Postkort fra Mallorca - eller hilsner fra helvedet

Min far var så skøn at invitere mig på ferie i år - vi har kun en enkel gang været på charterrejser og det passer mig fint. Men sidste år tog far og mor på sådan en færd og nu pappi inviterede med ordene "Du skal se -det hele er organiseret! Man behøver slet ikke at tænke, der er styr åå det hele" og en begejstring, der kunne smelte Antarktis, kunne jeg ikke få mig selv til at sige ham imod. Så far fik lov til at tage ind i SPIES.

Da jeg i sidste uge kom hjem til far og mor, stod der en billet på bordet - frk. Erna Ahmetspahic, Mallorca 27/7-10, uspeciferet destination. Pust! tænkte jeg, men ok, hvor galt kan det være? "10 millioner mennesker kan umuligt tage fejl", som "Turen gå til Mallorca skriver". Det værste, der kunne ske er vel en grissefest i ny og næ.

Min far var med på hele charterkarusellen - forudbestilt mad på flyet og fælles bus med guid til hotellet. Jeg smilede og tog det som en oplevelse. På Mallorca blev vi mødt af svenske guides - det var ligesom den reklame fra TV2 - undgå misforståelser på ferien - well her kunne det let komme til misforståelser. Vi blev sendt til bus 73, for at blive ganet til bus 81.
Da vi i bus 81 blev modtaget af en svensk bebumset Allan med ordene "alå alå, välkåmen til Majårrrca" stod jeg af.

Vi skulle bo i Playa de Palma, der i følge guidbogen også bliver kaldt for "Mini München". Yay, idet mindste skal jeg ikke trækkes med Allan.

Jeg tror det hedder kulturchok. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg har så heller ikke været på charterferie i dette årtusinde. Det tætteste er nok turen til Tenerife med Den Gode Veninde, midt i januar for et par år siden.

Blonde og solbrune mænd og kvinder i alle aldre og rynkestadier. Russere og andre østeuropæerer, der knap kan gå oprejst for deres tykke guldsmykker - jeg tror de har en intern konkurrence kørende om, hvem der har den krummeste ryg. Jo mere krum man er, des større et kors og tykkere kæde hænger om halse. Gadesælgere, der har fået alt for lang snor.

Heldigvis er stranden tæt på, de lokale er imødekommende og til trods for skummel brun hotel i en sidegade er service i top.

Havet er forklædt i tre nuancer azurblåt, himlen spejler sig i den og bortset fra kinesere, der lader deres børn skide i en plastikposer syv meter væk fra mig, så er her roligt og overraskende rart.
Jeg tror, at 30 år med turister fra Norden har smittet af på de lokale, der absolut ikke er anmasende, men tværtimod tilbageholdende og lettere reserveret.

Aftenen iaften byder på Palma by, der er knap 20 km væk herfra og jeg går ud fra endnu mere sangria og flere østers.

Desuden er planen at leje cykler og tage en tur til det lokale område og måske længere ind på øen, men nu må vi se om jeg kan lade mig skille fra strandstolen, for jeg nyder nu den rolige og drævne atmosfære tyskerne skaber.