Det nye år eller "Hvordan min hjerne vrider O fra hinanden - eller er det mon den anden vej?"

Ja, jeg ved jeg er håbløst bagud, men det er jeg jo så ofte,  så dette burde ikke være noget nyt for jer. 
Derfor: Godt Nytår, folkens! Håber i alle kom godt ind i det. Jeg kom ind i det på et slot iført Holly Golightly hår, verdens smukkeste champagne-farvede kjole med empire snit og rigelige mængder champagne i mit glas.
Grunden til, at jeg er helt vildt bagud her på bloggen også, er at jeg jo er så fantastisk håbløs til at planlægge, så jeg formåede at udskyde mit bachelor projekt så længe, at jeg nu - en uge op til (læs en uge efter den officielle due-date) sidder og skriver mit projekt færdigt. Og guderne skal vide, at jeg har kastet mig ud i noget, der nærmest er umuligt at rede ud. 
Jeg valgte selvfølgelig at skrive min BA om O's Historie, af Pauline Réage. Hvilket indebærer: Analyse af bogen, analyse af kønsroller i bogen. Analyse af kønsdebat i dagens Danmark og komparativ analyse af kønsdebatten i dagens Danmark overfor kønsroller i O's Historie. 
Ikke nok med, at den rent tematisk forgrener sig over det hele, og driller læseren (mig) med hvilke magtforhold der rent faktisk er gyldige i dette univers, hvad der virkeligt eksisterer og hvad ikke gør... Næh nej, den synes også at den skal være skrevet som et brev, hvor al fortællerteknisk struktur er total sprængt, hvilket efterlader mig i disse dage med en hjerne, der mildest talt smelter. 


Men hey, hvis jeg puller det her off, så er jeg en halv times plappren om integration fra at få min grad som bachelor, og det er nu ikke det værste, der kan ske. 
Hvis jeg når at skrive mit projekt færdigt, og, hvis jeg får lov til at bestå, så har jeg sat en af de første milepæle i mit liv. Satme en hård milepæl at sætte, men jeg ville jo ikke være mig, hvis det gik let for sig. 


Jeg vågnede  denne morgen med en tanke - efter en mørk, men alligevel ikke helt drømmeløs nat. 
Jeg vågnede med en tanke om, at det jeg skriver, bare er noget jeg finder på. At alle de analyser jeg har lavet bare er et puds mit sind har spillet mig.
At fortælleteknikken slet ikke er så sprængt som jeg tror, men at det bare er mig, der ikke kan se et sammenhæng. 
At O faktisk er underkastet, og den dristighed jeg læser ind i hendes handlinger blot er ønskedrømme fra min side, fordi jeg SÅ gerne vil modbevise 50 års analyser af bogen. 


At Sir Stephen slet ikke udøver dominans på René, som René udøver på O, og at min banebrydende opdagelse om de to begyndelser bare er ren indbildning. Hvordan kan den ene begyndelse ikke eksistere, når den nu er skrevet ned, og jeg læser den ord for ord.
At den kvindefrigørelse, jeg har set i bogen - hvor bogen tager kvinden ud af den traditionelle kønsrolle, hvor kvinden er et yndigt, uskyldigt, aseksuelt og rent væsen, og gøre hende til et seksuelt væsen, hvor  hun foretrækker sin seksualitet, frem for den demokratiske frihed, bare er noget jeg har bildt mig selv ind.


At censoren er en sur rødstrømpe, eller værre en nyfeminist, der mener, at jeg er en patriark, der hiver kvinderne tilbage til stenalderen, eller værre endnu gør dem til sexobjekter og på den måde ødelægger 40 års kamp. Og hun dumper mig kun på baggrund af det.
Det er hvad jeg frygter.


Jeg er nervøs og hver morgen. Når jeg vågner, vågner jeg op med en følelse af, at min mave vil løbe sin vej - hoppe ud igennem min mund eller øjne  eller ører. 
Jeg er bange for, at jeg gør det forkert, for jeg vil så gerne gøre det rigtigt. 
Og omend mit hjørne af sofaen nu i en ti dage har set således ud, 
så er jeg stadig bange for at det ikke er nok.


Argh, jeg bilder mig selv selv ind, at jeg vil være tilfreds bare jeg består, men gu vil jeg ej! 
Jeg er perfektionist, jeg prøver at holde op, men som alle andre junkier får jeg tilbagefald. Sådan en kold tyrker har aldrig været god for mig.


Jeg vil gerne op og have en tocifret karakter. 
Jeg vil også!!


Og hvis du undrer dig, hvad der vil ske, hvis jeg ikke gør... Ikke andet, end - SÅ DØR BABY! - Eller noget lignende.