19.4.10

Spm fra formspring.me "Hvordan er det at leve med din sygdom i hverdagen? Er det noget, du kan abstrahere fra eller ligger det konstant og lurer? Tak for en god blog :)"

Uh... Ja, det er nok et af det mere finurlige svar du kan få, der sagtens kan ændres fra situation til situation.

Først skal det siges, at jeg er kontrol-freak. Det er meget vigtigt for mig at have styr på alt, hvad angå mig selv. Dermed også min sygdom.

Jeg har styr på symptomer, ændringer og alt, der følger med en kronisk sygdom, når man er nysgerrig og kontrol-freak. Så, når der er ændringer i kroppen tænker jeg naturligvis på, om det nu er min nyre, der er noget galt med.

Dernæst er jeg et utrolig optimistisk menneske med en fantastisk evne til at abstrahere, så når jeg ikke kan mærke noget rent fysik, tænker jeg ikke på min sygdom. Sidste år fyldte min sygdom stort set ingenting. De eneste tidspunkter, hvor jeg tænkte over den var, når jeg skulle tage min medicin, og når jeg skulle til kontrol.

Lige nu er min situation desværre lidt anderledes, da jeg stadig føler, at jeg ikke har fået en afslutning på vinterens sygdomsforløb. Derfor tænker jeg mere på min sygdom, end jeg ønsker.
Jeg kan godt fange mig selv i at opsesse over, om min træthed nu skyldes, at min nyre er svækket eller om det bare er almindelig træthed. Jeg kan være bange for at krydse Langebro på cykel, fordi jeg er bange for, at min krop ikke kan klare det, og min forfængelighed tillader mig ikke at stige af cyklen.

Men sålænge jeg får lov til at fordybe mig i livet og sålænge jeg får lov til at overbevise mig selv om at jeg sagtens kan alt det andre kan og mere til (Helst mere til), så er det fint nok. (F.x tvang jeg mig selv til at cykle godt 12 km i torsdags, det resulterede i at jeg var helt kvæstet, stort set hele lørdagen. Og begge episoder får mig til at tænke på sygdommen. Den første får mig til at tænke på, at jeg har vundet, og den anden får mig til at tænke på, at jeg er overvundet).

Jeg er ikke glad for det, men nogen gange bliver jeg bare nødt til at acceptere, at min krop ikke kan idag, som den kunne sidste år. Men jeg kæmper imod og giver ikke op.

Retter sagt jeg nægter at overgive mig selv til sygdommens ligegyldigheder og begrænsninger, men det har også sine konsekvenser.
Jeg er dog bygget således, at jeg er villig til at tage nedturen, sålænge jeg får lov til at opleve opturen.

Ask me anything

2 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Årh Erna! heartwarming my dear!

Erna Lola sagde ...

Åh Måfling.. du er bare dejlig..

Sender dig en masse kærlighed :D