13.8.10

Carmen

Jeg har denne kusine, der er et år ældre end mig. Hun bor i Sverige.


De første syv år af mit liv var vi udskillelige, og selvom jeg nogle gange syntes, hun var lidt mærkelig og havde en lidt for fantastisk fantasi, var hun min bedste veninde.


Krigen kom til Bosnien en tilfældig forårsdag, billedet af Tito blev fjernet fra klasseværelsernes væg, og da de første sommerdage var ovre, blev min kusines, lad os kalde hende Carmen, og mine veje skilt. Mor, søster og jeg tog til Montenegro og Carmen blev i Banja luka.


Jeg savnede hende, vores påfund og udflugter til den nærtliggende skov og blomstereng. Jeg savnede hendes fantasi og alle vores lege.

En grå efterårsdag fik jeg et brev; det var fra Carmen. Jeg var 9 og hun var 10 år gammel. Vi skrev jævnligt til hinanden, men som tiden gik, kom hendes brevemere og mere sjældent.


En sommerdag, da jeg var påbegyndt mit nye liv, fik jeg en fantastisk overraskelse - min kusine stod der på gaden og vinkede til mig.

Vi skulle fejre hendes 11-års fødselsdag hjemme hos os. Min lykke ville ingen ende tage, men noget var forkert...


Jeg så Carmen een gang til det år og jeg kan huske, at vi legede vores yndlings leg i baggården på Kastrupvej, cirkusartister...


En vinterdag, da jeg var kommet hjem fra skolen, fik jeg endnu en overraskelse. Min faster var kommet ud af Bosnien og vi var atter samlet, men overraskelsen blev til en skuffelse, Carmen ville ikke lægge make up, klæde sig ud, høre musik og hvad 10-11 årige piger ellers laver - hun ville lege med min 7 år yngre søster i stedet.


Jeg besøgte byen i Sverige mange gange derefter selvom Carmen hellere ville gynge , løbe med vinden og rutche, end at gå ture og kigge på drenge. Så jeg dannede venskaber i Sverige med andre jævnaldrende.


Jeg var for lille til at forstå og jeg kunne ikke sige fra. Om det var bevidst eller ubevidst, læssede min faster en tung byrde på mine skulder, som jeg ikke kunne trække mig væk fra.

Jeg følte som var jeg i en fælde jeg ikke kunne slippe ud af.

På den ene side havde jeg en syg kusine som jeg skulle tage mig af for - "Carmen har mistet troen på mennesker, og derfor skal du Erna hjælpe hende med at få den tilbage" sagde min faster, hver gang jeg skulle ud og mødes med mine veninder. Og på den anden side, hvis jeg skulle slippe for min mere og mere underlige kusine, så skulle jeg holde mig fra Sverige og dermed mine nye venner.


Hvergang jeg tog til Sverige havde jeg Carmen på slæb og hver gang var hun mere og mere aparte.


Jeg husker engang, hvor hun død og pine ville gå en tur ,selvom det regnede. Jeg skulle være den, der gik med hende. Da vi havde gået godt en halv time, så løb hun, hun løb og løb og jeg kunne ikke holde hende tilbage. Jeg stod alene, 13 år gammel i en fremmed by med en mistet kusine.


Først var det manglende tiltro til mennesker.

Så blev det djævle og dæmoner.


Jeg var knap 15 og dybt forelsket i min fasters nabo, han var ligeså vild med mig, men da han var fem år ældre end mig, og hans far havde forbudt ham så meget som at se forkert på mig, blev det er skjult forelskele. Jeg fandt hvert ledigt øjeblik for at tage til Sverige og bruge tid med ham.

Det var en bittersød periode i mit liv, for hvor end jeg var, der var Carmen også, som ikke rigtig befandt sig i vores verden længere.

Udtryk som "fuck nu skal jeg skide" midt i mellem pludselige hvin som "supermario" (hun elskede supermario3) og "jeg knepper Gud", var yderst almindelige og for mig utrolig pinlige. Jeg lukkede øjne og bad bare til, at de andre omkring mig ville være forstående - det var de også.


Han ville ikke have mig og jeg fik travlt med mit liv i Danmark. Efter en længere periode fravær tog jeg til Sverige for at besøge min faster.



Den blonde, smarte og miniskørtklædte kvinde jeg havde vokset op med var forsvundet bag et par runde briller, en falmet brun Kjole og et Hvidt tørklæde. Jeg troede et øjeblik, at det var en gæst, der havde åbnet for mig.

Carmen var som sagt besat af djævle og min faster var tøet til Gud, præster, imamer og spåkoner. De lovede alle at helbrede Carmen for en lille sum penge.


Da hun tog tørklædet af, var min faster dækket af blå mærker. Min fætter var der ikke, ham havde de sendt ud til bedsteforældrene, for de frygtede hans sikkerhed.

Stort set alle dørene var taget af og flere af lejlighedens vægge var dækket af store huller, Carmen blev badet i vand, der var blevet bedt over.


En aften var jeg alene med Carmen, hun var inde på sit værelse og havde skruet højt op for musikken. Jeg gik derind for at skrue ned, men hun løb hen mod mig og slog mig to gange i ansigtet med knyttet næve.

Engang i kæben og en gang i øjet. Jeg løb ud af værelset og så ud af lejligheden, låste døren og satte mig ved elevatoren for at græde. På bare tær løb jeg hen til en veninde, der boede i opgangen ved siden af. Den nat kom jeg ikke tilbage.


Da jeg næste dag kom tilbage til min faster, kunne hun ikke forstå, hvorfor jeg ville hjem med det samme.

Carmen satte sig på min fasters skød, hvorpå min faster spurgte: "Hvorfor slog du Erna, Carmen?"

Carmen svarede, at det ikke var hende, men hønen, der havde gjort det. Min faster grinede og sagde "Se Erna, det var ikke Carmen, men hønen der slog dig."


Carmen har ikke mistet troen på mennesker, ej hellere er hun besat. Carmen er autist, epileptiker med skizofrene og udviklingshæmmede træk. Carmens intelekt svarer til et barn på 6-7 år. Hun kan fungere, men det kræver medicinering og meget faste rammer.


Al den manglende psykiske behandling, på det tidspunkt i 5 år, havde kogt Carmens hjerne. Hvert lille epileptisk anfald havde dræbt hjerneceller, og hun havde mange. Til tider flere om dagen.


Jeg pakkede mine ting og blev væk i flere år.


Efter mange kampe og flere trusler fra min far, gik min faster med til at lade Carmen indlægge og flytte ind på en institution.

Min faster lever stadig i selvbedrag og tror, at Carmen vil blive helt rask. Måske er det dårlig samvittighed måske er det håb.



Da jeg havde udgivet min bog, skulle jeg promovere den i Sverige. Det gav andledning til at besøge min faster. På det tidspunkt havde Carmen boet på institution i godt to år og hun var ved at få en hverdag stablet op på benene, hvor hun kunne finde ud af selv at spise og drikke uden supervision.

Vi skulle besøge hende, men min faster var for langsom og jeg havde et tog jeg skulle nå, så jeg fik en stikpille eller to, om hvor egoistisk jeg var og om hvordan alle mennesker var vigtigere end Carmen, at jeg tænkte kun på mig selv og at jeg burde skamme mig, for aldrig at havde taget mig af Carmen.

Jeg fik nok. Efter ti år fik jeg nok.

Jeg fortalte alt og undlod ikke en eneste detalje. Om alle de piger, hun gennem tiden havde rekrutteret til at tage sig af Carmen og alle historier om, hvor fantastiske de var, selvom de alle, efter par måneder, forsvandt, mens jeg havde været der i ti år og jeg fik ikke engang et tak.

Jeg skulle løbe efter Carmen, jeg skulle skutte mig, og jeg fik slag i ansigtet, som knap 16-årig. Jeg havde fået nok. Og stadig var jeg der. "Du har aldrig gidet Carmen, du har aldrig ville hjælpe hende.", sagde hun som noget af det sidste. Og nej, jeg havde aldrig gidet tage mig af Carmen, for jeg var hendes yngre kusine og ikke en uddannet psykolog, og alligevel stod jeg der troligt i ti år...


Atter igen pakkede jeg min kuffert og rejste hjem.


Siden da har jeg set Carmen kun et par enkelte gange. Jeg orker det ikke, jeg får nærmest angstanfald, hver gang jeg skal se hende eller skal til Sverige.

Siden da har min fasters og min vej gået i hver sin retning, selv da hun tilbød mig sin nyre, var jeg i tvivl om jrg skulle tage imod den, for jeg ønskede ikke at skylde hende noget.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan de fik mig overtalt til at takke ja til hendes tilbud - men hele den periode er sløret for mig


Idag skal jeg til Sverige for at fejre Carmen - det var hendes ønske, at vi alle, også T og jeg, skulle komme for at fejre hende. Jeg tvivler - hun siger ikke så mange sammenhængende ting mere.

Jeg har ikke været i Sverige i tre år eller mere, og jeg har intet ønske om at tage derud, men jeg gør det for jeg ved, at det betyder noget for mig far.


Jeg ved ikke om denne historie gør mig til et umenneske, men...


Det håber jeg ikke.

6 kommentarer:

Leoparddrengen sagde ...

Det kan jeg ikke forestille mig den skulle kunne.

God tur derover - håber det bliver et godt ophold. Og gode ønsker til din kusine.

Alice M sagde ...

DU er menneske. Ligesom alle os andre.

Tak fordi du delte.

Selvom jeg har læst hele din blog, så havde jeg ikke fået med at du havde udgivet en bog. Er det en man kan købe?

Leoparddrengen sagde ...

@Alice

Her.

Erna Lola sagde ...

Tnx Leo, hvad skulle jeg stille op uden dig, her midt i min langsom-og sommerdvaskhed :)

Alice, jeg var ikke så gammel, da jeg udgav digtsamlingen, så det er som regel noget, der kun bliver nævnt i en bisætning. For den er ikke noget at prale af :)

ElmaRedzic sagde ...

Hej ernic..
Vidste ikke at du havde udgivet en bog ? Kan man købe den et eller andet sted?
Sto se tice price, sve ovo te ne pravi losom osobom. Svakome bi dopizdilo u neka doba. Gledajuci na to sve, mislim da si bila jako strpljiva i razumna,i dobra rodica koliko si mogla u situaciji kojoj si se nalazila.
Ønsker jer et godt ophold, og at du ikke bliver skuffet,men positivt overrasket... cmoka

sommerherren sagde ...

Erna, du er et godt menneske! Du har gjort dit bedste under umulige omstændigheder.

Knus, Soher