Villa-Salò VI - Rosettes deflorering.

Det her blev faktisk skrevet kort tid efter at Villa-Salò sluttede, men jeg skulle have det på afstand før jeg kunne afslutte og runde det af.

------------------

Hele søndagen var et virvar af kaos, vold, panik og tårer.
Vi faste gæster var holdt op med at tage os af omgivelserne og lod nu tårerne få frit løb, selv om jeg tror, at der den dag var flere hundrede nye gæster, der havde trådt over dørtærsklen ind til helvedets forgård, Villa-Salò.

Jeg vågnede fordi en af stuepigerne havde ført en gruppe nye larmende mennesker forbi min seng.
Jeg kiggede ud af min lille hule som Eficio, en af fuckerne, havde lavet til mig og vidste, at det ville være en hård dag - en uendelig og uundgåelig dag.

Alle vagterne var oppe og jeg var den eneste, der stadig gemte mig bag mit lille forhæng. Solen skinnede ind ad vinduet og jeg tænkte for første gang den dag, hvor ironisk det var, at solen skulle skinne netop den dag, blodet ville flyde. Det var næsten en hån fra gudernes side. En hån mod menneskeheden.

Jeg forlod min hule og gik og til køkkenet. Jeg kunne høre skrig og råb. "Allerede...", tænkte jeg. Klokken var ikke engang 12, og allerede var de igang.

Jeg tog en kop kaffe og Jo kom hen til mig "I've already had my first breakdown". Jeg kiggede på hende og forstod ikke, hvad hun mente. Jeg kiggede på hende igen og kunne se, at hendes øjne var røde. "The President and Maurizio have been going on with Augustine for an hour now.". Jeg sukkede og gik ud på toilettet. Ude i gangen kunne jeg se Augustine ligge på gulvet med Præsidenten siddende på hendes hoved. Jeg tror, at han atter igen havde fundet en ny måde at forbryde sig mod hende på.

De første par timer gik jeg rundt some et spøgelse og var stadig påvirket af lørdagens kontroverser; med brændt suppe, ribbonswap fra gult til rødt og Madammernes had mod mig.
Jeg vandrede rundt, mest for mig selv og så på de nye gæster og deres fascination af volden og ydmygelsen.
De kan ikke gøre for det, de har kun været i Helvedets Forgård i kort tid og ved ikke, hvordan de skal reagere, andet end at distancere sig fra det hele og grine forfjamsket.
Ja, det hele er et teaterstykke, men så få af dem ser alvoren i dette teaterstykke. Så få ser, hvad dette teaterstykke prøver at vise. Og hvis det rammer noget, så løber de ud af villaen, hvor man ment kan ryste det hele af sig igen.
Jeg mindes Signas ord i pressen - det er ikke manglen på reaktion hun var chokeret over. Det er manglen på medmenneskelighed...
Hvordan kan man se og være blind på samme tid. Jeg tænkte på Jesus - "Åben dine øjne og du skal se...". Men det kræver mere end øjne, for at kunne se det mest basale og banale.

Folk blev ved med at spørge mig om, hvorfor jeg kom tilbage. De blev ved med at undre sig over, hvorfor jeg ikke forlod dette Helvedes Forgård.
Hvad var det, der fik mig til at blive ved - blev jeg virkelig tiltrukket af volden.

Jeg har spurgt mig selv det samme så mange gange.
Jeg ved det ikke. Volden var det ikke, for efter, at jeg havde set den første voldtægt, den første koncert og første gang jeg faldt over den afstumpede vold, der omringede mig, begyndte jeg at gemme mig væk. Jeg gemte mig i køkkenet og jeg gemte mig ned hos vagterne, jeg jeg kendte deres rolle, men de tog sig af mig fra første færd og det kunne jeg ikke se bort fra. ... Nej... Volden. Volden gemte jeg mig fra. Kun når volden var forbi og resterne var tilbage, vovede jeg mig ud og prøvede at samle dem sammen. For det var resterne, der gjorde mig mere menneske. Nej, ikke menneskelig, men menneske.
Her havde jeg mulighed for at være det, der er så svært at være ude. Her kunne et glas vand, en cigaret eller blot et strøg med fingerne betyde en hel stjernehimmel.
Her kunne en portion hjemmelavede romkugler eller et par engangshandsker...
Jeg tror det fik mig til at tænke på den korte periode jeg oplevede under krigen, hvor det faktisk var de små og i hverdagen usynlige ting, der bandt bånd mellem mennesker og skabte lykken.
Jeg kom tilbage fordi jeg forelskede mig. Jeg kunne ikke holde ud ikke at se disse mennesker. Og selvom jeg ved, at de er opdigtede karakterer, så kunne jeg ikke undvære dem. Jeg kunne ikke bare glemme dem.

Da jeg havde været der gentagende gange, fangede jeg mig selv i at være et nyt sted, men handle som jeg altid har gjort i pressede situationer. Jeg blev handlingslammet og gemte mig væk. Jeg kunne se, at jeg havde erstattet min lille lejlighed med et andet sted, jeg kunne være bange og handlingslammet. Jeg kunne se, at jeg aldrig havde nærmet mig dem som havde mest brug for nærhed - børnene, så jeg blev der og handlede, fordi jeg ellers ville føle mig som en kujon.
Forskellen på virkeligheden og huset var simpelthen, at jeg i huset hele tiden blev bombarderet med ondskab, at jeg ikke kunne undvige den, som jeg kan i virkeligheden.
Selvom stykket er en rekonstruktion af virkeligheden så bliver man ikke bombarderet af ondskaben så intenst i virkeligheden, som man gjorde i huset og det faktum, at man begynder at holde af de mennesker, der er omkring en, gør det hårdt at forholde sig passiv.

Jeg ville ønske, at jeg var en filosofisk sjæl, der kunne se det hele med en ironisk eller rettere kynisk distance. Men det er jeg ikke. Jeg er alt for følsom, jeg føler og jeg græder, jeg griner og jeg giver af mig selv.
Jeg gør det absolut ikke bevidst, men selv fiktiv virkelighed er virkelig i sin egen kontekst.

Jeg føler... derfor, da Rosette aftenen før kollapsede i mine arme, kunne jeg ikke andet, end at holde øje med hende. Jeg var bekymret, ærligt og redeligt bekymret. Selvom jeg prøvede at abstrahere fra det, for jeg vidste, at det var fiktion, kunne jeg ikke, når jeg så hendes blanke øjne og når jeg tænkte på samtalen fra dagen før mellem Magistrate og en af gæsterne. Magistrate, der grindende afslørede, at det eneste, der ikke var defloreret, var Rosettes røv...

The Magistrate holdt hende i live, hun måtte ikke dø af sig selv, hun skulle holdes i live til det sidste. Derfor fik han mig til at lave suppe til hende aftenen før.
Jeg hadede mig selv for at lystre ham blindt, men vidste også godt, at min ulydighed ville medføre konsekvenser. Så jeg lavede suppen til hende og jeg brændte suppen på, og jeg stod til regnskab for det foran Magistraten og 40 vidt fremmede mennesker.
Jeg blev udstillet på samme tid som en tåbe og som en helgen, og jeg hadede dét også.
Hvem skulle tro, at Erna ville hade opmærksomhed.
Jeg stod der og forsvarede mine handlinger og jeg kom så grueligt galt afsted, at jeg var lige ved at gå hjem, for jeg var ikke bedre end andre, og intet af det jeg gjorde kunne stoppe dette virvar af vanvid og desperation, der omringede mig og de mennesker omkring mig.

Men Claudio.. Åh den skønne Claudio... Han så mig sidde grædende og utrøstelig på stolen. Han stoppede op, gik ned på knæ. Tog min hånd i sin og kyssede den.
Jeg hulkede og hikstede. Man må ikke trøste fortabte mennesker. Man må ikke fortælle mennesker, der har mistet troen på sig selv og egen medmenneskelighed, at de stadig indeholder den, for de kan ikke se den selv.
Claudio... den lille gerning gav mig fornyet håb og jeg blev. Hvordan kunne jeg flygte fra dette? Når dette var mig selv.
Jeg stod foran et usynligt spejl og så mig selv, mine svagheder og mine styrker. Jeg blev. Åh Claudio.

Søndagen var et helvede. Villaen var ikke en forgård mere, det var blevet et helvede og man kunne i hvert hjørne føle fortvivlelsen. Den havde manifesteret sig så stærkt, at den næsten kunne lugtes og smages.

Jeg gik udenfor og solen skinnede stadig. Tre af vagterne sad på en bænk og lavede løkker. Jeg smed min cigaret og gik ind. "What are the Fuckers doing?" var der en der spurgte mig. Jeg nåede ikke at svare, for en af stuepigerne afbrød mig og sagde at de lavede gynger til børnene.

Jeg holdt mig for mig selv. Madammerne hadede mig stadig og skulede ondt til mig. Alle var bange for at blive straffet og hver lille fejltagelse blev straffet.

Den søndag var surrealistisk. Al min tid i Villa-Salò var surrealistisk, men den sidste dag var noget særligt, for alle vidste, at de ville dø, men prøvede at se bort fra det.
Det er ligesom et forhold, der er ved at gå i stykker. Man er klar over, at enden er nær, man kan mærke, at ens elskede glider væk, men man prøver stadig at lukke øjnene for den brutale ende. Man holder fast. Det er vel, hvad man kalder håb.

Dagen blev til aften og jeg spadserede stadig rundt som et spøgelse. På et tidspunkt... Jeg ved ikke hvornår, det var blevet mørkt udenfor, stødte jeg ind i Augustine, der var opløst af tårer og lænede sig op af væggen i spisestuen. "I just can't take it anymore. I don't want to live." Råbte hun ud i rummet. "Twenty fucking times. I've been raped twenty fucking times today. I just can't... They are going to kill me....I don't wanna die, I don't wanna die!" græd hun pludselig. Jeg stoppede op og prøvede at få hende tilbage fra hendes vanvid. Hun var ved at falde sammen over mig, og jeg brugte al min styrke til at holde hende oppe. Jeg følte mig så lille og magtesløs. Jeg græd med hende og prøvede at trøste hende. Hun var som vanvittig.
Hun græd og råbe, at hun ikke ville dø. Hun ville leve, og jeg prøvede at trøste hende. Jeg holdt om hende og græd med hende. Jeg lovede hende at hun ikke ville dø.
Hvad bilder jeg mig selv ind, tænkte jeg.. Og pludselig gik det op for mig. Hun ville ikke dø.
Jeg huskede hende på den allerførste gang hun mødte mig, min blok, min blog og det digt vi skrev sammen. Jeg lovede hende, at jeg ville udgive det og at jeg ville skrive om hende og alle de andre, og så længe folk læste om hende, så ville hun blive husket.
Hun ville aldrig dø, for hun ville blive husket. De eneste som ville dø var masterne, for ingen ønskede at huske dem. Men Augustine ville leve videre selv efter denne dag.
Hun var utrøstelig, jeg var utrøstelig, for jeg kunne høre, at mine ord var tomme. Tomme..
Vi holdt om hinanden, der midt i det hele og græd begge to. Vi græd som to små børn, der var faret vild og ikke kunne finde hjem igen.

Da jeg kiggede op stod Madamme Vaccari foran os. Hun var altid så fattet og en dame til det sidste. En dame til det sidste.
Hendes blik kunne skære som en kniv og hun var den eneste jeg decideret respekterede og lidt var bange for.
"Augustine! Augustine, listen to me." Vi kiggede begge op. "What have I taught you?" Augustine var som den eneste af børnene ikke opfostret i Villa-Salò, men var blevet fundet på gaden og taget ind af Madamme Vaccari. "What have I taught you? Shoulders back, head up. Breathe in. Always proud. Always like a lady. Don't let them see you cry."
Augustine gjorde som Madamme Vacarri sagde og jeg fulgte trop - uden et eneste ord eller spørgsmålstegn.
Hun havde ret - de fortjente ikke tårer, tænkte jeg.. men jeg kunne ikke holde op...
Madamme Vaccari kiggede på mig, og selvom vi begge vidste, at min opførsel dagen før ikke var accepteret, så var den forstået. Jeg blev hevet ind i tearoom og fik et glas whiskey.

Vi sad et par stykker derinde, men flere og flere kom til. Da der sad et menneske på hver stol inde i tearoom, spurgte Madamme Vaccari os om hun ikke måtte lave en sidste introduktion. Vi fik alle noget at drikke og hun begyndte.

Første gang jeg var til introduktionen var jeg så nervøs, at jeg stort set ikke hørte noget. Anden gang var jeg opmærksom og lyttede godt efter. Men dette var første gang hvor jeg for alvor hørte, hvad hun sagde. Dette var første gang jeg så, hvilken situation hun og alle de andre, der var under Masterne, var havnet i.
Jeg så fortvivelsen i hendes øjne, og for første gang så jeg den altid fattede dame græde. Vi græd og vi lyttede. Da hun var færdig med sin sidste introduktion, var der tavshed i hele stuen. Alle så stumt på hinanden.
Midt i den stilhed, der var så manifesterende, udbryder en af gæsterne "Could we have a refill?".
Jeg tror at hele stuen vendte sig mod ham. Det var ikke første gang han havde opført sig upassende - Johnny Vodka. Der var en grund til, at han havde fået tildelt det navn. Jeg nægtede at tro mine øre.
Jeg vendte mig mod madamme Vaccari og spurgte om jeg måtte sige noget. Hun gav mig lov til at tale. "Haven't you heard a word of what she has said? They are dying, and you want a fucking refill? ... Johnny-Fucking-Vodka...". Han mumlede noget tilbage, men jeg lyttede ikke til ham.

Meget præcist Klokken 22.00 blev alle gæsterne gennet ned i Hall of Orgies, ned i kælderen. Det var tid til den sidste Tableau Vivante.
Vi sad alle stuvet sammen i den hal.
Børnene stod op ad den modsatte væg, helt nøgne, med løkker om halsen. Dette Tableau var sat op af Masterne, i modsætning til de tidligere, som blev planlagt af madammerne.
Midt i salen stod en feltseng.
Vi kiggede alle på hinanden og kunne ikke helt regne ud, hvad der skulle ske. Pludselig fløj billederne for mine øjne... "Rosette!", tænkte jeg.. "Åh nej.. åh nej, ikke Rosette. De har ikke tænkt sig at voldtage en døende pige.. Det må de ikke... Det kan de ikke. Selvfølgelig kan de." tænkte jeg. "De kan alt, hvad de vil.."

Den sidste forestilling bestod af en koncert, hvor børnene sang. Da de var færdige blev Rosette båret ind, lagt på sengen med ansigtet mod os og mine værste anelser blev til virkeligheden. Hun skulle defloreres af Biskoppen.

Hun lå helt nøgen og trak knap vejret. Biskoppen rejste sig op og vagterne hjalp ham med at fuldbyrde hendes deflorering. Jeg var utrøstelig. En af gæsterne gav mig et lommetørklæde og en holdt mig i hånden. Jeg græd højlydt. Jeg tror jeg var den eneste, der kunne høres i rummet, bortset fra Biskoppens støn.
Min yndlingsvagt, Fabrizio stod ved siden af Biskoppen og bevægede Rosettes livløse krop frem og tilbage.
Da Biskoppen var færdig, trak Rosette ikke vejret mere... Børnene begyndte at synge igen og Madammerne lagde liljer ved Rosettes fødder, hoved og knæhaser.

Børnene sang og jeg sad lam tilbage...
Da jeg kiggede op var musikken stoppet og Magistraten smilede. Han var tilfreds. Alle fire master var faktisk tilfredse. Vi fik at vide, at vi skulle klappe. "Give them an applause. They were great weren't they!", kunne jeg høre Magistratens begejstrede stemme sige. De tre andre master nikkede. "Now children, you will have a shower, and we have some new clothes for you. After the shower we will have our own celebration. Because you did so well.". Jeg kiggede noget forvirret omkring.. "Get the guests out!" sagde han til vagterne. Vi rejste os og blev gennet op mod stueetagen. Jeg gik ind i køkkenet for at få et glas vand og en melodi begyndte at spille.
To af stuepigerne begyndte at danse og så kunne jeg mærke min krop reagere, før jeg overhoved registrerede skuddene.
Jeg gik ud af køkkenet og så to af Masterne danse med hinanden. Nogen af gæsterne var ved at tage deres overtøj på. Flere skud....

Jeg ser mig selv stå der lænet op ad køkkendøren. Jeg ser mig selv kigge op og The Duke komme gående mod mig. Jeg ser mig selv begynde at græde. Jeg ser mig selv gå ned på hug og ser mig selv se The Duke komme roligt hen mod mig. Jeg ser mig selv reagere på lyden fra hans knitrende silkekåbe. Jeg ser mig selv kigge op på ham, og ham kigge ned på mig.

Jeg ser Jo stå ved glasøren, der fører ud til vinterhaven, og ser mig selv bevæge mig mod hende.
Der står Madamme Maggi og Madamme Orlandi, de græder. De græder og Madamme Maggi kigger op på den Erna, der står ved Jo. Et øjeblik fortryder jeg, at jeg ikke var sødere mod dem. Jeg bliver revet ned, da en af vagterne tager fat i de to kvinder og hiver dem igennem glasdøren. Jeg står og ser Fabrizio lade pistolen. To skud mere..

De fire Masters danser uhæmmet med hinanden og kigger på mig. Vanvid.

Jeg går ud i gangen og får min frakke... Masterne danser og den samme melodi spiller stadig. Som en plade, der har sat sig fast.
Vanvid... Umberto krammer mig og kysser mig på kinden "Thank you for the tip about Boznia" siger han til mig smilende og blinker. Præsidenten smiler til mig og sender mig et fingerkys, før han vender tilbage til sin vanvidsdans. Biskoppen blinker til mig. The Duke nikker og Magistraten viser sine tænder igennem sit overskæg - jeg tror det skal ligne et smil.
Eficio kysser min hånd og min kind... Jeg træder ud ad døren, ud i mørket. Tilbage til virkeligheden og jeg føler mig mærkeligt nok forløst...

----------------------------------------

Outside my window
there is snow
It makes the day brighter

The trees are pale
with dust of pain

The snow is meltning and
takes the pain away

But as the day loses
its strength
Secret flakes of gold
lightens up the dark

Af Augustine - 14/2-10

Må hun hvile i fred, sammen med alle de andre, der gav deres liv for at oplyse os.