Værelset

Det er lang tid siden, at jeg har sovet hos mine forældre. Og endnu længere tid siden, at jeg har sovet hos dem i to hele nætter.

Dengang vi fik permanent opholds tilladelse i Danmark fik vi tilbudt en treværelses lejlighed på Frederiksberg. Min far takkede ja med det samme, for før det boede vi alle fire i et enkelt værelse på knap 18 kvm. Tre værelser var et helt slot.

På et tidspunkt blev jeg teenager og min syv år yngre søster en uudholdelig plage, så mine forældre satte deres dobbeltsenge op på lofter, købte en sovesofa til stuen og gav mig deres eget soveværelse.
Jeg satte ikke... Nej lad mig omformulere. Jeg var så lykkelig for at få mit eget værelse, men jeg kunne dengag ikke se, hvor stor en gestus dette faktisk var.

Jeg gemte mig på det værelse i fem år. Alle de store beslutninger blev taget der. Mine egne og mine veninders kærestesorger blev slikket der og begejstrede hop over nye forelskelser runger stadig i væggene.
Idag er det værelse min lillesøsters, der er et par enkelte ting tilbage fra min tid, men det meste er ændret.

Jeg lå i hendes seng og kunne ikke sove, for så mange minder og så mange tanker vågnede inde i mig sidste nat.

Fuglene var allerede begyndt at kvidre udefor, og jeg blev overvældet af mindet om de sene nætter, hvor jeg skrev, til min hånd gik i krampe. De lyse sommermorgener, hvor jeg, overbevist om, at mine forældre sov, satte mig i vindueskarmen for at ryge i det skjulte og de kolde dage, hvor jeg kunne gemme mig fra verden, når livet gik skævt, i srearinlysetsskær.
Jeg mindes Mirso, Carlos Tarik, Mahir og T, der alle kærtegnede og kyssede mig på min røde futon.
Jeg mindes....
Det er så lang tid siden, jeg har sovet i det værelse.