Villa-Salò II - "Totalteater om manglende medmenneskelighed totalt flop?"

Efter den første cirkel i den avantgardistiske totalteaterforestilling Villa-Salò, baseret på Pasolinis film fra 1975 af samme navn, var afsluttet, stod instruktøren Signa Köstler chokeret tilbage. Hun var chokeret over den manglende indgriben i volden fra publikums side, der for det meste passivt observerede uden at reagere. 

 
Systematisk misbrug, tilfældig vold, perversioner og sex på tværs af alder og køn er, hvad man kan opleve, hvis man går ind i den kommunalt ejede herskabsvilla på Krausesvej 3, på Østerbro. Frem til den 15. marts er den hjem for 32 skuespillere fra teatertruppen SIGNA, der har lavet huset om til et bordel, hvor fire libertinske såkaldte Masters, udlever alle deres lyster.

Ifølge instruktøren Signa Sørensen har hun netop valgt Salò som tema, fordi hun ville sætte fokus på det systematiske misbrug af mennesker, og især kvinder, der dagligt foregår i vores samfund. Et misbrug, som vi ikke ser, da det typisk sker i et parallelsamfund både tæt på og langt fra det, vi selv bebor.   

Villa-Salò som belærende teater?

Man kan fristes til at tro, grundet instruktørens kritik af de manglende reaktioner fra publikum, at Signa Köstler forsøger at fremføre en form for belærende teater. Jeg ville dog nærmere mene, at hun forsøger at få os til at interagere og reflektere. Signa Köstler ønsker ikke at belære os; hun ønsker blot at vise os et udpluk af, hvad der foregår omkring i samfundet, som vi lukker øjnene for. 

Som Signa Sørensen fortæller i et interview med Politikens egen Torben Benner:

"Når en ung pige sidder grædende på trappen med blødende knæ, er hun der ganske rigtigt frivilligt i egenskab af skuespiller, men når hun mødes af gæster med et: »Det er godt med dig. Hvor sker der noget?« og et hundeklap på hovedet, er det stadig en kynisk indifference over for den smerte, vi skildrer – og som altså findes«. 

Jeg tror netop, at fordi det er totalteater, fordi det er sværere at distancere sig fra noget man er midt i, så er den måde at opføre sig på overfor den grædende skuespillerinde et tegn på, at mennesker i dag er blevet for gode til ikke at føle. Implikationerne er, at vi potentielt kan distancere os fra alt det dårlige, der foregår omkring os.

Den tavse masse

Det er mit indtryk, at vi som mennesker i dag lader os bombardere med lidelse fra forskellige medier, og vi sluger det, nærmest som underholdning. Selvom Danmark er i krig i Afghanistan, så tænker vi ikke over, at alle de afghanske soldater, der er døde, har efterladte, der græder over dem. Ligeledes kan vi i dag se et program som "Chicken Ranch -I lystens hule", en såkaldt dokumentar, hvor man følger en gruppe prostituerede, der bor på bordel, på Tv2, og føle os underholdt, til trods for, at det er prostitution vi underholder os ved, og at de kvinder, der portrætteres, for det meste har ulykkelige skæbner. De er dog langt bedre stillet end mange andre prostituerede. 

Man skal ikke langt for at opleve det ægte Villa-Salò. De ulovlige bordeller, der er skyld i trafficking findes også i Danmark. Unge kvinder fra Østeuropa, vores egen baghave, bliver narret til Danmark med drømmen om en bedre fremtid, men ender med at sælge deres krop, altid bange for misbrug fra både kunden og "ejeren".

Kunsten som det afsøgende rum

Signa Köstler prøver netop at portrættere disse komplekse forhold - blot igennem kunsten, for som hun videre fortæller til Torben Benner:

»Kunsten er det rum, hvor vi kan afsøge, hvad det kan og bør betyde at være menneske. Vi kan inden for fiktive rammer begive os steder hen, hvor vi ellers ikke kommer, og således tænke tanker til ende, som vores privilegerede hverdag sjældent stiller os overfor."(...)

 
Spørgsmålet er så, om Signa Köstlers forestilling og eksperiment er et flop på grund af de manglende reaktioner, eller om vi som mennesker efterhånden er så afstumpede, at det blot er nemmest at lukke øjnene - det være sig for forestilling såvel som virkelighed.

Langt fra et flop

Jeg mener, at Villa-Salò er en af de bedste avantgardistiske totalforestillinger, jeg har berørt i mit liv, både som menneske, men også som skribent. Jeg synes, at det er problematisk, at der har været så stor kritik af Villa-Salò, men måske er det nemmest at kritisere og blot tænke på det som "teater", når nogen prøver at vise os sandheden.

Da jeg forlod villaen, kunne jeg ikke ryste oplevelserne af mig. For mig var totalteatret en totaloplevelse. Og det er netop, hvad Signa Köstler efterlyser hos publikummet.