Ydmyg

Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg. Det har været sundt for mig.
Mine fingre er blevet brændt og lufttkasteller, så smukke som de kun ses i eventyr, fordampet.
Jeg har bygget murværker omkring mig, der er blevet brudt ned. Jeg har genopbygget murværker og sikret mig mod indtrængende, der ikke er blevet budt ind.

Vi sad i mit køkken. Han lænede sig ud af vinduet og røg. Jeg stod ved køkkenbordet og anrettede de syrener han havde stjålet til mig, fordi jeg på vores spadseretur havde afsløret, at syrener var min yndlingsblomst.
Det var lunt udenfor og duften af sommer og fugtigt græs var gennemtrængende og blandede sig med røgen fra hans cigaret.
Jeg indsnusede en enkel gang og ønskede, at øjeblikket aldrig ville ende.

Dagen efter strålede solen og jeg sad i vindueskarmen. Han kom over til mig og bøjede sig over mine ben og kiggede ud på den tomme gade.
"Det er utroligt, du fik din vilje."
Jeg smilede. "Det gør jeg som regel."
Jeg kyssede ham på skulderen. "Jeg får altid det jeg vil have, og hvis jeg ikke får det, så er det, fordi jeg ikke har villet det nok."
Han tog en slurk af min kaffe og sagde ikke noget.

Det øsregnede den aften vi stod på hjørnet og jeg spurgte ham, om jeg skulle holde op med at kunne lide ham.
Det øsregnede og mine fødder var gennemblødt den aften, han svarede, at det godt kunne synes således, men nej, det skulle jeg ikke.
Jeg kyssede ham farvel og trippede afsted i den mørke nat med et smil om munden.
Jeg vidste jeg ville savne ham, men det var ok, for han var min. 

Den nat jeg sad overfor ham i hans køkken var dagene blevet kortere og nætterne køligere. Jeg sad med min cigaret i hånden og sagde ikke noget. 
Han kiggede på mig og bad mig om at sige et eller andet. Hvad som helst. Men jeg kunne ikke. Jeg var tom. Bortset fra hans sidste sætning, der rungede som et ekko af tusinder klokker, "Til tider kan det bare være et blik eller dit smil, der kan få mig til at blive træt af dig." var jeg tom.
Mine arme hang slapt, da han krammende mig. Jeg lukkede døren efter mig, uden at kigge mig tilbage.

Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg var utrøstelig. Det gjorde ondt. 

Dagen efter og dagen der på, og jeg ved ikke, hvor mange dage derefter var jeg tom.
Jeg vandrede omkring som et genfærd.
Det gjorde end ikke ondt mere. Jeg holdt bare op med at smile.


Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg.
Jeg smiler igen, men jeg har lært, at selv små prinsesser ikke altid får det de vil have - hvor brændende de end ønsker sig det.

En aften sad jeg på en bænk og lyttede til menneskemylderet omkring mig, jeg blev prikket på skulderen. Jeg smilende op og han smilede igen. Et øjeblik kunne jeg ikke genkende ham. 
Jeg ved ikke hvorfor han smilede, men jeg gjorde, fordi jeg havde indset, at jeg endelig var blevet fri.

Guld og Grønne Ligusterhække

"Det kunne da være hyggeligt." svarede jeg med et smil. Han kiggede lidt panisk på mig. Jeg kunne se angsten tegne sig i hans drengede ansigt, og det morede mig.
Det eneste jeg havde foreslået var, at han skulle overnatte, af den simple grund, at jeg fandt vores lækre møder lige korte nok.
Han stod lettere rædselsslagen i døråbningen til soveværelset, hvor jeg stadig slangede mig halvpåklædt i sengen og kiggede på ham med et skævt smil på læberne.

Med store skrækslagne øjne og en, sikkert mere end planlagt, mekanisk stemme svarede han "Ja, øh ja...Ja, jeg må nok finde en dag så, hvor øh jeg kan overnatte."
Det morede mig endnu mere, men jeg sukkede alligevel opgivende.
Jeg rejste mig op og tog min kåbe på, for at følge ham ud.

Da jeg havde kysset ham farvel og lukkede døren bag ham, erstattede jeg kåben med min lyserøde pyjamas, slukkede lyset og kunne trods mørket, der omringede mig, ikke falde i søvn.

Mine tanker var i uro og et sted dybt inde rasede jeg.
Jeg rasede, fordi angsten netop havde været så tydelig i hans øjne.
Jeg rasede, fordi jeg som kvinde ikke kunne tillade mig at foreslå noget som enhver mand foreslår helt uden bagtanker om committment, og en fælles fremtid i et lille hus bag en velklippet ligusterhæk.

Efter et rum tid lukkede jeg øjnene og indså, at der ikke var noget at gøre, for når det kommer til sex, så er der bare forskellige forestillinger.
Mænd kan tillade sig at sige, hvad der faldt den ind, love guld og grønne ligusterhække. Kræve hvad de lyster: nærhed, tryghed og varme. Men hvis en kvinde efterspørger de samme ting, så er der stor sandsynlighed for, at man bliver mødt med mistanke om bagtanker, hemmelige agendaer og ønsker om et lykkeligt til kvælende og fælles dages ende.

Jeg indsnusede den kølige vinternat, der var trængt ind i mit soveværelse og så igen for mig hans ansigt, der var overmalet af angst, sidste gang jeg kyssede ham.