14.12.08

Stol ikke på det danske sundhedssystem...



Jeg har idag talt med en kvinde, som har givet sin nyre, til sin datter.
Jeg spurgte hende i ren nysgerrighed, hvor lang tid det tog, før hun var færdig med at blive udredt.
En måned fik jeg at vide. En måned, og så kunne hendes datter blive rask.

Jeg har ventet i et fucking år!
Den 10 januar 2008 var min faster og jeg til den første samtale med lægerne, og i morgen d. 15. december 2008 bliver jeg opereret. FUCKING 12 MÅNEDER!!!!!!!!!!!!! 

Jeg er begyndt i dialyse, selvom jeg blev lover en hurtig transplantation. 
Jeg var nødt til at få skiftet mit kateter, selvom jeg var lovet en operation senest i juni...
De begyndte allerede i januar med at undersøge min faster, så jeg netop kunne slippe for dialyse...

Og da jeg nu spørger, hvorfor det tog så lang tid, fortæller de mig bare, at ja sådan kan det gå...

FUCK DEM!!!

Hvis i vil passe på jer selv, så lad være med at bruge det danske sundhedssystem!

26.10.08

Hvis jeg kunne ville jeg kysse gaderne...

Jeg har for første gang i hele mit liv været i London. 

Jeg tog hjem med en følelse indeni, som dengang, da jeg var 13, og havde været i Bosnien for første første gang, siden vi flygtede til Danmark

Den følelse, der fik mit hjerte til at knuges, den gang jeg fik mit første kys. 

Tre dage senere, da jeg skulle forlade manden, der kyssede mig så lidenskabeligt, følte jeg mig ligeså så lille og tom, som den sidste nat i London.


Det var mørkt, men lunt, selvom det var midt på natten. Mens jeg løb med min kuffert bag mig, fra Whitechapel til Liverpool street st. Føltes min frakke så tung, det var som om den ville forhindre mig i at rejse. Det var som om den kunne mærke, hvad mit hjerte følte. 

Byen var menneskeforladt, gadebelysningen lyste ensomt på fortovet, og understregede tomheden. Kun en taxa kørte forbi i ny og næ.

Da jeg sad i bussen til lufthavnen, følte jeg det indeni, som byen så ud på gåturen fra lejligheden.


Jeg er helt fortabt nu, og kan kun tænke på, hvordan jeg kan komme tilbage til verdens smukkeste by. Jeg savner den, som var det min største forelskelse og min elskede jeg har efterladt.


Jeg sidder nu tilbage med en følelse af, at noget er forkert. At gaderne i København lukker sig omkring mig. At de kvæler mig, og at en del af mig er blevet amputeret. Noget mangler, før jeg kan være fuldendt igen.


Hvis jeg kunne, ville jeg flygte tilbage.  Ligesom man i gamle romantiske film ser den kvindelige skuespiller løbe i armene på helten. Løbe tilbage der, hvor hun føler sig tryg.. Sådan vil jeg løbe tilbage til Londons gader.

Hvis jeg kunne ville jeg kysse gaderne, for at vise min kærlighed til byen, der stjal mit hjerte.

28.9.08

Det danske sprog ikke er let for en indvandre.

Erna: "hvad er det der med "kræft steg'me"? Og "kræft æd'me"? Er det fordi man skal ædes og steges af kræft?" 
Marie: "Haha Erna altså. Det hedder Kraftstejlme og ikke steg'me! Der er ikke nogen eller noget der bliver stegt"

Erna: "Nårh, det troede jeg altid, at det har"

Marie: "Du kan virkelig ikke tale dansk"

Erna: "Jamen jeg forstår det jo ikke..."



Det her er een af mine bummerter.. 
Selvom jeg har været i Danmark siden 93, efterhånden 15 år, så går det altså stadig galt. 
Det værste af det hele er faktisk, at jeg endda læser Dansk på KUA på 4. semester.
Det holder ikke helt.

Andre jeg kan nævne er:

Erna vs. Dansk

Bude = Burde

Tude= Turde

Anal-fabet = AN-alfabet

Ynglings = Yndlings

Systemstillinger = Systemindstillinger

Marie, Marie Marotte = Marie, Marie Marolle

Stor Badedag = Stor Bededag 
(den her er lidt sjovt, da vi på Balkan har en helligdag der hedder "Djurdjevdan", og der skal man bade i blomstervand, eller vaske sig i dug og gøre rent (I looove, især det med rengøringen). Derfor troede jeg i mange, mange år, at "Stor bededag" hed "Stor Badedag", for så skulle man bade en masse. Jeg kunne selvfølgelig ikke forstå hvorfor ingen badede.

Askepære = Askebære (det her er dog min fars guldkorn)
Der er mange, mange andre, som jeg kan nævne. Men lige nu er det det her... ;)

27.9.08

...og det var november

Jeg havde en drøm i nat.. lyset 
var slukket, du dansede i vilden sky, 
jeg røg 
og det var november...

13.7.08

Dialyse

I fredags var det femte gang. Det går vel egentlig fint. Men mit kateter driller.
Det er sådan, at der er to rør. Det ene (røde) går ned i det højre hjertekammer (der trækker man blod ud), og det andet (blå) går ned i en vene (der kommer det rensede blod ind i kroppen igen). Det ser desværre ud til, at det røde rør ikke sidder helt rigtigt, så de ikke kan trække blodet ordentligt ud. De mener, at røret sidder for tæt på en karvæg, og det medfører en støvsuger-effekt, når de prøver at hive blod ud. Åbningen suger sig fast til karvægen, og blodet kan ikke trækkes ud.
De har så lavet "omvendt dialyse" på mig de sidste fire gange. Det kan lade sig gøre, men det er ikke ligeså effektivt, da der sker en recirkulation, og det kan medføre, at allerede renset blod bliver renset om og om igen. Altså de når ikke at rense blodet ligeså godt, som det ville gøre, hvis det var "korrekt dialyse" .

Det er noget lort. Da dialysen helst skal rense optimalt, ellers kan det gå ud over mine andre organer.
Vi krydser alle fingre herhjemme for, at de godt kan nøjes med at justere i kateteret. Ellers skal de lave et nyt.
Se det synes jeg ikke er så sjovt. Det her gør stadig ondt, og er dødubehageligt. Jeg har fået to ar, og hvis de skal anrette et nyt, så får jeg to ar yderligere.
Jeg skal indlægges igen, og skal igennem hele smertespektret igen.

Jeg synes faktisk, at det er hårdt. Jeg sover ikke ordentligt om natten, og har hovedpine hver dag, fordi jeg spænder så meget i kroppen.
Brystet trækker hele tiden i kateteret og arene, og hver gang jeg tager min bh af, føles det, som om der sidder en nål i kravebenet og trykker.

Jeg kan ikke genkende mit spejlbillede. Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg de skodkabler, der stikker ud.
Jeg hader at gå i bad, det er en hel procedure hver gang, hvor nærmest halvdelen af min krop er dækket af et badeplaster. Jeg føler, at jeg aldrig bliver helt ren.
Det er virkelig frustrerende.
Jeg føler, at min krop ikke er min egen. Jeg ophober meget væske i kroppen stadig (ca to liter), og hver gang jeg tager i dialyse, tilføjer de nye piller jeg skal spise.

Dagene føles så langsomme. Jeg har været i dialyse i 10 dage, men det føles allerede som to måneder.
Kan ikke vente til den offentlige ferie slutter, så de kan komme i gang med udredelsen af min faster igen. (Når de er kommet igang med hende igen, så er vi tættere på en operationsdato)
Lige nu føles som om jeg sidder fast i limbo, og hver dag er en gentagelsen af dagen forinden... Der sker intet, de fortæller mig intet.

Jeg fik dog 10 i min sprogopgave :) så lidt lys er der alligevel forude. Det viser, at jeg måske alligevel har en anden fremtid, end som førtidspensionist.
(Angsten for en fremtid som førtidspensionist skyldes det faktum, at jeg lå på stue med en kvinde, hvis drømme om en karriere som økonoma blev ødelagt af et par syge nyre).




Sådan ser kateteret ud i fuld str.


Hvad jeg skal spise af piller i løbet af et døgn.

Det fleste er dog vitaminer. ( 2 x B, 4 x D, 1 x C-vitamin)
Det er jo næsten et måltid i sig selv :D



Hvordan kateteret er anrettet i kroppen.

De har dog været så søde at bøje mit nedad, så det ikke er så synligt.
Kan ses på billedet ovenover.

12.6.08

Hurra Hurra

Idag fik jeg talt med Riget, og hurra hurra, på blot tre uger er min serum creatinin steget (det, der i korte træk viser, hvor godt nyren som muskel fungerer) fra 0,432 til 0.475 (normen for en rask nyre er 0,90-0,120).
Endnu en gang hurra hurra. Jeg har jo længe vidst, at min nyre ikke ville holde livet ud, og derfor har min faster være udråbt som en potentiel donor.
Det hele kørte fint til for ca. 2 måneder siden, hvor vi fandt ud af at min faster har små sten i sin nyre, og det medfører en risikoen hos hende.
Denne information fik jeg ca. to dage før sygeplejeskernes farce af en strejke begynder, og idag to måneder sener, hvor alt har stået stille, fik jeg at vide, at min nyre næppe holder året ud, hvilket betyder, at jeg skal i dialyse om ikke så længe. Fik jeg sagt hurra hurra??? - nå men Hurra Hurra! Nu kan jeg få afleveret min lortesprogopgave, og skyde en kugle for panden.
Jeg har været i dialyse før.. og til dem som tænker, "det kan da ikke være så frygteligt", tro om igen.. Det er noget af det værste - i hvertfald for mig.

Nå, men der er vist ikke noget at gøre ved det. Kan kun håbe på, at der snart kommer en nekronyre til mig.

Fedt ikke nok med, at jeg ikke kommer på ferie i år ... jeg skal nok også bruge 3 ud af ugens 4 dage, koblet til en skodmaskine på Riget....

I dag er det Ernas lortedag .. hurra hurra hurra....

13.5.08

Trosbekendelsen .. sådan ca. ...


Marie og jeg har leget hele det her semester, med tanken om at skrive en trosbekendelse, til/om vores litteraturanalyse underviser, Jan Rosiek.

Vi synes, at han er en af de bedste undervisere, et menneske kan komme i nærheden af. Derfor syntes vi, at han skulle hyldes.


Denne tekst er IKKE ment ironisk, den er ment alvorligt.

 

Grunden til, at vi udgiver den, er fordi vi synes, det kunne være lidt sjovt, og så synes vi, at han fortjener det. 


Det er sikkert ikke alle, der deler vores mening, men dem/jer om det.

Det her er MIN blog, og jeg kan skrive, hvad jeg lyster, og Marie er med på den.


Til alle, der kunne fristes til at mene, at dette her er blasfemisk, lad vær!

Som I kan se, så er der lavet nok om, til at Gud og Trosbekendelsen ikke bliver fornedret. 

Desuden er det en parodi. Hvor man tager noget menneskeligt/lavt og ophøjer det til noget overmenneskeligt/højt. Det er sket mange gange gennem historien. F.x  Holberg, Life of Brian o.a.



Vi tror på Jan Rosiek, den almægtige,

litteraturteorien- og metodens skaber.

Vi forsager alle andre

litteraturanalyseteoretikere

og al deres hvæsen.

Jan Rosiek, siddende på sit

kontor, hvorfra han skal

dømme de studerende og de

andres teorier.

Vi tror på dekonstruktionen,

der minder mere om den

almindelige strukturalisme,

de studerendes samfund,

fejlfortolkningens forladelse,

digtets opstandelse og

det autonome værk.


Amen



23.4.08

En tidslomme, der blev åbnet.





I dag rodede jeg med mine gamle kufferter, (jeg er stadig stor fan af de papkufferter, alle havde som børn, og i dag kan købes i "Søstrene Grene" for den bare sum af 32 kr.)
I den ene af dem fandt jeg en tidslomme. Jeg elsker tidslommer, og har altid lavet dem, netop derfor jeg har så mange af de kufferter. Jeg elsker at blive overrasket, over noget jeg helt havde glemt.
Jeg finder tit ting jeg har glemt alt om, måske fordi jeg har en dårlig hukommelse, måske fordi jeg glemmer med vilje, nå men det er da også lige meget.
I dag stødte jeg ind i en håndfuld papirer som var foldet.
Det første jeg tog, stod der "Til PSYCHO2" på. Da jeg åbnede det, så jeg, at det var en referat af et kærestebrev jeg havde fået af min store, store flamme, Tarik. Tarik, manden jeg var forelsket siden jeg var 14. Tarik var skyld i, at jeg nægtede at miste min mødom før jeg blev 18 (Som 14 årig havde jeg bestemt mig for, at han skulle være den første, og ingen andre måtte komme før). 
Han var den eneste i hele 4 år (dog afbrudt af et par småforelskelser i ny og næ (bla. Cedric, som jeg vil nævne senere) . Han syntes dog selv, at jeg var for ung (5 års forskel), og ville end ikke røre mig, før jeg havde opgivet det hele, og sagde til ham, til en fest i maj 2002 "at jeg nu var træt, og egentlig bare ville hjem og sove". Den nat kyssede han mig, og mit liv var fuldtendt i det øjeblik.
 
Nogen måneder før det famøse kys, fik jeg en mail. 
Indholdet kom pr mail, og var faktisk sendt fra et andet navn, en af mine bekendte. Jeg vidste dog, at det VAR Tarik, da ingen anden jeg kendte kunne skrive sådan. (Han indrømmede også senere at det var ham, og at han mente hvert ord af det han skrev -  jeg dåner hver gang jeg tænker på hvor meget romantik jeg rent faktisk har oplevet i mit liv.)
 
Citat:
"Det skrev ham der fimsen til mig!
Hos os er det stadig aften, så med det god aften, min pige!
Jeg ved, at denne mail overrasker dig, eller bedre sagt chokerer dig; men jeg føler en stor trang til at skrive nogen linjer til dig som godnat. 
Jeg ved, at vi ikke har set hinanden i lang tid,  min fejl (desværre), men vi laver alle fejl, også jeg, selvom det lyder umuligt! Jeg ved ikke om jeg er i (et eller andet), og at du stadig kigger på mig med den glød i dine øjne, om jeg stadig er dit ømme punkt, og om du stadig bærer mig i dit hjerte, jeg ved det ikke, men jeg håber. 
Hver nat går jeg uden stemme, mens jeg tænker på dig, sådan som du er, helt uden noget ondt i dig, med dit smilende ansigt, mens vinden leger med dit nyfarvede hår. 
Jeg håber, at du er stærk, og at du ikke er forskrækket, jeg håber, at du vil forstå, hvad jeg vil fortælle dig me de her ord. Men selvom jeg kun har været ærlig, vil jeg finde ud af det, hvis jeg får svar. Til da, sov godt. Guderne er på din side, min elskling."
Ja...Jeg var ret chokeret da jeg modtog mailen ovenover. Da mailadressen tilhørte en af mine venner, som (hvis jeg ikke tager meget fejl) er i familie med mig. 
Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg nogen sinde svarede, men i dag er jeg lykkelig over, at jeg har gemt det. 
Jeg fortalte Tarik om brevet mens vi var sammen, han indrømmede modvilligt. Men som sagt før, var det ikke nødvendigt, da jeg kendte Tarik som min egen lomme. Han er den eneste mand jeg nogen sinde har kunnet læse som en åben bog. 
Desværre begyndte han en dag at lytte til sin bedste veninde/ex kæreste, og han valgte at ende forhold. Den dag kunne jeg ikke kende ham mere. Og det er aldrig lykkedes mig at gennemskue ham siden. 

Året før alt det her, var jeg i Nice, Sydfrankrig med min far og min søster. Her mødte jeg den, alle piger drømmer om. Her mødte jeg min franske romance, Cedric Fonrequas (så vidt jeg husker). To uger var jeg sammen med ham, og det var så hæsblæsende. Selv i dag, 7 år efter kan jeg mærke et sug i maven når jeg tænker på de to uger.

Jeg var 16, havde pink hår. Hadede hele verden, elskede at ryge hash og havde fået 03 i min latineksamen.. Det var endelig blevet ferie, Tarik skulle bare helst dø, da han konstant blev ved med at lege med mig, og nu skulle jeg bare have sommerferie. 

Min far, søster og jeg tog bilen til Frankrig, min mor blev hjemme, da hun ikke kunne få ferie. 
3 dage på rejsen i en gammel grøn opel kadet fra 86, der hver 200 km blev for ophedet, og skulle hvile sig. 
Sent om aftenen en torsdag kom vi til Nice, hvor min fars familie bor. 
Tre dage efter var jeg ude med min fætter, og der kom han. Alt det jeg ALDRIG nogen sinde havde drømt om.  Han var spinkel, lav, tøset og lignede mest af alt et gadebarn. 
Da han smilede, var jeg solgt. 
Den nat tog vil 10 mennesker op på et bjerg, og blev der, for at hilse solen god morgen. 
Hele natten stod han ved siden af mig, og holdt om mig, fortalte mig hvor smuk jeg var, og at han intet andet i verden havde brugt for, når jeg var der.
Om morgenen tog han mig ned til et springvand, gav mig en mønt og lod mig ønske. Mit eneste ønske var at han skulle kysse mig. 
Der gik ikke meget lang tid. Stadig i dag er det som om filmen kører i slowmotion, når jeg tænker på det. 
Jeg kom hjem kl 9 og det første jeg gjorde var at tisse, da jeg ikke turde gøre det hele natten, af skræk for at han ville forsvinde, hvis mine øjne ikke hvilede på ham hele tiden. (Han var en engel, den engel jeg længe havde ledt efter, den engel jeg havde brug for. Den engel der viste mig at jeg var god nok, og at det var ok at være mig.)

Jeg kan faktisk ikke huske så meget andet fra de to uger, ud over en skovtur, et parfumeri, strand, og en tåge af hash. Før jeg vidste af det, var det dagen før jeg skulle rejse hjem. Jeg græd, og han græd. Selv Gud græd, for det regnede, som var det oktober. 
Vi kørte hjem til ham og jeg fik nogen meget mærkværdige gaver: Hans gl. bamse, en Nirvana CD og 4 billeder af ham. Hans adresse og et kys.
Jeg skrev ham et brev og gav ham en nøgle jeg altid rendte med den gang og et løfte om at jeg aldrig vil glemme ham. Jeg ville ønske han havde svaret på alle de breve jeg siden da har skrevet. Jeg stoppede med at skrive brevene til ham efter jeg mødte Troels. Nøglen han fik var  til mit hjerte. Han fik det. (Jeg har aldrig fortrudt det, for han åbnede for mit hjerte, så jeg i dag kan elske som jeg gør). 

I dag fandt jeg udkastet til det brev jeg skrev til ham.


22.4.08

Forårsrengøring, ananas og komodebord...






Det skal lige sige, at selvom folk, går rundt og tror, at jeg elsker at gøre rent, så gør jeg det ikke. Jeg hader bare, når der er rodet og beskidt! 

 - ok ok... jeg kan godt lide at støvsuge, en god måde at afreagere på.


----------------------------
Jeg fik endelig mit fine komodebord i går. Jeg ved ikke, om det er hvad møblet hedder rigtigt, men nu kalder jeg det sådan, da jeg ikke ellers ved, hvad jeg skal kalde det. I går og i dag har jeg og Troels, dog modvilligt, gjort forårsrent. Det hele er blevet så fint, undtagen vinduerne, som stadig mobber. Måske skulle jeg prøve med svovlsyre næste gang de skal pudses. Jeg har hørt, at syre (eddike) skulle være godt mod fedt. Og når det nu skal gøres, kan det ligeså godt gøres med stil. (Memo to my sel; huske svejserhandsker, eller andet der minder).  

Nå men det hele er så fint og rent, og jeg elsker det, og vil gerne sige, at jeg lige nu er lykkelig.  

Billeder af mit fine møbel følger...  

Update: Før jeg begynde at skrive det her, sad jeg med musen og katterne og spise ananas. Den begyndte at dryppe, og uden at tænke videre over det duppede jeg mit ananasstykke på min sofapude. Se, måske er det ikke vildt, for almindelige mennesker, men for alle dem, som kender mig bare en lille smule, vil få et hjertestop, da de ved, hvilken skade min mor og hendes rengøringsvanvid har forvoldt mig. Jeg gjorde det som om det var det mest naturlige at gøre. Mens jeg tænkte: "det drypper, jeg må få det væk - ah puden er nok god". Jeg må virkelig være træt siden jeg gør sådan noget, uden at se noget galt i det.. Jeg skal også sove nu...  

Flere billeder på http://ahmetspahic.blogspot.com

18.4.08

Emina ... min Emina

Emina


I aftes, på vejen fra den varme kro,

Gik jeg forbi haven af den gamle imam;

Og der i haven, i skyggen af jasminer, 

med kanden i hånden stod Emina.


Så ydmyg hun er! Ved alt der' mig helligt,

Hun vil end ikke skamme sig, selv hos sultanen!

Og når hun går og sine skulde bevæger...

End Imamens amulet ville ikke hjælpe mig mere!...


Jeg kaldte hende en hilsen. Ved alt der'  mig helligt,

Ville end ikke lytte, den smukke Emina,

Med sølvkanden i hånden, greb hun noget vand

og i haven gik hun, blomsterne at vande;


Fra grenen et vindpust fløj ned af hendes ydmyg bryst

Optrævlede hendes tykke fletninger,

Håret begynde at dufte som blå syrener,

Og jeg blev omtåget i hovedet!


Jeg troede jeg skulle dåne, ved alt der' mig helligt,

Men til mig kom aldrig smukke Emina

Hun så blot på mig, med mørke øjne,

Hun tog sig ej af, at jeg efter hende dør.



Det her er så smukt et digt. Naturligvis smukkere på Bosnisk, alt er smukkere på originalsprog. Det er jo umuligt at oversætte et digt, så bådet metrik og mening forbliver intakt.


Aleksa Santic, var en katolsk digter, der levede i Mostar, han var forelsket i Emina, datter af en imam. 

Hans følelser blev aldrig gengældt, og dette digt, bland mange andre er skrevet til hende. Se det er kærlighed...


Jeg har virkelig gjort mit bedste for at oversætte det, men digtet er fra 1903 og mange af ordene er forsvundet ud af sproget. Endnu flere af ordne er umulige at oversætte til dansk...


Jeg var bare nødt til at digtet det med flere mennesker, da det er så smukt og fuldendt på så mange måder. Det er en skam ikke at kunne nyde det. 



Her er det på originalsprog:


Sinoć, kad se vratih iz topla hamama,

Prođoh pokraj bašte staroga imama;

Kad tamo, u bašti, u hladu jasmina,

S ibrikom u ruci stajaše Emina.


Ja kakva je, pusta! Tako mi imana,

Stid je ne bi bilo da je kod sultana!

Pa još kad se šeće i plećima kreće...

- Ni hodžin mi zapis više pomoć neće!...


Ja joj nazvah selam. Al' moga mi dina,

Ne šće ni da čuje lijepa Emina,

No u srebren ibrik zahitila vode

Pa po bašti đule zalivati ode;


S grana vjetar duhnu pa niz pleći puste

Rasplete joj one pletenice guste,

Zamirisa kosa ko zumbuli plavi,

A meni se krenu bururet u glavi!


Malo ne posrnuh, mojega mi dina,

No meni ne dođe lijepa Emina.

Samo me je jednom pogledala mrko,

Niti haje, alčak, što za njome crko'!...

9.4.08

"Uglens navn" aka "jeg er din barndomsugle"

Uglen er i dag blevet døbt... 
Uglens navn er: Gorm Lisette Knud-Hans Bin Muhammed-Ali Ahmetspahic Pedersen.
Den er SÅ meget en Gorm!

Mandag d. 14.04.08 er der en dåbskomsammen for den i Nordisk Kaffebar, KUA, fra 13.00-16.00

Kom glad og kys uglen på halen.

8.4.08

Tres sten er en ugle for meget.


En ægte og levende ugle:


Ægyptisk ugle:






Ikke fordi  der er sket så meget idag.
Jeg har brugt halvdelen af dagen på at sidde i "Kaffebaren", og vente på kafførmøde kl 16.
Jeg bruger simpelthen for meget tid ude på KUA. Det er bare  ikke så fedt at sidde alene hjemme hver dag til ca kl 16-17, fordi CBS ikke lige kunne finde ud af at planlægge T's timer, så de passer mig.
Men Herre Gud, jeg finder bare andet og andre at underholde mig selv med. Desuden er "Kaffebaren" et skønt sted, hvor jeg føler mig godt tilpas.
Nå men grundet til, at jeg melder ud i dag er, at jeg lige har fået verdens fedeste gave! 
Jeg har fået en ugle, skåret i sten, fra Ægypternes land, af min veninde Marie. 
Jeg troede det var løgn. Det er nok noget af det sjoveste jeg længe har set. Det kan faktisk ikke beskrives med ord, men kun vises med et billede eller tres.

Jeg siger det bare... husk lige, det her  er samfundet, der byggede pyramiderne og har "kongerne dal" at vise frem til omverden. Det jeg så undrer mig over er, hvor fanden gik det galt??

Over and out!

20.3.08

Vantro og baseballbat og charelston


Er det virkelig ikke muligt at vågne
een dag, uden at skulle høre et eller andet åndssvagt i nyhederne.

Bin Laden har udtalt på et lydbånd, der er blevet lagt på nettet, at de omstridte Muhammed tegninger er en del af et korstog , som selve paven er med i. Han vil desuden hævne sig på EU, og hævnen vil komme som noget vi ser, og ikke hører...
Det sjove er, at Danmark og Jyllandsposten slet ikke bliver nævnt.. Det er måske meget godt, så kommer der ikke terrorangreb her i DK. (Jeg forstår altså ikke, hvorfor dansker er så bange for terror, de fleste mennesker ved jo ikke en gang, hvor Danmark ligger. Selvom jeg må indrømme, at Danmark har bredt sig meget ud over verdenen. Jeg tror, at Danmark er det mindste land i hele verden, men bliver af danskerne og mange andre anset ligeså magtfuldt som f.x USA).
Nå et lille sidespring.. Jeg er absolut ikke for disse tegninger, jeg blev faktisk ret stødt, både som menneske og muslim, da de blevet udgivet, men jeg ville bare ønske, at både den islamiske og vestlige verden ville stoppe op, og trække vejret.
Jeg tænker tit på hvad min mor sagde til mig, da jeg var lille, og talte negativt om andre mennesker. -"først kig ned af dig, og så frem foran dig" - Det er lidt ligesom det danske "Fej foran egen dør først.", tror jeg.
Begge verdner er så optaget af hvor "onde" og forkerte de andre er, at de glemmer at se på sig selv først.
Jeg er hverken provestlig eller mellemøstlig, og jeg er især imod ekstremister, for de ødelægger det jo kun for alle andre.

Muhammed tegningerne var unødvendig benzin på en flamme, der har bredt sig meget ud. De var i princippet unødvendige. Den eneste gund til, at de blev udgivet var, så DK kunne vise, at intet kommer højere end ytringsfriheden.
Jeg sætter ytringsfriheden højt, (dog mener jeg, at den danske ytringsfrihed kan diskuteres), men tilsyneladende fik de kun modbevist deres pointe. Du kan sige alt hvad du vil, der følgerbare en konsekvens med. Spørgsmålet er så, er konsekvensen er det værd?

Update på dagens indlæg:

Æv.. her skulle der have stået mere galde .. nu om sagen om den 16-årige dreng, der lige er død af sine kvæstelser. Den dreng, der i går umotiveret blev tævet af tre mere eller mindre jævnaldrende drenge.
Men desværre gik min Mac amok, og slettede det hele.
Jeg vil bare nævne en ting fra mit indlæg.
Gad vide, hvad der foregår i hovedet på tre unge mennesker der vælger at tæve et andet menneske med et baseballbat?
Hvad tænker de på? Jeg ville ønske jeg kunne læse deres tanker.
Hvad er det der får et menneske til at slå SÅ hårdt, så ofret dør?
De tre mænd er jo børn. 15, 17, 19 år er de. Hvad får tre teenager til at begå så grov vold?

Jeg tror at jeg i år vil ønske mig en tidsmaskine i fødselsdagsgave, så jeg kan rejse hjem, til en minde kompliceret tid, en tid hvor man kunne ryge på restauranter og danse på taxatage (simpelthen fordi bilerne ikke kunne køre hurtigere).
Her er et lille hyggeligt klip for at mindes de gode s/h dage :)




Øjne

Det er så utroligt, forvirrende enkelt.
Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor blå hans øjne er.

udgivet første gang i "Valmuer 16"

http://www.frother.dk

19.3.08

Jeg vil prøve på ny igen.



Grunden til at jeg atter har taget dette medie i brug, er at jeg er ved at brænde inde med en masse meninger og tanker, som jeg ikke altid lige har mulighed for at lufte i alle forsamlinger.
Det her er et godt sted at få sin galde ud, uden at skulle tage helt hensyn til en masse mennesker. Og dog, det bliver jo formidlet ud til en masse, men så må i jo bare tage det i stiv arm.


Jeg har altid være en pige af mange meninger, men det er første gang nu, at jeg kan mærke at, jeg bliver skør hvis jeg ikke får dem ud.

Jeg har de sidste 24 timer raset og tænkt meget over, hvad det er der sker i vores verden.
I går stod jeg op, og jeg nærmest spyttede morgenkaffen ud over min hvide dug, fordi jeg var ved at kløjes i den. Jeg så nyhederne og hørte, at i morges var der et fly der ikke fik lov til at lette. Jeg tænkte,"jamen dog, hvad kunne der være sket?" .. så lyttede jeg videre, og det er der jeg var ved at kløjes.
"Det er vel forståeligt at man alarmerer, når der er mørke mænd, der opfører sig mistænkeligt." Undskyld mig og mit meget grimme sprog.. Men WTF sker der i den udtalelse, og hvad sker der for TV2 der viser det?
Mørke mænd? Og nej han mente det ikke i Villy Søvndalsk term (mørkemænd som i lyseslukkere). Nej ham her mente det som i mennesker der ser "mørke" ud.
Jeg fik desværre ikke fat i navnet, da jeg skulle passe på ikke at bliv kvalt, kaste en sukkerknald efter fjernsynes, høre Troels brokke sig over, at jeg ødelægger dioderne i skærmen, og hente Vanish til min dug, i et og samme øjeblik.

Jeg var ved at eksplodere hele dagen igår. Hvad er det der sker for mennesker?
Jeg håber sådan, at de tre iraker sagsøger dem alle. Det er vel kun fair.

Envidere endte jeg i en kæmpe diskussion med en ven, der desværre ikke helt har samme menneskelige meninger som jeg.
Jeg mistænker ham lidt for at han synes, at det er ok at USA gik ind i Afghanistan og Irak.
"for de skal jo have et spark i røven. De bliver jo nødt til at revolutionære. Og hvis de ikke selv gøre det, så må vi jo hjælpe dem lidt til".
Men hvorfor kan mennesker i dagens vestlige verden ikke forstå, at tvang kun vil afføde mere had og mere distance. Tvang har aldrig, aldrig, aldrig ført til noget godt.
Når man tvinger mennesker til forandring, så vil de kun gøre mere modstand, og bevæge sig i den modsatte retning af det man tvinger dem til. I det her tilfælde en mere ekstrem form for Islam.

Jeg ved ikke hvad man kam gøre. Jeg har desværre ikke nogen løsning på det hele. Hvis jeg havde, så ville jeg jo være Baronessen af Verdenen. Men det er jeg ikke, derfor nøjes jeg med min titel som "Prinsessen".