Villa-Salò for jeg ved ikke hvilken gang, men nok en af de sidste. I promise! - eksamen i marts

Mens Villa-Salò var igang med sin tredje cirkel, var jeg som bekendt igang med min sygeeksamen, der bestod af en skriftlig bunden ugeopgave.
Den ene del af opgaven var et debatindlæg, som jeg har smidt op dengang, for lang tid. Den anden del af opgaven var en reportage. Da et par stykker har bedt sig muligheden for at læse min reportage, der hev min karakter til et udmærket niveau, og jeg er en pleaser, smider jeg den op på bloggen.

Denne reportage bygger på mit tredje besøg i villaen, og det er en noget anden oplevelse og opfattelse jeg har, end i de senere beskrivelser.
Husk, dette er journalistisk arbejde, derfor er det vinklet og twistet en smule... Ja, man sælger sgu sin sjæl for en god karakter...


Ah ja, opgaven lød på, at reportagen skulle henvende sig til Politikens læsere.
-------------------------

VILLA-SALÓ – TOTALTEATER, DER TALER FOR SIG SELV

Gråheden har sænket sig over København, og mine højhælede sko bliver ved med at falde igennem sneen. Jeg drejer af, hvor et vejskilt viser "Krausesvej" og bevæger mig mod en mennesketomt udseende villa. Jeg stopper op ved lyden af børnelatter. Lastens - og lystens hule, Villa-Salò, ligger lige ved siden af en børnehave.
Jeg går ind ad porten og tager de ti skridt til trappen og op til hoveddøren. Jeg trækker vejret dybt og prøver at samle mig - "det er bare et teaterstykke, din tøsetøs" forsikrer jeg mig selv om, da jeg ringer på.

Døren bliver åbnet, og en mand med tilbageredt hår og militæruniform byder mig velkommen. Han kropsvisiterer mig og beder mig åbne min taske. Efter at han har rodet den igennem, beder han mig slukke mobilen og byder mig velkommen i huset. Jeg overvejer, hvad jeg har rodet mig selv ud i. Selvom jeg har læst både anmeldelser, debatter og selve Villa- Salòs hjemmeside, føler jeg, at jeg er trådt ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.
Inde i forhallen bliver jeg mødt af to stuepiger, der tager imod min billet og frakke og beder mig tage plads i en beige lænestol. Stemningen er overraskende afdæmpet, til trods for, at der i ny og næ løber et halvnøgent menneske forbi - enten grædende eller skrigende.

Demokratiets eksperiment
Sammen med fire andre piger bliver jeg fulgt ind i salonen, hvor husets frue igennem 20 år, Madame Vaccari, skal introducere os for husets regler. En kvinde i en pailletpyntet blå kjole dukker op og indtager sin plads på en chaiselong, der kunne have stået hos Louis d. 14, og fortæller os husets regler.

Fire såkaldte Masters har åbnet huset for offentligheden, fordi de gerne vil fejre liberty nash - det kun at leve for sine lyster. Vi skal være gæster af en af de grupper, der lever i huset. Øverst har vi The Masters og derefter The Madames, The Fuckers, The Maids og The Children.

Vi får besked på, at vi nu skal indgå i et eksperiment, demokratiets eksperiment. Vi får præsenteret fem farvede bånd, en farve for hver af grupperne i huset. Den der hurtigst tager det sorte bånd, bliver den højeste i hierarkiet. Jeg er hurtig og ender som gæst hos The Masters, hvilket passer mig udmærket, da jeg føler mig mere sikker øverst i hierarkiet med det sorte bånd over min skulder.

Michettes deflorering
Madamme Vaccari fører mig ud af salonen og ind i et bordouxfarvet værelse med en kæmpe seng i midten, prydet med en ørn. Midt på sengen ligger der en nøgen, blond pige. Hun er vist i gang med at onanere. Jeg er blevet ført ind til The Magistrate - dommeren, en af de fire Masters. Jeg kigger mig omkring. Der sidder og står mennesker i værelset og betragter situationen stumt. Jeg kigger tilbage på sengen og den nøgne pige. Det er Michette, får jeg at vide. Hun skal defloreres, men ikke som The Magistrate kan lide. Michette skal derimod have sin første orgasme.

Pigen ligger, bortset fra et par enkelte klynk, helt stum på sengen, og hver gang The Magistrate henvender sig til hende, kan man igennem hendes blonde hår, der dækker for hendes ansigt høre "yes Master". Det virker, som om hun ikke kan finde ud af at onanere. Senerehen betror The Magistrate mig, at han til en hver tid foretrækker en drengerøv.
Jeg takker min vært for hans gæstfrihed og den brandy, han havde skænket mig og bevæger mig videre igennem huset. På vej op ad en trappe støder jeg på en Fucker. Jeg får at vide, at han hedder Maurizio. Han ser på mig, som om han hvert øjeblik vil hoppe på mig og fortære mig. Han er iklædt den samme uniform som resten af vagterne og bærer en AK47 på skulderen. Jeg har en følelse af, at han gemmer sig bag sit gevær, og jeg undviger meget kraftigt, da han tager mit hår til siden for at dufte til min hals.

Tårernes Cirkel
Mens jeg smilende forsøger at undvige Maurizios befamling på gangen, går en stor gråhåret mand forbi os. Han har en sort badekåbe på og betragter mig, mens han trækker vejret langsomt. "Hvorfor smiler du?" spørger han mig med en intimiderende stemme og stopper op. Jeg kigger spørgende på Maurizio, der griner slesk, og ser på den kåbeklædte mand - "Åhhå, det er The Duke", hvisler Maurizio ved siden af mig. The Duke stiller det samme spørgsmål igen, og jeg svarer: "Fordi jeg er en glad person." Jeg får at vide, at de ikke ønsker at se glæde og smil, da huset netop nu gennemlever " The Circle of Tears", en af fire temaer, der hver vare en uge.

Pludselig kommer en let påklædt pige løbende op ad trappen og falder på knæ foran mig. Efter hende ser jeg en lille mand komme, med krøllet hår og måne. Han har en pisk i hånden og nærmer sig os med langsomme skidt. Jeg står helt stille og kigger på det grædende barn og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
De kæmper, men han er stærkere. Det lykkes ham at vende hende på maven og voldtage hende. Hun skriger og tigger, for hun vil ikke. "Jeg vil ikke" runger det i mit hoved, da jeg, som var jeg en robot, bevæger mig væk fra trappen. Jeg er villig til at være, hvor som helst, bare ikke der.

Velsignelsen
Mens jeg går væk, kan jeg høre en svag messen. En dør på min højre hånd bliver åbnet og The Bishop kommer ud på gangen efterfulgt af tre drenge. De har alle blod under øjnene og en statuette af Jomfru Maria foran kønsdelene, som de mekanisk onanerer. Mens The Bishop messer, dypper han en finger i et glas og tegner et kors på de tilstedeværendes pande. En anden tilskuer hvisker til mig: "Han velsigner huset med rigtig urin".

"Det er småt, men det vender mod børnehaven"
Jeg går for mig selv og snakker med enkelte af gæsterne. Jeg fanger mig selv i at undre mig over, hvor generte gæsterne er. Mange sidder nervøst i de forskellige rum, og prøver så vidt muligt at gå i et med væggen. I visse ansigter læser jeg foragt og i andre medynk.

På gangen møder jeg igen The Bishop. Han er færdig med sin velsignelse og byder mig på et glas kirsebærvin. Vi går ind på hans kammer, og han fortæller mig, at værelset oprindeligt er Madamme Vaccaris. "Selvom det er et af de mindre værelser, "vender det mod børnehaven". Jeg kigger nu rundt i rummet og ser et gammelt familiefotoalbum med en masse fødselsdagsbilleder. Der er også legetøj, tegninger og porcelænsfigurer af børn. Da jeg løfter en af puderne på sengen, får jeg øje på et par trusser. Idet jeg rejser mig op, nikker Biskoppen smilende til mig. Jeg vælger at bide tænderne sammen og takke pænt for kirsebærvinen.

Ude i hallen viser mit ur, at klokken er langt over midnat. Jeg afleverer mit farvede bånd, og Fuckeren Fabrizio henter mit overtøj til mig. Jeg er træt og mættet af indtryk. Da han følger mig ud af døren, kysser han min hånd og siger, at han håber på et snarligt gensyn.


- kys fra min iPhone