10.12.09

Mænd. Mænd? Mænd!!??




Det evigt tilbagevendende emne. Det emne, der fylder mit lille hoved evigt og altid med: glæde, foragt, kærlighed, undren og alt det imellem er: MÆND.
De er roden til så megen for- og beundring fra min side.
Jeg har altid beskæftiget mig med dem, de har altid optaget og betaget mig meget.

Det kan godt være, at Freud har udtalt om kvinden: "The great question which I have not been able to answer, despite my 30 years of research into the feminine soul, is “what does a woman want?”” - Men det spørgsmål kan ligeså let stilles op omkring mænd.
Jo, jeg ved, at mænd gerne vil have deres basale behov dækket. Jeg har også op til flere gange - mange gange fået bekræftet, at vejen til mandens hjerte går igennem maven.

Men som kvinde skal man altid gætte sig frem til, hvad de ellers ønsker, end blot af få de basale behov dækket.

De er forkvaklede i forhold til deres følelser. De er analyserende, og tror nærmest ikke på, at det kvinden fortæller dem er rigtigt.
De ser helheden, men glemmer tit at tage sig af de små detaljer, som kvinder netop går op i.

Jeg er så småt ved at opgive. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre, hvordan man skal få dem til at "snap out of it" og sige, hvad det er de ønsker/søger/har lyst til.

Jeg har prøvet alle metoder efterhånden.
Jeg har været sød.
Jeg har skældt ud.
Jeg har råbt og skreget.
Jeg har efterlignet deres egen væremåde.
Jeg har sat ultimatumer op...
Jeg har ignoreret...
Men lige lidt hjalp det. Det virker som om, mænd er umulige at præge på nogen måde.
De vil ikke indgå kompromis, og værst af alt, hvis de ikke ønsker at indgå et kompromis, men ved, at de taber ved at sige nej, vælger de simpelthen at overhøre kravene. Lader som om det aldrig er blevet sagt. Og værst af alt, tuller bare vider med løftet hoved og hale - selvom de ved, at de er på vej til at tabe.

Er mit sure opstød nogen lunde rigtigt, eller er jeg helt gal på den?

Lader mænd som om de har overhånden, selvom de ved, at de er ved at tabe?

Er kloster den eneste mulighed en kvinde efterhånden har tilbage?

8 kommentarer:

Bo Gorzelak sagde ...

Ja-øeh ... Altså, hvad betyder det dér med at have "overhånden"? Helt præcist. Jeg kan vistnok (cirka) selv sagtens identificere mig med nogle af de ting, du skriver. Tror jeg. Og for mig - og for mange mænd - handler det ikke kun om forkvaklethed eller mangel på sans for detaljer eller følelser. Det handler (også) om dét, jeg i mangel på bedre vil vælge at kalder GRÆNSER FOR ÆVL. Der er ting, tænker jeg, der ganske ikke er værd at ævle om -- og om det, man ikke kan ævle om, derom bør man tie. Sådan tænker mange mænd. Tror jeg. Og dét, der irriterer os er ikke så meget, at I kvinder efterfølgende alligevel forsøger at få os til at snakke om det -- men selve det, at I tror, at vi stadig går og spekulerer over det. At I, altså, ikke fatter, at når vi har konkluderet, at vi ikke har noget at sige, så dropper vi emnet og bevæger os videre. Og at I ikke vil respektere, at der et sådan, vi er. Det kan - potentielt - være voldsomt frustrerende på den måde hele tiden at blive kaldt tilbage til et punkt, hvor man ikke har noget at gøre. Men bare kan stå og dingle.

Eller bare: Det irriterer os, at det i sådanne tilfælde (åbenbart) altid er den kvindagtige villighed til SNAK OM ALT, der skal sætte dagsordenen -- og aldrig respekten for manden. Og hans grænser. Hvis du forstår ... ?

Erna Lola sagde ...

Ja... det jeg mener med "overhånd" er at selvom de måske ved, at de har tabt, så vil de ikke indrømme og opfører sig som om der enten intet er hændt, eller at det er dem, der har vundet diskussion.

Men det er netop hele problemet. Det er kommunikationsbrist. Et forhold - ligegyldigt hvilken slags forhold skal indeholde kommunikation, og man bliver nødt til at indgå en form for kompromis, eller brister det jo.

Kvinden bliver først irriteret, når manden vælger at bedømme hende ønske/krav som ævl. For det, der er ævl for manden er ikke nødvendigvis ævl for hende og omvendt.
Hvis man ikke skal ende i ignoration/surhed/brok/mord, så bliver man vel at anerkende den anden ævl som vigtigt og tage det op?

Eller er jeg bare naiv?

Må jeg høre, hvad er der galt i at snakke om "alt"? Alt skal ikke diskuteres og analyseres til død, men som mindst må man vel møde hinanden på midten.
Jeg tør vædde med, at hvis mænd åbnede mere op og talte med kvinderne, så ville kvinderne ikke have et ligeså stort behov for snak/ævl.

P.s Når jeg bruger man/kvinden/hun - så hentyder jeg til mig selv.

Sommerherren sagde ...

Kære Erna

Du har muligvis ret i at vi mænd lader som om vi har overhånden, selv om vi ved at vi har tabt. Det er vigtigt for mænd at bevare værdigheden, så det er nok en slags overlevelsesreaktion.

Men dette er jo først aktuelt når slaget er tabt. Dit egentlige spørgsmål går på at få os til at fortælle hvad det er vi ønsker/søger/har lyst til.

Jeg tror at årsagen til at det er så svært at hive den slags ud af mænd, ligger i vores opdragelse. Mænd i dag er opdraget til, at det vi virkelig ønsker fra kvinder, det er enten mandschauvinistisk eller sexistisk. Og denne opdragelse gør at vi for enhver pris vil undgå at afsløre disse dybe "hemmelige" fantasier. Af skræk for omgående at blive latterliggjort eller sendt ud i kulden.

Knus Soher

Erna Lola sagde ...

Kære Sommerherren,

Jeg er da glad for, at en mand tør indrømme det. Jeg ved ligeledes også godt, at mænd tit er meget stolte, og bryder sig ikke om at give en kvinde/andet menneske ret, for så taber de jo ansigt, og jo længere de holder fast i "deres", des mere taber det ansigt, når de endelig indser, at hun/modparten har tabt.

Problemet er jo bare, at der vil skabes en kæmpe kløft mellem de to parter hvis hverken den ene eller den anden giver sig.
Som jeg skriver ovenover, man bliver nødt til at mødes i midten, begge parter skal give en smule slip, og jo før man giver slip, des mindre taber man ansigtet. Ellers ender det jo i at kvinden lukker af, koger i sin egen vrede , og tager den op igen. Det bliver en ond cirkel, der næppe vil ende godt.

Jeg tror desuden, at en mand skal være meget uheldig for at blive latterliggjort.
Hvis han fra begyndelsen fortæller, hvad han ønsker kan modparten tage stilling til, om det er et ønske hun gerne vil opfylde eller ej. Og det er netop der kommunikationen kommer ind.

Det andet fører bare til en masse frustration for begge parter.

Kvinden ser manden som en knudemand og manden ser kvinden som en sur mokke.


E

Leoparddrengen sagde ...

Hmmm... et farligt emne. Normalt gør jeg mig ikke så meget i det der med mænd vs kvinder (eller omvendt), og gransker ikke forskelle så nøje - så bliver det bare til noget med kønskamp...

Men jeg gjorde mig nogle strøtanker for godt et år siden, som er lidt i parallel med noget af ovenstående.

Det er godt nok om venner og veninder, men i udgangspunktet tror jeg ikke det er forkert at overføre på andre relationer, også.

Erna Lola sagde ...

Leo, jeg tror sgu, at du har ret i det.

Mænd har ikke behov for at snakke. Måske er det lidt anderledes med de yngre generationer (mig og nedefter).

Men jeg tror, at du har ret i at kvinder finder sig gode veninder, så de kan snakke sammen, og mænd leder efter gode venner, så de ikke behøver at snakke.

Bo Gorzelak sagde ...

Hej igen. Det er en svær diskussion, synes jeg, fordi den potentielt handler om alting -- og fordi vi jo alle har noget i klemme. På den ene eller anden måde. Men egentlig udtrykker du selv udmærket min pointe, når du skriver, at "Kvinden bliver først irriteret, når manden vælger at bedømme hende ønske/krav som ævl. For det, der er ævl for manden er ikke nødvendigvis ævl for hende og omvendt." Det er klart. Absolut. Og det var provokerende af mig at kalde det ævl, selvfølgelig.

Men det er lige præcis dét ... tror jeg. At mænd (mange mænd) tager det dér helt alvorligt, at "For det, der er ævl for manden er ikke nødvendigvis ævl for hende og omvendt." Vi anerkender (eller forsøger i hvert fald at anerkende), at det giver MENING for jer kvinder at snakke om diverse. At det - for jer - ikke er ævl. Men det kniber lidt, synes vi nogle gange, med den modsatte anerkendelse. Nemlig anerkendelsen af, at det for os - faktisk - ER ævl. Det vil sige: At det ikke giver mening. Og at I - derfor - reelt forsøger at tvinge os til at snakke om noget, som ikke giver nogen mening for os. Hvorefter I bliver mugne på os, fordi vi ikke er i stand til at udtrykke os meningsfuldt.

At "møde hinanden på midten", som du kalder det, må for mig at se netop indebære, at begge parter (også den snakkevillige kvinde) anerkender og respekterer, at der er GRÆNSER FOR KOMMUNIKATIONEN.

Sommerherren sagde ...

Kære Erna

Jeg er bestemt ikke uenig i at man bør mødes på midten. Eller i hvert fald et sted mellem synspunkterne.

Og jeg er meget enig i at kommunikation er vigtig, men den kan også være svær.

Jeg tror ikke at det er så nemt som du gør det til, at sige hvad man inderst inde har lyst til.

Jeg har da været i forhold hvor jeg aldeles ikke skulle have sagt at jeg havde lyst til at lægge hende over knæet og give hen en endefuld. Eller at binde hende. Eller at jeg helst så hende i kjole og hofteholder, ikke kun i soveværelset, men også i Føtex.

Jeg ved godt at mine lyster er lidt ud over det sædvanlige. Men andre mænd har sikkert andre lyster som er lige så politisk ukorrekte.

Jeg er ikke uenig i at kommunikation og gensidig tolerance er nøglen, jeg forsøger blot at forklare hvorfor det kan være svært.

Soher