Endelig

Først ville jeg have krøller, så ville jeg være blond, for siden hen at lege med min egen hårfarve.

Efter en tur til Sverige, en dag i fugtighed og regn, ser jeg sådan ud. Noget pjusket, derfor forkælede jeg mig selv med en ny kjole, for lige at kompensere for mit nye vildere hår...

Maxikjole fra H&M til 179,-

Den hjemmelavede uglehalskæde

Carmen

Jeg har denne kusine, der er et år ældre end mig. Hun bor i Sverige.

De første syv år af mit liv var vi udskillelige, og selvom jeg nogle gange syntes, hun var lidt mærkelig og havde en lidt for fantastisk fantasi, var hun min bedste veninde.

Krigen kom til Bosnien en tilfældig forårsdag, billedet af Tito blev fjernet fra klasseværelsernes væg, og da de første sommerdage var ovre, blev min kusines, lad os kalde hende Carmen, og mine veje skilt. Mor, søster og jeg tog til Montenegro og Carmen blev i Banja luka.

Jeg savnede hende, vores påfund og udflugter til den nærtliggende skov og blomstereng. Jeg savnede hendes fantasi og alle vores lege.

En grå efterårsdag fik jeg et brev; det var fra Carmen. Jeg var 9 og hun var 10 år gammel. Vi skrev jævnligt til hinanden, men som tiden gik, kom hendes brevemere og mere sjældent.

En sommerdag, da jeg var påbegyndt mit nye liv, fik jeg en fantastisk overraskelse - min kusine stod der på gaden og vinkede til mig.

Vi skulle fejre hendes 11-års fødselsdag hjemme hos os. Min lykke ville ingen ende tage, men noget var forkert...

Jeg så Carmen een gang til det år og jeg kan huske, at vi legede vores yndlings leg i baggården på Kastrupvej, cirkusartister...

En vinterdag, da jeg var kommet hjem fra skolen, fik jeg endnu en overraskelse. Min faster var kommet ud af Bosnien og vi var atter samlet, men overraskelsen blev til en skuffelse, Carmen ville ikke lægge make up, klæde sig ud, høre musik og hvad 10-11 årige piger ellers laver - hun ville lege med min 7 år yngre søster i stedet.

Jeg besøgte byen i Sverige mange gange derefter selvom Carmen hellere ville gynge , løbe med vinden og rutche, end at gå ture og kigge på drenge. Så jeg dannede venskaber i Sverige med andre jævnaldrende.

Jeg var for lille til at forstå og jeg kunne ikke sige fra. Om det var bevidst eller ubevidst, læssede min faster en tung byrde på mine skulder, som jeg ikke kunne trække mig væk fra.

Jeg følte som var jeg i en fælde jeg ikke kunne slippe ud af.

På den ene side havde jeg en syg kusine som jeg skulle tage mig af for - "Carmen har mistet troen på mennesker, og derfor skal du Erna hjælpe hende med at få den tilbage" sagde min faster, hver gang jeg skulle ud og mødes med mine veninder. Og på den anden side, hvis jeg skulle slippe for min mere og mere underlige kusine, så skulle jeg holde mig fra Sverige og dermed mine nye venner.

Hvergang jeg tog til Sverige havde jeg Carmen på slæb og hver gang var hun mere og mere aparte.

Jeg husker engang, hvor hun død og pine ville gå en tur ,selvom det regnede. Jeg skulle være den, der gik med hende. Da vi havde gået godt en halv time, så løb hun, hun løb og løb og jeg kunne ikke holde hende tilbage. Jeg stod alene, 13 år gammel i en fremmed by med en mistet kusine.

Først var det manglende tiltro til mennesker.

Så blev det djævle og dæmoner.

Jeg var knap 15 og dybt forelsket i min fasters nabo, han var ligeså vild med mig, men da han var fem år ældre end mig, og hans far havde forbudt ham så meget som at se forkert på mig, blev det er skjult forelskele. Jeg fandt hvert ledigt øjeblik for at tage til Sverige og bruge tid med ham.

Det var en bittersød periode i mit liv, for hvor end jeg var, der var Carmen også, som ikke rigtig befandt sig i vores verden længere.

Udtryk som "fuck nu skal jeg skide" midt i mellem pludselige hvin som "supermario" (hun elskede supermario3) og "jeg knepper Gud", var yderst almindelige og for mig utrolig pinlige. Jeg lukkede øjne og bad bare til, at de andre omkring mig ville være forstående - det var de også.

Han ville ikke have mig og jeg fik travlt med mit liv i Danmark. Efter en længere periode fravær tog jeg til Sverige for at besøge min faster.

Den blonde, smarte og miniskørtklædte kvinde jeg havde vokset op med var forsvundet bag et par runde briller, en falmet brun Kjole og et Hvidt tørklæde. Jeg troede et øjeblik, at det var en gæst, der havde åbnet for mig.

Carmen var som sagt besat af djævle og min faster var tøet til Gud, præster, imamer og spåkoner. De lovede alle at helbrede Carmen for en lille sum penge.

Da hun tog tørklædet af, var min faster dækket af blå mærker. Min fætter var der ikke, ham havde de sendt ud til bedsteforældrene, for de frygtede hans sikkerhed.

Stort set alle dørene var taget af og flere af lejlighedens vægge var dækket af store huller, Carmen blev badet i vand, der var blevet bedt over.

En aften var jeg alene med Carmen, hun var inde på sit værelse og havde skruet højt op for musikken. Jeg gik derind for at skrue ned, men hun løb hen mod mig og slog mig to gange i ansigtet med knyttet næve.

Engang i kæben og en gang i øjet. Jeg løb ud af værelset og så ud af lejligheden, låste døren og satte mig ved elevatoren for at græde. På bare tær løb jeg hen til en veninde, der boede i opgangen ved siden af. Den nat kom jeg ikke tilbage.

Da jeg næste dag kom tilbage til min faster, kunne hun ikke forstå, hvorfor jeg ville hjem med det samme.

Carmen satte sig på min fasters skød, hvorpå min faster spurgte: "Hvorfor slog du Erna, Carmen?"

Carmen svarede, at det ikke var hende, men hønen, der havde gjort det. Min faster grinede og sagde "Se Erna, det var ikke Carmen, men hønen der slog dig."

Carmen har ikke mistet troen på mennesker, ej hellere er hun besat. Carmen er autist, epileptiker med skizofrene og udviklingshæmmede træk. Carmens intelekt svarer til et barn på 6-7 år. Hun kan fungere, men det kræver medicinering og meget faste rammer.

Al den manglende psykiske behandling, på det tidspunkt i 5 år, havde kogt Carmens hjerne. Hvert lille epileptisk anfald havde dræbt hjerneceller, og hun havde mange. Til tider flere om dagen.

Jeg pakkede mine ting og blev væk i flere år.

Efter mange kampe og flere trusler fra min far, gik min faster med til at lade Carmen indlægge og flytte ind på en institution.

Min faster lever stadig i selvbedrag og tror, at Carmen vil blive helt rask. Måske er det dårlig samvittighed måske er det håb.

Da jeg havde udgivet min bog, skulle jeg promovere den i Sverige. Det gav andledning til at besøge min faster. På det tidspunkt havde Carmen boet på institution i godt to år og hun var ved at få en hverdag stablet op på benene, hvor hun kunne finde ud af selv at spise og drikke uden supervision.

Vi skulle besøge hende, men min faster var for langsom og jeg havde et tog jeg skulle nå, så jeg fik en stikpille eller to, om hvor egoistisk jeg var og om hvordan alle mennesker var vigtigere end Carmen, at jeg tænkte kun på mig selv og at jeg burde skamme mig, for aldrig at havde taget mig af Carmen.

Jeg fik nok. Efter ti år fik jeg nok.

Jeg fortalte alt og undlod ikke en eneste detalje. Om alle de piger, hun gennem tiden havde rekrutteret til at tage sig af Carmen og alle historier om, hvor fantastiske de var, selvom de alle, efter par måneder, forsvandt, mens jeg havde været der i ti år og jeg fik ikke engang et tak.

Jeg skulle løbe efter Carmen, jeg skulle skutte mig, og jeg fik slag i ansigtet, som knap 16-årig. Jeg havde fået nok. Og stadig var jeg der. "Du har aldrig gidet Carmen, du har aldrig ville hjælpe hende.", sagde hun som noget af det sidste. Og nej, jeg havde aldrig gidet tage mig af Carmen, for jeg var hendes yngre kusine og ikke en uddannet psykolog, og alligevel stod jeg der troligt i ti år...

Atter igen pakkede jeg min kuffert og rejste hjem.

Siden da har jeg set Carmen kun et par enkelte gange. Jeg orker det ikke, jeg får nærmest angstanfald, hver gang jeg skal se hende eller skal til Sverige.

Siden da har min fasters og min vej gået i hver sin retning, selv da hun tilbød mig sin nyre, var jeg i tvivl om jrg skulle tage imod den, for jeg ønskede ikke at skylde hende noget.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan de fik mig overtalt til at takke ja til hendes tilbud - men hele den periode er sløret for mig

Idag skal jeg til Sverige for at fejre Carmen - det var hendes ønske, at vi alle, også T og jeg, skulle komme for at fejre hende. Jeg tvivler - hun siger ikke så mange sammenhængende ting mere.

Jeg har ikke været i Sverige i tre år eller mere, og jeg har intet ønske om at tage derud, men jeg gør det for jeg ved, at det betyder noget for mig far.

Jeg ved ikke om denne historie gør mig til et umenneske, men...

Det håber jeg ikke.

Visse mandage...

...er bare bedre end andre. F.x de mandage, hvor man drikker og sludrer dagen væk med Den Gode Veninde og kommer hjem til sushi og en gave fra manden...

Denne lille vintageinspirerede karusel er fra frydenDAHL, der i disse dage har ophørs salg, har jeg ladet mig fortælle.

Postkort fra Mallorca - eller hilsner fra helvedet

Min far var så skøn at invitere mig på ferie i år - vi har kun en enkel gang været på charterrejser og det passer mig fint. Men sidste år tog far og mor på sådan en færd og nu pappi inviterede med ordene "Du skal se -det hele er organiseret! Man behøver slet ikke at tænke, der er styr åå det hele" og en begejstring, der kunne smelte Antarktis, kunne jeg ikke få mig selv til at sige ham imod. Så far fik lov til at tage ind i SPIES.

Da jeg i sidste uge kom hjem til far og mor, stod der en billet på bordet - frk. Erna Ahmetspahic, Mallorca 27/7-10, uspeciferet destination. Pust! tænkte jeg, men ok, hvor galt kan det være? "10 millioner mennesker kan umuligt tage fejl", som "Turen gå til Mallorca skriver". Det værste, der kunne ske er vel en grissefest i ny og næ.

Min far var med på hele charterkarusellen - forudbestilt mad på flyet og fælles bus med guid til hotellet. Jeg smilede og tog det som en oplevelse. På Mallorca blev vi mødt af svenske guides - det var ligesom den reklame fra TV2 - undgå misforståelser på ferien - well her kunne det let komme til misforståelser. Vi blev sendt til bus 73, for at blive ganet til bus 81.
Da vi i bus 81 blev modtaget af en svensk bebumset Allan med ordene "alå alå, välkåmen til Majårrrca" stod jeg af.

Vi skulle bo i Playa de Palma, der i følge guidbogen også bliver kaldt for "Mini München". Yay, idet mindste skal jeg ikke trækkes med Allan.

Jeg tror det hedder kulturchok. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg har så heller ikke været på charterferie i dette årtusinde. Det tætteste er nok turen til Tenerife med Den Gode Veninde, midt i januar for et par år siden.

Blonde og solbrune mænd og kvinder i alle aldre og rynkestadier. Russere og andre østeuropæerer, der knap kan gå oprejst for deres tykke guldsmykker - jeg tror de har en intern konkurrence kørende om, hvem der har den krummeste ryg. Jo mere krum man er, des større et kors og tykkere kæde hænger om halse. Gadesælgere, der har fået alt for lang snor.

Heldigvis er stranden tæt på, de lokale er imødekommende og til trods for skummel brun hotel i en sidegade er service i top.

Havet er forklædt i tre nuancer azurblåt, himlen spejler sig i den og bortset fra kinesere, der lader deres børn skide i en plastikposer syv meter væk fra mig, så er her roligt og overraskende rart.
Jeg tror, at 30 år med turister fra Norden har smittet af på de lokale, der absolut ikke er anmasende, men tværtimod tilbageholdende og lettere reserveret.

Aftenen iaften byder på Palma by, der er knap 20 km væk herfra og jeg går ud fra endnu mere sangria og flere østers.

Desuden er planen at leje cykler og tage en tur til det lokale område og måske længere ind på øen, men nu må vi se om jeg kan lade mig skille fra strandstolen, for jeg nyder nu den rolige og drævne atmosfære tyskerne skaber.

Værelset

Det er lang tid siden, at jeg har sovet hos mine forældre. Og endnu længere tid siden, at jeg har sovet hos dem i to hele nætter.

Dengang vi fik permanent opholds tilladelse i Danmark fik vi tilbudt en treværelses lejlighed på Frederiksberg. Min far takkede ja med det samme, for før det boede vi alle fire i et enkelt værelse på knap 18 kvm. Tre værelser var et helt slot.

På et tidspunkt blev jeg teenager og min syv år yngre søster en uudholdelig plage, så mine forældre satte deres dobbeltsenge op på lofter, købte en sovesofa til stuen og gav mig deres eget soveværelse.
Jeg satte ikke... Nej lad mig omformulere. Jeg var så lykkelig for at få mit eget værelse, men jeg kunne dengag ikke se, hvor stor en gestus dette faktisk var.

Jeg gemte mig på det værelse i fem år. Alle de store beslutninger blev taget der. Mine egne og mine veninders kærestesorger blev slikket der og begejstrede hop over nye forelskelser runger stadig i væggene.
Idag er det værelse min lillesøsters, der er et par enkelte ting tilbage fra min tid, men det meste er ændret.

Jeg lå i hendes seng og kunne ikke sove, for så mange minder og så mange tanker vågnede inde i mig sidste nat.

Fuglene var allerede begyndt at kvidre udefor, og jeg blev overvældet af mindet om de sene nætter, hvor jeg skrev, til min hånd gik i krampe. De lyse sommermorgener, hvor jeg, overbevist om, at mine forældre sov, satte mig i vindueskarmen for at ryge i det skjulte og de kolde dage, hvor jeg kunne gemme mig fra verden, når livet gik skævt, i srearinlysetsskær.
Jeg mindes Mirso, Carlos Tarik, Mahir og T, der alle kærtegnede og kyssede mig på min røde futon.
Jeg mindes....
Det er så lang tid siden, jeg har sovet i det værelse.

Den totale ydmygelse

På tirsdag skal jeg til Mallorca med min far, så i to dage skulle jeg være alene hjemme, for T skred allerede igår -noget med kano og Sverige og drengene og manddomsprøve og 12 rammer øl og en ukendt mængde sprut.

Jeg var hos far og mor for at vaske tøj før ferien- de betaler 7 kr pr. maskine, jeg betaler 24 kr pr. maskine.

Da mine forældre smed mig af på øen ved nitiden, glædede jeg mig til at være alene og kigge mit skab igennem for det tøj, som de frække spanier på Mallorca (er der overhovedet spanier på Mallorca??) skulle have æren af at kigge på.

Normalt pakker jeg i sidste øjeblik. Jeg tager den største kuffert jeg har og smider hele skabet og mit chatol ned i kufferten (vandretur ville være en tung affære for mig). Derfor tænkte jeg igår, at nu jeg var alene og havde en masse tid, så kunne jeg lege voksen, planlæggende og pakke i en kuffert af normal størrelse, bare for at prøve noget nyt.

Enhver anden aften elsker jeg at være alene i min lejlighed, at tulle rundt, høre min yndlingsmusik på repeat og jah... bare være mig selv. Men idag gik jrg rundt og kunne ikke andet end føle mig begloet af et eller andet usynligt. Jeg gjorde alt for at blokere den satans film ude, men lidt nyttede det. Stadig så jeg Katie foran kameraet og havde en følelse af at noget stod bag mig - bullshit!

Jeg stod og så ind i spejlet og tænkte, "Tag dig sammen skøre kælling. D E R E R I K K E S P Ø G E L S ER E L L E R D Æ M O N E R T I L!!", mens jeg tog telefonen og trykkede "Tata m" (far mobil) med ordene "Henter du mig ved metroen om en halv time, jeg tør ikke sove alene hjemme?
Jo det ville han gerne, men hvorfor var jeg bange?
Jeg sukkede og mumlede pga en film.

Jeg tog den første kjole på, smed min tandbørste ned i tasken og tog den første metro ud til far og moar.

Da jeg var ankommet, sad jeg og fortalte min far, hvad jeg var bange for. Så kiggede han på mig og grinede "Er du sikker på du ikke skal sove hos mor, jeg kan godt sove i din seng?"
Jeg grinede nervøst tilbage og takkede nej.

Det mest ydmygende er ikke, at han foreslog det, men at jeg rent faktisk i 04, efter en tur med "Dawn of the Dead" smed min far ud af dobbeltsenge midt om natten på en B&B i Slovenien - "Jeg var bange for den lille pige for enden af fodenden".

"Paranormal Activity"

Den første gyser nogensinde jeg så var filmatiseringen af Stephen Kings "Dyre Kirkegården". Jeg så den i Bosnien og jeg var ikke særlig gammel. Jeg ved stadig ikke, hvad mine forældre tænkte, da de gav mig lov til at se den film. Jeg kan huske, at jeg sad i sofaen og troede jeg skulle dø. Jeg var så bange, at jeg tændte for min walkman og hørte børnehistorier for fuld skrue, mens jeg med lukkede øjne holdt hovedet vendt væk fra tv'et. Hele natten vågnede jeg med billeder af den lille onde dreng, og senere hen den lille onde drengens onde mor, svævende over mig. Jeg var så bange.

Siden hen har jeg set mange gysere, eller det er nok ikke det rette udtryk at bruge, for som regel sidder jeg med lukkede øjne, mens jeg holder mig selv for ørerne, så jeg hverken kan se eller høre noget, sådan ca. halvdelen af filmen.

Nogle film kan jeg klare bedre end andre. Vampyrer, monstre, død osv. har jeg intet problem med. Mordere og psykopater kan jeg også lige klare.
Zombier har i mange år været min store nemesis, men jeg er simpelthen blevet hjernevasket til at kunne holde dem ud - noget med kærester med dårlig filmsmag og forhold og kompromiser.
Derimod er dæmoner og "onde magter" bare ikke noget jeg har lyst til at lege med. Jeg har set en del gyserr til trods for, for.. jeg ikke nogen god grund - (måske er jeg bare masochist), og efterhånden kan jeg som regel abstrahere fra gyset, når filmen er slut. Men visse af disse film er så skrækkelige, at jeg bare dør, mens jeg ser dem og bliver decideret bange efter.

Jeg så "The Blairwitch Project" i sin tid og døde, skovtur var udelukket i flere år.
Et par år efter var jeg inde og se "The Ring" og jeg sov med lyset tændt i flere uger. Hver gang telefonen ringede, overvejede jeg en ekstra gang om jeg skulle tage den eller ej (jeg kan faktisk ikke huske, om det var pga. filmen, eller min crazy stalker ex, der yndede at ringe et par gange dagligt til mig, fra hemmeligt nummer, fordi jeg sagde "vi godt kunne være venner", da jeg slog op med ham).

Derfor, da "Paranormal Activity" blev massivt promoveret sidste år, valgte jeg pænt ikke at se- hverken traileren eller filmen.

I onsdags kom Ems på besøg og hun elsker at se gysere med T, for han kommenterer undervejs, og på den måde er gyserne til at holde ud.
Jeg havde opdaget, at "House on Hunted Hill" fra 1999 var efterfuldt af en 2'er fra 2007, og den ville vi se. ("House on Hunted Hill" er en film for sig. Da jeg så den første gang hos min overbo, gik jeg hjem med en hammer i hånden - just in case. Jeg tør stadig ikke se den alene).
Nede i Blockbuster var "Return to The House on Hunted Hill" ikke at finde, så et eller andet lysende hoved foreslog "Hvad med "Paranormal Activity"?" - af gode grunde vil dét lysende hoved forblive anonymt. To andre lysende hoveder nikkede ivrigt, for ingen af os havde set den.

Filmen blev sat på, og jo længere vi kom ind i den, des dybere gled jeg ned i dynen. Ems grinede af mig, da hun så mig midt i filmen siddende med dynen over hovedet med kun et lille hul til mit ene øje. T sad helt stille og var paralyseret - så ingen sjove kommentar kom fra ham. Ems skreg i ny og næ og mine "Hvad sker der nu?" blev kun afløst af "Hvor meget af filmen har vi tilbage?"

Føj for helvede, hvor var det bare klamt og underspillet og uhyggeligt. De uhyggeligste scener var dem, hvor man intet hørte og der intet skete, for de fik mig til at slappe af. Hvert øjeblik forventede jeg et kæmpe brag. De kom naturligivs kun, når jeg tog dynen ned, så jeg kunne se med begge øjne.
De hjemmelige kulisser som filmen er optaget under, hjalp heller ikke på nerverne. Selvom spøgelser og onde dæmoner ikke findes, kunne jeg ikke andet end spjætte ved hver uvant lyd efter filmen.

Da jeg sendte selskabet hjem og gik ind i mit overophedede værelse for at sove, kunne jeg alt andet, end lige netop dét. Spøgelser og dæmoner findes ikke. Jeg prøvede at tænke på chokolade og solskinsdage, men som var jeg besat, så jeg Katie stå og stene ind i kameraet hver gang jeg lukkede øjnene. Den første halvdel af natte moslede jeg rundt og vækkede T - "Jeg er bange" mumlede jeg under dynen, hver gang han spurgte, hvad der var galt. Selvom det var 150 grader den nat, havde jeg gemt mig under dynen - for tænk, hvis sådan noget paranormalt halløj også sker i vores hjem, mens vi sover. Eller tænk, hvis jeg også blev hevet ud af sengen og bidt og besat, ligesom Katie blev?

I det mindste opererer onde magter og spøgelser ikke ved højlys dag... vel?