14.12.09

Coco før Chanel

Jeg er ved at gøre mig klar til at se, den længe ventede film "Coco før Chanel", med Katten og Bedsteveninden.

Coco har fascineret mig længe.
Første gang jeg hørte om hende, kunne jeg ikke have været mere end 5 år. Min mosters svigermor havde et meget, meget smukt sæt tøj (jakke og nederdel), da jeg var lille. Jeg var altid så fascineret af det, på grund af den meget dybe blå farve stoffet have, og den måde farven skiftede afhængigt af belysningen, så jeg havde for vane at røre ved det.
En af de gange jeg rørte ved hendes tøj, kunne jeg mærke noget tungt i det jeg troede var lommen. Jeg spurgte, nysgerrig som jeg altid var, hvad hun havde i lommen.
Der fortalte hun mig historien om den meget store kvinde (jeg troede i mange år efter, at hun sådan rent fysisk var stor), der hed Coco, og som havde været med til at skabe denne "mode", at man skulle sy bly eller andet tungt ind i syningen, for at jakken kunne sidde lige op og ned. Hun fortalte også, hvordan hun engang blev stoppet i lufthavnen, fordi portalen larmede, da hun skulle igennem. Hun skulle forklare dem, hvad der larmede. (Det var vist før terror-æraen).

Selvom kritikerne ikke har været så søde ved filmen, så glæder jeg mig ret mig til at se den. Hvis ikke for andet, så for det smukke tøj, som jeg stærkt satser på, at de har valgt at vise.

Filmen foregår i begyndelsen af det 20. århundrede, og der skete så meget inden for moden i de første årtier.
Man gik fra korsettet og den lange kjole til kjolen, hvor man viste anklen. Derefter kom flapper trenden, der befriede kvinden helt, og satte kjolelængden mange centimeter op. For at ende i forgængeren til 80'ernes powersuit i 30'erne og 40'erne.

Dette er min umiddelbare tese for filmen, men jeg vender stærkt tilbage. Sikkert pikke-beruset af for mange efterfølgende cocktails, til trods for en BA, der åbenbart ikke gider skrive sig selv.
But who cares. Jeg har alligevel droppet alle tanker om et akademiker liv, og bliver i filmens ånd, burlesque danserinde, og efterfølgende trofækone...

4 kommentarer:

Niels sagde ...

og så skal man bestemt ikke kimse af Audrey Tautou. Pyyyh ha

Erna Lola sagde ...

Ved du hvad.. Faktisk så syntes jeg, at Tautou var lidt flad i denne film. Jeg er ved at falde lidt af på hende. Jeg bliver mindre og mindre glad for hende, for hver film jeg ser med hende.

Hun er smuk, og hendes øjne kan man drukne i... meeen...
Når man tænker på skuespillerinden, der spillede Edith Piaf i "La Vie en Rose" så synes jeg, at Tautous præstation er ret ringe. Men mere om det i morgen. Nu skal jeg sove. ;)

Niels sagde ...

Jeg vil ikke høre, hvad du siger, og jeg vil ikke læse, hvad du skriver!
Tautou ER min diva..! Længere er den ikke. Who cares about the performens!! *suk*

Erna Lola sagde ...

Tautou er faktisk meget langt fra diva. Hun er for piget og nuttet til at kunne være en af slagsen.

Og jeg vil umiddelbart mene, at man skal kunne udøve noget for at kunne lade sig kalde for diva - ellers er man bare en forkælet møgunge.

Guderne skal vide, at hun er charmerende. Men hun er blevet for tynd og ser mere slidt end nogen sinde før.

Se på det billede af Coco - Dét er en diva!