24.7.10

"Paranormal Activity"

Den første gyser nogensinde jeg så var filmatiseringen af Stephen Kings "Dyre Kirkegården". Jeg så den i Bosnien og jeg var ikke særlig gammel. Jeg ved stadig ikke, hvad mine forældre tænkte, da de gav mig lov til at se den film. Jeg kan huske, at jeg sad i sofaen og troede jeg skulle dø. Jeg var så bange, at jeg tændte for min walkman og hørte børnehistorier for fuld skrue, mens jeg med lukkede øjne holdt hovedet vendt væk fra tv'et. Hele natten vågnede jeg med billeder af den lille onde dreng, og senere hen den lille onde drengens onde mor, svævende over mig. Jeg var så bange.

Siden hen har jeg set mange gysere, eller det er nok ikke det rette udtryk at bruge, for som regel sidder jeg med lukkede øjne, mens jeg holder mig selv for ørerne, så jeg hverken kan se eller høre noget, sådan ca. halvdelen af filmen.

Nogle film kan jeg klare bedre end andre. Vampyrer, monstre, død osv. har jeg intet problem med. Mordere og psykopater kan jeg også lige klare.
Zombier har i mange år været min store nemesis, men jeg er simpelthen blevet hjernevasket til at kunne holde dem ud - noget med kærester med dårlig filmsmag og forhold og kompromiser.
Derimod er dæmoner og "onde magter" bare ikke noget jeg har lyst til at lege med. Jeg har set en del gyserr til trods for, for.. jeg ikke nogen god grund - (måske er jeg bare masochist), og efterhånden kan jeg som regel abstrahere fra gyset, når filmen er slut. Men visse af disse film er så skrækkelige, at jeg bare dør, mens jeg ser dem og bliver decideret bange efter.

Jeg så "The Blairwitch Project" i sin tid og døde, skovtur var udelukket i flere år.
Et par år efter var jeg inde og se "The Ring" og jeg sov med lyset tændt i flere uger. Hver gang telefonen ringede, overvejede jeg en ekstra gang om jeg skulle tage den eller ej (jeg kan faktisk ikke huske, om det var pga. filmen, eller min crazy stalker ex, der yndede at ringe et par gange dagligt til mig, fra hemmeligt nummer, fordi jeg sagde "vi godt kunne være venner", da jeg slog op med ham).

Derfor, da "Paranormal Activity" blev massivt promoveret sidste år, valgte jeg pænt ikke at se- hverken traileren eller filmen.

I onsdags kom Ems på besøg og hun elsker at se gysere med T, for han kommenterer undervejs, og på den måde er gyserne til at holde ud.
Jeg havde opdaget, at "House on Hunted Hill" fra 1999 var efterfuldt af en 2'er fra 2007, og den ville vi se. ("House on Hunted Hill" er en film for sig. Da jeg så den første gang hos min overbo, gik jeg hjem med en hammer i hånden - just in case. Jeg tør stadig ikke se den alene).
Nede i Blockbuster var "Return to The House on Hunted Hill" ikke at finde, så et eller andet lysende hoved foreslog "Hvad med "Paranormal Activity"?" - af gode grunde vil dét lysende hoved forblive anonymt. To andre lysende hoveder nikkede ivrigt, for ingen af os havde set den.

Filmen blev sat på, og jo længere vi kom ind i den, des dybere gled jeg ned i dynen. Ems grinede af mig, da hun så mig midt i filmen siddende med dynen over hovedet med kun et lille hul til mit ene øje. T sad helt stille og var paralyseret - så ingen sjove kommentar kom fra ham. Ems skreg i ny og næ og mine "Hvad sker der nu?" blev kun afløst af "Hvor meget af filmen har vi tilbage?"

Føj for helvede, hvor var det bare klamt og underspillet og uhyggeligt. De uhyggeligste scener var dem, hvor man intet hørte og der intet skete, for de fik mig til at slappe af. Hvert øjeblik forventede jeg et kæmpe brag. De kom naturligivs kun, når jeg tog dynen ned, så jeg kunne se med begge øjne.
De hjemmelige kulisser som filmen er optaget under, hjalp heller ikke på nerverne. Selvom spøgelser og onde dæmoner ikke findes, kunne jeg ikke andet end spjætte ved hver uvant lyd efter filmen.

Da jeg sendte selskabet hjem og gik ind i mit overophedede værelse for at sove, kunne jeg alt andet, end lige netop dét. Spøgelser og dæmoner findes ikke. Jeg prøvede at tænke på chokolade og solskinsdage, men som var jeg besat, så jeg Katie stå og stene ind i kameraet hver gang jeg lukkede øjnene. Den første halvdel af natte moslede jeg rundt og vækkede T - "Jeg er bange" mumlede jeg under dynen, hver gang han spurgte, hvad der var galt. Selvom det var 150 grader den nat, havde jeg gemt mig under dynen - for tænk, hvis sådan noget paranormalt halløj også sker i vores hjem, mens vi sover. Eller tænk, hvis jeg også blev hevet ud af sengen og bidt og besat, ligesom Katie blev?

I det mindste opererer onde magter og spøgelser ikke ved højlys dag... vel?

5 kommentarer:

Signe sagde ...

Se det er netop derfor jeg ALDRIG (med en kæmpe stor, fed streg under aldrig), ser den slags film! Jeg kan simpelthen ikke tåle det...

Erna Lola sagde ...

Jeg hader gysere, og derfor har jeg konkluderet, at jeg er syg i hovedet og selvdestruktiv...

Signe sagde ...

Tjah, det må du vel nærmest være så ;)

Anonyma sagde ...

En ting er paranormal activity, en anden er at min kæreste siden vi så filmen sådan cirka hver anden aften laver et remake, hvor han leger dæmon og skræmmer mig indtil jeg nærmest begynder at græde. Jeg kan godt forstå han synes det er sjovt, men come on!!!!!

Erna Lola sagde ...

Det er da ikke en særlig sød kæreste du har....
Har du prøvet at slå ham? Det kan være det vil være med til at gøre ham sødere :)