stillet end mange andre prostituerede. 

Man skal ikke langt for at opleve det ægte Villa-Salò. De ulovlige bordeller, der er skyld i trafficking findes også i Danmark. Unge kvinder fra Østeuropa, vores egen baghave, bliver narret til Danmark med drømmen om en bedre fremtid, men ender med at sælge deres krop, altid bange for misbrug fra både kunden og "ejeren".

Kunsten som det afsøgende rum

Signa Köstler prøver netop at portrættere disse komplekse forhold - blot igennem kunsten, for som hun videre fortæller til Torben Benner:

»Kunsten er det rum, hvor vi kan afsøge, hvad det kan og bør betyde at være menneske. Vi kan inden for fiktive rammer begive os steder hen, hvor vi ellers ikke kommer, og således tænke tanker til ende, som vores privilegerede hverdag sjældent stiller os overfor."(...)

 
Spørgsmålet er så, om Signa Köstlers forestilling og eksperiment er et flop på grund af de manglende reaktioner, eller om vi som mennesker efterhånden er så afstumpede, at det blot er nemmest at lukke øjnene - det være sig for forestilling såvel som virkelighed.

Langt fra et flop

Jeg mener, at Villa-Salò er en af de bedste avantgardistiske totalforestillinger, jeg har berørt i mit liv, både som menneske, men også som skribent. Jeg synes, at det er problematisk, at der har været så stor kritik af Villa-Salò, men måske er det nemmest at kritisere og blot tænke på det som "teater", når nogen prøver at vise os sandheden.

Da jeg forlod villaen, kunne jeg ikke ryste oplevelserne af mig. For mig var totalteatret en totaloplevelse. Og det er netop, hvad Signa Köstler efterlyser hos publikummet.  

Villa-Salò - de gjorde alt for at bibeholde illusionen om virkeligheden.

Det er nu et par dage siden, jeg første gang var inde i Villa-Salò. Jeg lovede at vende tilbage med indtryk, så hurtigt som muligt. Jeg har bare ikke kunne sætte mig ned og skrive om det før nu.



Villa-Salò kommer til at blive beskrevet i bidder og fragmenter i løbet af de næste par uger, for det er, hvad Villa-Saló er, i hvertfald i mit indre. 
Der er så mange forskellige aspekter af stykket, at det ikke kan andet, end total-præge beskueren, og man kan ikke andet, end at tage det med hjem og atter igen vende tilbage til villaen, for man vil have mere, man vil suge til sig af de mennesker, man tror man har lært at kende. 


Villa-Salò er Signas fortolkning af Pasolinis klassiker "Salò", der igen er inspireret af Marquis de Sades bog "120 dage i Sodoma", hvor en gruppe unge mennesker bliver holdt fanget og systematisk misbrugt af fire libertinere - Præsidenten, Greven, Dommeren og Biskoppen.


Jeg tror, at Villa-Saló bliver noget, der vil sætte sit præg på kunsten i mange år fremover. Desuden tror jeg, at det ville have været lige interessant for beskueren at blive lukket ind i sådan et univers - ligegyldigt, hvilken historie, der blev fortalt. Sagt med andre ord, ligegyldigt hvilken klassiker Signa Köstler havde valgt, ville det have gjort indtryk på de besøgende. 
Det, at det er misbrug, vold, sex  og andet, som også sker i vores hverdag, men som vi lukker øjnene for, der bliver vist i stykket, gør det i mine øjne blot mere interessant. Da man ikke kan andet, end reflektere over sin egen opførsel i huset, og over egen reaktion. Tænk på den harme det ville skabe, hvis man reagerede på samme måde i virkeligheden på den slags systematisk udnyttelse? 


Det som jeg syntes var interessant at opdage, var gæsternes reaktioner på volden og misbruget. Når de kom ud, rystede de alt af sig og konkluderede: "Det er meget grænseoverskridende, men man skal jo se det, for det er teatret og kunst". 
Derfor blev jeg langsomt ligeså interesseret i gæsterne og deres reaktioner, som min egen og villaens beboere. 


Jeg reagerede ved at forsøge at finde ud af disse mennesker. For det var tydeligt, at skuespillerne ikke kunne skelne virkelighed fra skuespil, når de blev slået, og det var også tydeligt at se, at de oprigtigt var trætte og udmattede til sidst. 


Enten har man her med sindssygt gode skuespillere at gøre, ellers så viser dette blot, at når en gruppe mennesker bliver isoleret og sat ind i forudbestemte roller, så vil de på et tidspunkt begynde at falde så meget ind i dem, at de til dels vil begynde at identificere sig med dem. 
Jeg tror, at det her er det sværeste stykke arbejde, disse mennesker nogen sinde vil komme ud for i hele deres karriere - netop fordi temaet er som det er, og fordi det er så intenst og koncentreret. De bor trods alt i villaen i 7 dage ad gangen - uden pauser. 


Efter, at jeg i søndags var vendt tilbage og havde gået rundt i villaen i mange, mange, mange timer, satte jeg mig på en stol for at slappe lidt af. Jeg sad ved trappen, og jeg kunne høre skrigene, jeg kunne se en fucker sodomisere biskoppen, jeg kunne høre børnene synge i spisestuen: "My master vill never show pity upon me", jeg kunne lugte spiritus og daggammel sved omkring mig. Det hele blev et virvar af alting, og jeg lukkede fuldkomment af for al galskaben, og lukkede mig inde i mit lille univers i hovedet, hvor jeg nærmest fik kvalme over mig selv og over dmin reaktion, eller retter sagt mangel på samme, over de uhyrligheder, der skete omkring mig. 
Jeg sad der og så på disse uhyrligheder og jeg gjorde intet.


En anden ting som jeg blev fascineret af, var hele deres forsøg på at bibeholde illusionen af virkelighed. Og god-damn-it, hvor lykkedes det godt!
Jeg synes skuespillerne var så gode. 


Især var det fantastisk at være sammen med personerne på tomandshånd, hvor jeg som beskuer, til tider, blev i tvivl, om det nu var karakteren, eller personen bag, der følte og mente således. 
Det tenderede kun til at vare i et par sekunder og så var de tilbage i rollen, men som modtager var det yderst forvirrende, og et eller andet sted lettere paranoia-fremkaldende, for man føler, at man får et forhold til disse mennesker. 


Idag er jeg forelsket, men det vil jeg fortælle om på et andet tidspunkt.
Jeg vil bare råde jer til at gå ind og opleve Villa-Salò. For det er en once in a lifetime oplevelse. Det afdækker virkelig ens medmenneskelighed og det indre ønske om magt og om at besidde andre menneskers vilje, lyst og liv. 


Hvis man giver sig selv hen, kan man lære sig selv at kende - og det monster som man går rundt og gemmer på til dagligt...
Jeg græd... hvilket overraskede mig.

Jeg giver Villa-Salò 6 ud af 6 dukker!